Sofie Malmborgs debutroman om slavehandler Bargum er ikke bare god – den er grum

Vinderen af Bogforums Debutantpris 2020 skriver så sanseligt, at anmelderen føler sig transporteret direkte til 1700-tallets latriner og silkeærmer. Fortællingen om slavehandler Bargum er et fremragende eksempel på, at kunsten kan gøre os klogere på fortiden og de tråde, den trækker til nutiden

Der er masser af krop og kopulation i Sofie Malmborgs debutroman ’Bargums synder’, men det bliver ikke insisterende latrinært; snarere er der en opmærksomhed mod lugte, lyde og fingerspidsfornemmelser, der maner det sene 1700-tal frem i lys lue.

Jens Dresling

4. december 2020

Kommentarer (0)

Det hele begynder med diarré. Allerede på side to af Bargums synder sidder en datter af en slavehandler på tønden og knytter hænderne stramt. »I luften hang en sød lugt af forrådnelse.«

Der er masser af krop og kopulation i debutanten Sofie Malmborgs (f. 1992) sprog, men det bliver ikke insisterende latrinært; snarere er der en opmærksomhed mod lugte, lyde og fingerspidsfornemmelser, der maner det sene 1700-tal frem i lys lue.

For Bargums synder er en historisk roman. I efterskriften findes præcise kildeangivelser hentet i hele Europas nationalarkiver. Men det særlige ved romanen er, at det aldrig føles som at se på skuespillere med påklistrede parykker blandt papmachérekvisitter. Her mærkes historien som ægte, levet liv.