Alice Schwarzer står altid på kvindernes side – på den ganske gammeldags måde

Der var for små 60 år siden en ung kvinde ved navn Alice, der drømte om at blive indretningsarkitekt. Det krævede bare en snedkeruddannelse, som hun såmænd også fik en plads på. Der var bare et lille problem: Skolen havde ikke noget dametoilet.

Anekdoten er både symbolsk og følgerig. For tiden var moden (og i dag overmoden) til et opgør med patriarkatet. Og den lille forskel på Alice og de andre arkitektspirer gjorde indirekte, at den unge Alice aldrig blev indretningsarkitekt. Hun blev i stedet journalist. Og værre endnu: Hun blev »en offentlig feminist, Tysklands feminist nr. 1 – hende, der er skyld i det hele«, som den nu 77-årige Alice sarkastisk formulerer det i sin ny selvbiografi Livsværk.

Livsværk er ikke overdrevet. For det er ikke småting, hun har nået. Hendes fulde navn er Alice Schwarzer, og stort set alle tyskere kender den rapkæftede journalist fra de utallige artikler, film, aktioner og talkshows, hun har skabt og deltaget i siden 1970’erne. At mange danskere aldrig har hørt om hende, siger mest om den pinagtigt store sprog- og kulturkløft ned mod vores naboland.

Gammelfeminister

Lad det ikke være en hemmelighed: Alice Schwarzer er pænt forfængelig – også i sin biografi, hvor hun gennemgår et halvt århundredes politiske og journalistiske kampe, men også fremviser en række ret henrivende forhold, samtaler og middagsselskaber med alt fra Simone de Beauvoir og Jean-Paul Sartre til Angela Merkel.

»Schwarzer praler med sine gerninger, som bedstemødre praler med fotos af deres børnebørn: uanfægtelig og temmelig forelsket i sig selv,« som Deutschlandfunk rammende har formuleret det i sin ellers positive kritik af værket.

Mere vægt lægger Schwarzer selv på kampene og de mange offentlige prygl, hun har modtaget. En attitude, som har givet hende et ry som en »konfrontatorisk mandekvinde«. Det piller Schwarzer ned som endnu en patriarkalsk nedladenhed, der i hvert fald ikke får hende til at skrue ned. Heller ikke for kritikken af den unge generation af identitetspolitiske feminister.

»Mange af disse ’neofeminister’ påstår i ramme alvor, at ’gammelfeminister som Schwarzer’ jo kun tager sig af kvinder. Nej, værre: Kun af hvide kvinder. Nej, endnu værre: Kun af hvide, privilegerede middelklassekvinder,« skriver Alice Schwarzer harskt.

»Nu har neofeministerne derimod endelig den rigtige, omfattende bevidsthed. Disse selvudråbte ’intersektionalister’ og ’antiracister’ skaber som regel ikke deres slogans og tekster ud fra egne erfaringer, men ud fra en importeret ideologi – ligesom de venstreorienterede feminister fra de socialistiske lande gjorde det. Dengang skulle kvinderetsforkæmpere sige ’klassekamp’ ti gange, før de overhovedet turde sige ’kønskamp’. I dag skal alle ’neofeminister’ sige ’antiracisme’ ti gange – indtil kvinderne til sidst helt forsvinder bag identitetspolitikkens ideologiske konstruktioner. De findes ikke mere, de er væk – på bekostning af utallige køn og LGBT*/QA+.«

En feministisk utopi

Bang. Så er der lagt ekstra brænde på det bål, som Schwarzer for et par år siden fyrede op under i en akademisk fight med den amerikanske poststrukturalist Judith Butler, hvis tilhængere ifølge Schwarzer forveksler radikale tankespil med virkeligheden: Det kønsfri menneske er måske en feministisk utopi – sådan er verden bare ikke. En position, som Butler omvendt så som plat og nærmest trumpistisk antiintellektualisme, som var med til at retfærdiggøre Schwarzers halvracistiske kritik af en anden minoritet: muslimer. Den kommer vi tilbage til om lidt.

Men Schwarzers mål er ikke splittelsen, forsikrer hun. Målet er at overvinde de unge feministers historieløshed og dermed overvinde den splittelse i feminismen, som selvsagt er skidepraktisk for patriarkatet.

Til sine kritikere, der stempler Schwarzer som ’gammelfeminist’, er hendes standardsvar gennem værket: Det var faktisk os, der skabte den vigtigste sociale revolution i det 20. århundrede – og vi må ikke stoppe her.

Men hvem er denne stridbare kvinde?

