Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

En ung gudfrygtig kvinde sørger for sin egen helgenkåring i ’Saint Maud’

Britiske Rose Glass’ spillefilmdebut, ’Saint Maud’, er et fascinerende og dybt foruroligende portræt af en ung kvindes eksistentielle krise, selvbedrag og religiøse fanatisme
I Mauds (Morfydd Clark) verden tjener hun Gud, og han velsigner hende med sin tilstedeværelse i ’Saint Maud’.

I Mauds (Morfydd Clark) verden tjener hun Gud, og han velsigner hende med sin tilstedeværelse i ’Saint Maud’.

Angel Films

Kultur
26. november 2020

Den unge sygeplejerske Maud (Morfydd Clark) har fundet Gud. Og det i en grad, så hun forsværger alt andet end sit arbejde med at pleje de syge og hengive sig til Herren. Hun er overbevist om, at Gud har store planer med hende, men hun har svært ved at få øje på dem i den triste lille lejlighed – egentlig bare et værelse – hun bor i.

Men så begynder hun at arbejde som privatsygeplejerske for den midaldrende, kræftramte tidligere danserinde Amanda (Jennifer Ehle).

»Du er fortabt,« siger Maud på et tidspunkt til den lidt vanskelige kvinde, der bor helt alene i et stort hus i en regnvåd og vindblæst badeby, og Maud sætter sig for at frelse hende.

Til at begynde med synes det også at være Amandas ønske at blive frelst, men i takt med at gamle venner dukker op for at drikke med hende, og hun betaler en ung kvinde for at have sex med sig, finder Maud ud af, at det nok alligevel ikke er tilfældet – at Amanda bare føjer hende. Og det er mere, end den unge kvinde kan holde til.

En slags mareridt

Filmen, der fortæller katolske Mauds historie, britiske Rose Glass’ Saint Maud, er på én gang et fascinerende portræt af et menneske i en dyb eksistentiel krise og en foruroligende udforskning af, hvordan (alt for) stærk tro kan føre til fanatisme og manglende realitetssans.

Indimellem ender Maud i en nærmest ekstatisk tilstand, hvor hun opfyldes af Guds nærvær – men er det hende selv eller rent faktisk Gud, der står bag? – andre gange er hun usikker på, om han helt har forladt hende. Om hun har gjort noget galt, om hun har syndet. Hun straffer sig selv ved at knæle på tørre, stenhårde majskerner eller ved at putte tegnestifter i sine sko og så gå en lang tur med lige dele smerte og (selv)tilfredshed i ansigtet over sit offer.

På et tidspunkt finder man ud af, at hun slet ikke hedder Maud, og man begynder at forstå, at hun er på flugt fra en fortid på et sygehus og en forfærdelig oplevelse med en patient, der døde. Det er ikke noget, Rose Glass skærer ud i pap, men sker i stedet igennem korte, næsten ekspressionistiske erindringsglimt.

Det er en slags mareridt, som giver følelsen af, at det var den forfærdelige oplevelse, der skubbede Maud i armene på Gud og fyldte hende med skam over et liv, hvor hun – som snart sagt alle andre mennesker – drak alkohol og dyrkede sex. Katolikker er gode til at påtage sig skyld.

Kamp om sjæl og sind

I det hele taget er Saint Maud en film, der benytter sig af billede, lyd og musik til at bringe os ind i Mauds hoved, hvor verden tager sig ganske anderledes ud end for de fleste andre. I den verden er hun en helgen – eller på vej til at blive en – og i takt med at hendes vanvid tager til, og synerne og samtalerne med Gud bliver flere, bliver hun mere og mere overbevist om, hvad hun skal gøre for at frelse ikke bare sig selv, men også Amanda.

Dramaet er blændende godt iscenesat af Rose Glass, der leger med både psykologi og gotisk gys i sin stilsikre debutfilm. Morfydd Clark er intet mindre end fantastisk som Maud, der på én gang er stærk i troen og usikker på den uforstående verden, som omgiver hende.

Hun siger ikke meget, men Clark har et udtryksfuldt ansigt, som lader os vide, hvad Maud tænker – og samtidig se den kamp om hendes sjæl og sind, der raser indeni.

Saint Maud har et vist slægtskab med tyske Hans-Christian Schmids Requiem og østrigske Jessica Hausners Miraklet i Lourdes, der begge også handler om stærk tro og bevæger sig rundt på grænsen mellem virkelighed og fantasi.

Det er dog ikke helt lige så tvetydigt, hvad der er virkeligt eller ej i Glass’ film, og det er okay. Man mærker og forstår Mauds smerte, og man tager sig selv i at ønske, at der dog var nogen, der kunne hjælpe den i bund og grund ulykkelige, ensomme kvinde.

’Saint Maud’. Instruktion og manuskript: Rose Glass. Fotografi: Ben Fordesman. Længde: 84 minutter. Biografer landet over.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her