Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Nedlukningen af Nordjylland anmeldt som performanceteater: Plottet skrider. Men vi må ikke gå ud

’Nordjylland lukker’ er en hårrejsende ekstremperformance – og en ydmygelse af B-holdet i Danmarks syv yderste provinskommuner. Informations teateranmelder er fanget i sin bopæl i Hjørring. Så nu anmelder hun nedlukningen
»Performancen Nordjylland lukker lakker mod enden. De medvirkende imponerer – kun enkelte protesterer, og kun tilflytterne klynker,«, skriver teateranmelder Anne Middelboe Christensen.

»Performancen Nordjylland lukker lakker mod enden. De medvirkende imponerer – kun enkelte protesterer, og kun tilflytterne klynker,«, skriver teateranmelder Anne Middelboe Christensen.

Mia Mottelson

Kultur
17. november 2020

Nordjylland lukker er titlen på Danmarks største stedsspecifikke performance nogensinde. Som scenekunst er værket en imponerende, tværkunstnerisk præstation – kompromisløst gennemført med højspændt brutalisme og politisk dynamik.

Men noget mesterværk er det ikke. Værket overskrider alverdens grænser, uden at tilskueren kan afkode præmissernes logik. Allerede i første scene røbes det, at alle vi 280.000 indbyggere i de syv udvalgte kommuner i Nordjylland er tvunget til at være både tilskuere og medvirkende – i 28 døgn uden nødudgang. Vi stirrer på hinanden med vilde øjne. De stærkeste beroliger os andre med at sige, at vi selvfølgelig skal udvise samfundssind. Så det gør vi.

De første døgn sprudler denne interaktive immunitetsperformance. Sammenholdet er stort. Den håndfaste iscenesættelse af Mette F. overrumpler, for forestillingen bliver hurtigt mere uhyggelig end en psykogyser. Instruktøren har tydeligvis været alt for loyal i sin fortolkning af det upoetiske og strittende manuskript af teoretikeren Kåre M. Undervejs afsløres sjusk og manglende lovgivning – og faktatjek peger hurtigt på tvivlsom research af konsulenten Mogens J. Mellem sceneskiftene står forestillingslederen Magnus H. og råber kontraordrer. Kun enkelte mundbindsmomenter af håndakrobaten Søren B. sikrer et par muntre øjeblikke. Men vi ler ikke.

Forestillingen skabes, mens den spilles. Dette skabelsesprincip viser sig dog at være fatalt. Allerede på tredjedagen afsløres det, at skurkene – mink i containere og minkavlere i gråd – slet ikke er de egentlige skurke. Og så begynder plottet at rutsje.

Forladt

I performergarderoben arrangerede mine veninder i Hjørring ellers straks krisekaffe. 

»Jeg vil gerne udvise samfundssind,« sagde jeg. »Jeg flyttede til Hjørring for seks år siden. Nordjylland er også blevet mit sted. Men jeg vil ikke være på B-holdet, og som borger føler jeg mig nu udstødt af fællesskabet Danmark.«

Min præsteveninde bar over med min patos og gav mig ret: »Vi er efterladt til os selv uden instrukser!« harcelerede hun.

»Eliten har glemt os,« sagde juristveninden. »Men det er bare, fordi det er Nordjylland,« ræsonnerede hun overbærende.

Lægeveninden sad i fordoblet november-corona-tristesse og var tavs.

»De turde ikke lukke Aalborg, selv om der også er minkfarme i Aalborg Kommune,« sagde jeg.

»De lukker bare Nordjylland ned, så det kan se godt ud internationalt.«

Anmelderkroppens præmis

Mit raseri er ikke blevet mindre. Min sidste coronatest i de hvide telte var ellers nærmest hyggelig, men min usmittede krop bevæger sig rundt med vrede bevægelser. Min anmelder-performer-krop respekterer instruktørens ansvarlighed. Men jeg føler mig forladt. Ser nyheder hele tiden. Drømmer om mink, der bliver mast, og om minkavlere med ru næver og våde øjne. Bliver betænksomt ringet op af venner, der ikke helt har indset, at jeg i fire uger ikke må se mine børn, der bor i storbyer. Og heller ikke, at nedlukningen forhindrer mig i at passe mit arbejde i København.