Schwarzer blev født uden for ægteskabet i Nordrhein-Westfalen i 1942, men da hendes fødeby Elberfeld blev bombet i stykker i sommeren 1943, endte hun kort på børnehjem, før hendes bedsteforældre, der var ateistiske nazimodstandere, tog hende til sig. I begyndelsen af 1960’erne studerede hun blandt andet sociologi i Paris med Michel Foucault som en af de prægende undervisere, hun var au pair og fotomodel – og havnede senere som journalistpraktikant ved avisen Düsseldorfer Nachrichten. Journalistikken og den franske indflydelse blev siddende: Fra efteråret 1970 var hun fast del af den parisiske kvindebevægelse Mouvement de la Libération des Femmes (MLF).

Dermed kunne hun også se den vesttyske kvindebevægelse udefra – en bevægelse, som hun betegner som blodfattig og historieløs i kraft af Det Tredje Riges afbrænding og fortrængning af Tysklands feministiske bøger og tænkere.

Den lille forskel

Allerede i 1971 var Schwarzer en drivende kraft i aktionen »Vi har fået en abort« i magasinet Stern: Her trådte 374 kendte og ukendte tyske kvinder offentligt frem med navn, selv om abort på det tidspunkt var strafbart. Aktionen drev i de kommende år hundredtusinder kvinder på gaden i hele Vesttyskland.

Det store gennembrud kom dog med bogen Den lille forskel og dens store følger fra 1975, der protesterede mod heteronormativiteten og mænds »sexmonopol« over kvinder i patriarkatet. Med et slag blev Schwarzer en offentlig og yderst omstridt person.

’Schwanz-ab-Schwarzer’ (’Af-med-pikken-Schwarzer’) lød et af hendes platte øgenavne på den tid. Men bogens kæmpesucces talte sit eget sprog: Langt ind mod den borgerlige midte begyndte tyskerne at diskutere kvindelig lyst og maskulin tvang, og bogen gjorde ifølge Schwarzer, at mangt en kvinde fik mod på at elske andre kvinder.

Med grundlæggelsen af tidsskriftet EMMA i 1976 fik Schwarzer sin egen platform, men i biografien bliver afsnittene om EMMA-aktionerne ofte lidt kedelige og kompendieagtige. Schwung er der dog i beskrivelser af kampagner som PorNO-kampagnen fra 1987, hvor Schwarzer gik all in for et forbud mod porno, der forveksler erotik med fornedrelse og vold mod kvinder. Hun er i dag lamslået over, hvor stor en fiasko det blev trods den omfattende debat. Siden da er pornoindustrien som bekendt eksploderet.

Retrospektivt læser hun stadig hele pornoboomet som en direkte maskulin modreaktion på kvindefrigørelsen – en læsning, som hun blandt andet understreger med pornofilmen Deep Throat fra 1972, hvor den mandlige hovedperson bogstaveligt talt lukker munden på sin kvindelige modpart, Linda Lovelace.

Nutidens sexpositive og feministiske porno giver hun derfor heller ikke et dyt for. Dens aktører er tværtimod »ikke bare medløbere, men frontløbere for en fremadskridende pornofisering af kulturen fra billedkunst over teater til litteratur. Og kvinderne hopper med på vognen, fordi de ikke vil være snerpede men ’moderne’, eller fordi de vil profitere på det«.

Selv fotografen Helmut Newton, der som bekendt ynder nøgne kvindekroppe i stålsatte positurer, ser Schwarzer som sexistisk og fascistisk. Og så er den diskussion lukket.

Tørklæde og ligklæde

Så er der lige islam – og tørklædet og burkaen. Til den historie hører, at Schwarzer kender dele af den islamiske verden relativt godt, især Algeriet, som hun har besøgt utallige gange og skrevet bogen »Min algeriske familie« om.

Allerede i 1979 var Schwarzer i Iran sammen med den, betoner hun, homoseksuelle Michel Foucault, der var ellevild over den iranske revolution og Khomeinis magtovertagelse. Anslaget mod kvindefrigørelsen så Foucault og den europæiske venstrefløj derimod gennem fingre med i deres had til shahen og den amerikanske imperialisme.

Her blev kimen lagt til Schwarzers afsky for den politiske islam og dens symboler: tørklædet og burkaen. Det har kostet hende årtiers beskyldninger om racisme.

»Skal vi forbyde burkaen? Hvad er det for et spørgsmål!« skriver Schwarzer forarget.

»Selvfølgelig skal vi forbyde burkaen i vores demokratier! Dette ligklæde, som islamisterne tvinger deres kvinder i i deres lande. Vi ville jo heller ikke tillade, at et sort menneske blev trukket gennem byen med lænker om foden, drevet af sin ’herre’, fordi det ’nu engang er skik og brug ved dem’.«

Med andre ord: Vores vestlige kulturrelativisme er gone wrong. For i sidste ende handler det i klodens cirka 35 islamiske lande især om én ting, mener Schwarzer: at kontrollere den kvindelige krop og holde kvinder som »halvvejs lovløse«.

