Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Bag handelskrigen mellem Kina og USA ligger der en klassekamp

Michael Pettis og Matthew Klein leverer i bogen ’Trade Wars Are Class Wars’ en overbevisende analyse af de kræfter, der ligger bag Kinas økonomiske sejrsgang, og som globalt set skaber ulighed
De lave kinesiske lønninger gør det svært at sælge tilstrækkeligt mange varer internt i Kina. Dermed bliver Kina for at holde sin økonomiske model kørende tvunget til at eksportere meget af sin produktion. Her containere på vej ud af landet.

De lave kinesiske lønninger gør det svært at sælge tilstrækkeligt mange varer internt i Kina. Dermed bliver Kina for at holde sin økonomiske model kørende tvunget til at eksportere meget af sin produktion. Her containere på vej ud af landet.

CHINE NOUVELLE

Kultur
4. december 2020

Nok tabte præsident Trump det amerikanske valg, men med 70 mio. stemmer så vi samtidig, at den utilfredshed, som førte til hans usandsynlige sejr i 2016, ikke er på vej væk. En af de vigtigste kilder til den utilfredshed er den økonomiske globalisering og ikke mindst konkurrencen fra Kina. Dette såkaldte Kina-chok har ramt store dele af det amerikanske industrielle hjerteland i løbet af 00’erne, og det var især i områder ramt af denne afindustrialisering, at Trump baserede sin valgsejr tilbage i 2016.

Det er det Kina-chok, som økonomen Michael Pettis og finansjournalisten Matthew Klein undersøger i deres vellykkede nye bog Trade Wars Are Class Wars. Bogen analyserer de økonomiske kræfter, der ligger bag Kinas økonomiske sejrsgang i de seneste årtier, og selv om Trump er på vej væk, er der ingen grund til at tro, at modsætningen mellem Kina, USA og Europa også er det.

Pettis og Kleins analyse tager ikke afsæt i det globale niveau, men i stedet i den økonomiske ulighed internt i Kina – specifikt i fordelingen mellem lønarbejdere og kapitalejere. Selv om Kinas økonomiske udvikling set udefra især er drevet af landets eksport til resten af verden, så er det ikke dette, Klein og Pettis fremhæver som det mest karakteristiske ved den kinesiske model. Det er i stedet en ekstrem høj opsparingskvote og som følge deraf et højt niveau af investeringer. Dette høje niveau af opsparing hænger sammen med den voksende ulighed i Kina, som siden 1980’erne er gået fra en situation med udbredt økonomisk lighed til en fordeling, der nærmer sig de mest ulige lande.

Generelt er det sådan, at det er de rigeste, der sparer op og investerer, mens den brede befolkning forbruger alt, hvad de tjener. Og de lave lønninger i Kina betyder, at flere penge går til ejerne af virksomheder og dermed til højere investeringer.

Konstruktion af spøgelsesbyer

Vi er vant til at se på opsparing og påholdenhed som et økonomisk gode. Men på samfundsniveau kan det skabe økonomiske ubalancer. Pettis og Klein fremhæver især to problemer ved de lave kinesiske lønninger og det tilsvarende lave forbrug.

Det ene handler om manglende efterspørgsel. Når du opererer i en markedsøkonomi, er det ikke nok at producere varer – de skal også afsættes. Og de lave kinesiske lønninger gør det svært at sælge tilstrækkeligt mange varer internt i Kina. Dermed bliver Kina for at holde sin økonomiske model kørende tvunget til at eksportere meget af deres produktion.

Det andet problem handler om investeringsmuligheder. I de første år af Kinas vækstmirakel var der mangel på såvel forbrugsgoder som boliger og masser af investeringsmuligheder for opsparet kapital. Men som landet har udviklet sig, har det vist sig sværere og sværere at finde profitable områder at investere i. Et symptom på dette er konstruktionen af spøgelsesbyer, hvor ingen bor, eller skuffeselskaber, der er fyldt med gæld.

Kinas ledelse har sådan set i en årrække været klar over disse problemer, og har gang på gang erklæret, at man bør overgå til en økonomi, der i højere grad er drevet af indenlandsk efterspørgsel. Men Kina mangler institutioner til at omfordele fra rig til fattig. Der er en meget begrænset velfærdsstat, og ingen uafhængige fagforeninger. Så indtil videre er uligheden, og som følge heraf det høje investeringsniveau, fortsat.

USA’s centrale rolle

Når Kina kan gøre dette, er det selvfølgeligt afhængigt af, at der er et sted at afsætte de varer, de producerer. Og her har USA spillet en nøglerolle. For mens den kinesiske befolkning forbruger langt mindre, end de producerer, gør det modsatte sig gældende for USA. Det amerikanske marked og den amerikanske forbruger har i årevis været drivende i den globale efterspørgsel. Og det er især her, at flodbølgen af kinesiske varer har fundet villige købere.

Resultatet har været, at USA over årene har opbygget et massivt underskud på betalingsbalancen. For de fleste lande ville et sådant underskud betyde alvorlige politiske problemer og signalere et behov for at stramme livremmen ind. Men USA har noget som ingen andre lande har – dollaren. Så længe den amerikanske dollar er den dominerende globale valuta, der både bruges som middel til at afregne global handel og som altdominerende reservevaluta i verdens centralbanker, løber USA ikke ind i problemer på trods af nok så store underskud på handelsbalancen.

