Læsetid: 4 min.

Hos ungarsk-tyske Terézia Mora er kærlighed en form for besættelse

Med stor litterær sikkerhed fremkalder Terézia Mora en intens stemning og tegner et portræt af et menneske, som vi til trods for al hans fremmedartethed er fortrolige med, fordi vi genkender os selv i ham
’Aliens’ grundtone er dyb og vemodig. Men ungarsk-tyske Terézia Moras præcise sprogbrug fylder teksterne med en unik energi, der gør melankolien på samme tid trodsig og stærk.

’Aliens’ grundtone er dyb og vemodig. Men ungarsk-tyske Terézia Moras præcise sprogbrug fylder teksterne med en unik energi, der gør melankolien på samme tid trodsig og stærk.

Otto Kaiser/WriterPictures

13. november 2020

I Terézia Moras litterære værk er kærlighed en form for besættelse. Den er ikke noget, som vi vælger, ikke noget vi siger ja eller nej til. Spørgsmålet, om vi vil have godt af den, stiller sig ikke.

De fleste af de figurer, som Mora fortæller om i sin bog Aliens. Ti kærlighedshistorier, der nu foreligger på dansk i en meget vellykket oversættelse ved Dorthe Seifert, har det ikke særlig godt med kærligheden.

I hvert fald ikke, hvis vi ved kærlighed forstår en emotionel tilstand, der giver os en følelse af tryghed og varme. Varmt er der nemlig ikke i Moras historier. Og ikke heller trygt.

Bogens grundtone er dyb og vemodig. Men den ungarsk-tyske forfatters præcise sprogbrug fylder teksterne med en unik energi, der gør melankolien på samme tid trodsig og stærk. Den flerstemmige tone slås an allerede fra den første fortælling, som bærer den simple titel »Fisk svømmer, fugl flyver« og handler om en enlig mand, der tidligt er blevet gammel.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu