Læsetid: 10 min.

Ny højskolesangbog: Man kan ikke undgå at føle, at man sidder med et sprængfarligt dokument

Højskolesangbogen er et katalog over, hvad det vil sige at være dansker. Nu er der blevet tilføjet 160 sange, som blandt andet retter op på den håbløse mangel på Anne Linnet – men også indimellem giver en følelse af at blive stopfodret med Stryhns
For ottende år i træk slog Vartov portene op til Maratonsang på årets længste dag, den 21. juni. Fra kl. 7.00 til solnedgang blev der sunget fra hele Højkolesangbogen, som nu er ankommet i sin nittende udgave med 160 nye sange.

For ottende år i træk slog Vartov portene op til Maratonsang på årets længste dag, den 21. juni. Fra kl. 7.00 til solnedgang blev der sunget fra hele Højkolesangbogen, som nu er ankommet i sin nittende udgave med 160 nye sange.

Maud Lervik

12. november 2020

Den danske sang er en ung blond pige, hedder det i sang nummer 179, og her sidder jeg, blot femogtyve somre ung og så naturligt blondine som få.

Jeg har gjort det, man absolut ikke må med Højskolesangbogen, som i dag udkommer i sin nittende udgave, og som siden den seneste udgave fra 2006 har fået tilføjet 160 nye sange, mens 122 er blevet smidt på porten.

Jeg har læst den nye sangbog fra ende til anden, alle 601 sange i rækkefølge.

Hvad får man så ud af det? Jo, man bliver i hvert fald bekræftet i, at sådan en som mig er sangbogens yndling. Man fristes ligefrem til at tro, at sangskatten snarere anpriser udseende, hårpragt, bryster og smilehuller, end melodi og poesi: Fra Grundtvig over Johannes V. Jensen til Thøger Larsen er Danmark en kvinde bestrøet med bøgetræer og blå himle – og en enfoldig personlighed. Hun synger og smiler venligt, hun har cirka så meget hjerne som byg, hvede og rug, ja, hun er lige til at spise.

»Den danske mark i en bølgen går/ som åndedræt af en venlig kvinde/ Sødt gynger byggen sit silkehår, og rugen ånder med sol i sinde/ og vinden iler til hvedens bryst« lyder det i Jensens »Hvor smiler fager den danske kyst«.

Jeg tror ikke, at man gør hverken sangen, kvindesagen eller debatten om eksklusion på baggrund af hudfarve ret ved at læse »Den danske sang« eller Højskolesangbogens kvindebilleder med nutidens politiske briller. Dertil er sangene for gode, og historien for kompleks. Det gav ellers anledning til stor debat, da en forsker med anden etnisk baggrund end dansk havde følt sig ekskluderet, da sangen blev sungt på CBS. 

Og derfor kan man som undertegnede pæredansker ikke undgå at føle, at man sidder med et sprængfarligt dokument. En slags folkesjælens ursuppe, der stadig kan formes, og som angår mig – og det Danmark, jeg gerne vil bo i. 

Og det er også derfor, de nye tilføjelser til sangbogen er så vigtige. For det er i de nye, at vi skriver vores historie. Det er i tilføjelserne, at kvindebilledet må storme videre. Derfor undrer jeg mig. Hvorfor er der stadig ikke en eneste sang, hvor en kvinde begærer en mand, som digterne har begæret Danmarks kvindekrop? Eller en enkelt sang om rødstrømpebevægelsen for den sags skyld?

Oprejsning til sangskatten

Højskolesangbogen indeholder vores fineste digtere og vores største komponister. Dem har jeg, litteraten, og min kæreste, pianisten og organisten, spillet og sunget og rimet os igennem de seneste par dage. Den største sejr ved den nittende udgave af Højskolesangbogen er det genopretningsarbejde, der er foregået med at optage sange, som jeg ikke begriber, hvorfor først er med nu. Jeg nævner i flæng: »Dansevise«, »Forårsdag«, »Smuk og Dejlig«, »Jutlandia«, »Barndommens Gade« og endda en gammel kending som »Den gamle skærslippers forårssang«.

