Om en af de store danske digtere i det tyvende århundrede Per Højholt har Niels Lyngsø sagt, at han kun med sin bare røv forrest kunne nærme sig Vorherre.
Højholt var absolut moderne, han troede hverken på Gud, metafysik eller orden i universet.
Over for alt det måtte han markere sin afstand med en foragt. Men Højholt var også absolut digter. Optaget af naturen og verden og sproget og tiden. Så han måtte forholde sig til de spørgsmål, der traditionelt har været religionens territorium, og derfor kom han i løbet sit forfatterskab tættere og tættere på Gud, metafysik og tanker om den orden, der alligevel måtte være i universet. Men med det, Lyngsø med en passende metafor kaldte hans »bare røv«, måtte Højholt også rituelt demonstrere, at han altså stadig var ikketroende og ikkemetafysiker.
Man kan sige noget tilsvarende om Michel Houellebecqs forhold til at være sin tids store franske forfatter. Han skal demonstrativt skide og pisse på alle de akademiske klichéer, vedtagne idealbilleder og populærkulturelle helteskikkelser af »den store forfatter« for at kunne holde ud at være den selv:
»Alkohol er kun et problem i forhold til taxachauffører«, forklarer Houellebecq, der gerne kalder sig selv for alkoholiker, i et interview med sin kollega og ven, Frédéric Beigbeder:
»Det er et par gange sket for mig, at de har sagt til mig: ’Åh nej, ikke Dem. De kommer til at kaste op i bilen’«.
Sådan nedgør Houellebecq forestillingen om den fine forfatter ved at fremstille ham som en hjælpeløs klovn, der kaster op i taxaerne. Men det er også for Houellebecq en måde at være den moderne forfatter par excellence på: Den, der stolt siger det grimme, som andre ville skamme sig over, og den, der nedgør de figurer, som andre sætter op på en piedestal.
Det motiv kredser Houellebecq om i den store samling af alle mulige samtaler, interviews, essays og kommentarer, der netop er udkommet på fransk i den store bog Interventions 2020.
Han ved godt selv, at det er en kliché, men i en tekst om forfatteren Alain Robbe-Grillet, hvis værk han virkelig ikke bryder sig om, skriver Houellebecq, hvor galt det kan gå, hvis man afviser alt, hvad der kan blive til en kliché. Hvis man som Robbe-Grillet vil skrive en minimal og ren litteratur og undgå alle floskler, bliver den tom og ligegyldig. Houellebecq fortæller, hvordan han anstrenger sig for at læse en hel bog af Robbe-Grillet. Han prøver at koncentrere sig og bladrer indimellem 50 sider frem for at se, om der dog ikke skulle være noget, som kan fastholde hans koncentration. Men de er simpelthen for kedelige til, at han kan blive færdige med dem. Og med Robbe-Grillet som kontrast udfolder han sin egen litteraturforståelse:
»Jeg åbner min litteratur for teoretiske opfattelser, som man kan bruge til at forstå verden, så jeg udsætter konstant mig selv for risikoen for at blive en kliché – for nu at sige det, som det er, fordømmer jeg mig til det – min eneste chance for at lave noget originalt består i (for nu at gentage Baudelaires ord) at udvikle nye klichéer.«
Houellebecq som intellektuel
Den lille henvisning til den store franske digter Charles Baudelaire er typisk for Houellebecq: Han elsker at posere som fordrukken anti-intellektuel og håne dannelsesinstitutioner og erklære, at »på det intellektuelle plan« er science fiction-litteraturen det eneste, der er værd at bevare fra anden halvdel af det tyvende århundrede, og at det er »forbløffende«, at der stadig i 2001 fandtes aviser, som gad trykke de ellers estimerede forskere Jean Baudrillards og Pierre Bourdieus »tåbeligheder«.
Men han udfolder også sig selv som en intellektuel, der spørger til de vestlige samfunds moralske grundlag og angriber såvel progressive som reaktionære, fordi begge positioner er fanget i samme illusion om historien. Han citerer Friedrich Nietzsche, Karl Marx, Auguste Comte og Jean-Jacques Rousseau, udkaster sine ideer om direkte demokrati og forkaster samtidens opfattelse af, hvad det vil sige at være nihilist: »Hvis bare du tænder en cigaret, mens du venter på toget, bliver du straks udråbt til nihilist,« som han siger i et af interviewene i bogen.
Og det fremgår særligt af interviewet med forskeren Agathe Novak-Lechevalier, som har skrevet den måske bedste litteraturvidenskabelige bog om Houellebecq, at han er optaget af sin plads i litteraturhistorien. At folk skal forstå, at han bekæmper alle de falske tegn på moral og alle de konventionelle forestillinger om skønhed, fordi han gennem sine bøger vil genskabe forbindelsen mellem det gode, det sande og det skønne. Han er ikke nihilist, pointerer han et sted. Men han er formet af en nihilistisk epoke, som han må konfrontere radikalt, hvis han vil nå et andet sted hen.
