Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Alt andet end lalleglade julehilsner fra Island

Risikoen for sukkerchok er for en sjælden gangs skyld fraværende i julefilmen ’Echo‘. Islandske Rúnar Rúnarsson har med tydelig inspiration fra Roy Andersson skabt 56 usentimentale vignetter, der til sammen viser et tværsnit af det islandske samfund ved juletid
Islandske Rúnar Rúnarssons julefilm ‘Echo‘ består af 56 vignetter, der skildrer en bred vifte af anspændte situationer i Island ved juletid. Her har en skilsmissepige glædet sig til at overraske sin far med et klavernummer, kun for at blive overstrålet af sin nye papsøsters musikalske evner.

Islandske Rúnar Rúnarssons julefilm ‘Echo‘ består af 56 vignetter, der skildrer en bred vifte af anspændte situationer i Island ved juletid. Her har en skilsmissepige glædet sig til at overraske sin far med et klavernummer, kun for at blive overstrålet af sin nye papsøsters musikalske evner.

PR-foto

Kultur
3. december 2020

En bogopsætter diskuterer med sin kæreste i telefonen, om der skal serveres hval til jul eller ej. To socialarbejdere renser sår på en narkoman og giver ham nye kanyler og en julegave med på vejen. En professionel afroamerikansk idrætsudøver taler i telefon med sin mor fra det solarium, hvor han prøver at kompensere for manglen på sollys. To mellemøstlige flygtninge bliver slæbt ud af den kirke, hvor de har søgt tilflugt, af politiet, mens en præst, nogle aktivister og journalister ser på.

Det er nogle af de scenarier, der udfoldes ultrakort i islandske Rúnar Rúnarssons meget tiltalende julefilm Echo.

Filmen består af 56 scener uden anden indbyrdes sammenhæng, end at de foregår i det samme samfund i den samme tidsperiode, nemlig hen over julen og årskiftet 2018-2019. I kronologisk rækkefølge ser man højtiderne blive både fejret og ignoreret af almindelige, uspektakulære mennesker i forskellige aldre og livsomstændigheder.

Echo er tydeligvis inspireret af den stringente æstetik og de blege farver i Roy Anderssons film – tydeligst Sange fra anden sal (2001) – men i modsætning til dem dyrker den ikke absurditeten. I stedet lader ambitionen til at være at præsentere et genkendeligt, lavmælt tværsnit af det islandske samfund, dets spændinger og dets institutioner.

Anspændt stemning i højsædet

Jul og nytår er et velvalgt nedslagspunkt, når man vil vise, hvad der sker i et samfund og i en bred vifte af de liv, der leves i det. Det er ved disse højtider, man fejrer og tydeliggør de fællesskaber, der former hverdagen resten af året, men det er også her, konflikter og dilemmaer sættes på spidsen. Som for eksempel når en ung kvinde giver sin i egen selvforståelse progressive kæreste en opsang, fordi han skændes med hendes mere traditionelt indstillede far, eller når en skilsmissedatter har glædet sig til at overraske sin far med at spille et stykke på klaver, men bliver totalt overgået rent musikalsk af sin nye jævnaldrende papsøster.

Vignetformen passer godt til Rúnar Rúnarsson. Styrken i hans gennembrudsfilm Sparrows (2015) er også i langt højere grad de enkeltstående dagligdags situationer, der ikke nødvendigvis driver handlingen fremad, end den overordnede historie.

Ikke at historien om den følsomme teenagedreng Ari, der flytter fra Reykjavik tilbage til Udkantsisland i Vestfjordene, hvor han kommer fra, for at leve med sin alkoholiserede knudemand af en far, er uinteressant.

Handlingen er bare lidt langtrukken, mens de mest begivenhedsløse scener til gengæld fortæller en masse om karakterernes måde at være til stede og sammen på.

Således er det mere spændende, hvordan teenagedrengene i Sparrows på nærmest rituel vis samler teenagepigerne op på deres BMX-cykler, end hvad det hele ender med. Eller hvordan fejlende fædre rydder op efter en trøstesløs abefest.

Den slags har Rúnar Rúnarsson blik for, og sammen med fotografen Sophia Olsen, der også har filmet Echo, skaber han smukke filmiske tableauer, der antyder store fortællinger bare ved at vise en eller flere karakterer i vedkommendes naturlige omgivelser.

I Echo er der kun disse korte glimt af liv, ingen begyndelser og slutninger. De mindst interessante af tableauerne antyder historier, man har hørt før. Billedet af en gammel mand, der uden synlig livslyst får julemaden ført op til munden af en plejehjemsassistent virker eksempelvis som taget ud af kataloget over alment kendt tristesse.

En kort og absolut begivenhedsløs scene, der til gengæld rørte mig, viser en mor, der sidder lige så diskret på en trappe derhjemme og udspionerer sin præpubertære datter, som øver en koreografi med sine veninder. En mandestemme uden for billedet spørger, hvad hun laver, og hun tysser på ham, helt bjergtaget over, hvor fine og store de dansende piger er at se på. Lige det blik og den følelse i den relation har jeg ikke set før på film. 

Selv om den anspændte stemning måske nok er i højsædet, holder filmen en fin balance og undgår både at forcere juleglæden og -depressionen ned over sit publikum.

’Echo’. Manuskript og instruktion: Rúnar Rúnarsson. Fotografi: Sophia Olsson. Islandsk. Varighed: 1 time og 19 minutter. Vises i udvalgte biografer i og omkring landets større byer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her