Der er sat poppede, men venlige og sangbare melodier til vores fornemste og mest forskellige digtere Inger Christensen og Tove Ditlevsen. Og så har et nuttet udvalg af engelsksprogede klassikere fundet vej ind, men de er så kanoniserede uden om sangbogen, at de på en måde ikke rigtig hører hjemme her: Cohens »Hallelujah«, Dylans »Blowin’ in the wind«, Mitchells »Both Sides Now«. Lennon og Onos »Imagine« er nu med, selv om jeg forestiller mig, at den lyder mere som Coca-Cola-reklame end revolution i højskolemunde.

Dalva Skov
Så er det bedre, når et syret digt af tårnfangen Leonora Christina er blevet lukket ind og nu tager pusten fra mig:

Med sorg jeg ned mig lagde,
Af gråd var salt min mund,
Og til mig selv jeg sagde;
Du ser ej morgenstund!
Men Herrens godhedskraft
Befalte søvnen søde
Min tørre hjerne bløde
Og lindre med sin saft

Tåresaltet mund og blødende hjerner sætter krop til de ensomme år i Blåtårn, og historien bliver lyslevende. Der er også nyere historier og billeder med, eksempelvis Trilles »Danmark«, en køretur gennem et ujævnt land med en helt anden krop end guldaldermøens:

Danmarks krop er fuld af slemme ar,
Mærket efter fødsler fuld af smerte.
Men det er nu den krop, som Danmark har,
Og jeg behøver lyden af dens hjerte.
Ja, jeg kan li’ det land, jeg bor i,
Og lissom med den krop, jeg selv har fået,
Så må jeg kunne holde af den
Trods alle mangler

Kvindebillede og landsbillede i ét, nationalfølelsen langt mere kompleks. Det er en sejr for sangskatten, at traditionen så småt tør rumme langt flere, end Grundtvig kunne forestille sig. 

Kirkesang eller velfærdskritik

Det undrer mig, at »Øjet« ikke er med – men Trille blev da også anmeldt for blasfemi, dengang hun sang om, at Gud »han fik aldrig sat ild på sin cigar/ for han ordned’ jo Maria per vikar.«

Ja – »Ham Gud/ Han er eddermame svær at få smidt ud«. Det er han sandelig også i Højskolesangbogens store udvalg af nye salmer, blandt andet en med en titel, der bare er et gammelt budskab dovent gentaget: »Du skal elske din næste som dig selv«. Tro hører fint hjemme i oplysningsprojektet, men er folkeoplysning ikke også seksualundervisning eller religionskritik i 2020? Noget tyder på, at der findes bedre digte om de emner. 

For Trilles sans for poetiske skudsalver har Ursula Andkjær Olsen for eksempel arvet (og mere til), og hun har skrevet en moderne folkevise, der er tilført messende melodi af Marianne Søgaard. »Velfærdsdødedansen« er en blændende påmindelse om, hvor meget den danske sang kan stikke. Den beretter om to elskende, der på tragisk vis splittes ad af kommunen, der vil indføre forsørgerpligt:

Dalva Skov
»Og manden skal forsørge dig, det kan han nemlig godt.
Og du kan ikke få socialhjælp, når han er så flot.
Og pigen hun blev desperat og sagde: hold da fuck,
En fælles økonomisk ting, det har vi altså ik’.

Hey, kom an, de dansed’ som en drøm
De ku’ ikke klar’ at træde velfærdsdødedansen
«.

Spottende hånlatterrytme, så godt som et sladrevornt kor i en græsk tragedie. Den sprutter af humor og slangsprog og hudfletning af systemet. Sys Bjerre stemmer i med en genforhandling af, hvad faren egentlig er for et skvat i »Fædrelandet«, og Simon Grotrian genopliver den nordiske mytologi ved at bruge Fenrisulven som et stedfortræderbillede for vores alle sammens indre svinehund. 

Og Naja Marie Aidt har skrevet en kort elegi, der er så sorgrig og voldsom, at Højskolesangbogen er dens helt rigtige hjemsted: »Har døden taget noget fra dig/ Så giv det tilbage/ Giv det tilbage/ Som du fik af den døde/Da den døde var levende«. De linjer bliver det en forfærdelig fryd at synge.

