Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Mirakuløst: En julekalender, der kombinerer socialrealisme med juletidens mulige mirakel

DR har samlet et stjernehold til årets julekalender, der tegner til at blive en solidarisk og magisk fortælling om drengen Bjørn, der skal overleve svære betingelser og blive sig selv i et usandsynligt, skævt og knudret, men kærligt fællesskab
Bjørn (Silas Cornelius Van) og og Gro (Selma Sol í Dali) flytter sammen med deres far ind på loftet på Det Kongelige Teater, da de bliver smidt ud af deres lejlighed.

Bjørn (Silas Cornelius Van) og og Gro (Selma Sol í Dali) flytter sammen med deres far ind på loftet på Det Kongelige Teater, da de bliver smidt ud af deres lejlighed.

Snorre F. Ruhe

Kultur
1. december 2020

Niveauet i de danske julekalendere synes at blive højere og højere. Nogle gange bliver skaberne bag dog så optaget af at lave spændende drama for hele familien, at de glemmer, at det er jul. Men dette års julekalender på DR1 viser, at man kan kombinere socialrealismens svære relationer med juletidens mulige mirakel.

Det er en fryd, at noget af det første, man ser i DR1’s julekalender Julefeber, er en manisk Joachim Fjelstrup i rollen som far, der vandrer hvileløst rundt i en ramponeret, men juleglitterdekoreret lejlighed i Urbanplanen og taler i telefon om penge, han skylder væk, mens hans to børn Bjørn og Gro (Silas Cornelius Van og Selma Sol í Dali) sidder afventende i en tydeligvis for dem normal situation. De bliver sendt af sted af en julebegejstret – men stadigt manisk telefonforhandlende – far til julefest på skolen med håndører til bussen, men bruger dem på en shawarma, og man forstår, at de ikke har fået andet at spise den dag. Denne julekalender skal vi tydeligvis forvente os noget lidt andet af, end dem vi kender så godt. I dag vises første afsnit, men Information har været så heldig at få adgang til lidt flere afsnit og kan bekræfte, at der er noget at glæde sig til.

Man kan ikke tale om en decideret hovedperson i Julefeber. Familien er hovedpersonen: Faren Kalle, Bjørn og Gro og den mor, de har mistet, men ikke tør tale om. Men handlingen begynder, da den præpubertære Bjørn pludselig oplever nogle sære bivirkninger ved det at lytte til musik. Han mister kontrollen over sin krop, der begynder at danse i ustyrlige men dygtigt koreograferede moves. Der er magiske evner involveret og bekræftes af Bodil Jørgensen i rollen som mormor, en distræt men kærlig og drømmende gammel dame, der taler i flyvske koder og har en forbindelse til et andet sted. Mormor skal nok være nyttig i den eventyrlige færd, som Bjørn helt sikkert skal ud på for at finde sig selv.

Men familien er ikke hurtigt afhandlede bifigurer i Bjørns historie. Far Kalle, Bjørn og Gro indgår tydeligvis i en kærlig treenighed med mange udfordringer, men man er aldrig i tvivl om, at de er et team, som de hele tiden siger. De har deres eget lukkede kredsløb og fungerer på brændstof af billigt hvidt brød og kærligt drillende pingpongreplikker og på trods af farens forulykkede forretninger. En af disse resulterer i, at de bliver smidt ud af deres lejlighed af en lånehaj, så de må søge midlertidigt ophold på farens arbejdsplads: Det Kongelige Teater. Han arbejder i kantinen, men ved, at ingen nogensinde kommer på loftsrummet, så dér slår de sig ned, og Bjørn bliver her ved et tilfælde indrulleret i Balletskolen, hvor hans nye dansefeber måske kan gå hen og vise sig som en fordel, når han først evner at kontrollere den. Sikke et fantasifuldt billede på en teenagekrop: denne dansefeber, der tager magten fra dens beboer og først efter mange pinlige situationer lader sig betvinge og falde til ro i takt med, at hjernen og sjælen gør det samme efter utallige indre eksplosioner.

