Anmeldelse
Læsetid: 11 min.

Rune Lykkeberg anmelder ny Obama-bog: De store forventninger blev Barack Obamas forbandelse

Barack Obamas længe ventede bog om hans første tid som præsident er for lang og fuld af ligegyldigheder. Men når forfatteren Obamas suveræne intellekt analyserer præsidenten Obamas skuffelser, frustration og fortvivlelse, er bogen en mesterlig afdækning af magtens psykologi
Det er bemærkelsesværdigt, at den mand, som netop gav sine tilhængere og beundrere troen på idealerne tilbage, selv bliver så desillusioneret. Han, der sagde »ja, vi kan«, oplever gang på gang, at det kan han så ikke alligevel.

Det er bemærkelsesværdigt, at den mand, som netop gav sine tilhængere og beundrere troen på idealerne tilbage, selv bliver så desillusioneret. Han, der sagde »ja, vi kan«, oplever gang på gang, at det kan han så ikke alligevel.

Joe Raedle

Kultur
20. november 2020

Det er om en af de største præsidenter i USA’s historie, Franklin D. Roosevelt, blevet sagt, at han havde et »a second-class intellect but a first-class temperament« – hans intellekt var ikke det bedste, men det var hans temperament.

Og det gjorde ham til en genial politiker.

Hele sit voksne liv drømte Roosevelt om at skrive en bog om amerikansk historie – det lykkedes aldrig. Forfatter blev han ikke, men som præsident forandrede han det amerikanske samfund radikalt. Han overtog i 1932 et land smadret og nedbrudt af depression og krise og efterlod sig i 1944 et land, som var blevet til en socialstat og et forbillede for frihed og fremskridt.

Roosevelt blev præsident for et land, som ikke ville engagere sig i verden, men gennem manipulation med vælgerne, kynisk magtspil, overbevisende radioforedrag for amerikanere og moralsk overvældende taler gjorde han USA til det, der blev kaldt »lederen af den frie verden«.

Om Barack Obama kan man sige det modsatte: Hans intellekt er formidabelt. Inden han blev 50 år, havde han skrevet to vidunderlige bøger om sig selv, Drømme fra min far og Mod til at håbe.

Den første handler om at vokse op med mindet om en far fra Kenya, som var fraværende gennem det meste af hans barndom, den anden er en intellektuel og moralsk brillant vision for USA. De blev begge bestsellere for den kulturelle overklasse og var med til at opbygge Obama som et moralsk forbillede, en eventyrlig mønsterbryder og et politisk stilikon for det 21. århundrede.

Obama var klog og cool på samme tid og så forførende en taler, at han fik millioner over hele verden til at tro på sine løfter om »håb«, »forandring« og »ja, vi kan« under valgkampen i 2008.

Men Obama havde ikke et godt temperament for en politiker, som havde lovet at reformere det amerikanske samfund. Egentlig brød han sig ikke om politiske forhandlinger, og han havde hverken vilje eller beslutsomhed til at sætte sig igennem, når de store planer skulle omsættes til politiske reformer.

Saxo
Det er ikke, fordi Obama var en dårlig præsident. Hans store stimuluspakke efter finanskrisen, hans sundhedsreform og hans arbejde for en grøn omstilling i USA er store præstationer. Det er respektindgydende, at en mand, der blev udsat for så meget had og så intense skræmmekampagner, aldrig mistede hovedet, men forblev fuldstændig skandalefri.

Alligevel var Obama som præsident en skuffelse. Hans skæbne er, at hans førsteklasses intellekt skabte forventninger, som han ikke havde politisk temperament til at gøre til virkelighed.

»Du må slås med folks høje forventninger«, sagde den tjekkiske forfatter og systemkritiker Vaclav Havel, der siden blev præsident i Tjekkiet, til Obama, lige efter han var blevet præsident: »Og det betyder, at de også nemt bliver skuffede. Det er noget, jeg kender til. Jeg er bange for, at det kan være en faldgrube«.

