Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Viggo Mortensen og Lance Henriksen har en heftig far-søn-duel i Mortensens drama ’Falling’

Viggo Mortensens instruktørdebut ’Falling’ er et stærkt karakterdrama om spændingerne mellem en smådement skiderik af en far og hans hårdtprøvede, voksne søn
Viggo Mortensen spiller selv rollen som John, der skal lære at leve med sin demensramte far, Willis (Lance Henriksen)

Viggo Mortensen spiller selv rollen som John, der skal lære at leve med sin demensramte far, Willis (Lance Henriksen)

Nordisk Film Distribution A/S

Kultur
6. november 2020

Der er altid dramapotentiale i historier om relationerne mellem forældre og deres børn og børn og deres forældre. De familiebånd mærker mennesker for livet, og det er et oplagt sted at grave efter konfliktguld. For nylig var der premiere på Juliette Binoche og Catherine Deneuves lune portræt af en udfordret mor-datter-relation i Sandheden. Denne uge inviterer Viggo Mortensens Falling os til et stærkt spillet karakterdrama om spændingerne mellem en smådekadent skiderik af en far (Lance Henriksen) og hans hårdtprøvede, voksne søn (Mortensen selv).

Når den aldrende farmand Willis først folder sin manglende fornemmelse for andres tilstedeværelse og behov ud på et fly, så er spændingerne i den relation ikke svære at engagere sig i. Gradvis får vi gennem tilbageblik en fornemmelse af, hvor netop denne far-søn-relation kommer fra, og hvorfor det – ud over de indlysende udfordringer forbundet med farens demensdiagnose – kan være vanskeligt at have en god relation til dem, man burde være tættest på.

Mortensens debut som manuskriptforfatter og instruktør er et fint observeret studie af, hvordan vi alle må forholde os til de forældre, vi har fået, hvad enten man elsker dem, kan tilgive dem eller helt enkelt resignerende må lære at leve med eller uden dem. Filmen blev skrevet efter Mortensens forældres død og er tilegnet hans to brødre.

Generationsgnidninger

Det første tilbageblik viser, hvordan Willis fra starten havde blandede følelser for forældrerollen i det hus på landet, hvor han og konen (Hannah Gross) først lader til at have nogle rimelige år. Sverrir Gudnason (fra Borg vs. McEnroe) er god som den unge far, der kontant bøjer sig over sin baby og undskylder for at have bragt et barn til verden bare for at dø. Her er der ingen romantiske illusioner, men en pragmatisk tilgang til livet og – viser det sig – et forældet og destruktivt verdenssyn.

Willis er homofob, omtaler løbende kvinder som ludere og er ikke sen til at fornærme etniske minoriteter. At hans søn John som voksen gifter sig med en kinesisk-hawaiiansk mand (Terry Chen), stemmer på Obama og er flyttet til det liberale Californien er således en evig kilde til fornærmende udsagn, og Henriksen giver den forrygende hele armen som en mand, der på øjeblikke kan vende enhver situation til en konflikt. Om det er hans personlighed eller demensen, der taler, er tit svært at gennemskue, hvilket ikke gør tingene nemmere. Mortensens John står med stoisk ro model til lidt af hvert, mens fortiden viser, hvordan han har prøvet at lære at leve med en far, som aldrig har kunnet sige undskyld eller ’jeg elsker dig’.

De små og store minder

Ronald Sanders’ klipning bevæger sig organisk ind og ud af tilbageblikkene, somme tider med oplagte overgange fra vandglas i nutiden til fortidens vandløb, andre gange via de minder, der er som drivende skyer af stemninger i Henriksens omskiftelige ansigt. Man fornemmer, hvordan angsten for en knytnæve i bordet kan sidde i kroppen mange år efter, og en måltidsscene med Johns udmattede, udglattende søster (Laura Linney i en lille, men fin rolle) illustrerer, hvordan næste generation somme tider tør sige klarere fra, men samtidig også lettere kan tilgive.

Der er visuel poesi i rejsen fra de blomstrede tapeter i barndomshjemmet til Johns nænsomme blomsterarrangementer. Den diskrete klavermusik (også af Mortensen) fungerer godt, ikke mindst sammen med danske Marcel Zyskinds billeder af den natur, som Willis har haft det bedst alene i.

Indimellem siger for mange scener det samme og trætter, når Willis jo er anstrengende at være i selskab med. Men da man er ved at blive lige så træt af ham som den ellers evigt tålmodige John, bevæger filmen sig mod et klimaks, som binder en tilfredsstillende knude på fortællingen om alle de små og store ting, man bærer med sig videre.

Endnu flere talenter

Og man kan altså kun være imponeret over Viggo Mortensen og hans mange talenter. Han har siden begyndelsen af karrieren haft en sjælden integritet i sine rollevalg i film af blandt andre Sean Penn, Jane Campion og Gus van Sant, inden hele verden fik øje på ham i Ringenes Herre-trilogien. Efter Aragorn-årene blev mulighederne større, men Mortensen er fortsat gået egne veje, både i historier og instruktørvalg. Han har arbejdet med en amerikansk auteur som David Cronenberg (som har en lille rolle i Falling) og samtidig taget mere eksotiske roller i argentinske Lisandro Alonsos Jauja og franske David Oelhoffens oversete algierske krigsdrama Far from Men.

En personlig favorit fra de senere år er Mortensen som skovskolende familiefar i Captain Fantastic, og han var også god i oscarvinderen Green Book. Ved siden af skuespillet er han digter, maler, fotograf, komponist, musiker og ejer af forlaget Perceval Press. Han taler syv sprog, og så virker han ærligt talt som en flink fyr. Han charmerede i hvert fald alle, da han i 2015 modtog en æres-Bodil.

Nu udvider han så det imponerende cv med en overbevisende instruktørdebut, som varsler godt for de historier, han er optaget af, det blik, han kaster på verden, og det stærke skuespil, han får alle omkring sig til at levere.

’Falling’. Instruktion og manuskript: Viggo Mortensen. Fotograf: Marcel Zyskind. Længde: 112 min. Premiere i biografer landet over.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her