Imponerende børneskuespillere

Dansk film- og børne-tv har ofte svært ved at finde gode børneskuespillere eller i hvert fald svært ved at få dem til at fremstå naturlige i deres spil. Tit virker de besværede, og ordene kommer ud ad munden som små klodser. I arbejdet på Julefeber er instruktør Natasha Arthy tydeligvis lykkedes med at skabe et tillidsfuldt rum, der har fået børnene til at yde deres absolut bedste. Silas Cornelius Van og Selma Sol í Dali, der spiller søskendeparret Bjørn og Gro, virker fuldstændig trygge over for hinandens kroppe. I julekalenderen ligger de ofte i en tæt sammenklynget klump i en bunke af puder og soveposer, som et beskidt, men blødt bolværk mod verden.

De to børneskuespillere gør det imponerende godt som overleverbørn, der har fundet ud af at tilpasse deres eget humør og behov efter farens, og de bevæger sig og taler naturligt sammen og fremkalder et virkeligt søskendepars til tider anstrengte men på bunden evigt hengivne skæbnefællesskab. Tiårige Selma Sol í Dali ligner et decideret stortalent, og Gro bliver i hendes gestaltning en lille tabervinder, der forstår sin familie og holder sammen på den. Er det ikke et alt for stort ansvar at lægge på en tiårig, jo, det er det, og det siger far Kalle også. Det er hans ansvar at sikre, at de har et sted at bo. Problemet er bare, at det kan han ikke finde ud af, og det ved Bjørn og Gro, så de hjælper ham. Man kan godt både fortælle en historie med kritiske undertoner om en fattig familie, hvor børn bliver voksne alt for hurtigt, OG historien om kærlighed og fællesskab.

Solidariske manuskriptforfattere

At familien portrætteres empatisk, skyldes uden tvivl den lige så velvalgte treenighed, der står bag manuskriptet. Rune Schjøtt-Wieth har tidligere blandt andet været manuskriptforfatter på den herlige Osman og Jeppe-dukkeserie, hvor Osman er det forsigtige, retskafne og meget velklædte sidekick af anden etnisk herkomst end dansk, mens Jeppe er den usandsynligt danske, groft selvovervurderende og dominerende ven. Begge er de selvfølgelig i virkeligheden lidt sølle.

Natasha Arty har skrevet og instrueret mange spillefilm og serier, men i denne sammenhæng er det oplagt at nævne børnetv-serierne Drengen de kaldte kylling og Kanonkongen Freja (begge DR). I begge tilfælde har vi at gøre med overleverbørn, der bor alene med deres elskelige men håbløse far. Der er en del Kanonkongen Freja i den ukuelige Gro fra Julefeber. Og ikke mindst er der en del af Anders W. Berthelsens deprimerede og sofatilklistrede far fra samme serie i Joachim Fjelstrups ditto, der konstant balancerer på kanten af det, de i familien kalder ’hullet’.

Men særligt glædeligt er det at se forfatter Mette Eike Neerlin involveret i børne-tv. Hendes forfatterskab er fyldt med komplekse familiesituationer, hvor det normale ser helt anderledes ud end for andre børn. Forældre vil det bedste, men magter det sjældent. Børnene er ofte nærmest usynlige for andre og i en sårbar situation, men klogere på den end de fleste. De fungerer. Særligt værd at fremhæve er den vidunderlige roman Hest, hest, tiger, tiger om Honey, hvis observationsevne er som en superkraft. Hun ved godt, hvordan andre ser på hendes familie, og hun indretter sig. Mette Eike Neerlins bøger er socialrealisme, men i form af et varmt kram til alle karaktererne. Hun skriver med solidaritet, og det samme gælder de andre manuskriptforfattere på denne serie. Hvem der end har fået den idé at kombinere de tre: Godt set! De har skabt en alternativ julefortælling om det, som betyder allermest på den tid: Familien og det, at jul kan se ud på mange forskellige måder, den skal ikke forløses på en bestemt måde for at emme af kærlighed.