Det var forventningerne, som fik ham valgt i 2008 og genvalgt i 2012, og det var hans taler, offentlige fremtræden og bøger, der skabte det offentlige billede af en politiker, der skulle blive det 21. århundredes store leder i Vesten.

Men forventninger blev også hans forbandelse.

Skuffer alle

Konflikten mellem forventningerne og realiteter, mellem det, folk håbede på, og det, han leverede, er det interessante omdrejningspunkt i Obamas nye bog Et forjættet land på små 900 sider, som kun er første del af et tobindsværk. Bogen strækker sig fra hans fødsel i 1961 til henrettelsen af Osama bin Laden i 2011.

Bortset fra gentagelser af de velkendte fortællinger om hans opvækst i Kansas, Indonesien og på Hawaii, hans studietid i New York City, arbejde som græsrodsaktivist i Chicago og hans gennembrudstale i 2004 på det demokratiske konvent er bogen hans egen status over den første periode som præsident.

Obama skriver meget om familielivet med Michelle, Sasha og Malia, der efterhånden er blevet globale stjerner i noget, der kunne minde om et realityformat ved navn The Obamas. Han fortæller om de lange samtaler med sine egne folk i Det Hvide Hus, hvor der altid er sammenstød mellem magtspillere og idealister, mellem realister omkring ham og de aktivister uden for, som Obama selv identificerer sig med og gerne vil anerkendes af. Han vil gerne gøre begge parter glade, men ender ofte med at skuffe alle.

Og der er gengivelser af hans møder med internationale ledere som Angela Merkel, Nicolas Sarkozy, Vladimir Putin og vores egen daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, der under klimatopmødet COP15 i København i 2009 beskrives som en »stakkels mand«, der »så ud, som om han var i chok, hans klare blå øjne var tydeligt afmattede, hans lyse hår sammenfiltret, som om han lige havde været i en brydekamp«.

Henført fortæller Obama om de intense kampagner, hvor han med begejstring og inspiration overvandt den formodet uovervindelige Hillary Clinton og som sort mand overvandt fordomme og racisme og blev valgt som USA’s præsident.

Kampagnerne, hvor han overraskede, forførte offentligheden og opbyggede forventninger, står som de lykkelige passager i bogen. Senere i præsidentperioden fremstår Obama ofte anstrengt, frustreret og indimellem endda fortvivlet:

»Hvor nyttigt er det at beskrive en verden, som den burde være, når forsøgene på at realisere den verden er dømt til at mislykkes«, spørger han som en anden Hamlet alene i Det Hvide Hus i en lang monolog.

»Kunne det tænkes, at abstrakte principper og noble idealer blot var og altid ville vedblive at være en form for forstillelse, et lindrende middel, der skulle holde fortvivlelsen fra døren og aldrig ville kunne hamle op med de mere urmenneskelige instinkter, der i virkeligheden styrede os, og at vores ord og handlinger hverken gjorde fra eller til, eftersom historien med sikkerhed fulgte sin afstukne kurs, en endeløs cyklus af frygt, sult og konflikter, dominans og svaghed?«.

Det er bemærkelsesværdigt, at den mand, som netop gav sine tilhængere og beundrere troen på idealerne tilbage, selv bliver så desillusioneret. Han, der sagde »ja, vi kan«, oplever gang på gang, at det kan han så ikke alligevel.

Det rigtige og det forkerte

Et forjættet land er både en bog af en rigtig god forfatter, som indimellem udstiller sin egen afmagt og ensomhed, og en bog af en forhenværende præsident, der har behov for at forklare over for sine kritikere og ikke mindst over for sig selv, hvorfor han ikke blev så god en præsident, som han gerne ville have været.

For der er ingen tvivl om, at Barack Obama selv havde ambitioner om at blive en af de store amerikanske præsidenter. Allerede inden han i 2007 stillede op til præsidentvalget, ringede han til historikeren Doris Kearns Goodwin, som havde skrevet en meget rost biografi om Abraham Lincoln, Team of Rivals, for at tale med hende om, hvordan Lincoln blev det, man kalder en »transformativ præsident«.

