Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Violinsolisten var som en fleuretfægter

Den tyske violinist Isabelle Faust var den store oplevelse i DR’s Torsdagskoncert. Hendes tolkning af Mendelssohns ’Violinkoncert’ kom som den pureste musik fra kilden, mens Fabio Luisi og DR SymfoniOrkestret demonstrerede et beundringsværdigt sammenspil i Richard Strauss’ monumentale alpevandring
Fabio Luisi var på stikkerne for at give gensvar på, hvad der kom fra den tyske violinist Isabelle Faust, gang på gang resulterede det i sublime konversationer, som i førstesatsens lyriske sidetema eller den langsomme sats’ hemmelighedsfulde sangbarhed.

Fabio Luisi var på stikkerne for at give gensvar på, hvad der kom fra den tyske violinist Isabelle Faust, gang på gang resulterede det i sublime konversationer, som i førstesatsens lyriske sidetema eller den langsomme sats’ hemmelighedsfulde sangbarhed.

Kultur
10. november 2020

DR SymfoniOrkestret holder fanen højt under efterårets pandemiske tristesse. På afbud blev en torsdagskoncert overtaget af den israelske dirigent Lahav Shani, som hører til de mest ombejlede internationalt for øjeblikket. Han stod for en magnifik koncert. Og mere opsigtsvækkende: nogle af tidens største violinister har afløst hinanden i Koncerthuset. Tyske Frank Peter Zimmermann i Alban Bergs violinkoncert, græske Leonidas Kavakos i Beethovens, og endelig tyske Isabelle Faust i Mendelssohns.

Det er imponerende at konstatere i en tid, hvor koncertplanlægning mange steder er svært eroderet, at det er lykkedes at fastholde et så stærkt internationalt image i DR-byen. Når det er sagt, har sidste uge også bragt den triste meddelelse om Det Kongelige Teaters musikchef, Alexander Vedernikovs, dødsfald som følge af COVID-19. Russeren var en gave til dansk musikliv, sådan som han satte sig igennem med superbt musikalsk lederskab i Odense og i København. Han vil blive stærkt savnet.

Determineret muse

Ekstraordinær! Det var Isabelle Faust i Mendelssohns Violinkoncert med beåndet support fra Fabio Luisi og radiosymfonikerne. Det var på flere måder som at høre et nyt værk, renset, gennemlyst og reciteret med solistens intellekt og musikerskab. Denne violinkoncert har været standardrepertoire siden premieren i 1845, så meget standard at den med årene blev et smukt ferniseret hjemmemøbel.

Østrigeren Nikolaus Harnoncourt sagde engang til anmelderen, at koncerten ifølge hans erfaring ofte blev fremført glat og virtuost, som en lækker forret, før man kom til mere tunge sager på menuen. Det er uretfærdigt, sagde den gamle dirigent, fordi der er så meget mere under overfladen. Og det var sådan, den kom til syne i Koncerthuset. Faktisk blev Mendelssohn en rigere og mere rystende oplevelse end det efterfølgende mastodontværk af Richard Strauss.

Faust og Luisi lagde ud i et kvikt tempo, virkelig lidenskabeligt, som der står: allegro molto appassionato. Det var flyvende tysk romantik, hvor solisten tiltog sig rollen som orkestrets determinerede muse, og foruden den letløbende virtuositet, det dynamiske spillerum mellem solist og orkester, var hendes klang det mest opsigtsvækkende. Faust er forankret i historisk informeret opførelsespraksis, hvad enten det drejer sig om Bach, Mozart, Beethoven eller Schubert.

Hendes tilgang til Mendelssohns klangverden er efter anmelderens ret sikre formodning inspireret af Ferdinand Davids velbeskrevne spillestil, violinkoncertens første solist. Det går blandt andet på let bueteknik, en uhyre varieret retorik og sparsom brug af vibrato, noget som er forsvundet i vor tids vanlige måde at spille Mendelssohn.

Fabio Luisi var på stikkerne for at give gensvar på, hvad der kom fra Faust, gang på gang resulterede det i sublime konversationer, som i førstesatsens lyriske sidetema eller den langsomme sats’ hemmelighedsfulde sangbarhed. Og i finalens hæsblæsende dans stod Faust grangiveligt som en fleuretfægter og pressede orkestret til at følge sig på svævende tåspidser, ovenikøbet så det var ved at tabe pusten.

Hun gav et ganske usædvanligt ekstranummer, den største kontrast til Mendelssohn-festen. Det var en caprice for soloviolin af amerikaneren George Rochberg (1918-2005), et spøgelsesagtigt stykke, der blev spillet på randregistrene, glidende bevægelser i overtoneklange (flageoletter), undertiden næppe hørbart, foruroligende og fascinerende som en klanglægning af en Goya-radering.

Lysvæld bag ved lysvæld

DR SymfoniOrkestret voksede fra mellemstørrelse til XXXL, da scenen befolkedes af omkring 125 musikere i Richard Strauss’ En alpesymfoni (1911-15). Et vovet foretagende i disse tider, skulle man mene, men på den anden side var der god afstand mellem stolene. En symfoni er det ikke, snarere et symfonisk digt af vældigt format, som både følger et eksplicit program med 22 illustrative stationer – en vandretur i Alperne fra solopgang til solnedgang – og et filosofisk program, som Strauss kaldte Antikrist og som ikke blev offentliggjort.

Inspireret af Nietzsches tanker handler det om menneskets frigørelse fra kristendommen, om en moralsk renselsesproces i kraft af egen styrke, befrielse gennem hårdt arbejde og tilbedelse af den mægtige evige natur. Med andre ord en spirituel bjergbestigning.

Det var slående, hvor dybt fortrolig Fabio Luisi er med dette partitur. Han har været chef for Dresdens Statskapel – som Strauss skrev værket til – og de indspillede det sammen. Kort digression: Luisi er det danske radioorkesters ene tråd til det fornemme tyske orkester, den anden er den elskede Fritz Busch, der opbyggede det unge radioorkester i årene før og efter Anden Verdenskrig, og som var en højt respekteret chef og Strauss-specialist i Dresden, før nazisterne tvang ham væk i 1933.

Uden dirigentstok, med elegante plastiske armbevægelser førte Luisi sit danske orkester gennem natursceneriet, og man var for så vidt hooked på en imaginær drone op til toppen og nedad igen, hvor Strauss så mesterligt forfører lytteren med sin eminente instrumentationskunst. Men det mest interessante var nu alligevel det rent musikalske forløb, for En alpesymfoni kan meget vel høres som et gigantisk variationsværk over nogle få temaer, som præsenteres i løbet af de første faser. Det var i denne transformerende karakteriseringsproces, radiosymfonikerne og Luisi præsterede et beundringsværdigt sammenspil.

Blot et par eksempler. Den langsomme indledning har funktion af en kosmisk fødselsproces: mørket der viger for lyset. Mørket suggereres af en tyst faldende molskala i en dunkel klangtåge, gradvis kommer rummet i bevægelse og i et splitsekund eksploderer orkestret i en solopgang, nu i en mere tematisk udformet dur-version af den faldende skala. Hele dette klangregi var forbilledligt indstuderet, særligt med en omhyggelig balancejustering, så lyden ikke kammede over, men mere virkede som »lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind«, som Jakob Knudsen skrev så rammende i »Se, nu stiger solen«.

Især strygerkorpset havde en stor aften. Det gjaldt eksempelvis i den lange sekvens kaldet »Vision«, efter alpetoppen er nået. Her udfoldes en gloriøs variation over temaer fra tidligere under opstigningen, og det er ikke så underligt, at Strauss griber tilbage til den opulente strygersound fra operaen Rosenkavaleren, som for mange identificerer hans geni. Her sad man og troede ikke sine egne ører, da Fabio Luisi forvandlede DR SymfoniOrkestret til et søsterorkester til Dresdens Statskapel.

Richard Strauss var således storslået. Men den mere beskedne Felix Mendelssohn overgik ham med den pureste musik fra kilden.

Felix Mendelssohn og Richard Strauss. Isabelle Faust (violin) og DR SymfoniOrkestret under Fabio Luisi. Koncerthuset 5. november

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er altid udelt fornøjelse at læse Valdemar Lønsteds anmeldelser - dyb indsigt og fantastisk formidling

Woaw - hvilken utrolig velformuleret anmeldelse og hvilken lyst jeg får til selv at have været publikum til den koncert!

Der er så mange rigdomme gemt i den klassiske musik.

Forhåbentlig er det muligt at se denne fantasiske koncert på dr.dk