Celan insisterede på at finde fodfæste i den samme tyske kultur, som han flygtede fra

I 1970 gjorde den tysk-jødiske digter Paul Celan selv det arbejde færdigt, som nazisterne havde påbegyndt under Anden Verdenskrig. Han kastede sig i Seinen og fik endelig fred fra den mangeårige hetz, han følte sig udsat for i Tyskland, og som i hans øjne gik ud på at udslette ham som forfatter, når nu det var mislykkedes at udrydde ham som jøde.

Det er ikke svært at forstå drivkraften bag Paul Celans anfægtelse. I 1942 omkom begge forældre i koncentrationslejren Michailowka, faderen af tyfus, moren blev skudt. Selv tilbragte han årene 1942-44 i en rumænsk arbejdslejr. Sværere at få greb om er den personlige præference og indstilling hos Celan, der insisterede på at finde fodfæste i den samme tyske kultur og litteratur, som han flygtede fra hele livet.

Det fremgår af de mange nye bøger om Paul Celans liv og værk, der er udkommet i år – 100-året for hans fødsel og 50-året for hans død – hvor netop had-kærlighedsforholdet til Tyskland og tyskerne er omdrejningspunkt. Man finder ganske vist ikke den store, autoritative Celan-biografi blandt nyudgivelserne, den må vi fortsat vente på, men indtil da er der rig mulighed for at genlæse historierne om antisemitiske anmeldere og plagiatanklager. Og selv vurdere, om de mange hædersbevisninger blot var et alibi, og at tyskerne i virkeligheden aldrig tilgav ham for at skrive digte om holocaust, som Celan uforsonligt hævdede.

Gravmælet

Det utilgivelige digt, som siden er blevet det vel nok mest kendte digt om Holocaust i efterkrigstidens tysksprogede litteratur, er digtet »Dødsfuga« fra 1945. Den bedste af nyudgivelserne, Wolfgang Emmerichs Nahe Fremde. Paul Celan und die Deutschen, behandler »Dødsfuga« som det ene af blot to digte hos Celan, hvor Tyskland nævnes, mens der for Thomas Sparr i Todesfuge. Biographie eines Gedichts er gods nok at skrive om i dette ene digt.

»Dødsfuga« udspiller sig netop i en af de berygtede udryddelseslejre, og helt centralt står den virtuose kommandantfigur, hvis uforglemmelige punchlines smælder som piskeslag over de jødiske lejrfanger: »Han råber spil døden med følelse døden er en mester fra Tyskland/ han råber stryg violinerne mørkere så stiger I som røg i luften/ så har I en grav i skyerne dér ligger man ikke trangt«.

Det er en selvstændig pointe, at digtet om udryddelsen er affattet på bødlernes tyske sprog, der er blevet sort som den livgivende mælk i dødsfugaens måske mest berømte metafor. Modersmålet er blevet til et mordersprog, som Emmerich konstaterer.

Selv kaldte Celan dødsfugaen en gravskrift til sin mor, og så meget desto mere smertelig for ham var den tilbagevendende affærdigelse af hans digte som l’art pour l’art. Som da for eksempel anmelderen Günter Blöcker i 1959 kaldte de indbyrdes forbundne nøgledigte »Dødsfuga« og »Tætføring« for »kontrapunktiske øvelser på notesblokken« og i øvrigt noterede sig, at Celan havde »en større frihed overfor det tyske sprog end de fleste af sine digterkolleger. Det har måske med hans herkomst at gøre. Sprogets kommunikationskarakter hæmmer og belaster ham mindre end andre.«

Det fik Celan til at fare i blækhuset og kalde Blöcker for en gravskænder og naziyngel, for hvis der var noget, billederne af røg og aske i dette digt ikke var, så var det virkelighedsfjerne tegn på et stykke papir.

Goebbels-jargon

Og det var ikke kun kritikerne, Paul Celan gik i clinch med. Ved forfattersammenslutningen Gruppe 47’s årsmøde i 1952 læste Celan sine digte op for forfatterkollegerne, og som blandt andre Helmut Böttiger er inde på i Celans Zerrissenheit. Ein jüdischer Dichter und der deutsche Geist, så var begivenheden en trist opvisning i, hvordan antisemitismen stak hovedet frem selv hos erklærede modstandere af det gamle system.

Hans Werner Richter, idémanden bag Gruppe 47, hvis fællesnævner var et opgør med Det Tredje Riges store stil og svulstige billedsprog, noterede i en dagbogsoptegnelse ved Celans død i 1970, at fremførelsen af blandt andet »Dødsfuga« ved årsmødet var Celans første store succes. Hans opstigning var kometagtig, og han var sammen med Ingeborg Bachmann mødets egentlige nyhed, husker Richter.