Neil Young som forbillede
En af de bedste tekster i bogen er genudgivelsen af hans gamle bidrag til et fransk rockleksikon fra 2000 om Neil Young, fordi hans konkrete hyldest til det særlige ved Young bliver til et manifest for det, han selv vil udrette med sin litteratur:
»Neil Youngs sange er lavet til dem, der ofte er ulykkelige, ensomme. Dem, som lever ved fortvivlelsens port; men som fortsætter, ikke desto mindre, med at tro på, at lykken er mulig,« skriver Houellebecq. Det er sange til dem, som ikke er lykkelige og forelskede, men som bliver ved med at blive forelskede på ny. De kender den kyniske fristelse til at sige, at verden er ad helvede til, alle andre er nogle idioter, og det hele kan være lige meget. Men de overkommer fristelsen, fordi de trods alt tør holde fast i forestillingen om, at man kan elske og blive elsket og opnå lykkelige momenter i tilværelsen:
»Man skal være en meget stor kunstner for at have modet til at være sentimental,« skriver han: »Men det gør så godt en gang imellem at lytte til en mand, som beklager sig ydmygt, med en lille trist stemme.«
Houellebecq vil mange ting med sine store romaner. Skabe smukke sætninger og genopdage romanen som samfundets store fortælling. Levere original kulturkritik af et samfund, som lover lykke og romantisk kærlighed, men som ifølge Houellebecq er indrettet sådan, at lykken slår om i ulykke, og kærligheden bliver ødelagt af frisat liderlighed og kommercialiseret begær. Men det, han fremhæver hos Neil Young er den ambition, som gør hans egne bøger gribende og livsvigtige: Hans litteratur er trøst. Det er fortællinger, som trøster ensomme og fortvivlede mennesker, der bliver ved med at række ud efter en lykke og en skønhed, de aldrig kan holde fast i.
Suveræn dansk udgivelse
Der er vidunderlige sjove og indsigtsfulde tekster i Interventions 2020 – men der er ikke mange af dem, for det er en rodet og ujævn blanding af alle mulige tekster, hvoraf halvdelen af teksterne har været udgivet i andre bøger.
Det er den første essaysamling af Houellebecq på dansk til gengæld ikke: At holde sig i live – og andre tekster er kort, suveræn og overvældende tankevækkende. Det er Houellebecqs klart bedste essayistiske tekster, som Niels Lyngsø har begået et forbilledligt forord til og nogle meget fine oversættelser af.
Bogen er udgivet på det nye forlag Vinter af Marie Vinter, der først som redaktør på Borgen var med til at introducere Houellebecq på dansk og siden på Rosinante sørgede for, at hans næste store romaner også nåede et dansk publikum. Nu har hun lavet sit eget forlag, hvis første udgivelse passende nok er de essays, der har karakter af nøgletekster til forståelse af Houellebecqs forfatterskab. Der er flere citater i bogen, som allerede er blevet klassiske tekststeder for Houellebecqfortolkere, fordi de er så programmatiske. For eksempel de første dunkle ord i bogen:
»Verden er udfoldet lidelse«, som der står. Og litteraturens opgave er ifølge den noget yngre Houellebecq at opsøge den: »De første poetiske skridt består i at vende tilbage til oprindelse. Det vil sige: til lidelse.«
Dengang var Houellebecq poet, han havde ikke skrevet romaner endnu, men udgivet et par digtsamlinger, og flere af teksterne har karakter af en poetik. Houellebecq var endnu ikke blevet en bestsellerforfatter, hvis forlagskontrakter blev forhandlet af et stort hold af advokater, og han var ikke blevet udråbt til profet og sin samtids litterære skandale. Han havde nok behov for at skide på kanoniserede forfattere og slå fast, at Jacques Prevert er et fjols, men han har ikke så stort et behov for hele tiden at vise sin metaforiske røv. Han skrev direkte på det, der var hans anliggende:
»Ethvert samfund har sine svage punkter, sine sår. Sæt fingeren i såret, og tryk til. Grav i de emner, som ingen har lyst til at høre om. Bagsiden af facaden. Insister på sygdommen, dødskampen, grimheden. Tal om døden og glemslen. Om jalousien, ligegyldigheden, frustrationen, fraværet af kærlighed. Vær afskyvækkende, så vil I tale sandt.«
Det, han programmatisk fremskriver her, er af den fordring, som alle hans senere romaner er skrevet over. Hvilket minder om det helt basale forhold, at alt, hvad Houellebecq råber, siger og skriver i sidste instans tjener hans egentlige mål, som han faktisk har opnået: At blive en virkelig stor, anerkendt og for sin samtid relevant forfatter.
Michel Houellebecq: ’At holde sig i live – og andre essays’. Vinter Forlag. Oversat og med forord af Niels Lyngsø. 141 sider, 180 kroner.
Michel Houellebecq: Interventions 2020. Flammarion. 451 sider. 235 kroner i Den Franske Bogcafé
