2020 virker styret af kakodæmoniske kræfter, som de gamle heksejægere ville have kaldt det. Man smider en flagermus og et skældyr i kedlen, rører rundt og simsalabim, hele kloden er smurt ind i usynlig gift, magiske barrierer skyder op mellem folk, alle går rundt med talismaniske bind om munden og smører hænderne i en ondtafværgende salve. Befolkningen påskrives ritualer, natten er stille og mørk, og slimhinder fra en mink har lige gjort troldbryggen kraftigere.
Mange af værkerne på Charlottenborgs aktuelle Heksejagt-udstilling passer til den stemning. Sandra Mujingas Ghosting er en uformelig blodrød skulptur af teltdug, der hænger ned fra loftet. Monstrøs, uaflæselig, muligvis ildevarslende. En giftgople eller et udkrænget organ? Hvad Mujingas intention end har været, gav den i et øjeblik mening for mundbindssvøbte mig som billede på tiden.
Sandra Mujinga. ’Ghosting’.
Anna Betbezes uldtæpper er molesterede af syre, ild og vand. Flænsede og hullede og i grelle farvekombinationer. De hænger som ofre for brutale rituelle processer, men gennem de processer forvandles det bløde materiale også til noget, der selv udstråler styrke og brutalitet.
Youmna Chlalas She Holds the Wind in a Bag that is her Power tager udgangspunkt i historiske forestillinger om vejrmagi og den magiske kraft i beholdere som sække og poser. Det hænger som en opblæst jætteblære over beskueren og rummer virkelig mystik.
I Rasmus Myrups installation Salon de Refusés møder man et byrum af antropomorfe væsner lavet af tøj, planter, sneglehuse, brændestykker etc. – figurer af udstoppet tøj som de danske Sankthans-hekse. Myrup forærer sine hekse og dæmonvæsner et frirum: Her er de hverken ofre eller deltagere i en sort messe. De hænger ved baren og drikker mikrobryg, hygger sig, keder sig, glor ned i deres telefoner. Det er et fint rum at være i, med hvad man end selv kommer slæbende med af dæmonisk bagage.
Rasmus Myrup. Fra ’Salon des Refusés’.
Et nemt offer
Da jeg var i begyndelsen af mine teenageår, kom jeg i nær kontakt med en kvinde, der kaldte sig for heks. Hun sagde tit med stolthed, at hun i gamle dage ville være blevet brændt på bålet. Jeg var på det tidspunkt en sammenfiltret klump af sorg, trods og elendighed. Jeg blev manipuleret af hende i et par år.
Hendes metode over for mig var at påstå, at hun ejede en særlig kosmisk indsigt i mit væsen, mit fremtidige liv og endda mine tidligere inkarnationer. Hendes redskaber var horoskoper, tarotkort, krystaller og til tider bare rene åbenbaringer eller drømmesyn. En direkte hotline til åndernes rige.
Ud fra hendes kosmiske indsigt kunne hun fortælle mig, hvad den præcise mening med min nuværende inkarnation var, og dét brugte hun til at styre mig, så længe jeg var til at styre. Blandt andet med en melding om, at hun kunne se i mit horoskop, at jeg ville blive alvorligt sindslidende i midten af 20’erne, og hvis jeg ikke opførte mig ordentligt over for hende indtil da, ville jeg ikke have nogen anden til at beskytte mig.
Jeg var i en elendig forfatning og derfor et nemt offer. Til gengæld blev jeg grundigt vaccineret med lort ved den lejlighed og falder ikke for åndesnak igen, uanset hvilken form det måtte tage.
Alt det er sådan set bare for at sige, at jeg ikke i udgangspunktet møder forestillingen om hekse med nogen udpræget nysgerrighed. Gør man det, vil man sikkert have en anden oplevelse på udstillingen.
Om Harald Voetmann
- Født 1978
- Forfatter og oversætter
- Debuterede i 2000 som forfatter med kortprosasamlingen ’Kapricer’, fik sit gennembrud med novellesamlingen ’Teutoburger’ fra 2005
- Har udgivet en trilogi af selvstændige historiske romaner og den håndskrevne ’Amduat. En Iltmaskine’ fra 2018 om den ægyptiske solguds rejse gennem dødsriget og om en mand, som dør af en lungebetændelse på Holbæk Sygehus. I år udkom ’H.C. Andersens Quarantaine-dagbog’
Heksen som alt muligt
Heksejagt på Charlottenborg består af vidt forskellige værker af 18 nyere, internationale kunstnere, knyttet sammen med lidt formidling om de historiske hekseforfølgelser. Enkelte af værkerne forholder sig direkte til det historiske, men størstedelen bruger heksejagten som metafor eller forholder sig mere til heksen som figur.
