Der er så meget vrede, sex og slagkraftighed i schweiziske Miriam Cahns (f. 1949) malerier, at det øjeblikkeligt sætter sig i kroppen, når man træder ind i Kunsthal Charlottenborgs sale. Kunstnerjeget både slås, knepper, føder, sover, onanerer – og lader det hele vælte ud over billedfladen i en decideret vækkelse af selvportrættet. Cahn maler frenetiske og voldsomme motiver, hvor der ofte er en kvindekrop i centrum, deraf titlen Me As Happening, der peger på kunstneren selv som en hændelse, som noget, der sker og er i proces.
Atypisk ophængning
Værkerne er ophængt i meget atypiske formationer på væggene, hvor der ikke skeles til de klassiske hierarkier mellem små og store formater, tegning, print, skitse og oliemaleri. Der er heller ingen udenomslir, der forsøger at gøre maleriet rumligt eller scenisk. Det er efterhånden en sjældenhed og føles derfor næsten lige så radikalt som indholdet af Cahns værker.
Den første gruppering af værker starter med et mindre print af et åbent, lidt forsigtigt kvindeansigt. Hun rækker en pensel frem foran ansigtet, som skal hun til at male direkte på os, beskuerne – som var lærredet en åbning mod kunstneren, men også mod os. Cahn arbejder meget eksperimenterende og kritisk med synsvinklerne i sine malerier, hvor beskuerens position blotlægges. Her i gruppen af værker er også en tegning af en nøgen baby med buttede spredte ben, et maleri af en kvinde med slør og spredte ben – ikke ulig positionen i Courbets Verdens oprindelse (1866). Og så er der pludselig en tegning af en militærtank med larvefødder. Tilsyneladende et motiv, der falder uden for de øvrige portrætter – indtil man får set sig om i rummet og opdager, at der er flere store malerier af familier på flugt.
Det er Cahn selv, der har stået for ophængningen, og den tilsyneladende løsagtige omgang med de enkelte værker har alligevel en nøje komposition, hvor de enkelte værker indvirker på hinanden. Som når afstanden mellem babyen og kvinden – og deres blottede skød – afgrænses af en tegning af en knyttet næve.
Helene Schjerfbeck: ’Circus Girl’, 1916
Europas skyggeside
Knytnæven, som ses mange steder i udstillingen, vidner om et frontalt angreb, som Cahn ikke bare retter mod maleriet selv – dets historie og tradition – men mod magthierarkier som sådan i såvel sex som politik. Den ene knytnæve efter den anden lander i fjæset på mænd rundt omkring i udstillingen, men måske særligt i de to første rum, hvor fødsler, familier og eksplicitte sexscener males frem.
Dette rums værker handler ikke bare om fødsel og død, men også om flugt og fortabelse, der relaterer direkte til den europæiske migantkrise. I store mørke malerier ser man familier på flugt – med skamfulde og svævende kroppe ligner de næsten spøgelser. De flygtende familier er afklædte, angste, og de falder ned i dybet med hænderne over hovedet, eller de flygter i fart, så tøjdyr hænger i luften efter børnene. I en tegning vises den totale angst, der minder om Munchs Skriget (1893), så meget afmagt og rædsel er der.
Disse værker viser nok afmagten, rædslen og fornedrelsen ved at være på flugt, men de viser også omsorgen – moren med barnet i armen, barnet med bamsen i hånden. Det er hjerteskærende og en enorm kritik af den europæiske håndtering af krisen. Europas aktuelle skyggeside.
Beskueren som onanist
Hardcore sexscener med stive pikke, samlejer, flere knytnæver, udspiller sig på lærrederne i nærmest pornografiske closeups i udstillingens næste rum. I ét værk er der gang i en dobbeltpenetration, i et andet har manden med stiv pik en næve helt oppe i kvindens skød, i et tredje peger en stor stiv rød pik med en hånd omkring lige mod den nøgne kvindens skød. Som var vi, beskuerne, blevet onanisten.
Hvor krop og pik er malet figurativt frem i værkerne, er kvindens ansigt til gengæld reduceret til en stregtegning: en rund hvid cirkel som hoved, to hvide prikker som øjne, og en streg som mund. Sådan er det også i det værk, hvor en kvinde ligger med sine hænder begravet i sit skød, henført i masturbatorisk nydelse, og har samme karikerede runde ansigt, men nu med en tilfreds smileymund. Cirklen, åbningen, manes nærmest manisk frem i flere værker som i en mindre tegning, hvor blyanten har formet cirkulære hårde kruseduller, der former en mandlig figur, en stiv pik og en foroverbøjet skikkelse, der penetreres bagfra.
