Mange vil vide, at den feministiske filosof Simone de Beauvoir (1908-86) ikke bare skrev verdensforandrende teoretiske værker som Det andet køn, men også memoirer og fiktion.
Det litterære værk, der som regel fremhæves i forfatterskabet, er romanen Mandarinerne, som Beauvoir vandt Goncourt-prisen for i 1954, en bog, der normalt læses som en nøgleroman om husbonden Jean Paul Sartre og hans ven Albert Camus.
Men hvem vidste, at hun samme år skrev på en bog om sit kærlighedsforhold til barndomsveninden Zaza – Elisabeth Lacoin – der døde som blot 21-årig i 1929?
I dag er privat ikke længere et skældsord, og De uadskillelige fremstår ikke selvudleverende, men indlevet og sorgfuld; det er en tragisk coming of age-bog med et stærkt feministisk islæt.
Sans for drama
Bogen starter med en dedikation til Zaza, som også spiller en vigtig rolle i Beauvoirs erindringer En velopdragen ung piges erindringer. Men i selve romanen er alle karakterer, ligesom i Mandarinerne, fiktionaliserede. Dog er det ikke svært at genkende Simone de Beauvoir i den tilbageholdt forelskede jegfortæller Sylvie, og Elisabeth ’Zaza’ Lacoin i den frække og ubesværet talentfulde veninde Andrée – som ved flere tilfælde minder mig om en anden litterær barndomsveninde, Lila, i Elena Ferrantes Min geniale veninde.
Lidt research fortæller mig, at også bogens tredje hovedperson, Pascal Blondel, som Andrée senere forelsker sig i, er bygget over en historisk person, nemlig den fænomenologiske filosof Maurice Merleau-Ponty (1908-61).
De uadskillelige strækker sig, fra Sylvie og Andrée bliver skolekammerater som niårige, til de er omkring de 20. Den smukke, mørkhårede Andrée gør fra starten et uudsletteligt indtryk på Sylvie. Hun præsenterer sig således, med sans for drama og intensitet:
»Andrée Gallard. Jeg er ni år; hvis jeg ser mindre ud, er det fordi jeg er blevet brændt levende, og at jeg ikke er vokset så meget. Jeg måtte blive hjemme fra skole i et år, men mor vil have jeg indhentede det forsømte.«
Andrée spiller violin og klaver virtuost, hun er atletisk og dygtig i skolen, og så får hun kuldegysninger, ikke bare hvis hun ser en orkidé eller en fersken, men alene hvis nogen udtaler et af de to ord. Så sanselig er Andrée, og selv om det aldrig direkte skrives ud, er det det begærlige, det erotiske ved Andrée, som gør, at Sylvie tidligt må indrømme over for sig selv: »At leve uden hende, det var at ophøre med at leve.«
Selvfølgelig er denne erotiske væren-i-verden fuldstændig uacceptabel for en ung kvinde i det bedre borgerskab i 1920’erne og 30’ernes Paris, og i takt med at Sylvie og Andrée bliver ældre, begrænses Andrée mere og mere i sin udfoldelse; særligt af sin kontrollerende mor, som bliver en slags symbol på det kvindeundertrykkende system, de to piger indgår i. Andrée holdes beskæftiget med selskaber og ærinder, så hun til sidst aldrig har et sekund til at finde ud af, hvem hun selv er.
Den feminine kategori
I 1949, fem år inden De uadskillelige, skrev Simone de Beauvoir i Det andet køn, at man ikke fødes som kvinde, man bliver det. Denne erkendelse er svær ikke at læse ind i De uadskillelige. Ikke fordi bogens fiktion støtter sig op ad teorien som et vakkelvornt stativ om en bygning, nej, nærmere fordi analysen forekommer indiskutabel i romanens univers: Andrée er entydigt noget andet end kvinde i fortællingens begyndelse, men med både familiens, samfundets og religionens undertrykkelse presses hun smertefuldt i retning af den feminine kategori.
Simone de Beauvoir skriver præcist, næsten knapt, udelukkende med de virkemidler og informationer, der er brug for. Da Sylvie og Andrée hen imod slutning af bogen mødes på en tesalon, lyder det sådan her:
»Rundt om mig sad parfumeduftende kvinder og spiste kager og talte om livets pris; fra den dag hun blev født, var det forudbestemt at Andrée skulle komme til at ligne dem; hun lignede dem ikke.«
Præcisionen er også godt hjulpet på vej af oversætterne Birte Dahlgreen og Lilian Munk Rösing – mor og datter, der kun oversætter fremragende fransk litteratur som Sagan, Duras og Ernaux.
Men jeg kunne nemt have læst De uadskillelige i en fem gange længere version. Jeg er fascineret af Beauvoirs evne til på en gang at skrive om samfund, subjektivitet og kærlighed.
Netop fordi Sylvie og Andrée så nænsomt betragtes som mennesker før kvinder, fremstår deres kærlighed også desto dybere. Det er ikke bare et tæt venindeforhold, der skildres, det er den første dybe kærlighedsrelation uden for familien.
Simone de Beauvoir: ’De uadskillelige’. På dansk ved Birte Dahlgreen og Lilian Munk Rösing. Gyldendal. 206 sider, 250 kroner
