Det er måske slet ikke så mærkeligt, at hele to bøger i årets nøje udvalgte bunke af kunstnerbøger handler om himlen. For er der noget, vi i år har kunnet samles om, på god afstand af hinanden, så er det naturen omkring os, himlen over os. En anden mere atypisk tendens i år er sjove bøger. Ud over Pist Protta, der altid er humoristisk, så er der op til flere bøger i bunken i år, der får latteren frem.
Måske er humor i virkeligheden det allermest afvæbnende middel til at komme igennem svære tider, ligesom evnen til at drømme er det, som også stimuleres i flere af de udvalgte bøger.
Vi begynder med naturen.
Den blå himmel
Min private himmel er lavet af den altid bog-eksperimenterende Kamilla Jørgensen, der har udgivet en bog formet som et farvekatalog fra farvehandlen. Kun med nuancer af blå. I en lille tekst forklarer hun, hvordan hun fra sin sygeseng igennem en måned studerede himlens farver og formationer og kun gad at læse »himmelbogen«.
Der er dog ikke en eneste sky på Jørgensens himmelblå toner, dem har Nanna Debois Buhl til gengæld indfanget på adskillige fotografier og udgivet i en ny smuk bog med titlen Cloud Behaviour.
Hvor Jørgensens himmelbog er både konceptuelt stram og dybt personlig, så er Debois Buhls bog mere æstetisk undersøgende og forskningsbaseret. Hendes bog rummer mest af alt billeder af himlen, eller rettere, af skyer, men der er også adskillige tekster i, der både poetisk og videnskabeligt spekulerer over skyernes betydning.
Kan man for eksempel læse klimaforandringerne ud fra skyernes formationer, spørger Buhl en forsker fra Niels Bohr Instituttet. Bogen er stor, lækker og selvfølgelig med et lyseblåt cover.
Kamilla Jørgensen, ’Min private Himmel’, arkhest. 100 kroner
Nanna Debois Buhl, ’Cloud Behavior’, Laboratoriet for Æstetik & Økologi, Humboldt Books. 220 kroner
Forestillingens evne
Kort efter jeg havde åbnet det lille beskedne brev, hvorpå mit navn var skrevet med gammeldags maskinskrift, begyndte jeg at skraldgrine. Det kom helt bag på mig, at denne lille tørre udgivelse, der simpelthen består af fem kartotekskort med arkivtekst, skulle være så morsom.
Det lille brevs fem kartotekskort lister informationer om drømmebøger. Grafisk er de sat op, som var de kort med rigtige informationer om virkelige bøger, men de er alle blot bøger til fantasien. De tørt opstillede lister fremmanede dog hurtigt nogle sjove billeder i mit hoved. Hvem ville for eksempel ikke gerne læse bogen De studerende kan ikke låne den ledige kopimaskine (om den toksiske undervisningskultur på AUC i de tidligere 1970’ere), skrevet af en lektor Abdul Hogan?
Eller hvad med en bog af Marcel Duchamp med titlen How to fix your bicycle? Det er et enkelt greb at liste noget så sjovt på så tør en måde, men det virker prompte, og samtidig er der endda små subtile kritiske indspark til for eksempel den aktuelle kunstscene – jævnfør bogen om den toksiske undervisningskultur, eller hvad med Mikkel Bogh og Alice Hellelands fælles udgivelse: Senmystifismen i dansk kunst 2010-18.
Når man ved, hvor meget en bogudgivelse kræver, er det nogle gange nok bare at drømme sig til en bog. Og det er der også andre, der har gjort før. Da tidsskriftet Pist Protta fejrede 30-års jubilæum kaldte de det for 50-års jubilæum og fik kunstnere til at skabe omslag til de næste 20 års Pist Protta, der blev udstillet på linje med alle de udgivne numre. Som en fremtidsfantasi, der næsten blev til virkelighed.
Lidt samme idé manifesterer sig i Kamilla Jørgensen og Tanja Nellemanns udgivelse Omslag 2020, hvor 20 forfattere og 20 billedkunstnere har lavet omslag til 41 forestillede bøger til fremtidig udgivelse. Heri finder man en pink version af Jakob Jakobsens omslag til Ophør Oprør – dagbog fra en indlæggelse, der rent faktisk blev udgivet i 2020 (én af årets vigtigste og bedste), mens jeg vil vente med tålmodighed på Thomas Hvid Kromans Stort set alting om nærved ingenting – Tomhedens kulturhistorie 1-2 og Jytte Høis Fruit and Fingers, der at dømme efter omslaget byder på helt nye amorfe skulptureksperimenter.