Groteske udskejelser

At Schwarzer også fyrer en bredside af mod den dårlige integration og udbredte demokratiforagt blandt tredjegenerationsmuslimer, undrer lige så lidt, som at vi får en tur over den infame nytårsnat 2015 i Schwarzers og EMMA-redaktionens hjemby, Köln. En aften, som i hendes øjne blev en ’cæsur’ i flygtningekrisen og i Tysklands og Vestens multikulturelle selvopfattelse.

»For første gang gjorde mænd af muslimsk herkomst offentligt brug af deres lov midt i Europa: Kvinder i det offentlige rum er jaget vildt og alle mænds besiddelse, især hvis de render rundt på gaden om aftenen,« skriver hun.

At der var tale om berusede mænd uden noget synderligt forhold til Koranen, medgiver Schwarzer. Og at de overvejende kom fra Marokko og Algeriet, altså fra tidligere kolonier, gør også, at de i en kulturalistisk tolkning har et regnskab at gøre op med de europæiske samfund.

»Men gudløse skal bekæmpes, kvindefrigørelse er et vestligt onde, uddannelse er haram, en synd,« lyder hendes platte staccato-udlægning.

»Og vi (muslimske mænd, red.) er de største«.

At kritikken af den slags »groteske udskejelser i islams navn« ofte stemples som racisme, får hende gennem biografien til at ryste heftigt på hovedet. Ikke mindst, fordi der er tale om religion og ikke om race. For ja: Selvfølgelig kan man kritisere islam ud fra et feministisk perspektiv, mener Schwarzer pragmatisk. For kvinderet er menneskeret, og den gælder universelt.

Vesttyske Muttis

Med emner som vold mod kvinder i hjemmet og sin årtier lange kamp for et forbud mod prositution lander Schwarzer i nutiden på forskrækkeligt mange fronter. Det gælder også islamkritikken og opgøret med identitetspolitikken, – og de triste tyske fakta: I coronapandemien rammes kvinder langt hårdere end mænd, både på arbejdsmarkedet og derhjemme. De ’kvindelige’ servicejobs falder i højere grad væk, og arbejdet på hjemmefronten overtages i højere grad af kvinder. I nøden vender de traditionelle kønsroller tilbage.

Det afspejler samtidig en (vest)tysk mentalitet, hvor fuldtidsarbejdende mødre er ravnemødre: 72 procent af de tyske kvinder er godt nok i arbejde, men næsten halvdelen arbejder på deltid, hvilket er EU-rekord. Det giver et gender gap i lønnen på hele 21 procent – og horribelt lave pensionsopsparinger til tyske kvinder på lige godt halvdelen af mændenes pensionsniveau. Om det bliver bedre med de kvindekvoter i tyske bestyrelser, som Merkel-regeringen besluttede i slutningen af november, er uvist, men i de seneste måneders debat har Schwarzer efter års tøven været entydigt for kvoten.

Schwarzers løsning i biografien lyder, at mændene naturligvis derfor må tage en langt større del af det ulønnede arbejde derhjemme. Men Schwarzer vender også pegefingeren tilbage på de tyske kvinder: Jo flere ordninger, der indføres for forældre, desto mere gemmer de tyske kvinder sig bag disse ordninger og deres identitet som mor i stedet for at blive økonomisk selvstændige.

Altså, det mener Alice Schwarzer, der i 2014 blev snuppet i pinagtigt skattesvig med en hemmelig konto i Schweiz – og som i øvrigt ikke selv har børn, som hendes kritikere gerne påpeger.

Men pragmatisk betragtet: Børn havde der dårligt været plads til i Schwarzers vilde liv. Et liv, hvor hun efter en række forhold med mænd gennem årtier i øvrigt har været meget privat om sit kærlighedsliv – indtil hun i 2018 endelig giftede sig med den 20 år yngre fotograf Bettina Flitner.

Altid ret

Lesbisk ser hun sig alligevel ikke som. Men hun hævder, at kvindebevægelsen kan tage en stor del af æren for homoseksuelles frigørelse, fordi den udfordrede de sociale roller og den heteroseksuelle norm.

»Kvindebevægelsen var altså ’queer’, før begrebet fandtes,« skriver hun.

Det billede kan vi fint lade stå som et af Alice Schwarzers mange selvtilfredse statements. Selvkritik og -ironi er ikke hendes store styrke, hverken i biografien eller hendes journalistiske værk, som biografien slutter med en række nøgletekster fra.

Schwarzer har ret og har egentlig altid haft det, lyder det nærmere mellem linjerne. Men på den anden side kan man ikke tage fra hende, at hun med sin massive tilstedeværelse i de tyske medier over de seneste 45 år har præget Tyskland og skrevet kvindehistorie som få andre i Europa. Og at hendes kamp desværre stadig er aktuel.

Alice Schwarzer: Lebenswerk. Kiepenheuer & Witsch. 480 sider. 25 €