Guldalderprojektet lever

For skal Højskolesangbogen noget, så er det at blive brugt og levet med. Mere end en poesibog eller en melodibog, er det et redskab til at orientere sig i verden som dansker – et opslagsværk over følelser, højtider og historier.

Pia Juul viser eksemplarisk, hvordan man holder historien åben i en smuk sang om genforeningen: »Hesten ser hvid ud, hvad er dens farve?/ Hvem ved besked? Din historie skal børnene arve/ og give til næste led«. Spørgsmålene triller og gør grænsedragning til et eksistentielt anliggende. 

Alligevel har jeg en fornemmelse af, at netop genforeningen fylder ustyrligt meget i denne udgave med bidrag fra blandt andre Lars Lilholt og Sigurd Barrett. 

For det er, lige før bogen stivner i museal nationalfortælling om livet for hundredvis af år siden. Der er så meget guldalder, så meget arv fra 1800-tallets dårlige selvværd, så meget pegen på en særlig ’danskhed’ og et diffust slægtskab med vikingerne. Vi danskere forstår stadig os selv gennem naturen, men jeg må alligevel indvende, at også landskabet, eller de metaforer, vi kan bruge om det, har ændret sig. 

Når det, en ret formidabel ordsmed som præsten Kathrine Lilleør bidrager med, er musikalske sætninger som disse: »Når æbleblomster svæver/med svaler himmelhøjt /da ved du sommeren kommer/ med kor af lærkefløjt«. Så er det ganske vist elegant, men også ulideligt genkendelig snak om syngende lærker. Hvor er parcelhushaverne, hvor er forbrændingsanlæggene, hvor er svineavlernaturen i Højskolesangbogen? 

Isam B’s glimrende »Ramadan i København« får storbyliv og endelig lidt mangfoldighed ind, men i grunden er sangen ærkedansk. Den handler om at spise noget godt, tænde stearinlys og cykle. 

Den ensartede ’danskhed’ med ro og bølgeskvulp fylder i sådan en grad, at man føler sig stopfodret med Stryhns leverpostej. Og ville det være så forfærdeligt at udfordre kataloget og kulturarven lidt mere, så historien ikke sluttede i 1920? 

Dårlige kopier af gamle travere

Højskolesangbogen skal også være gammeldags, den skal være kulturbevarende og have en lille smule aura af evighed. Det er vel derfor, jeg bliver rørstrømsk af »Midsommervise«s radbrækkende melodi, det er derfor, jeg har begravet bedsteforældre til »Blomstre som en rosengård«, og det er derfor, jeg har helet mit usikre teenagehjerte til tonerne af »Den blå anemone«.

Men tradition skal fornyes for ikke at dø, og fornyelse er ikke det samme som dårlige kopier af gammelt. Digteren Iben Krogsdal har bidraget med hele ti sange med irriterende indlysende årstidstitler som »Hej April« og »December: Årets endeligt«: 

Hej april! Jeg tænkte nok du ville
Banke på dørene
Gul og grøn og lys og af dig selv!
Sæt dig her i haven (jeg tar lige solcreme på ørerne)
– Undskyld alt mit ukrudt naturel

Det er påtvunget sjovt, som om det skulle være finurligt at tage solcreme på, billedsproget er ufokuseret (banker april nogen korporligt grøn og gul, eller er det forårsfarverne?), og rimene er falske (selv/naturel). Det fortsætter med klodsede linjer som »bøgen vokser lodret ind i himlene /ud gennem grenene« – et konstaterende blik på naturen og hovsa, endnu et bøgetræ.

Der er ingen nutidige tilføjelser til afsnittene om Grønland eller Færøerne. Kim Leine har i samarbejde med Arta Ghavami, Sunleif Rasmussen og Amir Ghomi skrevet en »Nordisk Hymne«, der forbinder fjeld og Amager Fælled. Den bliver sikkert et hit, men den savner andet end hvedemarker at spille op imod.

Nu medgiver jeg gerne, at det nærmer sig jantelov, et fænomen, der er så dansk, som det bliver, når jeg efterlyser mindre selvfejring, flere sprækker i fællesskabet og mere misantropi. Men gid, vi også kunne synge om det. 

