Svend Åge Madsens skrift kan ikke længere følge med hans mange påfund

Der er utopiske drømme og ekkoer af de gamle bøger i Svend Åge Madsens nye roman, ’Fremtidsspejl’. Den tilbyder et nyt blik på forfatterskabet. I sig selv er den ikke helt vellykket

Utopien er det mest spændende ved ’Fremtidsspejl’, både fordi den er helt tilforladelig og samtidig lige har antydningen af mørke undertoner – og fordi den kaster lys tilbage på Svend Åge Madsens forfatterskab.

Signe Marie Cold-Ravnkilde

6. november 2020

Kommentarer (0)

Hvad nu, hvis alle fortællinger hænger sammen, sådan så en ny roman bare er en videreudvikling af en gammel – eller en kombination af to gamle eller måske tre? Måske er en ny roman som en ny beboer i en landsby? Der nok flytter til med sin særlige skæbne, sin måde at bevæge sig gennem verden, men samtidig taler med og lader sig forme af alle de andre beboere, det vil sige fortællinger.

Sådan har tanken vist længe været hos Svend Åge Madsen, en af dansk litteraturs gamle kæmper, og også en af vores mest idérige forfattere. De sidste årtier har hans vildt hittepåsomme romaner filtret sig sammen på kryds og tværs. Hovedpersoner et sted er blevet til bipersoner et andet, gamle romanskikkelsers børn og børnebørn er kommet til ære og værdighed i senere bøger, hændelser og ideer har forskudt sig fra bog til bog.

Tilsammen skaber bøgerne et gigantisk (og uoverskueligt!) billede af Aarhus og omegn, hvor tidsrejser og fordoblinger, eksistentielle valg og samfundseksperimenter eksisterer sammen med en hverdag, der ret meget ligner Danmark i dag.