Naturligvis skal Danmarks største tv-serie have en stor bog. Jacob Wendt Jensen og Informations egen Christian Monggaard har skrevet det nye standardværk om fænomenet Matador – tv-serien, der mere end 40 år efter premieren endnu er danskernes foretrukne danmarksfortælling om tiden fra Wall Street-krakket i 1929 over besættelsen til 1947.
Og stor, det er den. Bogen er et dobbeltspaltet monster af en coffee table-bog med et overflødighedshorn af flotte fotos, affotograferede kilder og fyldt med grafiske lækkerier, der kan foldes ud af bogen med blandt andet en flot tidslinje for kjolemode, der naturligvis afsluttes med Ellen Skjerns New Look-kjole fra Dior.
Christian Monggaard og Jacob Wendt Jensen: ’Matador’. BOOK LAB. 436 sider. 395 kroner.
Der er godbidder til både eksperter og lægfolk, der blot ønsker at bladre og pluklæse. Matador-freaks vil nok med et fnys bladre forbi bogens tilbagevendende sæsonreferater, men de får til gengæld deres lyst stillet i helt og aldeles nørdede kapitler om de bureaukratiske og politiske trakasserier på Danmarks Radio eller i virkelig interessante passager om arbejdet med at give karaktererne større dybde end de mindre nuancerede, komiske karikaturer fra Matadors forgænger, Huset på Christianshavn.
Et væld af detaljer
Et af bogens store fund er en beskrivelse af 28 af seriens vigtigste karakterer, som forfatterne har fundet i Balling-samlingen på Det Danske Filminstitut. Her fremgår det for eksempel, at Albert Arnesen begår selvmord, hvilket ellers kun bliver antydet i seriens femte afsnit, hvor doktor Hansen, måske for at skåne Ingeborg Skjern, meddeler, at dødsårsagen var et hjertestop.
Og netop doktor Hansens karakter dukker op i et brev fra medforfatter Poul Hammerich, og ifølge Erik Balling er karakteren opstået for at få en »kommentator, og dels vores alle sammens ønske om at få en rimelig rolle ind til Ove Sprogø«. Sjovest er næsten et brev fra Lise Nørgaard til en veninde i 1977, hvor hun harcelerer over sine medforfatteres klicheer, og som bekendt endte hun da også med at skrive skidtet selv i seriens fjerde og sidste sæson.
Ingen detaljer synes for små. Blot et par eksempler: Der er afsat en hel side til en affotograferet opgørelse over Nordisk Films udgifter til bygningen af Korsbæks kulissegade (332.000 kr.), og på det følgende opslag kan læseren nærstudere skuespilleren Finn Storgaards kontrakt med Danmarks Radio angående hans rolle som Gustav Friis i episode 13.
Selv introernes fortæller Ole Andreasen får en lille biografi med på vejen, mens seriens stillfotograf Else Tholstrup fortæller om en #MeToo-oplevelse under sit arbejde på Broen over Floden Kwai, hvilket måske ikke er særligt relevant for Matador, men det harmonerer fint med forfatternes intention om at få intet mindre end alting med. I bogens omfangsrige appendiks får vi også Bent Fabricius-Bjerres noder og Arne Ungermanns tegninger.
Plads til mere kritik
Kan man ønsket sig mere? Ja, måske. Denne pen kunne godt have tænkt sig et mere kritisk analyserende blik på Matador. Bogens mest interessante passager er kritikken af seriens historiske fremstilling af Danmark, for selv om Lise Nørgaard og Erik Balling (m.fl.) har skabt deres egen subjektive fremstilling, er serien blevet selve billedet på Danmark i den sidste halvdel af mellemkrigstiden og op til Christian 10.s død i 1947.
Vi får venstrefløjens kritik af arbejderbevægelsens tilbagetrukne rolle i serien (ja, der er Røde, men ikke meget mere, og grisehandler Larsen er ikke jordens mest troværdige socialdemokrat), og i det følgende kapitel hudflettes den rosenrøde fremstilling af Besættelsen, som i 1989 fik forfatteren og modstandsmanden Tage Skou-Hansen til at udtale til Det Fri Aktuelt, at et folk, der kunne genkende sig selv i Matador, måtte »lide af fremskreden senilitet«.
Forfatterne har allieret sig med historiker Claus Bundgård Christensen som overdommer for de historiske kendsgerninger. Men hver gang kritikken kommer i spil, går forfatterne ind og forsvarer Matador, og flinke Claus Bundgård lader da også Matador slippe nådigt, selv om han er blandt de historikere, der har været med til at tilbagevise, at danske nazister over en kam var marginaliserede randeksistenser som Holger Jørgensen i Matador eller Hans Scherfigs Bukse-Marius. Seriens feministiske pointer kunne også med held være foldet mere ud.
Fair nok, bogens primære ærinde er ikke den kritiske analyse, men begejstret at komme rundt i alle kroge af tilblivelsen af Matador. Det er lykkedes til fulde. Jacob Wendt Jensen og Christian Monggaards bog, der behændigt udkommer op til juleræset, skal nok få sat fut i samtalerne ude i de danske stuer, når gaverne er pakket op 24. december. Godt gået.
En lille tilføjelse: Martin Bak er i registret opført som medvirkende i afsnit 15, hvor han spiller Agnes og Rødes søn Knud, der spiser af pottemulden og bliver irettesat af sin storebror Aksel med det berømte »Det må du ikke, Knud!« Det fremgår imidlertid ikke af rollelisten, at Martin Bak også medvirker i afsnit 12, hvor han i rollen som spæd Aksel sidder på armen af Røde, da familien Jensen suser rundt om træet i det lille arbejderhjem, mens de synger »Nu er det jul igen«.
Tænk at have hele to roller i Matador!
Christian Monggaard og Jacob Wendt Jensen: ’Matador’. BOOK LAB. 436 sider. 395 kroner.
Anders Olling er ansvarshavende chefredaktør på Politiken Historie
Apropos tv-serier. Hvad med at lave en serie der hedder Hærværk, baseret på Tom Kristensens roman af samme navn? Det kunne blive noget i stil med Babylon Berlin og være en slags optakt til Matador. Hvis projektet lykkes kunne man gå videre med en efterfølger til Matador, hvor det er de optimistiske og fremgangsrige halvtredsere der kommer under luppen. Kort sagt en slags opdateret Danmarkskrønike. Bare et forslag.