Fladpandet frit land

Man keder sig til gengæld ikke nok til fællessang, må sangbogsudvalget have tænkt. Ellers kan jeg ikke forstå, hvorfor digter og tidligere højskolelærer Mads Eslunds transportskildring, der vist skal være … genkendelig(?), er taget med:

Dalva Skov
»Hvad tænker Ingrid på, når hun er midt i myldretid,
På Østerport var linje H forsinket,
Men hun er nået frem«

Ja, vi får ikke at vide, hvad hun mon tænker på, kun at hun ikke vil svare på kærestens besked »før hun har fri fra job«. Melodien gør et halvjazzet forsøg, men sangen er umulig at synge, for tekstens stavelser og rytme passer ikke sammen. Ord bliver desværre ikke poesi, bare fordi man kopierer DSB’s køreplan.

Ikke at hverdagsdigtning ikke kan være mesterlig. Stine Pilgaards surmulende vejrbetragtninger og ømme kærlighedsdigte hæver niveauet, men det gør de netop, fordi de tør være ophøjede:

»Januar puster sin rastløse vilje
Over isen på sø og fjord
Rådvild og sær som en splittet familie
Mågernes skrig i vemodigt kor«.

For på trods af det store genopretningsarbejde, og på trods af mange nydigtede sværvægtere, så truer fladpandetheden. 601 sange senere har jeg fået fornemmelsen af, at eksistensen i det ganske land mest handler om slud og hygge (og genforeningen).

Men Danmark er vel også krigsdeltagelsen i Afghanistan og Irak, det er angrebet på Krudttønden og den jødiske synagoge, det er Muhammed-tegninger og flygtninge på de jyske motorveje. Det er demens, plejehjem, psykiatri, kontanthjælp og folkeskolereformer, det er alkoholisme og klimakrise. Hvis vi skal tale om det og forstå det, hvorfor så ikke i Højskolesangbogen, hvor Jens Vejmand allerede sliber de hårde sten til brød, og hvor manden på risten drømmer om ribbenssteg i Himmerig?

Carl Emil Petersens nyklassiker »Frit land« er en mere broget danmarksskildring. Den afslører aldrig, hvad den mener, men antyder, at det kunne være både det bedrevidende og det fremmedfjendske: 

Dalva Skov
Ryster du på hånden
ja så vælter det jo ind
over landets grænser
ind i stuen i mit hjem
vi skal kaste os i bølgerne der slår mod kysten ind
frit land, frit for os selv

Højskolesangbogen er og skal være en blandet landhandel. Men en af grundstenene i det grundtvigianske projekt er den frie tanke og oplysningen for alle. Blond pige eller ej. 

Det er fortrinligt, at vi nu kan synge om Ramadan a la Isam B eller om velfærdskritik a la Ursula Andkjær Olsen. Det er ikke kun hyggeligt at eksistere, og det har højskolesangbogen aldrig villet postulere.

Men den nittende udgave giver også rigeligt plads til nye ligegyldigheder om fuglesang og blå himmel. De kommer aldrig på omgangshøjde med guldalderens nationaleposser. I stedet udvander kedsommelighederne kvaliteten af en sangbog, hvis nye katalog ellers tør slå sprækker i den ensformige danskhed.

Man giver køb på sangtraditionens evne til at ophøje hverdagen og historien, når man ikke lader digterne og komponisterne kaste sig over det, der faktisk rører sig i Danmark. Det giver en følelse af, at landet ligger mere fladt end nogensinde før. Det er lige præcis sådan et »frit land, frit for os selv«, jeg ikke ønsker mig.

Højskolesangbogen. Forlaget Højskolerne. 19. udgave. 601 sange. 300 kr. 