Mens Obama sad i det Hvide Hus, inviterede han løbende »præsidenthistorikere« til samtaler om de store præsidenters arv og hans egen. Selv om han forekommer ydmyg og beskeden, er han også en suveræn selviscenesætter, der lod fotografen Pete Souza følge sig tæt gennem alle de otte år, og en mand, der, før han fylder 60, nu har skrevet tre selvbiografier.

Olivier Douliery

Det fremgår af bogen, hvordan Obama konstant sammenligner sig selv med de store præsidenter: »I dagene op til indsættelsen havde jeg læst flere bøger om Roosevelts første præsidentperiode og iværksættelsen af New Deal,« skriver han:

»Det var lærerigt at sammenligne forholdene, om end ikke videre opmuntrende set fra vores side.«

Forskellen på de to er for Obama ikke, som man kunne tro, at USA i 1930’erne var anderledes fundamentalt i krise end det USA, som Obama blev præsident for i 2008.

Objektivt anskuet ville man sige, at situationen var langt værre for Roosevelt.

Men for Obama forholder det sig anderledes: Han havde nemlig selv valgt at samarbejde med sin forgænger George W. Bush om finanskrisen, hvilket betød, at han ikke kunne »nyde fordel af det samme rene snit« som Roosevelt, der ikke samarbejdede med sin forgænger, Herbert Hoover.

Et andet sted reflekterer han over, at det må have været langt nemmere for Abraham Lincoln at holde sammen på De Forenede Stater under Den Amerikanske Borgerkrig og for Roosevelt at skulle bekæmpe nazismen under Anden Verdenskrig, end det var for Obama selv at beslutte, hvad USA skulle gøre i Afghanistan:

»Hvis bare beslutningen om Afghanistan kun var et spørgsmål om beslutsomhed, tænkte jeg – blot vilje og stål og ild. Det havde været sandt for Lincoln, da han prøvede at redde Unionen og for Franklin D. Roosevelt efter Pearl, hvor USA stod over for en trussel fra erobringstørstige magter.«

Men det er ifølge Obama besværligt at føre krige i Irak, som man ikke kan vinde, og som »gjorde os til forvaltere af ugæstfrit terræn og skabte flere fjender, end vi dræbte«.

Obama havde lovet at lukke Guantánamo-lejren, og han var blevet populær, fordi han oprindeligt var modstander af invasionen af Irak. Men som præsident lykkedes det ham ikke at lukke Guantánamo, han blev ved med at blive draget ind i krigen i Irak, og han fik ikke afsluttet det håbløse engagement i Afghanistan.

Selv forklarer han det i bogen med, at hans verden var så kompliceret, og at hans konflikter var så uoverskuelige, at han ikke fik det rene valg mellem det rigtige og det forkerte.

Men det står for læserne af den meget lange bog klart, at problemet er Obama selv. Han er en iagttager og en tvivler, som sandsynligvis også ville have fundet borgerkrigen og Anden Verdenskrig så kompliceret og uoverskuelig, at det ikke for ham ville blive til et spørgsmål om kun »vilje og stål og ild«.

Han er så klog, at han altid kan se en sag fra alle sider, og så samvittighedsfuld, at han gennemtænker alle mulige konsekvenser og risici og derfor enten ikke kan træffe et valg eller stille sig tilfreds med de beslutninger, han ender med at tage. Han drømmer om de situationer, han har læst om, og som skabte de store præsidenter, uden at ville erkende at de situationer blev, som de blev, fordi nogle, som var mindre analytiske og intellektuelle, traf hensynsløst svære beslutninger med meget store risici.

Der er også passager, hvor Obama overvejer, om hele forestillingen om den store præsident, der gør en definerende forskel i verden, er en illusion skabt af historieskrivningen:

»Når jeg ser tilbage på det, funderer jeg sommetider over det ældgamle spørgsmål om, hvor stor en forskel individuelle lederes særlige karaktertræk spiller for historiens gang – om de af os, der stiger op til magten, blot er kanaler for dybe, uophørlige strømninger i tiden, eller om vi i det mindste delvist er ophavsmænd til det, der kommer«.

