Sorg og smertelindring viser sig at være et helt fint afsæt for en let komedie som den nordmakedonske Secret Ingredient, der i november vises som månedens film i Cinemateket. Filmen handler om, hvordan det i sig selv ret store problem, at den 30-årige togmekaniker Vele (Blagoj Veselinov) ikke har råd til sin fars kræftmedicin, bliver begyndelsen på løsning af et endnu større problem. Nemlig at far og søn ikke har kunnet finde hinanden i sorgen, efter at Veles mor og storebror døde i en trafikulykke fem år tidligere. Det har Vele og faren, Sazdo (Anastas Tanovski), aldrig kunnet tale om.
De to mænd lever sammen i en lille lejlighed i udkanten af Skopje, hvor Sazdo mest ligger på sofaen og ømmer sig, mens Vele går i sin fars fodspor som togmekaniker. Det gør han vel vidende, at faren er skuffet over, at Vele afbrød sin universitetsuddannelse og således glippede chancen for den sociale opstigning, hans nu afdøde og mere bogligt anlagte bror var i gang med at foretage. Problemet med togmekanikererhvervet er ikke kun det luftige, at der er mere prestige i at være akademiker, men også det meget håndgribelige økonomiske problem, at Veles chef simpelthen ikke har kunnet udbetale løn i månedsvis. Det offentlige er en ustabil arbejdsgiver, der lader folk vente længe på deres penge. Og det betyder altså, at Vele ikke kan skaffe den medicin, Sazdo har brug for.
Da togmekanikerne en dag sættes til at gennemsøge et tog for en pakke med blandede stoffer, er det Vele, der finder den. I sin desperation vælger han at tage den selv og prøver så at afsætte stofferne på gaden i Skopje, men det er virkelig ikke inden for narkohandel, at hans talenter ligger. I stedet begynder han at bage hashkage, som han giver til sin gamle intetanende far. Det er han til gengæld god til. Så god, at rygtet spredes og når de narkobagmænd, han i første omgang stjal hashen fra. Og så kommer de efter ham.
Gråt i gråt
Hvis handlingen lyder sådan lidt gråt i gråt, så matcher den billedsiden, der også er blegtonet og primært optaget på overskyede dage. Charmen i Secret Ingredient består i den puls og livlighed, som instruktøren og manuskriptforfatteren Gjorce Stavreski fremkalder i den ellers temmelig dystre situation. Den lystige folkemusik, der ledsager billederne, danner en virkningsfuld kontrast til de mange socialrealistiske elementer og giver filmen et strejf af skrønefortælling. Skuespillernes deadpan-stil befinder sig et fint sted mellem det komiske og det følsomme. Det er en brysk form for mandighed, der kendetegner Veles forhold til sin far, men også til sin ven Dzhem (Aksel Mehmet), der nok er bøvet, men også en trofast kammerat.
At det ikke falder Sazdo ind, at den magiske kage med kurerende kræfter, hans søn fodrer ham med, kan virke lidt søgt. Men det kan anbefales at lægge det forbehold (plus et par andre, der går på narkobagmændenes lidt vilkårlige måde at forfølge Vele på) til side og i stedet fokusere på de mange fine momenter i filmen, hvor troværdige karakterer prøver at komme over deres egen sorg og egne komplekser og nå hinanden.
’Secret Ingredient’. Manuskript og instruktion: Gjorce Stavreski. Fotograf: Dejan Dimeski. Nordmakedonsk. Varighed: 1 time og 44 minutter. Månedens film i Cinemateket, hvor den vises 12.-16. november.