Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Årets vildeste scenekunst var måske den forestilling, vi aldrig fik at se

Coronaen spillede hovedrollerne i langt de fleste teaterforestillinger i 2020. For meget teater blev aflyst. Her er et udvalg af ti uforglemmelige indtryk fra scenekunst, som Informations anmeldere trods alt var heldige at opleve
Fra forestillingen ’Alt er umuligt’, der foregik digitalt.

Fra forestillingen ’Alt er umuligt’, der foregik digitalt.

Aarhus Teater

Kultur
18. december 2020

Selvfølgelig har teatret i 2020 været fuldstændig domineret af corona. Mange forestillinger blev helt aflyst. Andre spillede kun få gange. Alle teatre spillede med halvt billetsalg eller mindre, så det også for landets teateranmeldere krævede held at få billetter ...

Denne artikels udvalg af vigtige scenekunstoplevelser bliver derfor en fuldstændig urimelig skævvridning af scenekunsten i dette sære 2020. I skrivende stund er næsten alle landets teatre igen lukket ned. Alligevel bringer vi her nogle indtryk fra ti forestillinger, der har sat sig i vores anmelderes tanker og kroppe, længe efter oplevelsen i teatersalen var forbi. Med ønsket om, at vi lige efter nytår igen kan opleve denne udsøgte live kunstart overalt i landet.

Årets digitale coronateater var en afgangsforestilling

Trine Wøldiche

Alt er umuligt var titlen på den forestilling fra afgangsholdet på Den Danske Scenekunstskoles skuespillinje i Aarhus, som skulle have haft premiere i april, hvis ikke en verdensomspændende pandemi var kommet i vejen. Men det viste sig, at intet var umuligt, når blot der var vilje – og en god portion teknisk snilde og gå-på-mod. Hver aften i en uge sendte de fem skuespilstuderende en alternativ, digitaliseret version af forestillingen live til publikum. Placeret i hvert deres hjem gav de publikum en nøje gennemtænkt mosaik af billeder på skærmen, som skiftede mellem at være seks enkeltstående fortællinger og tilsammen udgjorde en helhed. Det var overlegne skuespilpræstationer kombineret med Nanna Cecilie Bangs tekst i en digital instruktion af Tue Biering, som på forbilledlig vis demonstrerede, at onlineteater godt kan være både levende, nærværende og foregå i nuet.

’Alt er umuligt’. Tekst: Nanna Cecilie Bang. Iscenesættelse: Tue Biering. Afgangsforestilling, Den Danske Scenekunstskole i Aarhus. Livestreaming 23.-30. maj.

Sine Bundgaards one-man-opera var årets mest nøgne stemme

Camilla Marie Dahlgreen

I al sin nøgenhed står Kamilla Wargo Breklings opsætning af Francis Poulencs one-man-opera La voix humaine på Takkelloftet i november måned i min erindring som årets bedste forestilling. Og måske heller ikke bare som årets bedste forestilling, men som én af de få gange, man fuldt ud forstår, hvad opera kan. I en tid, hvor videoer ofte ikke kun udgør halvdelen af en scenografi, men nogle gange næsten bliver selve forestillingen ofte i et forsøg på at redde et tyndt budget, er det befriende, at nogen tør sende en sanger ind på scenen med bare en dametaske og stole på resten.

Camilla Winther

I Takkelloftets foyer og uden så meget som at ændre belysningen blev Jean Cocteau og Francis Poulencs kærlighedsdrama fuldt ud forløst i sopranen Sine Bundgaards hudløst ærlige skikkelse som den på én gang tapre og suicidale kvindelige hovedperson, der ikke har andet tilbage af sin elsker end hans udtrukne afsked i telefonrøret. Nøgen og ærlig scenekunst, man skal lede længe efter. og en fremragende sangerpræstation.

’La voix humaine’. Opera af Francis Poulenc og Jean Cocteau. Iscenesættelse: Kamilla Wargo Brekling. Sopran: Sine Bundgaard. Pianist: Ian Ryan. Operaen. Takkelloftet 14. november.

’Ordet’ var årets smukkeste mirakel

Trine Wøldiche

Emilia Therese

Betagende, smukt, overvældende. Der er mange ord, der kan bruges til at beskrive Anja Behrens’ billedskønne iscenesættelse af Kaj Munks Ordet på Aarhus Teater. David Gehrts farveløse, men særdeles stemningsfulde scenografi med det kulsorte sand fik liv gennem videoprojektioner af Vestkystens dramatiske natur og et diskret, men insisterende lydbillede, som i sin helhed var både rammen om og essensen af forestillingen. Munks Ordet blev skåret ind til benet, og tilbage stod fortællingen om at tro på trods af modgang, og om livets uforklarlige (eller guddommelige) mirakler. Hele iscenesættelsen føltes da også lidt som at bevidne et mirakel. En oplevelse, der kunne have vækket troen i de fleste.

