Michel Houellebecq skider på sig selv for at kunne blive en stor europæisk forfatter

Om en af de store danske digtere i det tyvende århundrede Per Højholt har Niels Lyngsø sagt, at han kun med sin bare røv forrest kunne nærme sig Vorherre.

Højholt var absolut moderne, han troede hverken på Gud, metafysik eller orden i universet.

Over for alt det måtte han markere sin afstand med en foragt. Men Højholt var også absolut digter. Optaget af naturen og verden og sproget og tiden. Så han måtte forholde sig til de spørgsmål, der traditionelt har været religionens territorium, og derfor kom han i løbet sit forfatterskab tættere og tættere på Gud, metafysik og tanker om den orden, der alligevel måtte være i universet. Men med det, Lyngsø med en passende metafor kaldte hans »bare røv«, måtte Højholt også rituelt demonstrere, at han altså stadig var ikketroende og ikkemetafysiker.

Man kan sige noget tilsvarende om Michel Houellebecqs forhold til at være sin tids store franske forfatter. Han skal demonstrativt skide og pisse på alle de akademiske klichéer, vedtagne idealbilleder og populærkulturelle helteskikkelser af »den store forfatter« for at kunne holde ud at være den selv: