Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Søren Ulrik Thomsen i ny bog: Den danske folkekirke har glemt, at den er kult

Vi har i Danmark haft travlt med at gøre kirkerummene almindelige, tilgængelige. Men Søren Ulrik Thomsen går den anden vej. Han kan lide tanken om, at kirkerummet er helligt
Ud over at minde en halvflad verden om mysteriet betydning, er noget af det fineste ved ’Tro mod ritualet’ de personlige fortællinger.

Ud over at minde en halvflad verden om mysteriet betydning, er noget af det fineste ved ’Tro mod ritualet’ de personlige fortællinger.

Tor Birk Trads

Kultur
6. november 2020

Det er, som om vores sprog for tro, kirke, kirkeliv, er så befængt af alt muligt stads, som et juletræ pyntet med fordomme, at det stort set altid rammer lidt ved siden af.

Det får mig til at tænke på, om det mon er, derfor kirken går så stille med dørene med det, den er, fordi den mangler et sobert sprog for netop det den er. Og omvendt larmer så meget med alt det den da også kan være: Leonard Cohen-gudstjenesten, tirsdagsjazz, småbørnsleg osv. Det er, som om det myldrer, som tøjdyr på en barneseng, med ideer omkring kirkerne i disse år, og der bliver reklameret som aldrig før, mange steder har de endda fået ansat en kommunikationsmedarbejder og er gået på Facebook.

Men reklameret bliver der for alt andet end søndagsgudstjenesten, eller højmessen som den hedder. For hvordan reklamerer man for det, som er som det plejer, »en antievent«?

Men nu har højmessen, denne antievent, alligevel fundet vej til medierne – ikke bare Kristeligt Dagblad men også nåleøjet Deadline. Fordi den gode digter, Søren Ulrik Thomsen, har gjort sig den ulejlighed at tale den helt almindelige søndagsgudstjenestes sag.

Utrolig usexet for en digter og derfor interessant. Og det forekommer mig, at han faktisk, dér i Deadline, formår at sige det, som de færreste præster har haft held med. Nemlig, som han svarer Niels Krause-Kjær, som spørger så mærkelig overlegent i interviewet: »men hvorfor skal gudstjenesten være så kedelig?«, og så siger han det, venligt men også lidt opgivende: »Men den er ikke kedelig.«

Underforstået, der er noget, du ikke ser, ikke forstår. Vi har at gøre med en fordom, som en vært fra Deadline burde være for reflekteret til bare at bekræfte. Fordi gudstjenesten er kult eller kultisk.

Det betyder, at den som kult bevæger sig ikke på overfladen som et standupshow eller en tv serie eller et indslag i et nyhedsprogram. Som et kultisk drama befinder gudstjenesten sig i et andet lag, et dybere lag, end dér hvor vi kan nøjes med at spørge, om det var sjovt eller ikke sjovt.

Og det er befriende åndfuldt at høre nogen tale om dét lag i den vel i dag bedste sendetid, dvs. alt for sent, fordi endnu en dag har holdt os i et kvælertag langt ud over sine beføjelser.

Søren Ulrik Thomsen: ’Tro mod ritualet’.

Saxo
Og anledningen til interviewet var noget så antieventagtigt som udgivelsen af en ny bog i en bogserie om kristendommen, Tro mod ritualet, som fra lidt forskellige perspektiver handler om det, der udspiller sig til en gudstjeneste. Det kunne lyde netop kedeligt.

Men i et nænsomt og opmærksomt sprog forsøger Thomsen at tale det frem, som fylder så utrolig lidt i et travlt liv, eller i et halvtomt ørkesløst liv, nemlig mysteriet. Hvor blev det af?

Og hvorfor hører man aldrig nogen tale sobert om det? Der er ikke mange andre i dansk kultur- endsige kirkeliv, der i dag taler om mysteriet eller kulten.

Ja, Søren Ulrik Thomsen står rimelig alene. Over for ham står på den ene side en stolt humanistisk tradition. Den rationelle fornuft, det er den vi bekender os til, siger det brede Danmark.

Men der er bare det, indføjer Thomsen, at den overser så let, at der altid vil være en »rest«, som mørkezoner i livet, som vi ikke får styr på, men som vi omvendt ikke slipper for at forholde os til. Og som ikke bare er mørke, men som også gemmer på det forunderlige, det som vi aldrig kommer til at forstå. Og som Thomsen frimodigt kalder »mysteriet«.

Som han skriver: »Jeg tror ikke den fremskridts- og oplysningsorienterede humanisme, som jeg selv betragter mig som en del af, gør sin sag nogen tjeneste ved at tabuisere alle spørgsmål, der ikke kan besvares fornuftigt.« Tværtimod ser han en vis fare ved, at man lader det, han ser som en almenmenneskelig længsel, »menneskets metafysiske længsel«, stikke hovedet frem i for eksempel det politiske liv.

En folkekirke som heppekor

Pointen er, at tro og viden ikke er konkurrerende livsholdninger, men at de retter sig mod to vidt forskellige livsfærer. Den ene er det politiske liv, eller det verdslige, hvor der skal tænkes, argumenteres og handles, og hvor vi skal stræbe efter at vide. Og den anden er dér, hvor der gives rum for og dermed også holdes styr på »det, vi umuligt kan vide«.

Og præcis det, mener Thomsen, er gudstjenestens ophøjede funktion. At tage vare på det som i alle andre sammenhænge så let løber løbsk for os.

Så skulle man tro, Thomsen havde en fuldfed folkekirke som heppekor. Fordi han hylder den institution, som rent faktisk er en bragende succes, hvis man ser på tallene: Flere går i kirke end til fodbold, som jeg læste for et par år siden. Men som stort set alle er enige om at tale ned. Men i lige så høj grad som bogen er en kærlighedserklæring til den danske folkekirkes så ofte udskældte søndagsgudstjeneste, mærker man også en underliggende kritik.

Af en kirke, der har glemt, at den er kult. Som betyder, at den skal gentage sit drama, søndag efter søndag, og ikke tro, at den skal opfinde alt muligt nyt. Vi har i Danmark haft travlt med at gøre kirkerummene almindelige, tilgængelige. Men han går den anden vej: »jeg kan lide tanken om, at kirkerummet er helligt«.

I teksten »Pro Ecclesia« beskriver Thomsen, hvordan kirken som enhver anden samfundsinstitution har skullet finde vej i tidernes brydekamp mellem form og indhold. Det er ikke første gang, man hører reformationen fremstillet som et opgør med »katolicismens opulente overfladedyrkelse«. Det forstår man. Man vendte sig mod formen. Som mange oprørsbevægelser siden hen.

Men hvor reformationens venstrefløj tog et radikalt opgør med enhver form, »selv brugen af knapper i tøjet blev anset for storpralende lapseri«, tilstræbte den mere moderate reformation, som Luther stod for, blot »et bedre stofskifte mellem form og indhold«. Og det er tilsyneladende Thomsen pointe, at stofskiftet i den danske højmesse er præcis som det skal være – hvis man undlader at pille ved den. Køligt og afbalanceret.

Og dér har jeg lidt svært ved at følge ham. Når han synes at mene, at dette balancepunkt opnås ved, at man rører så lidt som muligt på sig. Det blev mig først helt klart, da jeg læste bogens sidste tekstklump – som er en samling af underfundige og levende rejsetekster fra gudstjenester rundt omkring i USA, hvor hans tro og sikre standpunkter hele tiden udfordres. Det er fine levende tekster med lidt samme aura som en amerikansk lowbudgetfilm, der kærligt skildrer sære subkulturer, som man ikke troede fandtes. Og de minder om, at gudstjeneste kan være på tusind måder.

Og det minder mig om, at kulten aldrig er afklaret, selv om den tager sig sådan ud. Som en linedanser, der konstant må røre på sig for at ikke at falde til en side, sådan må kulten eller gudstjenesten også gøre. Med ganske små og regulerende balancebevægelser. Den er netop ikke »en container«, som er et af de billeder, Thomsen bruger.