Gennem mine 25 år som teateranmelder har jeg ellers lagt krop og sind til mange stedsspecifikke performances. Jeg har oplevet solen stå op over Øresund, mens kvinder flød rundt som lig i sorte sække på badeanstalten Helgoland. Jeg har ladet teaterfolk give mig bind for øjnene, hvorefter de satte mig ind i en taxa på Vesterbro og kørte væk med mig. Jeg har overværet hivsmittede pierce sig selv med blodet strømmende frit i Kanonhallen, oplevet en midnatsperformance i en hemmelig snigskyttekælder i Sarajevo, set en islandsk sagaheltinde drukne i tørdokken ved Operaen – og accepteret at få bind for øjne og mund til ondskabslydteater i Aarhus.

Alligevel overgår denne totalperformance alt, når det kommer til min følelse af ydmygelse.

Kritisk eller ej

Humøret var ellers okay på andendagen. Jeg sagde ja til en solistrolle som ’handlende’ og gik ned ad den tomme hovedgade i Hjørring. Jeg havde tabt min ene handske, så jeg gik ind i en butik for at købe et nyt par.

»Jeg troede faktisk også, at vi skulle lukke ligesom i foråret,« sagde den lettede butiksejer.

»Du har vel også en slags kritisk funktion,« svarede jeg. »Hvis du havde holdt lukket, havde jeg frosset om fingrene.« Hun smilede høfligt.

Inde i shoppingcentret Metropol var der opstillet en juleudstilling med travle, mekaniske nisser. Det føltes faktisk lidt beroligende, sådan at kigge på pyntepakker og kunstig sne.

På tredjedagen mærkede jeg indespærringspanikken første gang. Teater? Aflyst. Koncerter? Aflyst. Museer? Lukket. Cafeer? Forbudt. Jeg havde godt nok købt et par nye bøger nede i landets allerældste boghandel, men jeg kunne ikke koncentrere mig om at læse.

Folkekirken? Yes! Jeg kørte ud til gudstjeneste i den lillebitte Astrup Kirke. Jeg var heldig at score en plads. Den stærke prædiken handlede om isolation og overbærenhed – og om at holde hinanden oppe. Selv konfirmanddrengene lyttede efter. Folk gik til nadver på række, hvorefter de modtog oblater og altervin af handskeklædte hænder. Bagefter lød der små hårde klik, når engangssnapseglassene ramte bunden af den opstillede skraldespand. Heroppe indretter man sig. Man brokker sig ikke. Hellere beskårne ritualer end slet ingen.

Frigørelsesflaget

På fjerdedagen forærede min kæreste mig en skrabekalender. Den dag ville der kun være 24 dage tilbage af isolationen. Ingen gevinst endnu. Senere vandrede vi en tur ude ved havet i skumringen. Horisontlinjen beroligede. Tykke måger stod dovent i vandkanten. Jeg spekulerede på, om mågerne havde spist sig mætte på minkfarmene.

Bagefter gik vi gennem Lønstrup. Lysene var slukket i idylscenografiens spisesteder – dem, som københavnerne gerne indtager hele sommeren. Vi gik indenfor hos keramikeren på vej mod det flyttede fyr på Rubjerg Knude. Hun havde kun haft tre kunder hele dagen. Alligevel sad hun og drejede ler og lagde planer for genåbningen. Jeg virkede vist ret overrasket over hendes gode humør.

»Du har noget med frihed,« spurgte hun kækt. 

Ja. Det har jeg. Og så råbte jeg op om, hvordan nogen dog har kunnet finde på at lukke for togdriften. Kunne man forestille sig, at man i København ville lukke metroen, men samtidig sige, at folk godt måtte køre rundt i deres biler? Hvad skete der lige med miljøforståelsen? Og hvem fik ideen om, at vi ikke måtte forlade området, når vi er raske? Der er jo ikke krig. 