Heksen som forkætret outsider, som offer, som shamanistisk bindeled til naturen eller som udøver af rituel magi. Heksen er i sig selv en mangetydig skikkelse, og som metafor er heksejagt blevet brugt om enhver form for forfølgelse, i det mindste siden Arthur Millers drama Heksejagt fra 1953.
Som metafor er heksejagt på en måde alt for god. Der knyttes her tråde til kønskamp, kolonialisme, klimadebat, queertænkning, racisme, moderne og traditionel rituel praksis, og oven i dette kommer et formidlingslag, hvor man skal oplyses om de historiske forhold. Det stikker i for mange retninger.
Udstillingen er lavet i samarbejde med HEX! Museum of Witch Hunt i Ribe, og formidlingsdelen giver sig mest til kende ved kobberstik af hekse, gamle bøger i montrer og et par infoplancher. Det er desværre ikke nok til at skabe en følelse af sammenhæng mellem værker, der er så vidt forskellige i deres form og tematik.
Arkivmateriale. Michael Fornitz-samlingen.
Baglæns frem for en vej
I år 416, seks år efter goternes plyndring af Rom, rejste digteren Rutilius Namantianus slukøret fra Rom til sin fødeegn i Gallien. Han skrev et digt med titlen Om min hjemfærd. Digtet er en afsked til ruinerne af den gamle verden skrevet af den måske sidste af de hedenske digtere. Undervejs på rejsen passerer han et kloster og en ø, hvor kristne eremitter har slået sig ned, og han hvæser hadsk ad deres kryben i støvet for Herren: »De tror, at himlen kan ernære sig af snavs!«
Mere end et årtusind før hekseforfølgelserne brød ud, sammenligner han også de kristne og heksen til heksens fordel: »Er denne sekt da mindre skadelig end Kirkes trolddom? Hun forvandlede mænds kroppe til svin – den gør det samme med sjælene.«
I den kristne dæmonologi er heksen en banal figur, som tjener Den Store Modstander. Hendes sabbat er en vrangvending af den kristne messe. Man kysser djævlens røv, har sex på alteret og så videre, men følger grundlæggende den samme ceremonielle struktur.
»Jeg er vejen og sandheden og livet,« siger Jesus.
Det samme siger enhver gemen kultleder. Da der ikke findes mere end én vej at gå, vælger heksene at gå baglæns.
Men man kan også se heksen som den, der viser, at der findes mere end én vej at gå. At man kan lede efter sin egen vej, selv om det åbner for en uendelighed af mulige vildveje. Hun kan stadig stå som et billede på frigørelsen fra dogmatisk ensporethed af den slags, der gør sjælen svinsk.
Forpint seksualskræk
Men jeg har svært ved at se sammenhængen mellem de skrækforestillinger om hekse, man møder i renæssancetidens hekselitteratur, og en moderne rituel eller shamanistisk kunstpraksis. Oldtidens heks var en realitet, som den moderne heks er det, men den europæiske renæssancetids heks var efter min bedste overbevisning ikke andet end et kollektivt mareridt.
Den forpinte seksualskræk lyser ud af heksejagtbøgerne. Angst for at blive tryllet impotent, angst for at pikken skal trylles væk af heksen, angst for selv at blive forvandlet til en kvinde, angst for at heksekvinden skal føle egentlig nydelse ved at kopulere med Djævlen til heksesabbatten og modtage hans iskolde sæd.
Det er plat, dumt, gennemskueligt og fuld af savlende skrækblandet lyst i udpenslingen af de lumre detaljer.
Youmna Chlala. ’She Holds the Wind in a Bag that is her Power’.
Francesco Maria Guazzos Compendium Maleficarum fra 1608 er en af de mest modbydelige bøger, jeg har læst i. Den er stykket sammen af angstforestillinger, som er blevet pint ud af munden på ofre – primært kvinder – med pisk, flammer, vandtortur og gloende tænger. Og så er den tydeligt opstemt ved det hele, på én gang smaskliderlig og ved at skide i bukserne af skræk.