Sangbogsudvalget består af tidl. højskoleforstander Jørgen Carlsen, forfatter Dy Plambeck, pianist og musikformidler Mathias Hammer, kirkemusiker Anne Odgård Eyermann, højskoleforstander Søren Launbjerg og skoleforstander Mette Sanggaard. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Svend-Erik Runberg
  • Anna von Sperling
  • Katrine Damm
  • David Zennaro
  • Ole Kresten Finnemann Juhl
  • Ejvind Larsen
Eva Schwanenflügel, Svend-Erik Runberg, Anna von Sperling, Katrine Damm, David Zennaro, Ole Kresten Finnemann Juhl og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Kresten Finnemann Juhl

Tak.
Levende og inspireret fik jeg her refleksioner over tidens gang og levet liv i poetisk gengivelse i folkeoplysningens inddampede grundfortælling

Henrik Herskind, Eva Schwanenflügel, David Zennaro og Ole Svendsen anbefalede denne kommentar

ja det er en rigtig god og kritisk gennemgang. Men den bog kommer vist aldrig op på siden af "Sangbogen" af Inge Marstal m.fl. Det er i den grad irriterende med de mange udgaver, jeg forstår ikke at de ikke kan indse det. Håbløst.

Shu-bi-dua-klassikeren "Danmark" ryger ud af Højskolesangbogen og bliver erstattet af blandt andet ørehængeren "Ramadan i København''.

Er de ude i et politisk provokativt ærinde i det her sangudvalg, hvor det angiveligt handler om at træde gammel-danskerne godt og grundigt over tæerne, eller er de bare i gang med et knæfald for de mennesker, som gerne ser islam får en endnu større udbredelse i kongeriget?

Vor herre til hest !

Ole Kresten Finnemann Juhl

@Erik Fuglsang
Sikke da noget vrøvl

Hans Larsen, Eva Schwanenflügel, Carsten Munk, gregers hoff, Anders Sørensen, Katrine Damm, Herdis Weins og Anders Sørensen anbefalede denne kommentar

Der er ét eneste bud på kvindeligt begær: den goe gamle “En yndig og frydefuld sommertid”. Gad vide om man nu endelig tør være så dristige at skrive LÅ - i stedet for VAR, som der nu står. Således:
Går jeg om dagen ud eller ind/ihvor det være må/da er du stedse i mit sind/om natten ligeså./ Og når jeg sover sødelig/om dig jeg drømmer lykkelig/ret som du hos mig LÅ. (min fremhævelse og mit forslag). Det må s’gida i det mindste gerne rime!

Henrik Herskind, Eva Schwanenflügel, Ole Kresten Finnemann Juhl, gregers hoff, Lillian Larsen, Katrine Damm og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

@Erik Fuglsang
Nu er der jo ikke tale om salmebogen, vel?
En enkelt sang om ramadan i København - som ingenlunde er missionerende - er der vel blads til blandt de 600 andre sange, eller hvad?

Personligt glæder jeg mig over, at pop-genialiteten 'Dansevise', langt om længe - og cirka 50 år for sent - endelig har fundet vej til Højskolesangbogen.

Hans Larsen, Eva Schwanenflügel, gregers hoff, Lillian Larsen, Anders Sørensen, ingemaje lange, Katrine Damm og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

Eva Munck, den tænkte jeg også på. Mon der oprindelig har stået "lå", men det måtte man ikke?
Det måtte de unge så selv ændre i farten. Det er en dejlig, lystfyldt kærlighedssang.

I sin velgørende kritiske anmeldelse af 19. udgave af Højskolesangbogen spørger Bodil Skovgaard Nielsen: "Hvorfor er der stadig ikke en eneste sang, hvor en kvinde begærer en mand?" Her er svaret desværre nok det nedslående: Fordi kvinden normalt ikke begærer manden. Kvinden er ikke interesseret i manden. Dét kvinden er interesseret i, er mandens interesse i hende.

@René Arestrup
12. november, 2020 - 18:43
"Nu er der jo ikke tale om salmebogen, vel? "
Svar: Enig!

