Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Hilda Hilst laver udknaldet og smuk satire over midaldrende mænds kriser

Hilda Hilst var en af det 20. århundredes største sydamerikanske forfattere. Nu foreligger den lille afsindige ’Med mine hundeøjne’ på dansk. Det er udknaldet og smuk satire over 48-årige mænds kriser, naturvidenskab og pruttejokes
Den brasilianske forfatter Hilda Hilst mestrer med sine sjældent mere end 60-70 sider lange bøger begrænsningens kunst. Hendes bøger er befriende fri for ulmende gak, for opbygning og klimaks og konkluderende afrunding.

Den brasilianske forfatter Hilda Hilst mestrer med sine sjældent mere end 60-70 sider lange bøger begrænsningens kunst. Hendes bøger er befriende fri for ulmende gak, for opbygning og klimaks og konkluderende afrunding.

Ritzau/Scanpix

Kultur
11. december 2020

Hvis en midaldrende mands midtvejskrise og den abstrakte matematik fik et barn sammen, så ville denne yngel ligne den brasilianske forfatter Hilda Hilsts (1930-2004) kortroman Med mine hundeøjne fra 1986.

I en bog, der både er rablende monolog, flerstemmig satire, og skrift helt oppe fra røvhullet, følger man den 48-årige matematikprofessor Amós Kéres. En dag står han på toppen af en bakke på vej til arbejde, og så bliver han »overvældet af inkommensurabel betydning«. Han er begyndt at holde 15 minutters pauser midt i sine sætninger. Han går i hundene. 

Brasilianske Hilda Hilst anses i dag for at være en af det 20. århundredes største sydamerikanske forfattere, men i sin levetid var hun relativt ufeteret. Hun var arving af et kaffeimperium, og efter at have nydt São Paulos festliv i en årrække, trak hun sig tilbage for at leve alene med en flok hunde på landet. Nu er hun som landsmanden Clarice Lispector så småt ved at blive opdaget i Danmark, hvor vi fik hovedværket den uanstændige madam D i 2018.

Hilst mestrer med sine sjældent mere end 60-70 sider lange bøger begrænsningens kunst. Hendes bøger er befriende fri for ulmende gak, for opbygning og klimaks og konkluderende afrunding. Amós, hovedpersonen i Med mine hundeøjne, siger det selv: Han vil »afbetyde«, han »smelter målepinden«, eller med andre ord den opbyggelige orden, der burde binde fortællingen sammen.

»Med mine hundeøjne« af Hilda Hilst

Henrivende uproduktiv krise

Fra start til slut er bogen i stedet en uafbrudt skudsalve af vanvid. Teksten har tics eller tourettes, der er lige dele klogskab og skræk som i dette løsrevne citat:

»Fugle og rødder. Det højeste og det dybeste. Leder vi efter et træ for vores vingers skyld? For at kunne vokse. Jeg forbliver stum. Jeg læste et sted, at de skærer marsvinenes stemmebånd over. Så man ikke kan høre skriget. Hylet. Jeg forbliver stum. Halsen svulmer op af skrig, men jeg er amputeret.«

Mindst lige så fascinerende som vanviddet er bogens satire over midaldrende mænds kriser, der ellers tages utroligt alvorligt i populærkulturen.

Jeg tænker på tv-serien Breaking Bad om kemilæreren, der begynder at producere crystal meth, jeg tænker på årets to biografsucceser med Mads Mikkelsen, Druk og Retfærdighedens ryttere, og jeg tænker på stort set hele Hemingways forfatterskab om uformående mænd, der surmuler over krigstraumer.

Her er Hilda Hilsts roman helt anderledes, for matematikprofessoren er så ynkelig. Han kommer ikke rigtig i kontakt med noget dyrisk eller vitalt, som Heisenberg i Breaking Bad eller Hemingways krigsmænd gør. Nej, han synes pludselig, at myrer er »genier, store tænkere«, og sin lille søn opfatter han hverken kærligt eller det modsatte, men som en »langstrakt prut, der varmede mit skinneben«.

Amós overvejer, om han skal fortabe sig i sin yndlingsluder Libitinas arme, et navn, som nogen har fortalt ham har med lidenskab eller libido at gøre. Hans kone hedder Amanda, et ord, hvis grundstamme er ’amare’, at elske. Men hverken drifterne eller kærligheden handler han på, Amanda begynder han at kalde » det lille bøllefrø«, og liderligheden flyder ud i pruttejokes og impotens.

Bertolt Brechts brasilianske kusine

Alligevel er der i romanen en formmæssig og sproglig økonomi, der nærmest virker matematisk stringent, som om sprogmaterialet kan plusses og trækkes fra. Det minder mig om Inger Christensen, hvis poesi er langt mere lavmælt, men også optaget af talsystemer og forbindelser mellem skrift og naturvidenskab.

Mellem Amós’ bekendelser og en fortæller, der beretter udefra, er der pludselig digte, der kunne være Christensens dødedans med sommerfuglene værdige:

»Gjort af savl og latter
Som en, der spiller på myterne
Udregner jeg udyr
Jeg er den cirkulære begyndelse
Jeg stiger ned i afgrunden
Det sidste led i din rosenkrans«

Matematik og en gud, der det eneste øjeblik tages for gode varer, og det næste øjeblik forkastes – det minder om en anden stor europæer, Bertolt Brecht og hans Verfremdungstheater. Brecht ville ryste folk ud af borgerskabets forlorenhed ved først at lulle folket ind i fiktionens univers, for straks at bryde illusionen. Hilst er lige sådan ude efter at vrænge og pege fingre.

Kulturkannibalisme

Men egentlig undslår forfatterskabet sig disse europæiske kategorier, som jeg lægger ned over det.

Et centralt begreb i brasiliansk kulturhistorie er ordet antropofagia, som egentlig bare betyder kannibalisme. Det blev lanceret af modernisten Oswald de Andrade, som i sit Manifesto Antropófago (1928) foreslog, at det unge lands kunstnere skulle gøre europæernes vrangforestillinger om, at de var kannibalistiske junglefolk, til deres styrke. I billedlig forstand måtte de æde den europæiske overmagts traditioner for at tage den næring, de kunne bruge – og så spytte noget nyt ud. »Tupi or not tupi « skrev Andrade satirisk, en sammensmeltning af Shakespeare og navnet på en oprindelig stamme, tupi'erne. 

Det er i den tradition, Hilsts prosa opererer. Den smovser det gamle pjat i sig og spytter det ud, så nakkehårene rejser sig. Med mine hundeøjne er en afsindig bog, der sjældent har set sin mage. 

Hilda Hilst: ’Med mine hundeøjne’. Oversat af Lean Pejtersen. 80 sider. Harpyie. 180 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bent Christensen

Lyder som en spændende forfatter, men har hun lov til at skrive om mænd når hun nu er kvinde?
;-)

Maria Francisca Torrezão

Hvor ville verden være et bedre sted, hvis ethvert menneske formåede at holde femten minutters pauser midt i sine sætninger.

P.S. Anmelder: ”matematikprofessoren er så ynkelig”
Tror, læseren, med denne anmeldelse, får et større indblik i anmelderens univers end Hilda Hilsts.

Bodil er ganske forudsigelig ... alle hendes artikler handler om det samme, med samme pointe: Hun kan ikke lide mænd.