Dette betyder groft sagt, at så længe resten af verden er villig til at modtage dollars som betaling for deres varer, kan USA fortætte med at importere langt mere end de eksporterer. Samtidigt flyder store dele af det kinesiske handelsoverskud tilbage til USA i form af finansielle investeringer eller køb af amerikanske statsobligationer.

Denne udvikling er imidlertid ikke ifølge Pettis og Klein noget ubetinget gode for USA. Især den traditionelle arbejderklasse bliver ramt. Den stigende import af udenlandske varer er med til at erstatte industriarbejdspladser internt i USA, hvilket rammer særlige regioner hårdt. Samtidig er denne udvikling med til at skubbe til en finansialisering af økonomien, hvor kapital fortrænges fra industri og produktion til fordel for finans, tech- og ejendomssektoren. Denne dynamik er med til at øge uligheden i USA, hvor gode jobs i den traditionelle industrisektor erstattes af nye, mere usikre og lavtlønnede jobs i den voksende servicesektor, mens profitten går til nogle få store spillere inden for teknologi og finans.

På denne måde driver den stigende kinesiske ulighed et pres for øget eksport, som skubber til en øget finansielt skabt ulighed i USA. Denne sammenblanding af den kinesiske og amerikanske økonomi skaber dermed ubalance i begge lande og er med til at skubbe til interne konflikter i begge lande. På den måde kan den økonomiske integration skubbe til de storpolitiske konfliktlinjer.

Europas tyske problem

Men dette er ikke kun en historie om Kina. Hvis vi ser på ubalanceret eksportbaseret vækst, er Tyskland et endnu klarere eksempel end Kina, med endnu større overskud på handelsbalancen i forhold til den samlede økonomi. Denne udvikling er drevet af den samme dynamik som i Kina – de tyske arbejdere har igennem de sidste 20 år haft en lønudvikling, der ligger markant under resten af Europa. Det betyder, at den tyske industri er blevet mere konkurrencedygtig og har stået stærkere på eksportmarkederne.

I den internationale debat fremstilles denne tyske eksportmaskine ofte som en succes, som andre lande bør efterligne. Men den tyske model rummer for Pettis og Klein lige så store problemer som den kinesiske. For ethvert overskud på handelsbalancen betyder, at andre lande må have underskud. Og mens det især har været USA, der har aftaget det kinesiske overskud, er det Sydeuropa, der har modtaget den tyske eksportbølge. Men resultater har været det samme, at den lokale produktion er blevet udkonkurreret. Og fordi de sydeuropæiske lande ikke har den samme særstilling som USA via dollaren, har deres handelsunderskud manifesteret sig i øget optagelse af gæld. En situation, som førte til store problemer under Eurokrisen og har resulteret i, at lande som Italien og Spanien stadig er fanget i massiv arbejdsløshed og lavvækst.

Den tyske afhængighed af eksport som følge af manglende intern efterspørgsel har altså været med til at skabe de samme former for ubalance internt i EU, som den kinesiske model har gjort på globalt plan.

Løsningen

Stigende ulighed og lave lønninger i Kina og Tyskland er kort sagt hovedproblemerne i den globale politiske økonomi. Og løsningen er derfor en omfordeling internt i disse lande. I Kina taler de for en udbygning af velfærdsstaten, især gennem ordentlige velfærdsrettigheder til landets mange interne migrantarbejdere og et hævet lønniveau. I Tyskland taler de især for et markant højere niveau af offentlige investeringer, der kan hæve den indenlandske efterspørgsel, øge importen og på den måde trække især Sydeuropa frem økonomisk.

Overordnet set leverer Trade Wars Are Class Wars en overbevisende analyse. Ved ikke at fokusere på Kina, USA og Tyskland som uniforme enheder, men i stedet som modsætningsfyldte økonomier med modsatrettede interesser fra forskellige samfundsklasser, formår de at levere en såvel solid som interessant analyse.

De er dog stærkere, når det kommer til Kina, end når det handler om USA. I deres analyse er Kina den aktive spiller, oftest med problematisk effekt for verdensøkonomien, mens USA mere står som passivt offer for de kræfter, som de stærke eksportøkonomier slipper løs. Dermed kommer deres analyse til at ignorere den ekstremt stærke rolle som såvel store amerikanske multinationale selskaber som den amerikanske stat har spillet i at designe det globale frihandelsregime, som har formet og muliggjort den kinesiske eksportmodel.

Ikke desto mindre har Pettis og Klein leveret et væsentligt bidrag til forståelsen af de globale økonomiske modsætninger, og man kan håbe, at der bliver lyttet til deres forslag om at modgå handelskrige med reduktion af den indenlandske ulighed.

Michael Pettis og Matthew Klein: ’Trade Wars Are Class Wars: How Rising Inequality Distorts the Global Economy and Threatens International Peace’. Yale University Press, 288 sider, 21 USD

Vinterbøger 2020

Bøger til julegavejagten, de bedste bøger i 2020 og flere nye litteraturserier er blot nogen af de ting, du kan finde under overskriften Vinterbøger 2020.

Andre artikler i dette tillæg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Så USA er et uskyldigt offer for de væmmelige kinesere, der udnytter frihandel? Kunne de da ikke bare nøjes med at være betonkommunister med kommandoøkonomi og undertrykkelse. Det er amerikanske universitetsøkonomer uddannet til at forstå. Ikke al det med velfærd, gode eksportvarer og grøn omstilling.