Anders Bonnesen, Gitte Broeng, Lasse Krog Møller (red.): Somnium, forlaget *[asterisk]. 50 kroner
Kamilla Jørgensen, Tanja Nellemann (red.): Omslag 2020. Antipyrine. 200 kroner
Våd af dug
Wet With Dew hedder Moa Alskog og Cecilie Skovs fælles udgivelse, og det er en ret lækker titel, der ligger godt i munden, og som udtrykker noget af den fugtige sanselighed, som bogen udtrykker. Det værk, der har lagt navn til udgivelsen, forestiller fx et stort rundt lyserødt fad i epoxy. Det står lænet op ad en væg og ligner, at det er skabt af råt kød som fersk laks. I fadet er der indstøbt plantedele, en plastikpose, mønter.
En syntetisk sanselighed med andre ord, der ikke nødvendigvis skaber et gnidningsfrit portræt af naturen, men blander billeder af væsner (frøer og frømennesker) og sølvskulpturer med dette vådt glinsende fad. I midten af bogen er et langt digt af Eleanor Ivory Weber, der ikke forklarer noget som helst, men som symbolsk opstiller en masse ladede termer og for eksempel spørger »Could nature? Does gesture?«
Bogen er uindbundet og uhæftet, så alle siderne er løsark, men i god tyk kvalitet, der gør, at siderne ikke glider ud af formen. Jeg er fristet til at tage et papirark ud, indramme det og hænge det op. Man amputerer bogen, men til gengæld bliver et element af den synlig på væggen i stedet for at være klemt og ofte også glemt i reolen: det evige paradoks ved en kunstnerbog. Skal den behandles som en bog eller som et værk?
Moa Alskog & Cecilie Skov, Wet With Dew, emancipa (t/ss) ionsfrugten. 150 kroner
Forgabt i en butik
Da Mette Winckelmann i en periode flyttede ud til Nørrebros Runddel, cyklede hun hver dag forbi de mange farverige butikker på Nørrebrogade, og særligt én blev ved at fange hendes opmærksomhed – både på grund af de mange farverige tekstiler, der blev solgt i butikken, som Winckelmann købte og brugte til at lave værker med, men også på grund af skiltet, som formede navnet: LAILA UTI.
Den historie fortælles i Winckelmanns nye smukke kunstnerbog, der er lavet i tæt samarbejde med grafisk designer Anni’s. Winckelmann benytter altid et stramt mønsterdannende system i sine værker, bøger og udstillinger, og her i bogen betyder det, at der for hver 16. side ændres papirkvalitet, ligesom den gule farve visse steder er taget ud, så farverne fremstår syntetisk lilla.
Bogen har derfor både matte, tykke, tynde og glinsende papirer, og alle sammen er skønne at røre ved – og kigge på. Bogen gengiver enkelte eksisterende værker, men det er langtfra en dokumentation over en værkproduktion, for lige så ofte er det bagsiden af et værk, man ser, eller det er en assemblage skabt til bogen, hvor adskillige værker er lagt oven på hinanden. De sider er særligt fascinerende.
På den måde er bogen langtfra kun en bog om kunst, men i særdeleshed også en bog som kunst. Bagest i bogen er også en smuk tekst af forfatter Kristina Stoltz, der skriver om Winkelmanns fascination af LAILA UTI, som var det en person à la den spøgelseslignende karakter i romanen Cahun. LAILA UTI er én af årets absolut smukkeste udgivelser.
Mette Winckelmann, LAILA UTI, Bom Dia Boa Tarde Boa Noite, 32 €
Moderskab for fremtiden
Nanna Lysholt-Hansens fire håndsyede og riso-printede bøger med den overordnede titel Dear Daughter kan nu fås i et samlet bokssæt, hvor hver bog har sin signifikante farve: blå, pink, grøn og orange. Bøgerne kan således læses fortløbende, som en syret scifi-tekst over moderskabet, der starter med et digt til Lysholts ufødte datter, og som senere bliver til skrift til døtre i flertal og er hymner over både teknologi og det jordbundne liv: »We are beings of the earth, both ancient and up-to-/the minute«.
Teksten er en slags feministisk scifi-punk, der er influeret af både den amerikanske biolog Donna Haraway og den italienske teoretiker Rosa Braidotti. Begge har de udgivet meget indflydelsesrige bøger om den posthumane tilstand, hvor krop, teknologi og natur er sammenfiltret på nye måder. Deraf bliver Lysholts tekster en slags hybrider mellem computersprog, lyde, ømhed og filosofi, der hele tiden kredser om moderskabet, som her:
»A mother provides_the electrical connections_by / which_the other components of the system commu-/ nicate_ (and_talk with each other)«. Når hun performer og aktiverer sine tekster, er det også i en kobling mellem krop og maskine, hvor hun er indhyllet i en tætsiddende dragt, mens hun, eller rettere maskinen, messer teksten til den ufødte datter.
