Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Anna Rieder skriver udramatisk, musikalsk og nærsynet om indlæggelser og byens natur

Anna Rieder skriver udramatisk, musikalsk og nærsynet om indlæggelser og byens natur
Det er svært ikke at blive opløftet af en skrift, der så ubesværet finder en musik i ellers tilforladelige ord, og som med en sådan økonomi gør sine skikkelser og scener helt nærværende, skriver Informations anmelder om Anna Rieders ’Hindebæger’.

Det er svært ikke at blive opløftet af en skrift, der så ubesværet finder en musik i ellers tilforladelige ord, og som med en sådan økonomi gør sine skikkelser og scener helt nærværende, skriver Informations anmelder om Anna Rieders ’Hindebæger’.

Anne Mortensen

Kultur
11. december 2020

Anna Rieder debut Hindebæger er næsten digte, men så alligevel ikke. I stedet glider enkeltord og halve sætninger ned over siderne. Som musikalske mininotater registrerer de indtryk og øjeblikke, der især stammer fra byens natur – træer og planter og fugle – og fra et udramatisk liv som indlagt på det, der lyder som en psykiatrisk afdeling. Nogle gange fortætter de sig til mere digtagtige passager eller prosastykker, men mest har man denne fornemmelse af sproglige dryp, små momenter fra et liv betragtet i ultracloseup. Resultatet er en skrift fyldt af skrøbelighed, men også med meget ro, et udramatisk fravær af intensitet og konflikter.

Det lyder måske som noget dårligt, det fravær. Det er det ikke, og da slet ikke når det skrives frem så mildt og samtidig så utroligt stilsikkert som her, hvor de allermest hverdagslige ord danner små indrim og rytmer og melodier med hinanden. Se bare:

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her