Konservativ af temperament

Kyniker bliver Obama ikke af disse overvejelser, men han oplever et konstant ubehag ved selve det politiske. Det er symptomatisk for hans grundlæggende ambivalens ved politik, at han som den største glæde i det første år i Det Hvide fremhæver, at huset »fik en ny beboer, nemlig Bo, en knuselskelig firbenet uldtot med snehvidt bryst og lige så hvide forpoter«.

Det er en affortryllende selvafsløring, at højdepunktet for Obama, året efter han blev valgt som USA’s første sorte præsident på en bølge af kollektiv ekstase, var, at familien fik en ny hund ...

Et andet interessant motiv i Et forjættet land er Obamas behov for at forsvare sig selv over alle de venstreorienterede tilhængere, der havde troet på, at han ville reformere kapitalismen, skabe social retfærdighed og drage den absolutte overklasse til ansvar efter finanskrisen. Og som blev skuffede.

Han fortæller først, at han havde været »utroligt glad« for samarbejdet med unge græsrødder under valgkampen, og han følte et slægtskab med »de venstredrejede økonomer og aktivister«, der så finanskrisen som »et udslag af et oppustet finansielt system«, der »akut havde behov for gennemgribende ændringer. Men verdensøkonomien var i frit fald, så min væsentligste opgave var ikke at skabe en ny økonomisk orden«.

Han skulle redde økonomien, ikke reformere den, mente han. Og derfor valgte han »at vægte erfaring højere end nye ansigter«. Han genansatte mange af de økonomer, som havde været med i Clintons regering, fordi de kunne berolige markederne – »folk, der i sagens natur havde beskidte hænder i forbindelse med fortidens synder«. Hans vurdering i bogen er, at han ikke kunne gøre andet, end han gjorde, fordi nationalisering af bankerne eller retsforfølgelse af bankernes ledelse ville have gjort alting værre.

»Jeg forstår godt den skuffelse«, siger han om venstrefløjens reaktion og tilføjer: »Og på mange måder deler jeg den«. Han bliver også vred over rapporterne om den eskalerende ulighed i USA og den måde, det skævvrider det amerikanske demokrati på, forsikrer han.

Men overvejelserne om, han kunne have gjort mere, afsluttes med en erkendelse, som pointerer afstanden mellem hans visioner og hans temperament:

»Jeg var reformator – konservativ af temperament om ikke i mine visioner. Så måtte andre bedømme, om jeg handlede klogt eller af svaghed«.

Demokrati i krise

Bogen er struktureret sådan, at henrettelsen af Osama bin Laden skrives frem som en forløsende finale, hvor Obama endelig træder i karakter og træffer en farlig beslutning, som gør verden til et bedre sted. Han sammenligner endda aktionen med D-dag. Det er det definitive forsøg fra forfatteren på at skrive præsidenten ind på en af de fine pladser i verdenshistorien.

Henrettelsen af Osama bin Laden kunne lige så godt kunne være udført af George W. Bush som af Obama. Her ses Obama – blandt andet i selskab med Joe Biden – følge aktionen mod Osama bin Laden fra Det Hvide Hus.

Henrettelsen af Osama bin Laden kunne lige så godt kunne være udført af George W. Bush som af Obama. Her ses Obama – blandt andet i selskab med Joe Biden – følge aktionen mod Osama bin Laden fra Det Hvide Hus.

Pete Souza

Men det virker nærmest desperat. For sandheden er, at den henrettelse lige så godt kunne have været udført af George W. Bush og på ingen måde var en forløsning af de helt særlige forventninger, som var knyttet til Obama.

Overordnet er Et forjættet land for lang. Der er alt for mange ligegyldige resumerende forelæsninger om forhistorien bag alle mulige konflikter, gengivelser af kedsommelige familieidyller, fortællinger om personlig træning og rygestop og irrelevante detaljer om de personer, han møder, og deres kropsbygning og fysiske tilstand.