Og ritualforvalteren, eller præsten, er ikke en museumskustode, hvis hellige opgave er at sørge for, at ingen rører ved arvesølvet. I hvert fald ikke i den lutherske tradition. Så selv om gudstjenesten lever af gentagelsen, er den samtidig et dæmpet forhandlingsrum mellem det hellige og det profane. Mellem vores udmattede snusfornuft og livets gådefuldhed.

Ud over at minde en halvflad verden om mysteriet, og formens betydning, synes jeg noget af det fineste ved bogen er de personlige fortællinger. Troen er et mysterium, skriver han, »der ikke kan argumenteres for«. Men – som han fortsætter høfligt: »jeg kan da fortælle om den«.

Her er det smukt at læse, hvad han skriver om taknemmelighed – som hos Thomsen næsten bliver et andet ord for den religiøse erfaring. For det forbliver en gåde for ham, »hvordan folk tilsyneladende bliver mere og mere utilfredse jo bedre de får det«.

Men i kirken, med ritualet, falder hverdagen ligesom på plads. Her kan han på en gang give udtryk for, men også få fornyet den taknemmelighed, som ikke kommer af sig selv. Jeg vil her tillade mig et lidt længere citat.

For jeg synes næsten, han er bedst, når han lægger principperne på hylden, og man mærker tyngden af hans aldrende krop.

»Når man er midt i livet, har man set, hvor skrøbeligt alting er; hvor let arbejdet kan køre af sporet og kærligheden kæntre, ja, hvor hurtigt et helt liv kan trævles op som et garnnøgle – en gammel ven, der måske har drukket lidt rigeligt, har nået sit point of no return og er nu i rasende fart på vej mod bunden, pludselig ringer telefonen med besked om, at en anden er alvorligt syg, og en morgen vågner man op og har levet længere, end ens bedstefar nogensinde fik lov til. Og her er det, at min Gudstro udspringer, for når jeg ved slutningen af selv den mest ramponerede dag må konstatere, at der også i dag var mere af det gode end af det dårlige … er det bestemt ikke af egen fortjeneste og må altså være en uforskyldt nåde

På den måde kan Thomsen tillade sig at bruge ord som de fleste ville rødme over. Og sige om kristendommen, at den er en »civiliserende religion«, fordi den udfordrer alle os, der som Thomsen »lider af velstandens flommesyge«.

Taknemmeligheden … »jeg glemmer den hele tiden«, skriver han, »for uanset om man er født i luksus eller elendighed, er det åbenbart så svært at rumme det på en gang banale og ufattelige – at livet under alle omstændigheder er en gave …«

Søren Ulrik Thomsen: ’Tro mod ritualet’. Eksistensen, 190 sider, 140 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Hjerl-Hansen

Du er en god forkynder, S. Jeg med. Virkelig. Jeg skylder dig tak. Hvilken glæde at sprede budskaber af den art! Til os alle, vil jeg da nævne at jeg tror den dybe forskellighed der hersker mellem mennesker kommer til udtryk også i den kristne forkyndelse. Taknemmelighed er så vigtig at minde hinanden om på en kærlig måde. Den er, ligesom tålmodighed, ikke noget vi mennesker skal præstere.

steen ingvard nielsen

Tak!

steen ingvard nielsen

Ritualet!
Når ritualet nævnes, er det da slående og fristende at tænke, at ritualet jo er meget bærende og fremherskende, i den Katolske Kirke, og det kan bl.a. have været et opgør mod det, der drev Luther til at bryde ud af selv samme.
Så ja, Søren Ulrik Thomsen, jeg har selv tænkt det samme, går vi den modsatte vej igen, Protestanterne og Katolikkerne, går vi hinanden i møde (igen), i stedet for det modsatte?

Kurt Lindy Hansen

Enig i påstanden om kirkerummene. Men det bliver svært at gå den anden vej. Her vil der være mange modstandere. Jeg har oplevet, at en sognepræst var på vej til at blive afsat af sin menighed, fordi han havde den opfattelse.