Der sker flere vilde ting her. Cahn leger ikke bare med det begærsblik, som manden per se er indehaver af, når hun så eksplicit maler en stor svulmende stiv pik, som var den en forlængelse af beskuerens krop, hun viser også kvindens position som én stor åbning, hvor den kvindelige krop og nydelse kun er tilladt som en attribut til mandens begær. Cahn vrænger ikke bare af den position – hun blotlægger dens konstruktion og giver den en konkret knytnæve lige i sylten.
Maleriske sværdkampe
Men Cahns maleriske sværdkamp slutter ikke her. Hendes frigørelsesprojekt af både maleri og selvportræt fortsætter i en lang række værker længere fremme i udstillingen. Her viser hun ikke bare den liderlige kvinde, den ekstatiske og vrede kvinde. Hun viser også den aldrende, døende, sovende kvinde, passiv i sin positur, men vild i sine farvetoner. På flere måder minder Cahns værker om østrigske Maria Lassnigs (f. 1919-2014), der også har oplevet en større eksponering de senere år og blev vist herhjemme på Kunsten i Aalborg i 2016. Som Cahn maler Lassnig kødelige selvportrætter, hvor kvindefiguren på ingen måde er lækker og lystig, men tværtimod vrængende, karsk, kødelig og voldsom – ofte skaldet og limegrøn i en nærmest francis baconsk vriden sig på lærredet i smerte og vrede. Og begge maler de den aldrende kvindekrop frem i nådesløse selvportrætter, hvor bryster og skamlæber hænger, håret er gråt, og ansigtet er præget af angst.
Lignende voldsomhed kan allerede spores i flere af de fire finske malere, som GL Strand lige nu udstiller under titlen Moderne kvinder. Også de maler selvportrætter, og særligt den ene, Helene Schjerfbeck (1862-1946) behandler det – og sig selv – lige så symbolsk og hårdt som Cahn og Lassnig.
De finske malere er fra første del af det 20. århundrede, og alle er de dybt fascinerende og overraskende innovative i deres måde at komponere og bruge farver på. Helene Schjerfbeck er den største oplevelse, alene hendes Cirkuspige fra 1916 er hele besøget værd, men også Ellen Thesleffs (1869-1954) og hendes nærmest skrigende pastelfarver – som lyder som en oxymoron, men ikke desto mindre – og Elga Sesemanns (1922-2007) mere pastose, grove maleri er en stor oplevelse.
Selvportrættets gåde
Men tilbage til Schjerfbeck og selvportrættet. To værker rammer særligt præsentationen af hende – et selvportræt fra hendes ungdom og ét fra hendes alderdom. Ungdommens forsigtige elegante udtryk – hvor den unge kvinde har brunt opsat hår, røde kinder og et smykke om halsen, et værk fra 1915, der senere i udstillingen brutalt kontrasteres af Selvportræt med rød plet (1944), som er holdt i sorte toner, hvor øjnene ligner døde hulninger, håret er forsvundet, og der i den åbne sorte mund er malet en rød plet – som en slags dødsmærkning. Den ret lille røde malerplet bliver nærmest makaber. I det hele taget kan Schjerfbeck noget med at dosere farven rød, så den enten vidner om purung livsmod (røde kinder, røde æbler), kvindelig seksualitet (cirkuspigens svulmende, nærmest udtværede røde læber), eller altså, som en dødsmærkning.
Det er denne grumme skildring af sig selv, der sætter Schjerfbeck i direkte forbindelse med Cahn og hendes frenetiske blik på sig selv. Og jeg kan anbefale at gå fra den ene og direkte til den anden udstilling og åbne det erotiske blik for maleriet og særligt for selvportrættets symbolske og psykologiske dimensioner. For selvportrættet som genre er lige så fascinerende, som en selfie er uinteressant. Selvportrættet er altid mere gådefuldt, end det er afslørende, fordi det ofte er en mental projektionsflade for kunstnerens sindelag eller kamp med og mod sin position i kunsten. Også dét har de fire finner til fælles med Cahn: at de tydeligt kæmper den kamp ikke blot ved at være kunstnere, men også på selve billedfladen.
Miriam Cahn: ’Me As Happening’. Kunsthal Charlottenborg, indtil 21. februar 2021
’Moderne Kvinder’, GL Strand indtil 3. januar 2021
