Læsetid: 11 min.

Rune Lykkeberg anmelder ny Obama-bog: De store forventninger blev Barack Obamas forbandelse

Barack Obamas længe ventede bog om hans første tid som præsident er for lang og fuld af ligegyldigheder. Men når forfatteren Obamas suveræne intellekt analyserer præsidenten Obamas skuffelser, frustration og fortvivlelse, er bogen en mesterlig afdækning af magtens psykologi
Det er bemærkelsesværdigt, at den mand, som netop gav sine tilhængere og beundrere troen på idealerne tilbage, selv bliver så desillusioneret. Han, der sagde »ja, vi kan«, oplever gang på gang, at det kan han så ikke alligevel.

Det er bemærkelsesværdigt, at den mand, som netop gav sine tilhængere og beundrere troen på idealerne tilbage, selv bliver så desillusioneret. Han, der sagde »ja, vi kan«, oplever gang på gang, at det kan han så ikke alligevel.

Joe Raedle

20. november 2020

Det er om en af de største præsidenter i USA’s historie, Franklin D. Roosevelt, blevet sagt, at han havde et »a second-class intellect but a first-class temperament« – hans intellekt var ikke det bedste, men det var hans temperament.

Og det gjorde ham til en genial politiker.

Hele sit voksne liv drømte Roosevelt om at skrive en bog om amerikansk historie – det lykkedes aldrig. Forfatter blev han ikke, men som præsident forandrede han det amerikanske samfund radikalt. Han overtog i 1932 et land smadret og nedbrudt af depression og krise og efterlod sig i 1944 et land, som var blevet til en socialstat og et forbillede for frihed og fremskridt.

Roosevelt blev præsident for et land, som ikke ville engagere sig i verden, men gennem manipulation med vælgerne, kynisk magtspil, overbevisende radioforedrag for amerikanere og moralsk overvældende taler gjorde han USA til det, der blev kaldt »lederen af den frie verden«.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Per Klüver
  • Kurt Nielsen
  • Lisbeth Glud
  • Tina Peirano
  • Olaf Tehrani
  • Toke Kåre Wagener
Thomas Tanghus, Per Klüver, Kurt Nielsen, Lisbeth Glud, Tina Peirano, Olaf Tehrani og Toke Kåre Wagener anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Gudnæs

Da Obama blev præsident midt i en heftig finanskrise og med Republikansk flertal i begge kamre, frygtede jeg at han ville gå til bunds i det hav af håb, han selv havde skabt. Men han klarede heldigvis skærene så nogenlunde og fik rettet op på mange ting. Ikke lige på løftet om at lukke Guantanamo, men økonomien kom da på skinner igen - selvom underskuddet stadig voksede.

Men han gjorde også ting, han ikke burde have gjort. Det var vel Bush Junior, som startede USA’s nye politik imod Europa, men Obama fulgte den til dørs. Den sørgelige opsplitning af det Europæiske sammenhold mellem øst og vest er for en stor dels vedkommende et resultat af den amerikanske ’Del og Hersk’ strategi, allerede Bush talte om Polen og de Baltiske lande som det ’Nye’ Europa, og EU som det gamle, og Amerikanerne har siden dygtigt benyttet disse landes traditionelle Ruslands-paranoia til at forhindre det naturlige samarbejde mellem Europa’s virksomheder og de Russiske ressourcer og nye muligheder, som kunne have gjort Stor-Europa til en formidabel konkurrent om verdensherredømmet. Klimaxet kom, da Obama-administrationen - med hans egne ord - ’formidlede magtskiftet i Ukraine’ i 2014, og satte Europa i en kunstigt op-eskaleret situation som minder om den gang, Reagan fablede om at det da egentlig godt kunne være en mulighed at prøve sig med ’en lille begrænset atomkrig i Europa’. Jeg stoler ikke på de Pentago skiderikker over en dørtærskel, og Obama viste sig - udover at være en sympatisk og kultiveret privatperson - at være deres mand - i lommen på militærkomplekset, som har desperat brug for en ’Fjende’, for at kunne opretholde deres magt og Økonomi. ’Krigen mod Terror’ slog ikke til, og så udnævnte de helt åbenlyst Rusland. Ikke fordi der var grund til det, men fordi de havde brug for det.