’Ordet’. Tekst: Kaj Munk. Bearbejdelse: Anja Behrens og Tine Voss Ilum. Scenografi: David Gehrt. Lys: Súni Joensen. Lyd: Kim Engelbredt. Aarhus Teater 13. februar - 9. marts.

Årets solodanser magnetiserede med sin heksedans

Anne Middelboe Christensen

Kraften strålede ud af solodanseren Kizzy Matiakis som Heksen i Nikolaj Hübbes nye opsætning af Sylfiden. Hendes bomstærke, magre skikkelse var vitterligt overnaturlig. Mon hun selv var en tidligere sylfide? Denne engelske balletdanser med den langlemmede krop og de smidige ben ligner ellers ikke en typisk Bournonville-danser, men hun har gjort de danske Bournonville-roller til sine egne. Som Heksen havde hun en magnetiserende erotisk udstråling, når hun lokkede mænd og kvinder til sig med sine sultne hænder, der ikke accepterede et nej. Man anede ånden fra instruktøren Sorella Englund, men Kizzy Matiakis udviklede rollen videre. I stropløs kjole og med magiske skuldre udstrålede hun en utæmmet liderlighed og hævngerrighed i samme figur – som en flot udfordring af traditionen. Til foråret skal den 39-årige solodanser have en baby, så hun er netop danset af. Mon vi får hende tilbage som karakterdanser?

Per Morten Abrahamsen

’Sylfiden’. Koreografi: Nikolaj Hübbe efter August Bournonville. Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe med Sorella Englund og Anne Marie Vessel Schlüter m.fl. Musik: H.S. Løvenskiold. Scenografi: Anja Vang Kragh og Mia Stensgaard. Lys: Åsa Frankenberg. Den Kongelige Ballet og Det Kongelige Kapel. 24. oktober-25. november.

Årets undergangsoptur fik man i Odense

Trine Wøldiche

PR Foto

Til trods for de deprimerende budskaber var der alligevel noget beroligende over Apokalypse på Teater Momentum i Odense. Apokalypse afrundede Niels Erlings trilogi med fællestemaet UndergangenDet var ikke blot den mest helstøbte af de tre forestillinger, men også den mest fascinerende. Rundt og rundt og rundt løb de to skuespillere Emma Silja Sångren og Jakob Femerling Andersen, som skulle de nå hele livet, før det var for sent. I dramatiker Marie Bjørns tekst taltes der om verden, som den var engang, mens det nøgne scenerum med tilfældige, sjusket malede hvide tegninger på gulvet var det eneste tilbageværende. Apokalypse var i udgangspunktet en dystopisk fremtidsvision om en verden uden håb. Men i Niels Erlings meget fysiske iscenesættelse formåede de to unge skuespillere alligevel at vække netop håbet og energien i publikum.

’Apokalypse’. Tekst: Marie Bjørn. Iscenesættelse: Niels Erling. Scenografi: Lise Marie Birch. Lys: Malte Hauge. Lyd og musik: Rasmus Juncker. Teater Momentum i Odense 30. januar - 26. februar.

Årets opera var syret som Monty Python

Valdemar Lønsted

Det Kongelige Teater scorede stor opmærksomhed med australieren Barrie Koskys iscenesættelse af Mozarts Tryllefløjten. Versionen lægger effektivt luft til syngespillets naive charme og dybe visdom for i stedet at lade det ene gaggede påfund afløse det andet. Inspirationen er 1920’ernes stumfilmæstetik med computeranimationer på en kæmpeskærm, hvor aktørerne løber for livet. Papageno som en Buster Keaton-klon, Sarastro som en af de tykke skæggede mænd, Chaplin støder sig på – og en chorusline af virtuelle lårsvingende kabaretpiger osv. Videodesignet er optimalt: Taminos flugt fra den grumme drage ligner vidunderligt børnefjernsyn, Nattens Dronning er rigtig fæl som gigantisk edderkop, og Tamino (den strålende tenor Jacob Skov Andersen) forvandler de vilde dyr til dansende stjernetegn på firmamentet. Men som helhed: lidt syret a la Monty Python.

Camilla Winther

’Tryllefløjten’. Opera af Mozart og Schikaneder. Iscenesættelse: Barrie Kosky og Suzanne Andrade. Scenografi: Esther Bialas. Lys: Diego Leetz. Videodesign: Paul Barrit. Dirigent: Nikolaj Szeps-Znaider. Operaen, Den Kongelige Teater. 30. august 2020 - 1. juni 2021

Årets hvideste farvel

Trine Wøldiche

Hvidklædte performere defilerede omkring på en grøn plæne med lette, hvide telte og lysende papirlanterner. Det hele fik et eventyrligt præg, og i de omkringliggende bygninger gemte sig endnu flere forskelligartede indtryk. En hemmelig indgang gennem siderne på en enorm bog, som førte til et helt lokale med origamifoldede bogsider fra gulv til loft. Dertil kom meditative lydoplevelser, tillidskrævende vandringer med lukkede øjne, delinger af små, personlige historier og projektioner af visuelle fortællinger. Det hele og meget mere kunne opleves i Skatkammer, der var Carte Blanches afskedsforestilling som egnsteater i Viborg.

