Disse små, onde ryk fremad i soldaternes brystkasser sætter sig i din egen krop

Dådyret hænger på køl i skabet bag de fire krigsveteraner. Den mest rå af soldaterne åbner skabet og tager fat i kødkrogen. Han løfter dyret ned og lægger det på bordet – og så tager han en sav og går i gang med at save det ene ben af …

Så konkret er Tue Bierings nyeste forestilling My Deer Hunter. Det er en forestilling om soldater, der er gået i stykker indeni. Selv om deres kroppe overlevede krigen, så har deres sind taget voldsomt skade. Man kan bare ikke se skaderne udenpå.

Historien om krigsveteranen med PTSD – Posttraumatic Stress Disorder – er efterhånden fortalt mange gange i kølvandet på Danmarks militære indsatser de seneste årtier. Særlig stærk scenekunst har ikke mindst været Andreas Garfields Hjem kære hjem om den hjemvendte PTSD-soldat på Teater Grob i 2007 og Christian Lollikes forestilling I føling, hvor rigtige krigsveteraner optrådte sammen med balletdansere fra Den Kongelige Ballet i 2014. Men også Sananda Solaris’ forestilling Cellen fra 2017, hvor to skuespillere hårrejsende realistisk spillede krigsveteranerne, der skulle til soldaterfest – og Magnus Iuel Bergs stykke I støvet fra regnen om to hjemvendte soldater på en bar i et voldsomt psykologisk drama på Teater Grob i 2018.

Alt kunstigt er væk

Men nu har instruktøren Tue Biering og teatergruppen Fix & Foxy altså skabt endnu en krigsveteranforestilling sammen med Betty Nansen Teatret. Coronaen har godt nok udskudt den et halvt års tid, men den har været værd at vente på. For Tue Biering har et særligt greb om dette slags ’borgerteater’, hvor han får folk til at gå på scenen i rollen som sig selv, men i en fuldstændig professionel teaterproduktion.

Søren Meisner

Tue Biering formår at fjerne alt kunstigt ved mødet mellem de optrædende og publikum – i en evig søgen efter medfølelsen med det ellers uforståelige. Hemmeligheden lader til at være en fuldstændig sikker sans for komposition: Når Tue Biering har fået disse menneskers tillid og fortællinger, sætter han åbenbart ordene sammen teatralsk med indslag af billeder og koreografi, så fortællinger, lyde og filmklip falder på plads i en montage, som gør de optrædende helt trygge – og som til gengæld efterlader tilskuerne aldeles utrygge. Parate til at modtage sanseindtryk og tanker, som ikke lige sådan lader sig slette igen.

Blussende selvhad

Her i My Deer Hunter ved man vitterlig ikke, hvad der skal til at ske. Man kan kun mærke, at hænderne ryger op for ørerne, hver gang et nyt bombardement begynder, mens lysglimt får øjnene til at klemme sig i. Men man kan også mærke, hvordan benene har lyst til at bevæge sig op på scenen, så man kan omfavne disse mennesker, der så modigt deler ud af deres dyrt betalte livserfaring.

My Deer Hunter handler om krig. Men forestillingen handler mest af alt om kærlighed. Den kærlighed, som to af soldaterne – Nicolai og Jonas – nu er så bange for at miste hos deres kærester og børn. Men også om den kærlighed, som krigserfaringerne har forhindret soldaterne Palle og Sara i at møde. Krigen har gjort dem bange for at blotte sig og møde kærligheden, selv om det er kærlighed, de drømmer allermest om. Måske fordi de godt ved, at kærligheden er det eneste, der kan få selvhadet til at forsvinde. Og netop selvhadet og selvmordstankerne er noget af det, der virker allermest skræmmende ved My Deer Hunter. For disse mennesker taler så roligt om selvmordet som ønskedrøm, tydeligvis fordi de har tænkt sluthandlingen igennem så mange gange. 

Gaffel som våben

De fire soldater er betaget af krigskultfilmen The Deer Hunter med Robert de Niro. Teaterforestillingen beretter, hvordan deres egen version af krigseventyret udviklede sig. Netop fascinationen af våben fylder en del. Ikke mindst hos Palle, der garvet bruger en gaffel til at åbne sit maskinvåben med, så han kan skille det ad i mange dele. Det er også ham, der tager en gammeldags jernrustning på undervejs, og det er ham, der tager sin baret på og stiller de andre på række, hvorefter han råber kommandoer til dem, så deres kroppe automatisk lystrer. Han får dem til at skubbe brystkassen fremad i små, onde ryk, der gør deres ansigter helt tomme …

Hvorhenne ville man fortælle nogen om sin største desillusion? Sikkert netop sådan et kaotisk sted, som Ida Grarups scenografi er blevet. En blanding af et personalerum og et spejderlokale med tilfældige møbler og halvhjertede planter, en kaffemaskine og et uendeligt puslespil på bordet – og ondskabsfulde neonrør, der blitzer med i loftet i Andreas Buhls lysdesign.

Søren Meisner

Daniel Fogh har desuden skabt en lydcollage, der i Louise Alenenius’ komposition hviner og dundrer af hvid støj og buldrende bombardementer i det fjerne. Alt sammen så tilskuerens krop hele tiden sættes i alarmberedskab – og dermed spejler den evige parathed hos de fire ekssoldater, der tydeligvis ville kunne finde nødudgangen i blinde. Nu sidder de bare stille med høreværn og solbriller – med imponerende selvkontrol.

Jeg er ikke i tvivl om, at disse åbenhjertige optrædende – Jonas Hjorth Andersen, Nicolai Stokholm Sondrup-Ottsen, Palle Würtz og Sara la Cour – alle fire har været dedikerede soldater. Og jeg er overbevist om, at disse fire performere er med til at bevæge os tilskuere til at forstå mere om krigens pris. Disse fire mennesker står i deres livs roller, og man ønsker sådan for dem, at denne teaterforestilling netop kan være med til at skabe den accept, som de har brug for, hvis resten af deres liv skal give mening. Det stærke er, at forestillingen løfter sig fra et terapeutisk projekt til en eminent scenekunstnerisk præstation. At deres skæbner bliver til kunst.

Ved siden af kaffemaskinen står der en toaster. Soldaten skærer et stykke af dådyret, og lægger en af lunserne i toasteren. Mens disse fire mareridtshærgede mennesker taler videre, steger kødstykket lige så stille. Der breder sig efterhånden den ækleste stank i lokalet. Ikke bare stanken af kødet i toasteren, men den symbolske krigsstank af brændt menneske og vejsidebombernes ofre.

For det er sådan, Tue Biering skaber sine sanselige og uhyggeligt vedkommende forestillinger: Han lader os mærke afmagten på vores egne kroppe.

’My Deer Hunter’. Instruktion: Tue Biering. Scenografi: Ida Grarup. Lys- og videodesign: Andreas Buhl. Lyddesign: Daniel Fogh. Musikalsk arrangør: Louise Alenius. Dramaturgi: Tanja Diers. Co-produktion mellem Fix & Foxy og Betty Nansen Teatret. Spilles i Siloen på Edison. Til 5. december 2020.