Men når forfatteren Barack Obamas førsteklasses intellekt analyserer præsidenten Barack Obamas andenklasses temperament, er bogen en mesterlig afdækning af magtens psykologi. Og når han udstiller afstanden mellem sine ambitioner og det, han reelt udrettede, er det en suveræn analyse af, hvorfor det amerikanske demokrati var i krise, længe før Donald Trump blev valgt.

Og uanset at Obama som præsident ikke levede op til de forventninger, han havde skabt som kandidat, så står den aften, det lykkedes ham at vinde, og den måde han gjorde det på, stadig for rigtig mange af os, der håbede på det og drømte om det, men ikke rigtig turde tro på det, som et af de smukkeste politiske øjeblikke i vores liv.

Barack Obama: Et forjættet land. Oversat af Karsten Nielsen og Anders Juel Michelsen. Lindhardt og Ringhof​​​​​​. 800 sider. 350 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Gudnæs

Da Obama blev præsident midt i en heftig finanskrise og med Republikansk flertal i begge kamre, frygtede jeg at han ville gå til bunds i det hav af håb, han selv havde skabt. Men han klarede heldigvis skærene så nogenlunde og fik rettet op på mange ting. Ikke lige på løftet om at lukke Guantanamo, men økonomien kom da på skinner igen - selvom underskuddet stadig voksede.

Men han gjorde også ting, han ikke burde have gjort. Det var vel Bush Junior, som startede USA’s nye politik imod Europa, men Obama fulgte den til dørs. Den sørgelige opsplitning af det Europæiske sammenhold mellem øst og vest er for en stor dels vedkommende et resultat af den amerikanske ’Del og Hersk’ strategi, allerede Bush talte om Polen og de Baltiske lande som det ’Nye’ Europa, og EU som det gamle, og Amerikanerne har siden dygtigt benyttet disse landes traditionelle Ruslands-paranoia til at forhindre det naturlige samarbejde mellem Europa’s virksomheder og de Russiske ressourcer og nye muligheder, som kunne have gjort Stor-Europa til en formidabel konkurrent om verdensherredømmet. Klimaxet kom, da Obama-administrationen - med hans egne ord - ’formidlede magtskiftet i Ukraine’ i 2014, og satte Europa i en kunstigt op-eskaleret situation som minder om den gang, Reagan fablede om at det da egentlig godt kunne være en mulighed at prøve sig med ’en lille begrænset atomkrig i Europa’. Jeg stoler ikke på de Pentago skiderikker over en dørtærskel, og Obama viste sig - udover at være en sympatisk og kultiveret privatperson - at være deres mand - i lommen på militærkomplekset, som har desperat brug for en ’Fjende’, for at kunne opretholde deres magt og Økonomi. ’Krigen mod Terror’ slog ikke til, og så udnævnte de helt åbenlyst Rusland. Ikke fordi der var grund til det, men fordi de havde brug for det.

Det er en farlig leg med andre menneskers liv og lykke. Og denne gang er det blandt andet os, som sidder i saksen, det er det nye i det. Det er jo ikke noget nyt at USA regner sig selv for mere end alle andre og mener de kan té sig som det passer dem. Også selvom præsidenten helt personligt en en fin fyr, det gør jo ingen forskel. I virkeligheden har skiderikken Trump vel været bedre for freden end Obama.

Marina Kasimova, Ole Arne Sejersen, Lars Løfgren, Erik Boye, t. helleskov, Ture Nilsson, Helene Thorup Hayes og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

"Og uanset at Obama som præsident ikke levede op til de forventninger, han havde skabt som kandidat, så står den aften, det lykkedes ham at vinde, og den måde han gjorde det på, stadig for rigtig mange af os, der håbede på det og drømte om det, men ikke rigtig turde tro på det, som et af de smukkeste politiske øjeblikke i vores liv."