Det er en farlig leg med andre menneskers liv og lykke. Og denne gang er det blandt andet os, som sidder i saksen, det er det nye i det. Det er jo ikke noget nyt at USA regner sig selv for mere end alle andre og mener de kan té sig som det passer dem. Også selvom præsidenten helt personligt en en fin fyr, det gør jo ingen forskel. I virkeligheden har skiderikken Trump vel været bedre for freden end Obama.

Marina Kasimova, Ole Arne Sejersen, Lars Løfgren, Erik Boye, Tonny Helleskov, Ture Nilsson, Helene Thorup Hayes og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

"Og uanset at Obama som præsident ikke levede op til de forventninger, han havde skabt som kandidat, så står den aften, det lykkedes ham at vinde, og den måde han gjorde det på, stadig for rigtig mange af os, der håbede på det og drømte om det, men ikke rigtig turde tro på det, som et af de smukkeste politiske øjeblikke i vores liv."

Og de mange millioner amerikanere, som blev endnu fattigere og endnu mere udsatte, mens Obama fortsatte med at tale talentfuldt, husker næppe disse 'politiske' øjeblikke som smukke - og noget lignende gælder nok også de millioner, som har lagt land og ryg til bombeangreb, destabiliseringer og invasioner m.m. Men det er da oplagt at veluddannede og vellønnede folk, som befinder sig langt fra de direkte konsekvenser af reaktionær, amerikansk governance, og tænder heftigt på verbalhumanistisk ekvilibrisme ser og husker det hele en smule anderledes.

Her er et, fra artiklen noget afvigende, perspektiv på Obama's bogudgivelse:
https://www.youtube.com/watch?v=uah0OHHguRU

Niels Åkerstrøm Andersen, Arne Albatros Olsen, Thomas Tanghus, Lars Løfgren, Erik Boye, Ture Nilsson og Jeppe Bundgaard anbefalede denne kommentar

"’Krigen mod Terror’ slog ikke til, og så udnævnte de helt åbenlyst Rusland. Ikke fordi der var grund til det, men fordi de havde brug for det."

Da krigen mod terror udviklede sig, støttede en nyvalgt Putin USA og bistod ved angrebet på Afghanistan, men da det gik op for Putin at Rusland ikke kunne associeres med NATO, fordi dette ville kunne indebære et helt afgørende formålstab for militæralliancen, ændredes situationen - og modsætningsforholdet cementeredes med den uenigheden om Irak-invasionen. Udpegningen af Rusland som fjendebillede skete altså, i en langsom kadence, allerede under Bush jr.-administrationen, men blev naturligvis fastholdt af Obama-administrationen.

Med Wikileak's afsløringer af en række meget alvorlige kriminelle forhold i og omkring amerikansk politik, udvikledes en af det politiske etablissement i USA en fortælling om konspiration mellem Rusland/Putin og den oprindeligt svensk baserede publikation, som kulminerede med koblingen mellem Trump, Rusland og Wikileaks i Russiagate-konstruktionen - en konstruktion som dels fjernede opmærksomheden fra Wikileak-afsløringerne og dels understøttede, føjede legitimitet til, forfølgelsen af Wikileaks' stifter, Julian Assange. Assange er aktuelt i britiske myndigheders varetægt, mens den amerikanske udleveringsbegæring behandles.

Obama-administrationen slog i øvrigt, såvidt jeg ved, rekord i retsforfølgelse af whistleblowers - og vel også rekord i forståelse og accept af forgængerens krigsforbrydelser. I én blandt flere lignende pressekonferencer afslutter Obama med epistlen om at 'we' i krigen mod terror 'crossed the line' ... og at dette skal forstås og accepteres (ikke retsforfølges). Obama fastholder derpå fokus på 'we', den amerikanske befolkning, som skal tage ansvar, så det forhåbentligt ikke gentager sig.
https://www.youtube.com/watch?v=5YBinnWqABQ

De politikere og øvrige beslutningstagere, som havde ansvar for torturprogrammer, taler han ikke om. Eller selve grundlaget for krigene og torturpolitikken. Jura er en by i Rusland - bortset fra når det kommer til f.eks. whistleblowers. Eller publikationer, som afslører den dybt mafiøse magtforvaltning, som finder sted i USA.

