Anna Rieder debut Hindebæger er næsten digte, men så alligevel ikke. I stedet glider enkeltord og halve sætninger ned over siderne. Som musikalske mininotater registrerer de indtryk og øjeblikke, der især stammer fra byens natur – træer og planter og fugle – og fra et udramatisk liv som indlagt på det, der lyder som en psykiatrisk afdeling. Nogle gange fortætter de sig til mere digtagtige passager eller prosastykker, men mest har man denne fornemmelse af sproglige dryp, små momenter fra et liv betragtet i ultracloseup. Resultatet er en skrift fyldt af skrøbelighed, men også med meget ro, et udramatisk fravær af intensitet og konflikter.
Det lyder måske som noget dårligt, det fravær. Det er det ikke, og da slet ikke når det skrives frem så mildt og samtidig så utroligt stilsikkert som her, hvor de allermest hverdagslige ord danner små indrim og rytmer og melodier med hinanden. Se bare:
»en dreng i adidasbusker og sort hættetrøje spiller skak// laila har spredt forskellige numre af alt for damerne som en vifte på sin hylde// lavendelfarvet karamelpapir// slædehundebamse i sportstasken uden for værelse 3// dortes hættetrøje hænger på rumdeleren// solsikke// en pose med en tegning af en solopgang// jeg synes der er nogen der græder// nogen spiller bordtennis på gangen eller i et af de tilstødende værelser« ’Hindebæger’ af Anna Rieder
Og sådan fortsætter Hindebæger, og lader langsomt et lille univers åbne sig for læseren. Andre indlagte dukker op i noterne, de er del af en hverdag. Der er et du, der vist nok er en gammel kæreste, også han syg. Der er øjeblikke med kriser og samtaler med de ansatte, der er et liv på Amager, ved Metroen, på Frederiksberg. Til slut kan bogens jeg ligesom samle op og gennemløbe sin tid sammen med kæresten. I den forstand er der en lille historie i Hindebæger, eller i al fald en bevægelse mod større overblik, men egentlig føles bogen mere som en stemning eller et rum, man kan befinde sig i. Mens man læser den fyldes man af hospitalernes langsomme tid, af en fornemmelse af indlæggelsen som en tilstand uden krav eller overgreb, og også uden fremtid. Nuet får lov til at udvide sig og flyde ud.
Påfaldende uinteresseret i sygdom
Hindebæger registrerer selvfølgelig også, at jeget har det dårligt, er angst, pludselig befinder sig, grædende, i en sø. Men det er som om dens ordknappe, rolige stil er mere optaget af at opfange indtryk end af at skrive nogen smerte frem. Faktisk er Rieder påfaldende uinteresseret i at beskrive jegets sygdom, ligesom hun slet ikke er optaget af at kritisere eller udlevere det psykiatriske system. Hun skriver inde fra en hverdag, kan man sige, som både er skrøbelig og åben for de mindste indtryk. Hendes skrift er ikke optaget af et større perspektiv.
Igen kan det måske lyde som noget dårligt, det er det ikke. Den nærmest nærsynede skrift er i stedet det, der får Hindebæger til at skille sig ud fra de efterhånden temmelig mange andre danske bøger, der de sidste ti år har skrevet om og fra livet med psykiske lidelser. Blandt alle disse hilser Rieders bog undervejs diskret på Asta Olivia Nordenhofs det nemme og det ensomme. Enkelte steder fornemmer man også en inspiration fra Lea Marie Løppenthins digte. Men, altså, mest er den sin egen, en utroligt sikker debut, en bog man som læser føler sig hjemme i fra første til sidste ord.
Jeg mener, det er svært ikke at blive opløftet af en skrift, der så ubesværet finder en musik i ellers tilforladelige ord, der arbejder så sikkert med små gentagelser, der med en sådan økonomi gør sine skikkelser og scener helt nærværende. Et sidste citat:
»Hovedløse orkideer. June sidder på kontoret. Hun har en turkis bluse på. Vi ryger i gården. Vi står alle sammen i solens huller. Med lukkede øjne./ mercy kommer med honningmelon/ sofia skal have fjernet sine sting/ hun siger/ tak gud tak sten tak solen/ det gør ondt i knoglerne af sorg/ besa siger/ man må gøre sig stærk/ Besa hækler. Sofia er på sin telefon. Der er én der tager sig til hjertet på den anden side af gården.«
’Hindebæger’. Anna Rieder. Arena. 64 sider, 180 kroner