Og de mange millioner amerikanere, som blev endnu fattigere og endnu mere udsatte, mens Obama fortsatte med at tale talentfuldt, husker næppe disse 'politiske' øjeblikke som smukke - og noget lignende gælder nok også de millioner, som har lagt land og ryg til bombeangreb, destabiliseringer og invasioner m.m. Men det er da oplagt at veluddannede og vellønnede folk, som befinder sig langt fra de direkte konsekvenser af reaktionær, amerikansk governance, og tænder heftigt på verbalhumanistisk ekvilibrisme ser og husker det hele en smule anderledes.

Her er et, fra artiklen noget afvigende, perspektiv på Obama's bogudgivelse:
https://www.youtube.com/watch?v=uah0OHHguRU

Niels Åkerstrøm Andersen, Arne Albatros Olsen, Thomas Tanghus, Lars Løfgren, Erik Boye, Ture Nilsson og Jeppe Bundgaard anbefalede denne kommentar

"’Krigen mod Terror’ slog ikke til, og så udnævnte de helt åbenlyst Rusland. Ikke fordi der var grund til det, men fordi de havde brug for det."

Da krigen mod terror udviklede sig, støttede en nyvalgt Putin USA og bistod ved angrebet på Afghanistan, men da det gik op for Putin at Rusland ikke kunne associeres med NATO, fordi dette ville kunne indebære et helt afgørende formålstab for militæralliancen, ændredes situationen - og modsætningsforholdet cementeredes med den uenigheden om Irak-invasionen. Udpegningen af Rusland som fjendebillede skete altså, i en langsom kadence, allerede under Bush jr.-administrationen, men blev naturligvis fastholdt af Obama-administrationen.

Med Wikileak's afsløringer af en række meget alvorlige kriminelle forhold i og omkring amerikansk politik, udvikledes en af det politiske etablissement i USA en fortælling om konspiration mellem Rusland/Putin og den oprindeligt svensk baserede publikation, som kulminerede med koblingen mellem Trump, Rusland og Wikileaks i Russiagate-konstruktionen - en konstruktion som dels fjernede opmærksomheden fra Wikileak-afsløringerne og dels understøttede, føjede legitimitet til, forfølgelsen af Wikileaks' stifter, Julian Assange. Assange er aktuelt i britiske myndigheders varetægt, mens den amerikanske udleveringsbegæring behandles.

Obama-administrationen slog i øvrigt, såvidt jeg ved, rekord i retsforfølgelse af whistleblowers - og vel også rekord i forståelse og accept af forgængerens krigsforbrydelser. I én blandt flere lignende pressekonferencer afslutter Obama med epistlen om at 'we' i krigen mod terror 'crossed the line' ... og at dette skal forstås og accepteres (ikke retsforfølges). Obama fastholder derpå fokus på 'we', den amerikanske befolkning, som skal tage ansvar, så det forhåbentligt ikke gentager sig.
https://www.youtube.com/watch?v=5YBinnWqABQ

De politikere og øvrige beslutningstagere, som havde ansvar for torturprogrammer, taler han ikke om. Eller selve grundlaget for krigene og torturpolitikken. Jura er en by i Rusland - bortset fra når det kommer til f.eks. whistleblowers. Eller publikationer, som afslører den dybt mafiøse magtforvaltning, som finder sted i USA.

Arne Albatros Olsen, t. helleskov, Lars Løfgren, Erik Boye, Michael Waterstradt, Ture Nilsson og Pia Nielsen anbefalede denne kommentar

Michael Gudnæs 18. november, 2020 - 15:56
Du skriver "Da Obama blev præsident midt i en heftig finanskrise og med Republikansk flertal i begge kamre,"
Det er ukorrekt. Obama havde flertal i begge kamre i hans første to år.
Fra 2011 mistede Democrats flertallet i Huset og i 2015 i Senatet.
Din fejl bliver ofte gentaget som en slags undskyldning for Obamas manglende succes.
Der er mange i USA og i verden, der er skuffet over hans tid. Jeg tror, at Obamas manglende resultater banede vej for Trump.

