Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Fire danske jazzudgivelser dyrker instrumentel afholdenhed – uden at blive kedelige

Der gemmer sig ikke så få beroligende overraskelser på fire nyere danske jazzudgivelser. Svaneborg Kardyb, Peter Uhrbrand, Rasmus Oppenhagen Krogh og Girls in Airports lader på hver deres afdæmpede facon musikken flyde tyst og forførende atmosfærisk
Styrken i Svaneborg Kardybs kompositioner er den intime intensitet og lydhørhed, man fornemmer i samspillet mellem de to herrer og deres respektive instrumenter.

Styrken i Svaneborg Kardybs kompositioner er den intime intensitet og lydhørhed, man fornemmer i samspillet mellem de to herrer og deres respektive instrumenter.

Pressefoto

Kultur
3. december 2020

Noget musik har evnen til at henlægge alt, hvad den berører i salighed, tænker jeg, da jeg lytter mig gennem fire nye album fra den danske jazzverden. Det føles ikke kun, som om min lyttende krop beroliges af de toner, der stilfærdigt forlader højttalerne. Også resten af det rum, jeg befinder mig i – sofapuder, potteplanter og møblement – lader til at nyde det pusterum til eftertanke, der opstår, når lydene af klaver, violin, elguitar, blæse- og rytmeinstrumenter interagerer og sænker sig over os.

Uanset om musikerne kommer fra Jylland, Sjælland eller Fanø, om de er unge, ikke længere helt så unge eller ældre endnu, har de det til fælles, at de ikke har travlt med at spille højt, hektisk og hurtigt. I stedet dyrker de det afdæmpede og eftertænksomme. De higer ikke efter opmærksomhed, men fortjener bestemt at få den for deres evne til at dyrke en instrumentel afholdenhed og de mere atmosfæriske sider af, hvad jazz kan være. En form for jazzshhhhh, der aldrig bliver hverken kedsommelig eller trættende.

De mest tyste er den aarhusianske jazzduo Svaneborg Kardyb. Bag navnet gemmer sig Nikolaj Svaneborg på klaver, elklaver og synthesizer og trommeslager Jonas Kardyb. Lig makkerparret Bremer/McCoy er Svaneborg Kardybs kompositioners styrke den intime intensitet og lydhørhed, man fornemmer i samspillet mellem de to herrer og deres respektive instrumenter.

Det klinger trygt og afbalanceret på deres andet album Haven, når tangenter og trommer i fællesskab udforsker, hvor enkle melodier og afdæmpede klange kan føre hinanden hen.

Duoen debuterede sidste år med Knob, og opfølgerens ti numre er rolige med harmonier, der lige så tyst forgrener sig. Et par toner springer til, springer ud eller flyder med. En række kantslag eller efterklangen fra et bækken er den slags små nuancer, der spirer frem i al Havens enkelthed.

Deres »Sommer« lyder som en minimalistisk og klokkebeklædt elklaversparafrase over Chris Isaaks firserlumre popklassiker »Wicked Game«. Mere funky bliver Svaneborgs Würlitzer-piano på »Bluesen« og »Omvej«, og på »Dialekt« bryder Jakob Sørensen klaveret og trommernes tosomhed. Hans luftige trompetspil smyger sig om og efter en mumlende mandsstemme, der på jysk pludrer om sine søde køer, hvis mælk han kan sælge til den amerikanske præsident, men som ikke er fin nok for københavnerne.

Enmandsspillemandshær

Hos multiinstrumentalist Peter Uhrbrand er klaverimprovisationerne lidt mere livlige, men stadig i den neddroslede afdeling. En fugleflok pipper med på Songs for a Fabulous Monsters åbningsnummer, »Overture Valze Moderato«, og jeg ser for mig, hvordan Uhrbrand sidder ved sit klaver med åbent vindue ud til haven, hvor de nysgerrige sangfugle ikke kan dy sig for at give deres besyv med.

Peter Uhrbrand er spillemand af den gamle skole. En ferm violinist bosat i Sønderho på Fanø. Uhrbrand har spillet en uvurderlig rolle i bevarelsen og videreførelsen af øens folkemusiske tradition, og han spiller selv samtlige instrumenter på Songs for a Fabulous Monster med undtagelse af en basklarinet.

Pladens ti sange svinger i stil og stemning fra swingjazz og verdensmusik over akustisk guitarblues til drømmende vemodig folk a la folkemusiktrioen Dreamers Circus. »Sweet Dreams, Elliott« er en smuk vuggevisevuggende vise, mens andre af numrenes titler peger mod en fantasiverden, hvor enhjørninger danser med sommerfugle.

Songs for a Fabulous Monster er sprudlende med en smittende folkemusikalsk glæde. Men pladen er også dyster, melankolsk og fuld af den slags visdom, kun violinister med livslang erfaring kan vride frem fra strengene.

En mageløs dukkert

En yngre strengebetvinger er guitarist Rasmus Oppenhagen Krogh. Han debuterede i 2017 med Distill og er nu aktuel med Whereabouts.

På »For Keeps« snor Kroghs elektriske guitar sig elegant oven på de andre instrumenter. Lyden fra strengene er varm, og improvisationerne svæver, som blev de hele tiden holdt oppe af træblæserens pusten. Keyboardet puffer blidt guitaren videre fra en længere digression, mens det på »A Certain Uncertainty« falder i staver imellem en foruroligende blanding af forheksede knirk og bløde skvulp.

Blandt de musikere, der bidrager til denne ruin af en lydmur, er træblæser Lars Greve og perkussionist Victor Dybbroe. Som de respektindgydende kreative kraftcentre, de er, spiller de med i et hav af bands og (solo)projekter, når ikke de eksperimenterer og komponerer i den mere opfindsomme og avantgardistiske ende af spektret. Blandt andet udgør de to femtedele af det succesrige indiejazzensemble Girls in Airports, der har spillet sammen siden 2009.

Girls in Airports’ sjette album – det forførende og mageløse Dive – er indspillet over fem dage i København og afspejler, hvordan bandet oplever at være nået et sted hen i livet, hvor de ikke kan bunde.

»Mængden af nære relationer og oplevelser med kærlighed, sygdom, liv og død flyder sammen. For nogle år siden oplevede vi at føle os enten lykkelige eller fortvivlede, i dag føler vi alting på én gang,« som saxofonist og klarinettist Lars Greve formulerer det i pressemeddelelsen.

Anders Vestergaard har erstattet Mads Forsby på trommer, mens Victor Dybbroe stadig står for en helt formidabel percussionpræcision. Både hver for sig og tilsammen er de to et rytmisk guldfund, der hele tiden funkler opfindsomt på bunden af kvintettens dramatisk sørgmodige indiejazz.

Rasmus Oppenhagen: ’Whereabouts’ (April Records).

Svaneborg Kardyb: ’Haven’ (Blikflak).

Peter Uhrbrand: ’Songs for a Fabulous Monster’ (Gateway Music).

Girls in Airports: ’Dive’ (Mawi Music).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Frank Østergaard

- også de anbefalinger kører i båndsløjfe.
Tak igen til Louisee Rosenberg

Torsten Jacobsen

Anders Vestergaard er en af de sjældne musikere, der nærmest kropsliggør en evigt opadgående kurve af udfoldet potentiale. Altid en fornøjelse!