Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Puk Damsgårds bevægende portræt af Shifa efterlader læseren i en blanding af fortvivlelse og håb

Puk Damsgårds medrivende rejse i og undersøgelse af et Arabien, der ikke er så lykkeligt, men bestemt heller ikke kun det modsatte, antyder også en erkendelse: Undertrykkelsen er en del af pakken
»Der er korrespondenter og korrespondenter. Og så er der Puk Damsgård,« skriver Georg Metz i sin anmeldese af Puk Damsgårds nye bog, ’Arabica’.

»Der er korrespondenter og korrespondenter. Og så er der Puk Damsgård,« skriver Georg Metz i sin anmeldese af Puk Damsgårds nye bog, ’Arabica’.

Nanna Navntoft

Kultur
27. november 2020

Der er korrespondenter og korrespondenter. Og så er der Puk Damsgård. En udsøgt vækst i den nationale journalistiske flora, der foruden kyndige rapporter fra brændpunkterne skriver indsigtsfulde bøger.

Puk Damsgård er enestående i faget, al den stund at hun som en af de få i DR’s stab af ellers hastigt roterende rastløse udenrigskorrespondenter – uden større viden end morgenaviserne – fortsat får lov at virke i sit vanskelige og ofte blokerende stofområde.

Kun få journalister imødekommer de sproglige, historiske og kulturelle forudsætninger, der skal til for at formidle Mellemøsten og den arabiske verden på forstandig vis. Mange har meninger om denne konfliktfulde, faretruende del af kloden, færre håndterer emnet med andet end fasttømrede fordomme. At virke her kræver fordybelse. Og stort mod.

Puk Damsgård lever og ånder i kritisk forståelse med det arabiske og med et stadigt fysisk udgangspunkt i Kairo, hvor hun bor, og hvorfra hendes mange rejser udspringer. Nu er rejsen som påskud og metafor efterhånden en nedslidt kliché.

’Arabica’ af Puk Damsgård.

Saxo
Rejsen kan være alt fra beslutningen om at tabe sig eller holde op med at ryge, eller når ens arbejdsplads får ny struktur – med andre ord en udfordring. Hos Puk Damsgård er rejsen konkret: en rejse af rejser i rejsen, som når hun tager månedlangt ophold som passager på et af verdens største containerskibe, Titan, og ad søvejen kommer hele reviret rundt.

Og samtidig rejser hun i historien og følger Carsten Niebuhrs logbog om ekspeditionen til Det Lykkelige Arabien, godt 260 år før det gode skib Titan således repeterer søvejens del af Niebuhrs rundtenom.

Damsgård lærer hurtigt at befinde sig hensigtsmæssigt og vel om bord på containergiganten (titanen), som hun indlever sig i fra bro til kølen så ufatteligt mange etager længere nede. Titan er en egen flydende verden med flere etniske og kulturelle lag, som hun lærer at manøvrere imellem, og som den gode journalist afdækker i besætningens mere eller mindre indviklede strukturer.

Da hun har lært lektien på mestendels den gode måde, afmønstrer hun for at inspicere udvalgte ruter i det borgerkrigshærgede Yemen, hvis komplicerethed i fjendskabsforholdene minder én om konflikterne i Trediveårskrigen, og hvis imødekommenhed over for fremmede svarer lidt til Nordkoreas.

Undertrykkelsen er en del af pakken

Det hele foregår på arabiske præmisser, derfor bogens titel: Arabica. Det navn hentyder til kaffen og kan næsten ses som en tilegnelse i Damsgårds egen skæbnetilknytning til den arabiske historie og kulturen.

Fascinationen er smittende, ligeledes forbeholdene grænsende til vrede over en mandsdomineret attitude støbt i islam, der ligesom ikke kan komme ud af stedet for sig selv og sine knibske og jomfrunalske grundværdier på kvindens vegne, hvor kønnene jo sådan set begge er ofre.

Rejsen er en inspektion af denne tilsyneladende forstenede konservatisme, hvor det er kvinden i den yemenitiske veninde og læge Shifas skikkelse, der slider sig fri af tildækningskrav og trusler om tvang i et uønsket ægteskab, med møje og under stor fare bryder op og i eksilet bliver så meget hollandsk og moderne, som det nu lader sig gøre, når den nye bolig er et asylcenter i Amsterdam domineret af mellemøstlige mænd.

Portrættet af Shifa, medrivende og meget bevægende, tegnes nænsomt gennem hele Puk Damsgårds bog og efterlader læseren i en blanding af fortvivlelse og håb. Når sådanne mennesker findes, skal det jo nok gå alt sammen, hvad man godt ved ikke er nok.

Shiras bror og med ham hele den stivbenede familiestruktur a la Indre Mission i forrige århundredes begyndelse gange 100 i fanatisk religiøsitet og traditionalistisk arabisk sovs truer fra baglinjen med nådesløse myndigheder på reaktionens side.

Puk Damsgårds tilværelse og rejse i Arabien, der ikke er så lykkeligt, men jo altså bestemt heller ikke kun det modsatte, må også antyde den erkendelse: at undertrykkelsen er en del af pakken.

Uden dén, der selvsagt er utålelig og uacceptabel, var det arabiske noget ganske andet. Et dilemma, som Damsgård ufortalt erkender og kompenserer for ved at fremhæve det lige så uimodsigeligt umistelige i Mellemøstens højkultur.

Arabernes bidrag

Var det ikke for diktaturet, var det ikke for ejendomsforholdet til kvinden, var det ikke for fanden
og hans pumpestok, ville Egypten igen være verdens centrum og Mekka og Medina: Mål for alle der ville vide mere. Ak ja.

Denne relative åndelige og fysiske rigdom hos araberne kan man selvfølgelig ikke skubbe fra sig. Alene bidragene i arkitektur, litteratur, filosofi og ikke at forglemme, hvad Puk Damsgård heller ikke gør: kaffe, beretter bøger om uerstatteligheden i arabernes bidrag til verdens behagelighed og grokraft.

Det er værd at læse Puk Damsgårds rige bog og efter læsningen drage til Davids Samling i København lige over for kongens lystslot, hvorfra Frederik 5., hvis buste nogle tumper smed i havnen forleden, gav Niebuhr og andre generøst i opdrag at udforske mystikken og rigdommen i det ukendte Arabien. Her i Kronprinsessegade forstår man endnu bedre Puk Damsgårds afskyblandede fascination og kærlighed til sin nuværende hjemstavn.

Puk Damsgård: ’Arabica’. Politikens Forlag. 289 sider. 250 kroner.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Frank Østergaard

- Så fint, du får holdt Brøgger i hånden med din anmeldelse.
Davids Samling har midlertidigt lukket, så vi kan måske også benytte tiden til at læse Muslimernes Muhammad - og alle andres af Jacob Skovgaard-Petersen
Eller finde Otto Rivads fortælling om - Amra - frem igen.
Eller læse digtene - Rejsebiller - af Maria Giacobbe.

Rejsebilleder hedder bogen. Tak for tippet.