Når moderskabet knyttes til teknologien, og reproduktionen bliver en algoritme, hvad bliver omsorgen så til? Digte?
Nanna Lysholt Hansen, Dear Daughter. Laboratoriet for Æstetik & Økologi. 275 kroner
Det brune nummer
Pist Protta bliver ved. Ved med at udkomme og ved med at overraske. Hvert eneste nummer – på nær en lille serie på tre-fire udgivelser – har haft et komplet nyt grafisk design. Nr. 86 er i et lille lommeformat og med et brunt omslag. Som ethvert andet ordentligt tidsskrift udkommer det nu som et dobbeltnummer, hvor nr. 87 er gemt inde i omslagets bagside. Lige så fascinerede vi er af farven blå, lige så ambivalent har vi det med farven brun, som er dette nummers fokus.
Trods eksperimenterne er det kunstneriske niveau på Pist Protta altid tårnhøjt, og bag samtlige udgivelser – siden 1981 – gemmer sig redaktionen Åse Eg Jørgensen, Jesper Fabricius og Jesper Rasmussen. Men tilbage til nr. 86, som rent konceptuelt ligger på linje med Kamilla Jørgensens farvekort over blå toner, nu er vi bare i den brune afdeling. Alle 16 sider i bogen er monokrome brune nuancer og tilmed i forskellige papirkvaliteter – mat på den ene side og glat på den anden. Papiret føles af noget, det har en ru tekstur, eller det er helt glat, det er kort sagt meget taktilt, og man ligefrem oplever bogen gennem fingrenes fornemmelse af papiret.
Pamfletten bagest i bogen, Nr. 87, hænger sammen med disse brune sider, i den forstand, at alle de inviterede tekstskrivere har fået tilsendt hver sit brune ark, som de har skrevet et digt ud fra. Michelle Eistrup lægger ud med et digt baseret på træer, rødder og medicin fra Jamaica – anden strofe lyder: Tamarind, donkey Weed, buly tree,/chocho, sapodille, seicemile art,/
Derudover er der Peder Ole Pedersens tekst om brun sæd, der er også op til flere opskrifter i bogen, Paola Paleari hævder ingenting at eje i brunt, mens Kaspar Bonnén gør det beskidte arbejde og skriver om lort.
Åse Eg Jørgensen, Jesper Fabricius, Jesper Rasmussen, Jacob Borges (red.), Pist Protta 86 + 87, Space Poetry. 80 kroner.
Dramaet om hverdagen
Jeg kan godt lide lækre bøger. Bøger, hvor der er kælet for papiret og for de grafiske detaljer. Jeg kan se på butikken Bladrs hjemmeside, at der er kommet sådan en bog i år, og som jeg ikke fik fingre i inden deadline på denne tekst: Det er Rebecca Krasniks håndlavede og selvudgivede bog om tiden, Behind Schedule, In Front of Time (2020), som kun er skabt i 12 eksemplarer. Den ville jeg have elsket at have omtalt nærmere her.
Den sidste bog i den udvalgte bunke af bøger er hverken lækker eller flot, til gengæld er den utrolig sjov, og lige i dette alvorstunge år er det en stærkt formildende omstændighed. Den er skabt af absurdisten claus ejner og består af 37 hjemmegjorte performances med ham selv i rollen som antihelt.
Midt på køkkengulvet ligger ejner og sover middagslur med en rød plastikspand som hovedpude, eller han står lænet skråt op ad sin væg i 15 minutter, mens han tænker over, at vi lever i en vanvittig tid, eller han står med 120 brune kaffefiltre i munden i to minutter.
Under hvert fotos af ejner i en absurd situation i hjemmet er der angivet instruktioner til performancen – så man selv kan gøre den efter – og en kort refleksion over formålet. Ofte har det noget med den totale meningsløshed at gøre. Man kan se ejners performances på linje med Peter Lands ikoniske videoer fra senhalvfemserne, hvor han for eksempel danser fuld og nøgen rundt eller vælter ned ad en trappe som en komplet antiheroisk og fejlbarlig mand.
Men ejner låner også en stor del af sit udtryk og sin humor fra den schweiziske kunstner Erwin Wurm, hvis komiske konceptkunst også handler om »dramaet om eksistensens ligegyldighed«, som han selv har formuleret det.
claus ejner, 37 performances, Forlaget dada-inves
