Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Tim Knudsen skriver fortrinligt og overskueligt om folkestyrets historie

Med professor emeritus Tim Knudsen ved hånden kan man undre sig over vor glade junifejring af demokratiets ’fredelige’ indførelse i Danmark. For det var ikke helt sådan, det gik til
Kultur
20. november 2020
Grundloven signeret af den bizarre løgnhals Frederik 7. banede vejen for den nye slægt af politikere, der de næste vigtige år søgte at styre landet. Forrest stod konseilspræsidenterne, med andre ord statsministrene, der i begyndelsen ikke var særligt overordnede af gavn.

Grundloven signeret af den bizarre løgnhals Frederik 7. banede vejen for den nye slægt af politikere, der de næste vigtige år søgte at styre landet. Forrest stod konseilspræsidenterne, med andre ord statsministrene, der i begyndelsen ikke var særligt overordnede af gavn.

Michael Mottlau

Det var ingen nem og ligetil proces at gå fra den mølædte enevældes kancellistyre til et folkestyre, der dog ikke havde meget med betegnelsen at gøre. Valgret og valgbarhed var begrænset til det minimale akkurat som reelle ytringsmuligheder. Det danske samfund domineredes af en snæver, højborgerlig københavnsk akademiker-, embeds- og officerskaste samt af det store hartkorn blandt de relativt få godsejere.

Grundloven af juni 1849 løftede ikke politikerne og folket op i de højere demokratiske luftlag, som myten om Grundloven gerne hævder, men uddybede efter borgerkrigen og krigene 1848-64 snarere kløften mellem de reformindstillede og oppositionelle på den ene side og på den anden det konservative kongehus og magteliten.

Konflikten var så at sige indbygget i et system, der først og sidst holdt sig gennemgribende forandringer fra livet og i øvrigt ikke brød sig om de (forsvindende få) folkevalgtes ideer og meninger.

En demokratisk udvikling af ny struktur og statsskik efter enevælden fik således en sløj start med krigene, siden under godsejervældet frem til 1901. Det var vilkårene for den grundlov, vi årligt fejrer med taler i præstegårdshaverne, og om hvilken der markedsføres højstemte tvivlsomheder om folkestyrets historiske værdier.

Grundloven signeret af den bizarre løgnhals Frederik 7. banede i førstningen vejen for den nye slægt af politikere, der de næste vigtige år søgte at styre landet. Forrest stod konseilspræsidenterne, med andre ord statsministrene, der i begyndelsen ikke var særligt overordnede af gavn.

Men heraf udviklede sig ikke desto mindre den danske statsministerielle styreform, som professor emeritus Tim Knudsen i sit nye fembindsværk, Statsministeren 1-5, analyserer op til vore dage.

Tim Knudsen: ’Statsministeren. Bind 1. Kampe om regeringsledelsen 1848-1901’. Samfundslitteratur. 448 sider. 300 kroner.

Tim Knudsen: ’Statsministeren. Bind 1. Kampe om regeringsledelsen 1848-1901’. Samfundslitteratur. 448 sider. 300 kroner.

Får butikken til at fungere

Værket er omfattende – omkring 3.000 sider – delt op i klart valgte perioder, hvor første bind, Kampe om regeringsledelsen 1848-1901, tager sig af tiden op til Systemskiftet, parlamentarismens indførelse.

Folkestyrets første år er præget af tre hovedelementer:

De nationalliberale, der senere bliver konservative, provisoriet under Jacob Estrup og venstrebevægelserne, der efter årtiers ørkenvandring omsider sætter sig for bordenden.

Konseilspræsidenterne i spidsen for de hastigt skiftende regeringer op til Estrups lange regime er mænd som D.G. Monrad, A.W. Moltke, C.A. Bluhme og den, der måske peger mest fremad, den begavede og sagtmodige pragmatiker C.C. Hall.

Sidstnævnte udviser i modsætning til sine kolleger den fleksibilitet og talentfulde manøvreduelighed, der får butikken til at fungere. Så meget desto mere bemærkelsesværdigt, som fraværet af politiske partier umuliggør en fast forankring i et politisk bagland. Tim Knudsen lægger vægt på dette i udredningen af de utallige regeringsskift samt den udskiftning af ministre, der ofte ligner hovedløshed.

De mere magtfulde menige ministre – der er højst otte ad gangen i de få ministerier – kommer og går, som det passer dem bedst. Førsteministerens magt og virkeduelighed er spændt ud mellem stærke enkeltpersonligheder i embedsværk og omgivelser, fraktioner i Rigsdagen og kongen. Det sidste især efter Frederik 7.’s død, da Christian 9. kommer til og i modsætning til sin fordrukne og labile forgænger ofte sætter støvlen ned og spiller enevælde.

Perioden med disse første konseilspræsidenter er som antydet præget af krigene og den næsten ubegribelige fiasko, danskerne påfører sig selv, og som med nederlaget i 1864 lemlæster landet.

At den halvskøre teolog D.G. Monrad og demagogen Orla Lehmann får så stor indflydelse, er bemærkelsesværdigt og vidner om det nyetablerede folkestyres systemiske skrøbelighed.

I 1866 gennemtrumfer godsejerne den såkaldt gennemsete grundlov, der betyder fastholdelsen af tanken om privilegeret valg til Landstinget og dermed kongen, embedsværket og godsejernes noget nær magtmonopol. Man kan roligt sige, at fra 1866 til Estrups afgang er der tale om et gerontologisk adelsvælde i disrespekt for Folketinget. Konsekvensen er provisorierne eller diktaturet 1885-94. Dertil forfatningskampen, der nær var blevet en borgerkrig.

Godt og lovende

Tim Knudsens fortrinlige og overskuelige fremstilling kan med fornøjeligt udbytte suppleres med Gustav Wieds gigantiske satyrspil i ti akter, Dansemus (udkom 1905), hvis satire afspejler samtidens fortvivlelse over hykleriet i et forkalket regime, hvor kultusministeren går på horehus, mens ministeriets øvrige oldinge modsætter sig enhver forandring – også til det bedre.

Igen kan man med Tim Knudsen ved hånden undre sig over vor glade junifejring af demokratiets fredelige indførelse i Danmark. Det skete til kanoner og geværild i Slesvig og Jylland. Det var heller ikke et demokrati og blev først til noget, der ligner, i 1901 eller snarere i 1915, da kvinder og tyende fik valgret, eller i 1953, da Landstinget endeligt blev kasseret. Om statsministeren i vore dage regerer over et demokratisk samfund står jo også til diskussion.

Tim Knudsens tilgang til historien er, som det fremgår, set fra statsministrenes kontor bredt ud til en videre kreds af skiftende ministre og embedsmænd under den ikke overbegavede Christian 9.’s nidkære overopsyn

Værket er delt op i overskuelige kapitler med journalistiske rubrikker og udstyret med noter og register. Billedmaterialet, der er fint, kunne godt have været mere udførligt beskrevet.

Et godt og lovende første bind.

'Statsministeren 1 - Kampe om regeringsledelsen 1848-1901' af Tim Knudsen. Samfundslitteratur. 448 sider. 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her