I de seneste to nyproducerede julekalendere forsøgte DR sig også med alternativer til nisser, risengrød og julemænd. Den Anden Verden fra 2016 foregik i et Brødrene Grimm’sk eventyrunivers og Theo og den magiske talisman fra 2018 var en undersøgelse af død og ensomhed. Begge var fine, men lidt konstruerede og meget lidt julede. Denne gang er julen i høj grad til stede og fungerer som en overlevelsesmekanisme for en funktionsudfordret familie, og det tror jeg, der er en del, der kan nikke genkendende til. Julen som en kærkommen pause fra forpligtelser på en meget familieforpligtende men dog utvungen måde. Julen som et helle fra alt det, der gør ondt. Som i alle traditioner er der en tryghed i de kendte og indlærte bevægelser, man skal igennem omkring højtiden. Selv i et år med en verdensomspændende pandemi bliver det trods alt jul, og i år kan man derfor særligt relatere til Julefeber-familiens brændende ønske om, at julen skal blive et hit. Vi har alle brug for det. Det er ikke kun ønsket om det, men også familiens desperation, der føles velkendt. Julen SKAL blive et hit. Julefeber gør sit for, at den bliver det.

Julefeber vises hver dag kl. 19.30 på DR1

Årets julekalendere på TV og i radioen
Ole Buntzen

For de helt små

På Ramasjang genudsendes the original ’Nissebanden’. Den fra 1984 med A38 og det forsvunde julehumør. For de helt, helt små er der ’Sebastians Jul’ på samme kanal, hvor Sebastian passer en bondegård af den romantiserede slags, der kun findes på frilandsmuseer i dag. Den evige nisse Pyrus optræder hver eftermiddag i julemåneden på TV 2 i sin første julekalender, ’Alletiders jul’.

Christian Munch-Hansen

For famillien

Der er en gentlemensagreement mellem DR og TV 2, der sikrer, at de ikke begge hvert år lancerer en (dyr) nyproduceret julekalender, men skiftes til det. Derfor er der i år genudsendelse på TV 2, hvor man kan se den vellykkede ’Juleønsket’, der har manuskript af julekalendererfarne Ina Bruhn, om engleaspiranten Rafi og pigen Julie, hvis beskedne juleønske er, at hun kan fejre den sammen med sine forældre.

For de voksne lyttere

Radioen har virkelig lagt sig i selen i år for at skabe god julestemning. På P1 kan man høre Poul Nesgaard rette op på skaden efter den udskældte julekalender fra 1980, ’Jul i hullet’. I ’Verdens bedste julekalender med Poul Nesgaard’ udvikler han sin nye julekalender for åben mikrofon. På P2 kan man lytte til en betimelig julekalender, der fokuserer på kvinder i klassisk musik. I samarbejde med BBC laver de 24 portrætter af kvinder, der haft stor historisk betydning for musikken.

Martin Top Jacobsen

For de voksne seere

Her er de ældre bedrevidende kvinder i fokus ... På TV 2 i skikkelse af Peter Frödin, der vender tilbage i rollen som Grethe fra TV 2’s komedieserie af samme navn. I fire afsnit giver hun os sine ukloge tøhøfremkaldende råd i ’Grethes jul’. Anderledes latterfremkaldende er det, når Bodil Jørgensen ringer sin stakkels datter Trine op. Figurerne fra ’Rytteriet’ har fået deres egen adventskalender på DR2 i ’Jul med Trines mor’.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anders Sørensen

Hvordan definerer man et julekalenderniveau? Hvornår er det højt?

Er det, når de voksnes voksne opfattelse af julekalender tilfredsstilles i en så tilpas grad, at julekalenderen ikke er infantil, men også, lissom, lærer poderne at begå sig i den voksne verden?

Det er vel lidt i modstrid med julekalenderens formål, som ikke synes at være de voksnes, men mere et frit nisseunivers.

Men nissernes univers skal altså også nu intellektualiseres, så børnene ikke kan have dette frirum.

Jeg synes den nye julekalender er givende, jeg tror Bjørn kommer igennem en dannelsesrejse som vi alle kan lærer af, jeg tror, at jeg vil ringe til min mor og spørge om vi ikke skal se næste afsnit sammen.

Frank Østergaard, Malan Helge, Bodil Bast og gregers hoff anbefalede denne kommentar
Frank Østergaard

Ser kalenderen hver dag sammen med min datter.
Og den bliver bedre for hver dag - og nu er det blevet den 15.