Ole Svendsen, Arne Albatros Olsen, Thomas Tanghus, Per Klüver, Hanne Utoft, Erik Boye, Ture Nilsson, Olaf Tehrani, Pia Nielsen og Michael Gudnæs anbefalede denne kommentar

'Mon der i hans bog også er en liste over dem der donerede til hans valgkampange?

En bog der ud fra beskivelsen oser af dårlig samvittighed?

Vedrørende Assange så arbejdes der på at få Trump til at benådige Assange, Manning og Snowdon.
De blev som bekendt dømt efter spionageloven, hvilket i sig selv er absurd, under Obama-Biden.

Afkald på udlevering eller en benådning kan også blive en mulighed hvis Biden ønsker at samle demokraterne op på venstre fløj. Men den fjer i hatten kan Trump altså fjerne hvis han vil. Og hvem ved. Det nok lige så sandsynligt som at tro at Biden vil foretage sig noget i den retning.

https://assangedefense.org/live-blog-entry/election-hot-take-5-reasons-p...

Obama indskrænkede i øvrigt journalisters adgang til information samtidig med at han smed om sig med gloser som " transparency" og "accountability".
Det samme skete herhjemme med ændringer i offentlighedsloven.

Kort sagt så foretog den fantastiske Obama sig nok lidt mere end han behøvede at gøre. Måske derfor han har brug for at skrive sådan et digert værk bekendelseslitteratur.

https://assangedefense.org/events/

Arne Albatros Olsen, Hanne Utoft og Ture Nilsson anbefalede denne kommentar

Manning blev benådet af Obana og løsladt i maj 2017.

Men Assange sagen er kædet sanmmen med Manning-sagen. Manning er derfor ikke renset for anklagerne imod ham.

Er Obams "Promised Land" i virkeligheden et forsøg på at omskrive historien. Sådan må man nemlig også læse denne artikels overskrift "Obama’s Promised Land: Come for the Droning, Stay for the Erasures"

I afsnittet "Tak til" retter Obama en særlig tak til dem som har bidraget med deres ekspertråd under skrivningen af erindringerne. Bl.a. Geitner som hjalp ham med at "rydde op" efter finanskrisen.

Nå ja - man kan indvende at det ikke behøver at være noget man skal hæfte sig ved. Det var trods alt hans kolleger kan man sige. Men læs videre - for nu bliver det mere klart at det i måske højere grad gælder om at præsentere en meget snæver udgave af virkeligheden - og historien.

Undersøger man Indexet under S - står der nemlig intet om hans kollega Sanders selv om han havde en meget stor betydning for at "the Affordable Care Act". Omtalen af denne lov er lige siden flittigt brugt til at udviske de sorte pletter i Obamas regeringsførelse. DEn er nærmest blevet synonym med Obama.

Men nu viser det sig at Sanders satte nogle ikke ubetydelige fingeraftryk på denne lov. Det drejer sig om financieringen og adgang til sundhedscentre for ALLE amerikanere også dem uden forsikring. (en lille flig af det vi har herhjemme).

"The result has made an indelible mark on American health care, extending the number of people served by clinics from 18 million before the ACA to an expected 28 million next year."

"Community health centers accept anyone regardless of health, insurance status or ability to pay. They are founded and managed by a board composed of patients and local residents, so each center is customized to fit the needs of a community. No two health centers are alike….."

Sanders spillede også en meget stor rolle i at få dette gennem senetatet hvor han fik afværget en filibuster mod forslaget.

Obama nævner ikke et ord om Sanders betydning for denne sag.. Så fremtidige læsninger af værker fra hans hånd bør læses med forsigtighed hvad angår historieskrivning og eftermæle. Og der skal nok komme flere hvis han skal holde sit eftermæle intakt.

https://www.nakedcapitalism.com/2020/11/obamas-promised-land-come-for-th...

Pia: Du har ikke læst bogen, vel? Det har jeg heller ikke, ikke engeng haft den i hånden. Men ingen tvivl om at du alene søger bekræftelse for en mening du allerede har. Du har måske ret, men som debatgrundlag er din tilgang ikke meget værd.

Beklager