Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Ma Raineys olme blik inkarnerer afroamerikanernes kroniske kamp

Netflix-filmen ’Ma Rainey’s Black Bottom’ – om virkelighedens blueslegende Ma Rainey – sætter liv i kludene med sin svedige musikalitet og blæs på indignationen med sin beskrivelse af 1920’ernes racisme. Men den har svært ved at undslippe teaterforlægget
Viola Davis spiller blueslegenden Ma Rainey, og nu afdøde Chadwick Boseman (yderst til venstre) kan ses som den ambitiøse trompetist Levee.

Viola Davis spiller blueslegenden Ma Rainey, og nu afdøde Chadwick Boseman (yderst til venstre) kan ses som den ambitiøse trompetist Levee.

David Lee

Kultur
18. december 2020

Ma Rainey kan godt gøre for, at hun har charme. Der er ikke den del af hendes voluminøse krop, hun ikke lader med seksuelle hentydninger, mens hun synger sine bluessange.

Til gengæld kan hun ikke gøre for, at hun er fuld af harme. Det er livslang undertrykkelse og svig, der har gjort hende til den vrede og granitfaste kvinde, hun er.

Den amerikanske dramatiker August Wilsons (1945-2005) teaterstykke Ma Rainey’s Black Bottom fra 1982 er blevet til en Netflix-film, og det er et stærkt portræt af racisme i 1920’ernes USA og af den såkaldte »Mother of The Blues« Ma Rainey (1886-1939).

De vil bare have hendes stemme

Filmen strækker sig – bortset fra prologen – over én klistervarm eftermiddag i Chicago. Den imposante og svedigt stønnende bluessanger er rejst fra hjemstaten Georgia med sin musikerkvartet samt en elskerinde og en nevø for at indspille sine bluessange i et hvidt indspilningsstudie.

Den omtalte »black bottom« refererer til Raineys bagdel, men også til den i perioden populære dans af samme navn. Og sangen bliver katalysator for ballade i studiet.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her