"En enkelt sang om ramadan i København - som ingenlunde er missionerende - er der vel plads til blandt de 600 andre sange, eller hvad?"
Svar: I min optik har vi rigeligt med islam i vores samfund, og jeg har ikke brug for mere islam, og da slet ikke i en ærkedansk kulturinstitution som "højskolesangbogen" - og da slet, slet ikke på bekostning af eksempelvis Shubiduas "Danmark", som jeg betragter som en central folkelig institution, der også hører hjemme i en nutidig DANSK sangskat. Dertil kommer, at jeg overhovedet ikke kan få øje de musikalske endsige poetiske kvaliteter i "Ramadan i Kbh". Hvori består disse unikke kvaliteter? Udover det politiske korrekte i sangvalget, hvorfor er den sang så vigtig i en dansk kultur-kontekst? Kan du argumentere sagligt og overbevisende for det, så lytter jeg gerne!
Jeg er helt med på, at kun få i det faste kommentarkorps er enig med mig, men jeg deltager ikke i debatten for at få likes eller please nogen. Jeg fremlægger mine egne holdninger, så klart som jeg formår det, velvidende at jeg - i modsætning til dig - på dette punkt sikkert bliver betragtet som alt andet end rummelig, indskrænket, intolerant, national-konservativ, provinsiel og sikkert alt mulig andet lidet flatterende. Og det skal du og dine sympatisører have lov til at mene - det får blot ikke mig til at ændre mit syn på hverken islam eller på det sangudvalg, som forekommer mig som utåleligt politisk korrekte og elitære smagsdommere!

"Personligt glæder jeg mig over, at pop-genialiteten ’Dansevise’, langt om længe - og cirka 50 år for sent - endelig har fundet vej til Højskolesangbogen."
Replik: Her er vi rørende enige!

Højskolesang
- Askov 1968

Melodi: jeg er havren

Jeg var bondekarl med hud og hår,
gik bag ploven i alt for mange år;
så kom jeg på Askov 68,
siden har jeg været mer’ end godt tilfreds.

Vi sang sange næsten uafbrudt,
det var fryd og gammen, absolut;
Aakjær, Grundtvig, Ingemann især -
minded’ nok en del om Frelsens Hær.

Pluds’lig ændred’ verden sig, oh yes,
som sagt var året 1968.
Det gamle samfund fik et voldsomt skub.
der kom nye boller på æ supp’.

Vi fik rigelig gang i pigesjov,
pillerne var kommet, gudskelov,
ellers var jeg nok blevet far til syv,
det halve er i hvert fald ikke lyv.

Sjov tobak sku’ osse prøves af,
ungdomsoprør var en vigtig sag;
kvindekamp bli’r ved den dag i dag,
uden jeg lissom ved, hvad de vil ha’.

Vi var dælme oppe på æ beat,
steppeulve spillede på speed,
Poul Dissing, denne mærkelige mand,
sang som ingen andre men’sker kan.

Nutildags er alt igen vendt om,
jeg stod af, da rap og hiphop kom,
nægter blankt at høre hård metal,
selv om børnebør’ne si’r, jeg skal.

Der er gået halvtredsindstyve år
tiden bare går og går og går;
min kone si’r, jeg holder mig ret godt,
selv er hun denondelynme flot.

Jeg er efterhånden fyldt 70,
dette er det allersidste vers;
Askov-ånden holder mig i gang,
livet er en lys og liflig sang.

@Erik Fuglsang
Allerførst: Jeg deltager ikke i en popularitets-konkurrence, men skriver hvad jeg mener.

Jeg vil slet ikke begive mig af med at bedømme 'Ramadan i København' for dens musikalske og lyriske kvaliteter, for det er som bekendt en stærkt subjektiv ting.

Du skriver: 'Udover det politiske korrekte i sangvalget, hvorfor er den sang så vigtig i en dansk kultur-kontekst?'

Det korte svar er, at vi lever i 2020 og ikke i 1970, og der er som bekendt sket en hel del i dette lille land i løbet af de seneste 50 år. Fx udgør mennesker, som bekender sig til islam cirka otte procent af den samlede befolkning. Det er muligt du ikke bryder dig om den kendsgerning, men det er ikke desto mindre en kendsgerning.

Og hvad stiller vi så op med det? Ja, jeg er så på det hold - de politisk korrekte, de frelste, som du sikkert vil udtrykke det - der ikke mener, at det fører nogle positive eller konstruktive veje at ekskludere otte procent af den danske befolkning - at lade som om de ikke eksisterer, at ignorere dem - og i hvert fald holde dem fra at besudle VORES kulturelle fællesskab, fx i form af en sang i Højskolesangbogen.

Det er mange, mange år siden, vi levede i en mono-kultur og det nytter vitterlig ikke noget, krampagtigt, at holde fast i forestillingen.

jens rasmussen, Hans Larsen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar