Hvad nu, hvis alle fortællinger hænger sammen, sådan så en ny roman bare er en videreudvikling af en gammel – eller en kombination af to gamle eller måske tre? Måske er en ny roman som en ny beboer i en landsby? Der nok flytter til med sin særlige skæbne, sin måde at bevæge sig gennem verden, men samtidig taler med og lader sig forme af alle de andre beboere, det vil sige fortællinger.
Sådan har tanken vist længe været hos Svend Åge Madsen, en af dansk litteraturs gamle kæmper, og også en af vores mest idérige forfattere. De sidste årtier har hans vildt hittepåsomme romaner filtret sig sammen på kryds og tværs. Hovedpersoner et sted er blevet til bipersoner et andet, gamle romanskikkelsers børn og børnebørn er kommet til ære og værdighed i senere bøger, hændelser og ideer har forskudt sig fra bog til bog.
Tilsammen skaber bøgerne et gigantisk (og uoverskueligt!) billede af Aarhus og omegn, hvor tidsrejser og fordoblinger, eksistentielle valg og samfundseksperimenter eksisterer sammen med en hverdag, der ret meget ligner Danmark i dag.
Fra fortællerkrattets midte
Fremtidsspejl, Madsens nyeste, føles som en intenst sammenfiltret klump inde fra fortællerkrattets midte. Romanen zigzagger, stakåndet og lidt ukoncentreret, mellem sine tre spor, der mødes i landsbyen Nøjrup lidt uden for Aarhus.
Den unge, aldeles akavede Sverre Jun laver en maskine til at forudsige fremtiden, så han kan vælge mellem pigerne Irene og Juanna. De er nok modsætninger, men i øvrigt (og for læseren noget uforståeligt) både interesserede i Sverre og i hinanden – i det hele taget er Fremtidsspejl fyldt med aktivt seksuelle kvinder på en måde, der på én gang føles troskyldigt og lummert.
Samtidig udvikler psykologen Annet – tvillingsøster til afdøde Tenna – en metode til at installere nye personligheder, kaldet et »sindsløft«, i folk. Først skal de tømmes for personlighed, derefter indpodes nye erindringer om sig selv.
Og i det tredje spor vender den midaldrende Mithya, forsker i selvgenererende fortællinger, tilbage til Nøjrup, hvor han voksede op.
Svend Åge Madsen. ’Fremtidsspejl’. Gyldendal. 250 sider. 250 kroner.
Spejler og forskyder
På denne pædagogiske, men egentlig ikke særligt elegante måde bliver det tydeligt, at det egentlige ærinde i Fremtidsspejl er selv at spejle og forskyde gamle fortællinger. Og så også drømme om et samfund, hvor menneskene ikke lader sig underlægge fortællinger udefra, men i stedet selv skaber de fortællinger, de lever efter. Ikke ved at opfinde dem fra bunden af, men ved at overtage og genfortolke og, især, udveksle historier med hinanden.
Sådan er det i al fald hen mod bogens slutning, hvor Nøjrup viser sig som romanens egentlige hovedperson. Nøjrup er en elektrificeret landsbyidyl, af den slags med både venlige originaler og masser af fællesskab.
Den er samtidig i tydelig dialog med den utopiske genre. I Nøjrup er der ingen penge og ingen, der tvinges til at arbejde. Der er hverken bureaukrati eller marked, men nok masser af triveligt liv. I Nøjrup viser det sig, at lyst og nødvendighed uden problemer falder sammen, især hvis vi mennesker lader os inspirere af myrernes skjulte, eusociale – det hedder det i Fremtidsspejl – liv. Og også tillader en vis manipulation med vores seksuelle begær og tillader os aktivt at gendigte både kristendommens og økonomiens grundfortællinger.
Læseren drukner
Utopien Nøjrup er det mest spændende ved Fremtidsspejl, både fordi den er helt tilforladelig og samtidig lige har antydningen af mørke undertoner – og fordi den kaster lys tilbage på Svend Åge Madsens forfatterskab.
For har han ikke, som forfatter, lige så meget hittet på sære samfundsformer som på sære fortællinger? Har hans bøger ikke, egentlig, også handlet om, hvad overvågning eller muligheden for at begå perfekte mord ville gøre ved vores fælles liv?
Man får lyst til at gå på opdagelse i bagkataloget for at se, om det kan læses på ny.
I sig selv er Fremtidsspejl så ikke specielt inciterende. Egentlig drukner læseren i de mange henvisninger, til slut bruger man mest energi på at erindre (eller google) skikkelser og begivenheder fra de tidligere bøger.
Samtidig er det, som om skriften ikke længere kan følge med Madsens mange påfund. I al fald er store dele af romanen skrevet i en kortfattet notatform, nærmest som om den er mere optaget af at komme videre til sin næste idé end i at folde sine scener og skikkelser ud.
Men man har også brug for øjeblikkets og sprogets nærvær, hvis gamle fortællinger skal have et nyt vrid. Denne gang er afstanden mellem tanke og sætning alligevel for stor.
Svend Åge Madsen. ’Fremtidsspejl’. Gyldendal. 250 sider. 250 kroner.
