Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

I Hans Otto Jørgensens nye rasende værk bliver gårdmænd udskammet som ’klimasyndere’

Gennem sin beretning om en bundtrist konkurs fortæller Hans Otto Jørgensen en fælles historie om familielandbrugets nederlag og industrilandbrugets sejr
I ’Mamrelund. Dead man walking’ bliver landmænd udskammet som klimasyndere, alt imens den moderigtige naturforherligelse tager til.

I ’Mamrelund. Dead man walking’ bliver landmænd udskammet som klimasyndere, alt imens den moderigtige naturforherligelse tager til.

Illustration: Halfdan Pisket/fra bogen

Kultur
13. november 2020

En vred bog. En rasende bog. En bitter, dybt indigneret bog. Kun således kan man karakterisere Hans Otto Jørgensens nye værk, hvis omdrejningspunkt er den gård i Nordvestsalling, som hans slægt drev i halvandet hundrede år, indtil hans bror gik konkurs i 2016-17.

Dårligdomme af den slags er der sigende nok mange betegnelser for: gå fallit, gå rabundus, gå fra hus og hjem. Blive sat på porten eller sat på gaden. Dreje nøglen om. Tro mod dagligsproget går bogens skrift til stadighed tilbage til traumet: Jeg falder hele tiden ned i det hul, der blev tilbage efter konkursen.

Familiens medlemmer er døbt om. Far og mor hedder stadig far og mor, men de tre søskende kaldes Kris og Ann og Ben, og Kris’ kone kaldes Inge-Lise. Bortset fra dette holder romanen sig til fakta, også når den parallelt med Kris og Inge-Lises kamp for gården følger Bens forfatterkarriere og citerer digte fra nogle af hans bøger.

De er nemlig sjovt nok lavet af samme Jørgensen og kredser ligesom Dead man walking om livet på landet. Om at vokse op som barn af Indre Mission, men også om at arbejde som en besat og dygtiggøre sig i »at bruge de forskellige redskaber som en forlængelse af ens egen krop«.

Hans Otto Jørgensen: ’Mamrelund. Dead man walking’.

Hans Otto Jørgensen: ’Mamrelund. Dead man walking’.

Saxo
Halfdan Piskets sort-hvide illustrationer gør bogen til et blandingskunstværk. Men også teksten udgør en hybrid. Dens fire længste afsnit er bygget op som en encyklopædi med forholdsvis korte opslag, men der indgår også fortællende indslag i form af erindrede scener, gengivet i Jørgensens karakteristiske hakkende, forbumlede, repeterende stil. Tidsmæssigt rækker familiekrønikens mundtlige fotoalbum fra Kris’ fødsel i 1950 frem til katastrofen, konkursen.

Er den sidste sommerfuglelarve død?

Kris, som danner romanens centrum, har altid knoklet bravt. Nej, der har aldrig været tid og plads til at slappe af.

»Der har hele tiden skullet effektiviseres og udvides og et højere tempo til for at klare sig i konkurrencen. Selv om Kris er blevet halvtreds og femoghalvtreds og nu tres, er der ingen ro. Der er aldrig en så sund økonomi, at der er noget at falde tilbage på.«

Da banken siger stop, går han rundt som ansat af dén, med overvågningskameraer overalt. Arbejder han hurtigt nok? Er han en drømmer? Er det gift, han har i sprøjten? Er den sidste sommerfuglelarve død?

»De høje herrer i jakkesæt orker ikke at følge med på monitoren fra overvågningen. Hvor langt den stakkels formummede mand er nået i neutraliseringen af det onde.«

Jakkesættene »kunne gå ud og skyde ham, om de ville. Han er Dead man walking.« Heraf bogens titel. Bør han vende den anden kind til? Det kan han ikke: »Han har kun én kind.«

Bag skildringen af optur, nedtur og konkurs fortæller bogen en fælles historie om familielandbrugets nederlag og industrilandbrugets sørgelige sejr. Jørgensen noterer sig, hvordan Kris og Inge-Lise må høre sig selv udskammet som »klimasyndere«, alt imens den moderigtige naturforherligelse tager til, altså med »nationalpark og naturpark og naturgenopretning og naturpleje og Skov- og Naturstyrelse og naturlighed og økologi og bæredygtighed og gårdbutik og dyrevelfærd«.

Samt ikke at forglemme: Den årligt tilbagevendende store festdag, »hvor økokøerne kommer på græs, og byfolkene valfarter ud på landet, især børnefamilier, for at se, hvor glade køerne er, sådan som de hopper og springer og svinger med yveret«.

Denne nye mentalitet kalder forfatteren økofascisme, hvilket i anmelderens øjne er omtrent lige så begavet, som hvis han havde talt om natur-nazisme. Men lad det nu ligge. Bogen har sin styrke i den realisme, den lægger i skildringen af gårdmandens tilværelse, og den solidariske indlevelse, hvormed digteren søger tilbage for at finde barndoms- og opvækstmiljøets værdier, eller skulle man svinge sig op og sige: dets sjæl.

Fordi denne sjæl og de med denne så inderligt forbundne menneskekroppe hele tiden kan mærkes i bogen, hæver den sig som udsagn over det blot vrede og bitre. Allertydeligst måske på det sted hen imod slutningen, hvor der om konkursens funktionærer så fyndigt siges:

»Der er ingen pardon, ingen kære mor. Og hvis de havde kunnet værdisætte familieliv og fritid og kreativitet og stolthed og frihed og arbejdsglæde og den rene luft, de indånder, og fuglenes sang og rævens gøen og frøernes kvak og udsigten over fjorden, så havde de taget med.«

Nu findes det heldigvis i bogen. Men står det dér, sådan som det skal? Svaret må afhænge af øjnene, der ser. For den, der aldrig før har læst en linje af Hans Otto Jørgensen, kan det utvivlsomt fascinere at få familiehistorien serveret i små tapasanretninger garneret med tegneseriebilleder, men har man som denne anmelder fulgt forfatterskabet gennem mere end 30 år, ærgrer man sig uundgåeligt over de mange gentagelser.

Slutningen trækker kraftigt på forfatterens egne artikler i Information 6.7. og 7.9.2016, men også flere romaner, blandt andet Med plads til hundrede køer (2007) og Hestenes øjne (2008) udsættes heftigt for genbrug. Hvad angår digtene fra Jeg har ventet (1998), ses disse skrevet ned til ringere produkter.

Helt i selvsving går værket, da Jørgensen skryder over Ben-figurens kvindetække og talent for at holde foredrag, og da der indsættes en kartografisk eller ’kosmografisk’ illustration, hvor gården danner centrum i et litterært univers, hvis forankringspunkter er J.P. Jacobsens Thisted, Johannes V. Jensens Farsø, Marie Bregendahls Fly og Thøger Larsens Lemvig. Er det en identitetsleg, en form for Claus-Beck Nielsen Light, eller er det storhedsvanvid i særlig »agrar« sallingsk version?

PS: At Hans Otto Jørgensen som prisbelønnet, ofte skamrost forfatter fortsat finder det cool at udgive mangelfuldt korrekturlæste bøger, skæmmede af sjusk og sproglige fejl, forekommer uforståeligt. Så hjælp dog den mand, en eller anden!

Hans Otto Jørgensen: ’Mamrelund. Dead man walking’. Roman. Med tegninger af Halfdan Pisket. Gladiator, 263 sider, 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her