Årets julefrokostforestilling på Teater Momentum i Odense er den debuterende dramatiker William Lipperts Terningekvinden, der med tydelig inspiration fra George Cockcrofts roman Terningemanden (skrevet under pseudonymet Luke Rhinehart i 1971) er historien om en kvinde, der beslutter at lade terningerne styre sit liv.
Til trods for coronarestriktioner er det lykkedes Momentum at gennemføre traditionen, hvor publikum har mulighed for at tilkøbe julefrokostmenu, der indtages i salen før og efter forestillingen. Teater Momentums faste publikum lader sig tilsyneladende ikke skræmme af smittetal eller af den alternative, kunstneriske ledelse, der denne sæson varetages af Teater Sort/Hvid i stedet for som vanligt af et nyt, ungt instruktørtalent.
Men Terningekvinden skuffer bestemt heller ikke, hvis man er på jagt efter underholdende, velspillet og alternativt udformet teater. Den første af forestillingens to dele, der er skrevet af William Lippert, er historien om kvinden Lucia (Malin Rømer Brolin-Tani), hendes familie og deres trivielle hverdag. Livet i en karrusel, hvor verden roterer, og alting gentager sig dag efter dag. I forestillingens anden halvdel træder Lucia ud af de vante rammer og beslutter at lade tilfældighederne – i form af terningeslag – afgøre sit liv. Hun træder også helt fysisk ud af den karrusel, der udgør Marie Chemnitz’ scenografi.
Poleret som en sæbeopera
Indledningsvist er det hele så rosenrødt og fejlfrit som et udstillingskatalog fra IKEA. Chemnitz’ enorme karrusel drejer langsomt, men konstant rundt og gør det muligt for publikum at se ind i fire, dukkehuslignende værelser, hvor skuespillerne træder frem med kunstige positurer og brede tandpastasmil. Med smørblød, harmløs musik i Kiki Maja Skovmands lyddesign, der leder tankerne hen på intromusikken til en sæbeopera, og nærbillederne på en storskærm over karrusellen, der viser Søren Knud Christensens videodesign, forstærkes fornemmelsen af det kunstige og polerede.
Mens musikken spiller, skuespillerne smiler til kameraet, og de hver især præsenteres i tekster på storskærmen, gennemspilles en hel dag i Lucias liv. Fra morgenrutiner med manden i ægtesengen og affodring af datteren i køkkenet over arbejdsdagen med terapiklienter på psykologkontoret til aftenens middag og drinks med venner hjemme i køkkenet. Helt fysisk understreger Chemnitz’ scenografi det cirkulære i Lucias liv. »My mind is positive,« siger hendes sportstrænende, appudviklende mand Thomas (Johannes Lilleøre) igen og igen, mens han lige tager et par armstræk på gulvet eller op ad køkkenbordet. Malin Rømer Brolin-Tanis Lucia taler selv med så bredt et kunstigt smil, at hun kommer til at lyde som Ditte Gråbøl i en gammel satiresketch.
Udefinerbare grænser
Det rosenrøde bliver lynhurtigt kvalmende, hvilket Lucia begynder at bemærke – godt hjulpet på vej af en særlig depressiv, formodentlig psykotisk klient, som sætter hendes tanker i sving. »Hvad nu, hvis det ikke er ham, den er gal med, men alt det omkring ham,« spørger hun sin psykologkollega og veninde, der kvitterer med at tilbyde hende terapi.
Efter endnu en fredagsmiddag med drinks, hvor ægtemanden er gået omkuld i sengen og hans selvynkende ven ditto ved køkkenbordet, får Lucia en idé. Hun vil lade terninger beslutte sin næste handling. Således igangsættes forestillingens anden halvdel, der har et markant anderledes udtryk end den første.
»Forestil dig en verden af mennesker, der træffer alle deres valg på baggrund af tilfældige slag med en terning. Hvad vil konsekvensen være? Kaos, anarki, elendighed? Fantasi, frihed, lykke?« Sådan lyder teksten i programmet, hvor teatret forsøger at sætte spørgsmålstegn ved hele den menneskelige identitet. Helt så ekstremt føles Sigrid Johannesens iscenesættelse ikke.
Med Lucias valg om at lade terningerne råde sendes forestillingens øvrige skuespillere – Johannes Lilleøre, Joachim Bach Rosendahl og Amalie Drud Abildgaard – ud i den odenseanske aften med hvert sit kamera. Det er terningerne i Malin Rømer Brolin-Tanis hånd, der bestemmer deres handlinger ud fra kriterier, der delvist opstilles af publikum.
Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvad de tre på gaden vil foretage sig. Det er dog uklart for publikum, om de personer, de tre taler med, er briefet på forhånd, og hvor meget der er ren improvisation. Langt mere interessant er det faktisk at iagttage de personer, der bevæger sig i udkanten af kameraets synsfelt. Dem, der vender om og går den anden vej, når Amalie Drud Abildgaard – vejledt af terningerne – flipper fuldstændig ud i det lokale supermarked. Her kan man tale om et indblik i det menneskelige væsen.
Tilfældigheder eller ej. Terningekvinden er underholdende og oplagt julefrokostteater. Såvel Malin Rømer Brolin-Tani og Johannes Lilleøre som Joachim Bach Rosendahl og Amalie Drud Abildgaard, der begge er studerende ved Den Danske Scenekunstskole, leverer overbevisende og underholdende præstationer. Selv om Johannesens iscenesættelse af Lipperts tekst ikke just ryster mit verdensbillede, så er der alligevel tåkrummende sekvenser, absurde ideer og rigelig plads til latterudbrud.
’Terningekvinden’. Tekst: William Lippert + holdet. Idé: Christian Lollike. Iscenesættelse: Sigrid Johannesen. Scenografi: Marie Chemnitz. Lys: Morten Kolbak. Video: Søren Knud Christensen. Lyd: Kiki Maja Skovmand. Med: Malin Rømer Brolin-Tani, Johannes Lilleøre, Joachim Bach Rosendahl og Amalie Drud Abildgaard. Spiller på Teater Momentum til 19. december og på Sort/Hvid i januar 2021.