Hun vinkede medlidende farvel. 

På sjettedagen købte jeg et vendelbrog på nettet, altså Vendsyssels frigørelsesflag i blåt-orange-grønt. Tænkte det kunne vaje i Strømgade i Hjørring ligesom revolutionsflaget i Les Miserables. Så fik jeg øje på Frederikshavns borgmester Birgit H. på skærmen. Hun var vildt troværdig i en scene om minkavlernes usikkerhed. Hjørrings borgmester Arne B. fik også lov til at genopføre en fin gammel minkstrofe. Som pauseskærm.

Drøm om frihed

Nu er det dag 11. Instruktøren har givet os lov til at krydse de halvtomme veje til nabokommunerne. Men hvad skal jeg i Jammerbugt nu? Jeg vil til København. Jeg tjekker igen smittetallene. Den sidste uge har der været 19 smittetilfælde i Hjørring Kommune. 19! Det svarer til 29,5 personer pr. 100.000. Det er under en tiendedel af københavnsområdets tal. Der er stadig ingen cluster-5 blandt os medvirkende.

Så nu drømmer jeg endnu heftigere om at snige mig ud med min negative coronatest – ud til friheden i det øvrige Danmark. Berlinmurens tid er forbi.

Performancen Nordjylland lukker lakker mod enden. De medvirkende imponerer – kun enkelte protesterer, og kun tilflytterne klynker. Instruktionen fortsætter også med at være myndig. Scenografien er stadig en af landets smukkeste. Men plottet skrider ud mod skrænten. Nu mærker vi det alle sammen heroppe. Om lidt falder performanceeksperimentet i havet.

’Nordjylland lukker’. Tekst: Kåre M. Instruktion: Mette F. Rekvisitter/taburet: Mogens J. Mundbind: Søren B.

Lysdesign: Højt til himlen. Lyddesign: Æ Haw. Forestillingsleder: Magnus H. Medvirkende: 280.000 nordjyder.

Adgangskrav: Coronaproever.dk. Målgruppe: Fra 0 år.

Frederiksens Regeringsteater. Spillesteder: Læsø, Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev, Jammerbugt, Thisted og Vesthimmerland kommuner.

Varighed: 5. november – 3. december 2020. Non-stop.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvis vi sammenholder de smittede minkfarme med smittetrykket blandt mennesker i omgivelserne, har der været et vist sammenfald. Efterhånden som minkene fjernes, falder smitten igen. Det startede i Nordjylland og peaker nu i Lemvig og Holstebro med den største minkproduktion i Danmark.

Nedlukningen i Nordjylland har været træls, men måske har de udsigt til en jul med lidt ekstra nærvær og kram i bonus ?

Alternativet var vel at lukke hele landet ned. Er det hvad I ønsker?

Det er den store ynkelighed, fordi nordjyder ikke kan rejse land og rige rundt. Udlandet har været lukket land længe.
----------------------------------------------------------------------
Vi stirrer på hinanden med vilde øjne.
Nordjylland er også blevet mit sted. Men jeg vil ikke være på B-holdet, og som borger føler jeg mig nu udstødt af fællesskabet Danmark.«
»Vi er efterladt til os selv uden instrukser!«
»Eliten har glemt os,«
------------------------------------------------------------------------

Flemming Andersen

Virkelig eminent skrevet :-)
Selv om jeg er meget uenig.

Margit Johansen

Nej, nærmere absurd teater, der er hverken gjort rede for tid, sted, person eller forholdet mellem 'scene og sal'. Hvem træder op for hvem? Og vi aner ikke hvorfor. Skurken er Corona og vi er ikke nået til 1. akt. Der findes ingen helte, ingen ofre og værkbegrebet er opløst i Christiansborg-fnidder.

Jeg synes, det er en fremragende 'teateranmeldelse' :)

Men det 'virkelige' teater foregår jo på Christiansborg og i diverser 'styrelser', som tydeligvis ikke kan arbejde sammen. Shakespeare kunne ikke have skrevet det bedre ...