Læsetid: 4 min.

Ursula Andkjærs tekst er lige så ustyrlig som resten af ’Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman’

I en candyflossfarvet scenografi og iført absurde kostumer fremfører Ellen Hillingsø på Teater Grob Ursula Andkjær Olsens nyskrevne monolog om ... midtlivskrise? Overforbrug? Instruktør Niels Erlings retning drukner i iscenesættelsens mange påfund
Ellen Hillingsø er tilstedeværende på en måde, der kan mærkes. Hendes stemme og hendes intense blik går godt i spænd med den kropslighed, der er kendetegnende for Niels Erlings instruktion.

Ellen Hillingsø er tilstedeværende på en måde, der kan mærkes. Hendes stemme og hendes intense blik går godt i spænd med den kropslighed, der er kendetegnende for Niels Erlings instruktion.

Catrine Zorn

27. november 2020

Ellen Hillingsø giver krop og stemme til kvinden i monologen Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman. Hun kunne være en hvilken som helst kvinde fanget mellem midtlivskrise, overgangsalder, erotiske fantasier, ansvaret for sine børn og behovet for at give noget tilbage til universet.

Kunstnerisk leder på AKT1 – Danmarks lydteater Niels Erling, der sidste sæson også var leder på Teater Momentum i Odense, har stået for iscenesættelsen, der er skabt i en samproduktion mellem netop lydteatret og Teater Grob på Nørrebro i København. AKT1 bevæger sig dermed væk fra deres niche med lydteater optaget live foran et publikum til den mere traditionelle iscenesættelse af monologen. 

Forfatter og rektor ved Forfatterskolen Ursula Andkjær Olsens tekst er ustyrlig, utilregnelig og foranderlig som den overgangsalder, den (blandt andet) skildrer. Men i Erlings iscenesættelse sker der så meget med og omkring Ellen Hillingsø, at iscenesættelsen gør det svært at tage ordene ind og forstå, hvad Andkjær Olsen egentlig har på hjerte. 

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu