Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Zeal & Ardor forener black metal og Black Lives Matter

Manden bag Zeal & Ardor, Manuel Gagneux, skaber med sin særegne fusion af blues, soul og metal et moderne bud på protestsange rettet mod USA’s strukturelle racisme
Zeal & Ardor forener black metal og Black Lives Matter i nyudgivelsen ’Wake of a Nation’, der er et originalt musikalsk bidrag til tiden. Foto: Stian Foss

Zeal & Ardor forener black metal og Black Lives Matter i nyudgivelsen ’Wake of a Nation’, der er et originalt musikalsk bidrag til tiden. Foto: Stian Foss

Kultur
10. november 2020

UG med kryds og slange til den grafiker, der har skabt coveret til Zeal & Ardors nye minialbum, Wake of a Nation. To hvide politistave på en sort baggrund udgør sammen et omvendt kors. En genialt enkel opsummering af både Zeal & Ardors overordnede musikalske projekt og udgivelsens moderne take på den amerikanske protestsang med politivold og Black Lives Matter som eksplicit kontekst.

Da schweiziskamerikanske Manuel Gagneux startede Zeal & Ardor, var det nærmest som en kontrafaktisk musikalsk leg. Hvordan ville det have lydt, hvis det var den slavegjorte afroamerikanske befolkning, der havde opfundet black metal – og hvis deres spirituals i markerne var henvendt til Satan? Der var en dobbelt ironi i projektet, der ikke kun twistede det spirituelle element, men som også smedede black metal-genren, der ellers ofte har flirtet suspekt med tankerne om hvidt overherredømme, sammen med sort musikhistorie – blues, soul, gospel.

Dette gjorte debuten Devil Is Fine (2016) til et originalt indspark på metalscenen, men også et album, der efterlod en bismag af gimmick. Opfølgeren, Stranger Fruit (2018), fremstod musikalsk mere helstøbt. Samtidig var titlen med sit vink til Billie Holidays grumme klassiker et vidnesbyrd om, at der var et politisk hjerte i den bizarre musikalske fusion. Dét hjerte træder eksplicit frem på Wake of a Nation, der toner rent flag og tydeligvis er udsprunget af et anderledes akut behov for at udtrykke sig.

Hvor Zeal & Ardor tidligere har været et kreativt mix af fortiden og en hyldest til historiens spirituals og protestsange, så giver Gagneux her et bud på seks protestsange til vor tid.

Elegi og protest

Albummet griber bogstaveligt lytteren om struben fra åbningen. »I can’t breathe« synger Gagneux allerede 20 sekunder inde.

Det smertefulde udsagn fra George Floyd i forbindelse med hans drab er blevet et symbol på hele protestbevægelsen mod det amerikanske politis vold og strukturelle racisme, og på åbningsnummeret »Vigil« blandes det på uhyggelig vis med andre dokumenterede last words fra sorte ofre for politivold.

Den sjælfulde klaverballade er en elegi, men også en protestsang, der kulminerer i omkvædet We won’t take this quietly. Temaet vender tilbage på »I Can’t Breathe«, som sampler udsagn fra Black Lives Matter-protester. Det er dog især på de to afsluttende numre, »Trust No One« og det monumentale titelnummer »Wake of a Nation«, at musikken for alvor løfter sig med indignerede call and response-omkvæd og knyttede næver. I titelnummeret med den bibelske dies irae-reference – vredens dag. The king is dead, synges der til sidst. I disse tider kan det være fristende at se som en henvisning til Trump, men det skal nok snarere ses som et mere symbolsk ønske om at detronisere enhver tanke om hvidt overherredømme.

Det nøgne liv

Zeal & Ardor lider stadig af en vis trang til at gøre lydbilledet for poleret. Det er besynderligt, at et projekt, der blander black metal og blues – to genrer, der om nogen kalder på det rå udtryk – er så forhippet på at lægge en fernis af smagfuld æstetik ned over musikken. Og i særdeleshed når der her gribes til en næsten dokumentarisk lyrisk stil i et forsøg på at blotlægge det nøgne liv i hænderne på magtens vold, er det forstyrrende. Wake of a Nation er dette til trods dog afgjort en udgivelse til tiden og en original musikalsk omgang med et blødende traume i det amerikanske samfund.

Zeal & Ardor: ’Wake of a Nation’ (MVKA)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Troels Ken Pedersen

Min favorit fra albummet er sangen Tuskegee:

https://www.youtube.com/watch?v=TdAWWGswN0M

Den refererer til et "eksperiment" hvor hvide læger gav sorte patienter falsk, uvirksom medicin mod syfilis, bare så de kunne se nærmere på sygdommens sene stadier og dødelige udgang. Henover 40 år, fra 1932 til 1972.

Zeal & Ardor er i øvrigt fremragende live.