Arne Albatros Olsen, Tonny Helleskov, Lars Løfgren, Erik Boye, Michael Waterstradt, Ture Nilsson og Pia Nielsen anbefalede denne kommentar

Michael Gudnæs 18. november, 2020 - 15:56
Du skriver "Da Obama blev præsident midt i en heftig finanskrise og med Republikansk flertal i begge kamre,"
Det er ukorrekt. Obama havde flertal i begge kamre i hans første to år.
Fra 2011 mistede Democrats flertallet i Huset og i 2015 i Senatet.
Din fejl bliver ofte gentaget som en slags undskyldning for Obamas manglende succes.
Der er mange i USA og i verden, der er skuffet over hans tid. Jeg tror, at Obamas manglende resultater banede vej for Trump.

Ole Svendsen, Arne Albatros Olsen, Thomas Tanghus, Per Klüver, Hanne Utoft, Erik Boye, Ture Nilsson, Olaf Tehrani, Pia Nielsen og Michael Gudnæs anbefalede denne kommentar

'Mon der i hans bog også er en liste over dem der donerede til hans valgkampange?

En bog der ud fra beskivelsen oser af dårlig samvittighed?

Vedrørende Assange så arbejdes der på at få Trump til at benådige Assange, Manning og Snowdon.
De blev som bekendt dømt efter spionageloven, hvilket i sig selv er absurd, under Obama-Biden.

Afkald på udlevering eller en benådning kan også blive en mulighed hvis Biden ønsker at samle demokraterne op på venstre fløj. Men den fjer i hatten kan Trump altså fjerne hvis han vil. Og hvem ved. Det nok lige så sandsynligt som at tro at Biden vil foretage sig noget i den retning.

https://assangedefense.org/live-blog-entry/election-hot-take-5-reasons-p...

Obama indskrænkede i øvrigt journalisters adgang til information samtidig med at han smed om sig med gloser som " transparency" og "accountability".
Det samme skete herhjemme med ændringer i offentlighedsloven.

Kort sagt så foretog den fantastiske Obama sig nok lidt mere end han behøvede at gøre. Måske derfor han har brug for at skrive sådan et digert værk bekendelseslitteratur.

https://assangedefense.org/events/

Arne Albatros Olsen, Hanne Utoft og Ture Nilsson anbefalede denne kommentar

Er Obams "Promised Land" i virkeligheden et forsøg på at omskrive historien. Sådan må man nemlig også læse denne artikels overskrift "Obama’s Promised Land: Come for the Droning, Stay for the Erasures"

I afsnittet "Tak til" retter Obama en særlig tak til dem som har bidraget med deres ekspertråd under skrivningen af erindringerne. Bl.a. Geitner som hjalp ham med at "rydde op" efter finanskrisen.

Nå ja - man kan indvende at det ikke behøver at være noget man skal hæfte sig ved. Det var trods alt hans kolleger kan man sige. Men læs videre - for nu bliver det mere klart at det i måske højere grad gælder om at præsentere en meget snæver udgave af virkeligheden - og historien.

Undersøger man Indexet under S - står der nemlig intet om hans kollega Sanders selv om han havde en meget stor betydning for at "the Affordable Care Act". Omtalen af denne lov er lige siden flittigt brugt til at udviske de sorte pletter i Obamas regeringsførelse. DEn er nærmest blevet synonym med Obama.

Men nu viser det sig at Sanders satte nogle ikke ubetydelige fingeraftryk på denne lov. Det drejer sig om financieringen og adgang til sundhedscentre for ALLE amerikanere også dem uden forsikring. (en lille flig af det vi har herhjemme).

"The result has made an indelible mark on American health care, extending the number of people served by clinics from 18 million before the ACA to an expected 28 million next year."

"Community health centers accept anyone regardless of health, insurance status or ability to pay. They are founded and managed by a board composed of patients and local residents, so each center is customized to fit the needs of a community. No two health centers are alike….."

Sanders spillede også en meget stor rolle i at få dette gennem senetatet hvor han fik afværget en filibuster mod forslaget.

Obama nævner ikke et ord om Sanders betydning for denne sag.. Så fremtidige læsninger af værker fra hans hånd bør læses med forsigtighed hvad angår historieskrivning og eftermæle. Og der skal nok komme flere hvis han skal holde sit eftermæle intakt.

https://www.nakedcapitalism.com/2020/11/obamas-promised-land-come-for-th...