Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Concerto Copenhagens italienske julefryd er perfekt til en juleaften i lænestolen

Concerto Copenhagens julekoncerter er som så meget andet blevet aflyst på grund af corona-restriktioner, men heldigvis er der udkommet et album med deres juleprogram, der uden hyggelige fløjter eller forkyndende trompeter formidler gennem strengenes særlige tekstur af æterisk lethed og følsom intensitet
Årets julekoncert med Concerto Copenhagen er som så meget andet aflyst i år på grund af corona. På billedet leder Lars Ulrik Mortensen musikken stående foran orkestret ved sit lille orgel og med et cembalo ved sidste års koncert i Trinitatis Kirke i København.

Årets julekoncert med Concerto Copenhagen er som så meget andet aflyst i år på grund af corona. På billedet leder Lars Ulrik Mortensen musikken stående foran orkestret ved sit lille orgel og med et cembalo ved sidste års koncert i Trinitatis Kirke i København.

Andreas Merrald

Kultur
19. december 2020

Man rejser jo altid lidt, når man hører julemusik. Det er en del af drømmen. Til et sted med sne, eller til markerne under Betlehems blå himmel, til stjernerne med et rensdyrspand eller til udefinerede fantasilandskaber, der dufter af gran.

Barokensemblet Concerto Copenhagen, også kaldet Coco, tager os på deres julealbum med til noget så eksotisk som Italien. Dér hvor vi engang tog hen på sommerferie, men lige p.t. et sted, der næsten er lige så drømmerisk fjernt som julefortællingernes mytiske landskaber.

Det drejer sig heller ikke om Italien anno 2020, hvor man ikke kan sætte sig på en café eller restaurant uden af blive belemret med dårlig italiensk pop, og hvor den eneste musik, man stadig fremfører i Venedig, er Vivaldis De fire årstider, men om Italien dengang musiklivet var så rigt og blomstrende, at det er svært at forstå.

Sådan et julealbum med barokke, italienske julekoncerter er ikke bare et potpourri af julenumre, men et meget rent aftryk af barokkens høje kunstneriske niveau og concerto grossoens muligheder.

Concerto grossoe blev blandt andet udviklet af netop de komponister, der er repræsenteret på pladen, og er en musikalsk form, hvor solistiske instrumenter understøttes af flere musikere i et rigt, musikalsk nuanceret billede. Selve musikken udvikler sig i flere satser med varierende tempi, poesi og dramatik.

Særligt for »julekoncerterne» var én af satserne en pastorale. Altså en sats, der fremmaner landlig idyl ved for eksempel at efterligne hyrders musik eller landlig dansemusik. Ikke at pastoralesatser var forbeholdt julekoncerter, men i en julekoncert var det selvfølgelig en måde at referere på til hyrderne på marken og det lille Jesusbarn i staldens varme.

Violinland

Ligesom det også i dag altid er en smart idé opmærksomhedsmæssigt og økonomisk at udgive et julealbum, var det også i datiden en sport at levere musik til juledag, og der er mange barokke julekoncerter at vælge imellem. Cocos julealbum indleder med den nok mest kendte, Arcangelo Corellis julekoncert Concerto Grosso i g-mol op. 8.

Den julekoncert, der har sørget for at holde Corelli kendt, kan man også næsten sige. I albummets anden ende ligger Pietro Locatellis Concerto grosso i f-mol, op. 1, som et spejlbillede, meget inspireret af Corelli og ligeledes i seks satser. Mellem de to større koncerter får vi tre-satsede koncerter af Giuseppe Torelli, Antonio Vivaldi og Francesco Onofrio Manfredini.

Kan vi ikke lige dvæle ved de vidunderlige navne, der bare i sig selv er fulde af musik. Vi er i violinland. Dér hvor violinen blev født. Og alle komponisterne er selvfølgelig selv violinister. Det er julemusik uden hyggelige fløjter eller forkyndende trompeter, men musik der formidler gennem strengenes særlige tekstur af æterisk lethed og følsom intensitet.

Det er dejligt at have det hele indspillet og at kunne fylde stuen med julemusik med sydlandsk varme. Men man savner også liveoplevelsen. Er man som mig ikke barokmusiker og indehaver af ører, der er veludviklede inden for barokken, så glider det hele måske nemt sammen i ét.

Den ene komponist med den anden og den ene koncert med den anden. Ved en koncert oplever man skiftene og musikernes indsats på en anden måde. Man bør lave en julekoncert med sig selv og sætte sig ned og lave ingenting, mens man nærlytter Cocos kunst.

Jeg er som altid imponeret af Cocos evne til at formidle den gamle musik med en nerve, der på den ene side svinger helt i takt med et moderne menneskes følelsesregister samtidig med, at der er dykket langt ned i verdener længere væk til bevarelse af disses forestillinger om skønhed, poesi og drama.

Lyt bare for eksempel til de allerførste akkorder på hele albummet i Corellis smukke indledning: de falder helt uden for nogen kedelig taktstavs idé om noget som helst og mere uden for tid i deres helt egen spænding. Sådan giver man gammel gennemspillet musik nyt liv.

Cocos ene kardinaldyd, intensitet, spidder ørerne i første sats, mens deres anden, rytmisk liv, styrer anden sats og deres tredje, poetisk skønhed, risler ned over sidste sats’ adagio. Min gamle brugte metafor om italiensk violinmusik som rødhalssang om vinteren presser sig på igen.

Og lyt til, hvordan de med sikker ro åbner Torellis koncert og på få takter af dissonanser og dissonansers opløsning etablerer et smukt og komplekst hav, hvis spejlblanke overflade af dansende væsener, violiner, hyrder, mennesker, hvad det nu er, kan springe frem på i en lille livets dans. Det er en meget smuk lille koncert denne »Pastorale per il Santissimo Natale« med følsomt solospil og stimulerende duetspil.

Tag en aften i lænestolen, hvorfor ikke juleaften, med denne dejlige decembergave, og sæt dig i pinjelunden med et lille glas Strega og nyd den fine rødhalssang fra violinland. 

’Per la Notte di Natale. Italian Christmas Concertos’. Concerto Copenhagen. Lars Ulrik Mortensen (musikalsk ledelse). Fredrik From (solist). Naxos 2020. Kan streames på bl.a. Spotify.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her