Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Fuglene er effektive symboler i Margaret Atwoods klimakritiske digte

Det er et troværdigt udsagn i Margaret Atwoods nye digtsamling ’Inderligt’, at vi ikke kan nøjes med at tale om klimakrisen som en abstraktion
Lige så konkret som fuglene kobles til det at miste, lige så utvetydigt bruger Atwood dem til at skrive om klimakrisen. Arkivfoto.

Lige så konkret som fuglene kobles til det at miste, lige så utvetydigt bruger Atwood dem til at skrive om klimakrisen. Arkivfoto.

Ebbe Knudsen

Kultur
4. december 2020

Albatrosser, sangdrosler, forårsfugle. Overalt i canadiske Margaret Atwoods (f. 1939) nye digtsamling Inderligt er det fuglene, der skaber billedrige forbindelser og tematiserer miljøkrise og undergang såvel som alderdom, sorg og kærlighed.

I en digtsuite tilegnet »myrdede søstre« lyder en strofe eksempelvis: »Hvis fugle er menneskesjæle/ Hvilken fugl er du da?/ En forårsfugl med en munter sang?/ En højt flyvende?«

Det kendetegner Atwoods poesi, at hun ikke bekymrer sig om sentimentalitet; hun stiller de spørgsmål, den længselsfuldt sørgende virkelig stiller; lige så smerteligt banale, som de er: Hvis du er en fugl, hvilken en af dem er du så? Digtets sidste verselinje: »Jeg har brug for at du er et sted …«

Lige så konkret som fuglene kobles til det at miste, lige så utvetydigt bruger Atwood dem til at skrive om klimakrisen. I digtsuiten »Plasticæn«, ni digte om plastic i et postapokalyptisk landskab, er en albatros fra Midwayøen »fyldt med de klareste farver:/ et prisskilt et silkebånd/ en mislykket ballon/ en strimmel sølvpapir«.

Billedet er hverken ukendt eller overraskende – en sagesløs fugl fuld af menneskeskabt plastic – og det er Atwoods konklusion heller ikke. Digterjeget spørger retorisk, hvad der burde have været inden i »den triste pose/ af pjuskede fjer« og svarer selv:

»Der burde have været brændstof/ til vinger, der burde have været/ højtflyvende over et rent hav/ ikke dette glitrende rod/ dette betændte redeværk.«

Efter at have læst dette digt nåede jeg at skrive en del noter om det irriterende ved poesi, der så åbenlyst moraliserer; selv med Atwoods sproglige klarhed, og selv når det handler om et spørgsmål, hvor jeg jo er fuldstændig enig med skriftens udsagn, vil jeg gerne have lov til selv at tænke med.

Så bladede jeg om til suitens næste digt, der hedder »Redaktørens noter« og lyder som nedkogt version af min kritik:

»En note kunne være (sagde hun)/ at skrue en anelse ned for/ formaningerne og håbløsheden (…) lad folk komme frem til deres egne// konklusioner.«

Ved, hvad hun laver

Selvfølgelig ved garvede Margaret Atwood – forfatter til mesterværker som Tjenerindens fortælling og Alias Grace – udmærket godt, hvad hun laver: Hun ved, at det ikke er comme il faut at skrive et digt, der peger på et konkret problem og dernæst simpelthen forklarer, hvordan det burde have været i stedet for. Men hun gør det alligevel. Og er det ikke netop sådan, litteraturen er nødt til at forholde sig til klimakrisen; på én gang hyperbevidst, følsomt – og aktivistisk?

Det er i hvert fald den overbevisning, jeg er efterladt med. Det bliver et troværdigt udsagn i værket, at vi ikke – heller ikke i poesien – kan nøjes med at tale om klimakrisen som en abstraktion. Som Atwood skriver i samlingens korte indledning:

»Der er flere fugle i disse digte end der plejede at være. Jeg ønsker mig endnu flere fugle i den næste digtsamling, hvis der kommer en; og jeg ønsker mig flere fugle i verden./ Lad os alle håbe.«

Hos miljøaktivisten Atwood er fuglene ikke alene symboler for sorg og klimakrise; de er også de virkelige fugle, som vores økologiske krise er ved at udrydde. Så konkret er hendes poetik, for så konkret er vor tids biodiversitetskrise.

Også bogens omslag er prydet af fugle: et maleri af to newzealandske saddelrygge (fortæller pålidelige ornitologiske kilder mig). Der er noget lidt gammeldags, grænsende til kitschet ved omslagets udtryk, hvilket passer godt til digtenes fortællende, ligefremme stil og, særligt, titlen Inderligt – en perfekt oversættelse af det fine og gammeldags engelske ord Dearly.

Margaret Atwoods digte forsøger ikke at være og er ikke formsprængende; de taler uforknyt og empatisk om velkendte temaer og problemer.

Men problemerne fremstår mere akutte end nogensinde før. Som der står i klimadigtet »I flammer«: »Verden brænder op. Det har den altid gjort. (…)/ Men nu/ brænder den hurtigere.«

Margaret Atwood: ’Inderligt’. På dansk ved Caroline Albertine Minor. Lindhardt og Ringhof, 144 sider, 200 kroner

Vinterbøger 2020

Bøger til julegavejagten, de bedste bøger i 2020 og flere nye litteraturserier er blot nogen af de ting, du kan finde under overskriften Vinterbøger 2020.

Andre artikler i dette tillæg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her