Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Ursula Andkjærs tekst er lige så ustyrlig som resten af ’Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman’

I en candyflossfarvet scenografi og iført absurde kostumer fremfører Ellen Hillingsø på Teater Grob Ursula Andkjær Olsens nyskrevne monolog om ... midtlivskrise? Overforbrug? Instruktør Niels Erlings retning drukner i iscenesættelsens mange påfund
Ellen Hillingsø er tilstedeværende på en måde, der kan mærkes. Hendes stemme og hendes intense blik går godt i spænd med den kropslighed, der er kendetegnende for Niels Erlings instruktion.

Ellen Hillingsø er tilstedeværende på en måde, der kan mærkes. Hendes stemme og hendes intense blik går godt i spænd med den kropslighed, der er kendetegnende for Niels Erlings instruktion.

Catrine Zorn

Kultur
27. november 2020

Ellen Hillingsø giver krop og stemme til kvinden i monologen Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman. Hun kunne være en hvilken som helst kvinde fanget mellem midtlivskrise, overgangsalder, erotiske fantasier, ansvaret for sine børn og behovet for at give noget tilbage til universet.

Kunstnerisk leder på AKT1 – Danmarks lydteater Niels Erling, der sidste sæson også var leder på Teater Momentum i Odense, har stået for iscenesættelsen, der er skabt i en samproduktion mellem netop lydteatret og Teater Grob på Nørrebro i København. AKT1 bevæger sig dermed væk fra deres niche med lydteater optaget live foran et publikum til den mere traditionelle iscenesættelse af monologen. 

Forfatter og rektor ved Forfatterskolen Ursula Andkjær Olsens tekst er ustyrlig, utilregnelig og foranderlig som den overgangsalder, den (blandt andet) skildrer. Men i Erlings iscenesættelse sker der så meget med og omkring Ellen Hillingsø, at iscenesættelsen gør det svært at tage ordene ind og forstå, hvad Andkjær Olsen egentlig har på hjerte. 

Hillingsø taler om hedeture, der kommer væltende ind over hende som ustyrlige flodbølger: »Jeg bliver gennemskyllet af en varm bølge, men jeg er allerede varm,« siger hun og vrider sin krop på gulvet, mens et pulserende rødt lys i Malte Hauges lysdesign blinker i takt med den fiktive bølges skvulp gennem hendes krop.

Hun taler om kærlighed eller måske mere en fysisk fascination af manden von Schloppenstock med de markerede muskler. Han kunne være en elsker, en superskurk eller en superhelt – efter sigende ligner han i hvert fald Robert Downey jr. Og så vender hun igen og igen tilbage til DC Comics-karakteren Wonder Woman, som vi ser på et lille tv forrest på scenen i klip fra den gamle tv-serie fra 1970’erne. Den kvindelige superhelt, der i den grad har fået en revival de senere år med hele to spillefilm.

Kostumer, kaos og knaldpink

Andkjær Olsens tekst og Erlings iscenesættelse rammes ind af Nicholas Nybros candyflossfarvede scenografi med gigantiske Barbie-emballager, der kan rumme dukker i menneskestørrelse. For slet ikke at tale om hans markante kostumedesign. Hillingsø iføres absurde påklædninger, den ene mere iøjnefaldende end den foregående. Hun starter ud i en enorm kjole bestående af lag på lag af flæser i knaldpink. En kjole, der understreger Barbie-associationerne, når hun stiller sig ind i en af de store æsker som en udstillet pyntedukke. Selv om scenografien er fascinerende, og farveskalaen gennemført, føles det alligevel lidt forudsigeligt, at en forestilling om kvinder skal pakkes ind i lyserødt.

Da Hillingsø senere når til en svulstig kjolesag med flæser og forklæde og halve croissanter på størrelse med golden retrievere på hver side af skørtet, mens hun taler om materialisme og overforbrug, får vi næsten skåret pointerne ud i pap. De overdådige kostumer er måske et symbol på kvindens (eller hele menneskehedens) overforbrug, men hvor blev fortællingen om overgangsalderen så af?

Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman stikker af i alle mulige retninger på én gang. Hvor iscenesættelsen kunne have skabt en rød tråd og et samlende fokus, vælger Erling det modsatte. Er det en forestilling om overgangsalder? Om overforbrug? Om moderskab? Om guddommelighed? Om at give noget tilbage til universet? Selv efter de halvanden time er gået, og applausen er døet hen, ved jeg det ikke.

Sang og vand

Rundt om Nicholas Nybros scenografi er et vandbassin. Det er gennem dette vand, at musiker og sanger Fine Glindvad, der i korte sekvenser gør Hillingsø selskab på scenen, første gang dukker op. Hun skrider langsomt frem gennem vandet i en blå kjole og gummistøvler, mens hun synger om sort vand, før hun igen forsvinder ud af syne for publikum. Glindvads musikalske indslag i forestillingen bidrager ikke for alvor med noget til fortællingen. Tværtimod bliver de blot endnu et element af mange.

Hillingsø afbryder flere gange sig selv for at holde foredrag for publikum. Hun fortæller, mens hun tegner på store hvide stykker papir, opspændt som tavler på stativer. Lange svadaer om grådighed, om tid eller om hormoner, som det faktisk er lidt svært at holde fokus på. 

Ellen Hillingsø er tilstedeværende på en måde, der kan mærkes. Igen og igen drejer hun rundt om sig selv, mens hun strækker armene langt fra hinanden i et koreograferet forsøg på at vride noget ud af kroppen. På at vride noget ud af sig selv, for at give noget tilbage til universet, som hun forklarer det. Hendes stemme og hendes intense blik går godt i spænd med den kropslighed, der er kendetegnende for Niels Erlings instruktion. En stil, som også blev meget tydelig i hans trilogi på Momentum forrige sæson, hvor han lod de unge skuespillere gentage samme mekaniske bevægelser utallige gange og derved på samme tid skabte genkendelighed og et kunstigt udtryk i de tre forestillinger, der alle handlede om undergangen. 

Som sådan er der mange fine elementer i Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman. Hillingsø er skøn, og hun formår på forrygende vis at bære de absurde kostumer, så det næsten ser ud, som om de falder hende helt naturligt. Ligesom der er morsomme elementer i teksten, der fungerer. Niels Erling, der tidligere i år modtog en Reumert Talentpris, er helt sikkert stadig på en opadgående kurve i sin karriere. Han har en umiskendelig stil i sin instruktion og en forfriskende tilgang til instruktionen. Nogle gange – som i hans afslutning af trilogien på Momentum, Apokalypse – går det hele op i en højere enhed og fungerer. Men andre gange savner vi lidt mere linje – lidt tydeligere budskaber fra hans hånd.

’Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman’. Tekst: Ursula Ankjær Olsen. Instruktør: Niels Erling. Musik: Fine Glindvad. Scenograf: Nicholas Nybro. Lys: Malte Hauge. Lyd: Rasmus Juncker. Med: Ellen Hillingsø og Fine Glindvad. Co-produktion af AKT1 og Teater Grob. Spiller på Teater Grob til 10. december.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her