Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Teatret Svalegangens historiske drama spejler nutidens terrorvoldshandlinger

’En plads i solen’ er ny dramatik om en aarhusianer, der under Anden Verdenskrig gjorde tyskernes beskidte arbejde med kontrasabotage og likvideringer af sine landsmænd. Men det er også et portræt af en ekstremist, der kunne have levet i dag
I 1947 blev den aarhusianske massemorder Kaj Henning Bothildsen Nielsen henrettet – dømt for drab på 57 mennesker under besættelsen.

I 1947 blev den aarhusianske massemorder Kaj Henning Bothildsen Nielsen henrettet – dømt for drab på 57 mennesker under besættelsen.

Peter Schultz

Kultur
4. november 2020

»I morgen, når du vågner, vil du opdage, at du er præcis ligesom mig,« siger skuespiller Kristoffer Helmuth tørt til Jesper Hyldegaard, der som fængselsbetjent er kommet for at fortælle, at hans henrettelse er nært forestående.

Helmuth spiller rollen som den aarhusianske massemorder Kaj Henning Bothildsen Nielsen, der blev henrettet i 1947 – dømt for drab på 57 mennesker under besættelsen. I Julie Maj Jakobsens dramatik i forestillingen En plads i solen på teatret Svalegangen fortælles historien om Kajs udvikling fra ung, nygift idealist til skruppelløs morder og landsforræder med fragmenterede nedslag i de mest betydningsdannende episoder fra hans virke.

Selv om Kaj selv mener, at han ikke er anderledes end alle andre, så tegner forestillingen et andet billede.

»En lille, rødhåret mand« med et »dårligt tandsæt«, der er vokset op uden venner og blot drømmer om at træde frem fra skyggerne og få »en plads i solen«.

En farlig mand, der qua sine mindreværdskomplekser og manglende anerkendelse er klar til at gå langt over de menneskelige grænser for at få følelsen af magt. Kristoffer Helmuths Kaj er overbevisende følelseskold. Selv om han i den allerførste scene fremstår mekanisk med sine unaturligt stive lemmer, sitrende, spredte fingre og staccato måde at tale på, forvandles han hurtigt til et menneske af kød og blod. Et skruppelløst menneske, der fuldt og fast tror på det rigtige i sine blodige handlinger, som skal bekæmpe »bolsjevikkerne og de asiatiske horder«.

Som publikum er det let at få øje på hans vanvid og umenneskelighed. Da han sammen med sine to medsammensvorne (Holger Østergaard og Morten Vang) betragter det uventede – den ekstreme omgang af deres bombesprængninger i Guldsmedgade – ligner han mest af alt et begejstret barn juleaften. Som de står der midt på scenen med ansigterne oplyst af Henrik Sloths livagtige lyssætning, som mimer et flammende, rødt lyshav, ser Helmuths Kaj nærmest frydefuld og ekstatisk ud.

En stiliseret verden

Simon Bobergs iscenesættelse er rent visuelt skåret ind til benet. Her er ingen kostumeskift eller virkelighedstro fremstillinger. Det er mere fortællingen om et menneskes liv, end det er fremvisningen af samme, hvorfor replikkerne halvdelen af tiden er beskrivende som regibemærkninger.

»En mand i arbejdstøj dukker op bag dem«, siger Holger Østergaard, netop som han træder frem på scenen bag Kaj og hans unge hustru Inger, spillet af Clara Ellegaard.

De to er helt i krigens begyndelse – før Kaj indtager den noget mere ekstreme position som morder – rejst til Tyskland for aktivt at arbejde for skabelsen af Das Reich, som de tror og håber på, vil skabe et nyt, bedre verdenssamfund. Replikkernes karakter giver dem et let kunstigt skær, men skaber også en distance til fortællingen, som gør den lettere at se og kapere.

Peter Schultz’ scenografi har et udefinerbart udtryk. Store buer omkranser sceneåbningen og går igen i de mindre buer mellem de forskellige plateauer på scenen. Det hele ligner indersiden af en bunker med dens struktur af rå betonelementer og lavloftede hvælvinger. Det rene udtryk forstærkes af nøgne elpærer, som sænkes ned for at understrege personer og stemninger.

Det nonfigurative giver fortællingen plads. Det kunne være hvor som helst og fungerer fint som både gaden i Aarhus, den tyske fabrik, parrets lejlighed i Langelandsgade og Kajs fængselscelle, hvorfra han tænker tilbage på sit liv uden anger.

»Hellere blive hvor vi står, end indrømme vi begik fejl.«

Netop det almengyldige er det, der giver Julie Maj Jakobsens dramatik en nutidig relevans. En plads i solen beskriver en historisk person, men Kaj kunne også være et billede på en nulevende morder eller terrorist. Det historiske perspektiv lægger op til samtaler, som føles skræmmende relevante set i lyset af den seneste tids eskalering af ekstremisme i alle former. Vi har måttet sande, at verden ikke blot er sort-hvid. Måske er det netop derfor, at fortællinger om Anden Verdenskrig med danskere på tysk side, dukker op flere steder lige nu. På Teatret Svalegangen, i Randers Teaters Forræder og Teatret Møllens Det ensomme hjerte.

’En plads i solen’. Tekst: Julie Maj Jakobsen. Instruktion: Simon Boberg. Scenograf: Peter Schultz. Lys: Henrik Sloth. Lyd: Anton Bast. Med: Kristoffer Helmuth, Maja Juhlin, Holger Østergaard, Clara Ellegaard, Morten Vang og Jesper Hyldegaard. Spiller på Teatret Svalegangen til 28. november.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her