Trine Jensen

Alt det bedste fra 16 år som egnsteater var samlet i en omfattende, veludført sanseoplevelse, hvor store og små elementer vikledes ind i hinanden og dannede en smuk, hvid helhed til glæde for både voksne og børn.

’Skatkammer’. Iscenesættelse og scenografi: Sara Topsøe-Jensen. Skabt sammen med performerne. Carte Blanche i Viborg 31. august - 13. september.

En tyk wonderkvinde fik årets gennembrud 

Anne Middelboe Christensen

PR Foto

TYK. De store bogstaver lyste lyserødt hos Får 302 i Toldbodgade. Indenfor var der utrolig feminint. Og smukt. For på scenen sad den kønne og vildt charmerende Julie Thalund i sin egen gennembrudsmonolog. Var det dagbogsmareridt eller bare velskrevet drama? Det var ét fedt. Julie Thalund fik spiddet tykfobien i samfundet. Tykchikanen væltede uskønt frem i hendes fortællinger, mens hun bevægede sig rundt som en lækker danser: smidig og legesyg og spruttende fuld af selvironi – og hamrende erotisk. Hun var klædt i de smukkeste kostumer, der hang på stiltiende bøjler, der dirigerede hendes tøjvalg med ondskabsfulde diskretionsråd. Men hun viste også stolt sin hud og sin krop frem i al dens livsglæde. Musikeren Camilla Bang fulgte med fra sidelinjen med sine strengeinstrumenter som ikketyk kommentator. Men øjnene ville ikke slippe den tykke wonderkvinde. Her kan man tale om et massivt gennembrud.

’TYK’. Tekst: Julie Thalund. Iscenesættelse: Petra Wik og Astrid Hansen Holm. Koreograf: Gunilla Lind. Scenografi: Anna Gammelgaard. Musik: Camilla Bang. Performancekollektivet Ruby Gamache på Får 302. 3 - 12. september.

Årets monolog handlede om kolonimagt

Anne Middelboe Christensen

Hun er en lillebitte kvinde, den grønlandske skuespiller Makka Kleist. Men hun har en enorm udstråling og en spidsfindig mimik. I år har hun været på danmarksturné med sin egen monolog Udsigt for FreezeTeater Productions. Teksten var en tilsyneladende uskyldig fortælling om en grønlandsk kvinde. Men efterhånden som hun berettede, hvordan danskerne lokkede hendes familie til en varm lejlighed i Nuuk, tonede den danske kolonimagts brutalitet frem. For hun måtte forlade sine døde på bygdens kirkegård – og sine levende børn i andre bygder. Og hendes stolte mand måtte ikke tage sin hunde med til ghettoen. I denne kolonimonolog var der ikke nogen buste, der røg i havnen. Til gengæld var der en fanger, der gik gennem isen … Makka Kleist viste sig at være en gudsbenådet historiefortæller med levende hænder. Hun smilede og gjorde sin krop endnu mindre, når hun fortalte det, der gjorde allermest ondt. En overrumplingsmonolog.

Dida Heilmann

’Udsigt’. Tekst og oversættelse: Makka Kleist. Iscenesættelse: Hanne Trap Friis. Teater Freeze Productions. Turné 5. oktober - 25. november.

Årets gangsterteater var en sprudlende hybrid mellem teater og dans

Trine Wøldiche

Med de længste ben, den dybeste bredstilling og den mest skruppelløse gangsterattitude var Astrid Elbo forrygende som Bonnie i Signe Fabricius’ iscenesættelse af Bonnie og Clyde på Betty Nansen Teatret. En sprudlende, velfungerende hybrid mellem teater og dans, hvor historien fik konkret, fysisk form, og hvor energien fra de syv vidt forskellige dansere på scenen fyldte hele salen som en vibrerende, fælles nerve.

Catrine Zorn

Bonnie og Clydes bande dansede deres råhed ud i trin, der mixede moderne dans og street dance med elementer fra den klassiske ballet. Med tydelige roller, som vi kender det fra teatret, fik de publikum til at tro på, at skruppelløse gangstere i begyndelsen af 1900-tallet ville have opført sig præcis sådan. Resultatet var højdramatisk, spændende og prydet med en glamourøs scenografi, pels, guldkæder og powerfuld lyssætning.

’Bonnie og Clyde’. Koreografi og iscenesættelse: Signe Fabricius. Instruktørkonsulent: Elisa Kragerup. Scenografi: Ida Grarup. Lys: Súni Joensen. Betty Nansen Teatret 9. januar - 1. februar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her