Ifølge flere deltagere var det imidlertid ikke den vurdering, Richter gav udtryk for på selve mødet, hvor han skulle have kaldt Celans oplæsning for »Sing-sang som man oplever det i synagogen« og frækt sammenlignede hans indfølte patos med Goebbels. Celan kvitterede ved efterfølgende at kalde Richter og hans kumpaner for fodboldspillere, avislæsere og soldaterkammerater, og for ham var kommentarerne blot endnu et bevis på, hvordan det tredje riges naziideologi trivedes fortrinligt i forbundsrepublikken.

Vennen Heinrich Böll hæftede sig siden ved, at digtene qua Celans oplæsningsstil og fremmedartede dialekt på pinligste vis blev misforstået og skyggede for det, som de egentlig handlede om, og Günter Grass var inde på noget af det samme, når han kammeratligt kaldte Celan en miserabel fortolker af sine egne digte.

Goll-affæren

»Dødsfuga« spiller også en betydelig rolle i de plagiatanklager, som Celan kæmpede med fra begyndelsen af 1950’erne og frem. De gik på, at han skulle have planket indhold til sine prisbelønnede digte fra blandt andre Yvan Goll, som han havde mødt i Paris i 1948, og hvis digte han havde hjulpet med at oversætte.

Efter Golls død i 1950 indledte enken, Claire Goll, en årelang smædekampagne, som tog til i styrke, og som indebar rundskrivelser til kritikere, redaktører og forlæggere, hvor hun bad om ikke at bringe noget af Paul Celan, og som kulminerede i et åbent brev i 1960. Her beskrev hun, hvordan Celan med en buket roser i den ene hånd og »Dødsfuga« i den anden indsmigrende løb ægteparret på dørene, mens han i virkeligheden blot var ude efter arven fra hendes kræftsyge mand. Og hun mere end antydede, at den sørgelige historie om forældrenes død, som han fortalte så rørende, netop bare var en historie.

Celan kaldte hele affæren for en skændsel og så en lige linje fra Claire Golls åbne brev til den bølge af antisemitisk hærværk, man på samme tid så i en række vesttyske byer. Han blev forsvaret af venner og forfatterkolleger i indlæg og læserbreve, men anklagernes beskaffenhed og levedygtighed i pressen var så opslidende, at de uomtvisteligt var medvirkende til de psykiske sammenbrud, der prægede Celans sidste leveår.

En mester fra Tyskland

Det i sig selv spektakulære møde mellem Paul Celan og Martin Heidegger, den tyske mestertænker, der var medlem af nazistpartiet og i 1933-34 udlevede sine nationalsocialistiske fantasier som rektor for universitetet i Freiburg, hører også med til billedet af Celan, som det tegnes her i jubilæumsåret.

Hans-Peter Kunischs Todtnauberg. Die Geschicte von Paul Celan, Martin Heidegger und ihrer unmöglichen Begegnung gør mest ud af mødet, der fandt sted i 1968 og strakte sig over et oplæsningsarrangement i Freiburg og en udflugt til Heideggers hytte i bjerglandsbyen Todtnauberg dagen efter. Kunisch samler og rekonstruerer de spredte brudstykker af samtalerne. Fra erindringer, breve, overleveringer, chaufførens gengivelse af dialogen på bagsædet, Celans bemærkning i gæstebogen i Heideggers hytte – og fra digtet »Todtnauberg«, som blev skrevet et par dage senere på et hotelværelse i Frankfurt, og hvor det anklagende spørgsmål »hvis navn blev indført/ før mit?« efterfølges af håbet om »kommende/ ord«, der udgør digtets omdrejningspunkt.

Muligvis ventede Celan, at mødet skulle munde ud i en bekendelse af skyld, og muligvis var Heidegger rørt over deres samtale og havde afgivet et løfte? Man bliver aldrig rigtig klogere hos Kunisch, der selv har iført sig digterkysen for at finde svar: »Sådan kunne det være foregået.«

Som det eneste af sine digte lod Paul Celan »Todtnauberg« optrykke separat i et begrænset oplag, som han delte ud som gave til venner og bekendte. Heidegger modtog også et eksemplar, som han nølende kvitterede for. Med tak, uden bekendelser.

Det kom til flere møder. I sommeren 1970 ville Heidegger føre Celan gennem Hölderlin-landskabet langs øvre Donau. Men det blev ikke til noget. I foråret 1970 tog Paul Celan sit eget liv i Paris.

Thomas Sparr: ’Todesfuge. Biographie eines Gedichts’. dva, 350 sider, 22 Euro ​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Helmut Böttiger: ’Celans Zerrissenheit. Ein jüdischer Dichter und der deutsche Geist’. Galiani Berlin, 199 sider, 20 Euro ​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Hans-Peter Kunisch: ’Todtnauberg. Die Geschicte von Paul Celan, Martin Heidegger und ihrer unmöglichen Begegnung’. dtv, 350 sider, 24 Euro ​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Wolfgang Emmerich: ’Nahe Fremde. Paul Celan und die Deutschen’. Wallstein, 400 sider, 24 Euro. ​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​