Karoline Stjernfelts trilogi er godt på vej til at blive et folkeligt og episk storværk

Med Dronningen, andet bind af trilogien I morgen bliver bedre, udvider tegneserieskaber Karoline Stjernfelt sin palet i sin fortolkning af historien om Christian VII, Caroline Mathilde, Struensee og den danske revolution (1770-72). I takt med at hendes historiske panorama udfolder sig i klarsynede, selvsikre tegninger finder hun dybere følelsesmæssig klangbund i karaktererne. Der er gået fem år siden første bind, som var Stjernfelts overrumplende debut, og det har været ventetiden værd.

Den unge dronning Caroline Mathilde er historiens overordnede fortæller og var således også central i første bind, Kongen, som ellers i titlen var tilegnet Christian. Men hun træder her i endnu skarpere karakter. Hun har opfyldt sin pligt og – i Kongens kulminerende scene – født sin kronprins Frederik. Nu etablerer hun eget ståsted hinsides tidens normer og hoffets dekorum: fra folkets afholdte ’Lille Caroline’, bliver hun den trodsige Mathilde.

Hun går i herretøj, rider overskrævs og indleder et forhold til kongens nyligt ankomne livlæge Johann Friedrich Struensee, som hun efter lidt halvhjertede forsøg på hemmeligholdelse fører i fuld offentlighed: »Hvad Dronningen gør, er Dronningen værdigt.« På albummets forside står hun i rød hubertusjakke og vrænger lige op i ansigtet på os.

Magtens afrodisiske kraft

Efter princippet om ikke at fortælle noget, som vi ved ikke er sket, men derudover fortolke historien i fortællingens tjeneste, giver Stjernfelt sig god plads til at opbygge en psykologisk troværdig skildring af den attenårige dronnings trods og ikke mindst fascination af den næsten tyve år ældre, fritænkende livlæge – en fascination, der udvikler sig til kærlighed.

’I morgen bliver det bedre 2. Dronningen’ af Karoline Stjernfelt

Stjernfelt levendegør et blomstrende forhold, hvor den gensidige tiltrækning bunder i deres fælles uvilje mod at indordne sig og parallelle, men dybest set vidt forskellige ønsker om noget større. Stjernfelt tror ikke på politisk kalkulation som motiv for hverken den ene eller den anden, men benægter samtidig ikke den afrodisiske kraft, magten har.

Det er velgørende at se, hvorledes hun lægger afstand til sit klare forbillede, nyligt afdøde Per Olov Enquists afholdte roman Livlægens besøg (1999). Hvor tiltrækningen, der både var mere intellektuel og mere erotisk – og ikke så lidt litterært kunstlet – forekommer den hos Stjernfelt naturligere: Vi oplever Caroline Mathildes ungdomsforelskelse i en moden mand, der bekræfter hendes oprør, bemyndiger hende og i øvrigt ser godt ud i et par blomstrede bukser. Samtidig er Stjernfelts kropspositive skildring af den lavstammede og buttede dronning tilpas sensuel, sårbar og vital, til at ligningen går op.

Stjernfelts dekomprimerede fortælleteknik med lange luftige sekvenser og nutidigt – men sjældent alt for anakronistisk – klingende dialog, gør læsningen let og medrivende. Hun er i stand til at formidle et ofte kompliceret historisk stof, uden at man lader sig mærke med det. Kun et enkelt sted, i forbindelse med et forklarende flashback, slås der knuder.

Hendes figurer er udtryksfulde til trods for deres lidt maskeagtige ansigter: Øjnene og mundene er blevet større siden debuten, og hun har droppet sin bemærkelsesværdige idiosynkrasi med at tegne deres næser, som var de påklistrede. Det var et sjovt, men nok uhensigtsmæssigt valg, da afskaffelsen har kostet hende på den stilistiske konsistens.

Til gengæld er hendes overgang fra analog til digital tegning midt i Dronningen lydefri – hendes ubesværede håndelag sikrer stregens flow på begge sider af skellet. Meget parallelt er første binds digitale imitation af traditionel gouache-farvelægning her erstattet af uapologetisk computerfarvelægning, hvilket desværre giver helheden et mere klinisk mainstreamtegneserieudtryk, men til gengæld i sin bredere og rigere palet er mærkbart sanseligere end forgængerens forsigtige bleghed.

Den skizofrene konges indre uro

Stjernfelt komponerer altid elegant, men er dybest set en registrerende billedmager: De symbolske panoramaer, hun punktvist udfolder for at fremmane den skizofrene konges indre uro, er spektakulære, men lidt for pæne, mens hendes skildring af eksempelvis en rokokojakkes slidser, rader og broderier eller en opsat hårpragts sirlige mønstre til gengæld afvikles med besnærende selvfølgelighed.

Albummet slutter med Struensees magtovertagelse. Også i hans forhold til kongen formår Stjernfelt at skildre et forhold, der for læseren sandsynliggør denne højst usædvanlige historiske begivenhed. Man kan anfægte hendes nedtoning af Christians sygdom til fordel for en mere jordnær fortælling om oversensibilitet og knust barndom, men det fungerer i sammenhængen. Og det er fejende flot, som hun til slut meget bogstaveligt visualiserer Oplysningens forløsende gennemstrømning af Københavns menneskelige og arkitektoniske taksonomi.

Stjernfelt bekender her kulør: Hun har nu sat den sociale og politiske scene og gjort arbejdet med sine karakterer, mens det nu gælder værkets ideologiske overbygning, som nødvendigvis må blive en udforskning af fritænkningens løfter og konsekvenser.

At det ender dramatisk, ved vi jo, men præcis hvordan det forløses, må vi vente til tredje bind, Lægen, for at se, og der kommer i sagens natur til at gå endnu nogle år. Stjernfelts litterære ambitionsniveau er imidlertid nu klart, og den imponerende udvikling fra første til andet bind fortsætter formentlig en kunstnerisk modningsproces, der vil stå mål med opgaven. I morgen bliver bedre er godt på vej til at blive det folkelige og episke storværk, Stjernfelt siden starten har stillet i udsigt.

’I morgen bliver bedre 2. Dronningen’. Karoline Stjernfelt. Cobolt. 232 sider. 299 kroner