Man lærer ikke det mindste om hekse ved at læse i de historiske kilder fra 15. til 18. århundrede. Men man lærer noget om, hvad religiøs seksualforskrækkelse og dæmonisering af køn og etniske grupper kan føre til. At religionen gør sjælen svinsk.
Ofrene for de historiske hekseprocesser var sgu da ikke hekse! De var uskyldige kvinder, mænd og børn, og de fleste af dem har opfattet sig selv som gode kristne.
Det giver rigtig god mening at sammenkæde heksejagten med for eksempel kolonialismens rædsler. Men at kæde ofrene for heksejagt sammen med moderne forestillinger om rituel magi, shamanisme, animisme eller at forsøge at udstyre dem med et kritisk outsiderperspektiv er lidt som at udstyre dem med troldmandshatte og vorter på næsen. Og den sammenkædning kommer til at ske her, fordi udstillingens fokus ikke er skarpt nok.
Heksen som modfigur og heksejagten som metafor skal køres hele vejen rundt. At heksejagt stadig er en realitet i for eksempel Tanzania hører vi til gengæld ikke om. Men det er måske også svært at stille nutidens ritualmyrdede børn op som forbilleder for en kunstnerisk praksis med shamanistiske elementer. Det er nemmere at gøre med ofrene for den kristne fanatisme i Europa og Amerika, selv om det er lige så forløjet.
Anna Betbeze. ’Island’ og ’Heatwave’.
For god
Ligesom heksejagt er for god en metafor for alt muligt, er heksen som figur også alt for god. Hun taler for stærkt til fantasien, vi kan ikke give slip på hende.
Der er hængt et skilt på Maren Splids hus i Ribe, hvor hendes uskyld bliver bedyret, og hun bliver kaldt en stakkel. Men sidst jeg var der, stod der stadig en heksefigur med kroget næse i vinduet.
Nathaniel Hawthorne skrev sin klassiske roman The Scarlet Letter som et opgør med puritanismen i New England. Han var selv efterkommer af en af de store hekseforfølgere i Salem og forpint af dårlig samvittighed over sin slægts forbrydelser.
Alligevel kan han ikke holde sig tilbage fra at fremstille et af de historiske ofre for Salem-processerne som en arketypisk heks, der mødes med »Den Sorte Mand« til sabbatter i skoven og søger at lokke den stakkels heltinde i fordærv. Han kan fordømme sine fanatiske forfædre nok så meget, men deres skræk er stadig i blodet.
Ikke magi
Jeg forstår, at der kan være en kraft i at tage heksefiguren på sig og gøre hende til en aktiv politisk figur. Som blandt andre Olga Ravn og Mette Moestrup har gjort det inden for litteraturen. Heksen, der udpeger andre veje og mulige ståsteder for de udsatte.
Det er noget andet end den type magtheks, jeg som teenager var udsat for, og det er noget andet end renæssancens fiktive vrangvender af kristendommen. Jeg forstår potentialet og kraften i heksefiguren, når den bruges sådan. Ligesom jeg også selv for et par år siden udgav en bog, der er en slags rituelt digt.
Men hvis man i sin praksis også postulerer en direkte forbindelse til ofrene for de historiske hekseforfølgelser, risikerer man at validere de sølle skrækforestillinger, som de mennesker blev torteret og dræbt for.
Nej, de udøvede ikke magi. De blev myrdet på grund af angsten for den mørke, stille nat og de ukontrollable, usynlige kræfter, vores liv stadig er i hænderne på, selv om vi har andre betegnelser for dem nu. Heksen som kunstnerisk forbillede og heksejagten som historisk realitet har intet med hinanden at gøre.
Men hvad fanden, det er mange år siden, og de færreste vil nok dele min indvending. Heksejagt på Charlottenborg rummer mange spændende værker, selv om den kunne have været mere fokuseret.
Miriam Cahn-udstillingen i den anden side af bygningen må jeg til gengæld ubetinget anbefale. Her finder man malerier med rendyrket dæmonisk pragt og rædsel, helt fri for formidling og tyndslidte metaforer.
Heksejagt. Kurateret af Alison Karasyk og Jeppe Ugelvig. Charlottenborg. Fra den 7. november til den 17. januar 2021.
New Noveta. Ohägn.
Jeg er her udelukkende for at bede Information om at få Harald Voetmann til at anmelde så meget som manden menneskeligt kan overskue. Tak.