Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Det mandlige privilegium lever stadig i bedste velgående, lyder det i tre nye bøger

Privilegier er svære at se og svære at snakke stille og roligt om. Tre feministiske bøger åbner forskellige perspektiver på, hvordan vi opdager privilegier, deres former og konsekvenser
Den første større tekstsamling af Sara Ahmed, der her signerer sin tidligere bog ’Killjoy Manifestet’ ved en forelæsning på Malmö Universitet i oktober 2019, udkommer nu på dansk under titlen ’Et ulydigt arkiv. Udvalgte tekster’. Mikkel Thorup anmelder den og to andre nylige bøger, der viser bredden i, hvordan en kritisk undersøgelse af privilegier kan se ud i dag.

Den første større tekstsamling af Sara Ahmed, der her signerer sin tidligere bog ’Killjoy Manifestet’ ved en forelæsning på Malmö Universitet i oktober 2019, udkommer nu på dansk under titlen ’Et ulydigt arkiv. Udvalgte tekster’. Mikkel Thorup anmelder den og to andre nylige bøger, der viser bredden i, hvordan en kritisk undersøgelse af privilegier kan se ud i dag.

Sarah Hartvigsen Juncker

Kultur
11. december 2020

Ét af de betændte punkter i den igangværende store kønsdebat er spørgsmålet om privilegier. Hvad er det? Findes de? Hvem har dem? Mange, der mødes med påstanden om at være blandt de privilegerede, reagerer vredt afvisende. De kan ikke genkende sig selv og deres liv som privilegeret, det vil sige som en, der har fået muligheder og goder i kraft af en væren frem for en gøren.

På samme måde er der mange, der afviser at tilhøre de uprivilegerede, de diskriminerede eller endnu værre ofret. I begge tilfælde kan afvisningen forklares med uviljen mod at se sit liv beskrevet som uselvstændigt, som resultatet af kræfter uden for ens egen kontrol, som beslutninger taget af andre.

’Jeg er min egen. Hvad jeg er og har er resultat af egen indsats. Jeg har intet fået foræret,’ siger den, der afviser at være privilegeret. ’Jeg er ikke et offer,’ siger den, der afviser at være blevet diskrimineret. Såvel den positivt privilegerede og den negativt privilegerede kan ønske at afvise privilegietanken for at opretholde agens. At se sig beskrevet i termer, der synes at tage autonomi fra en, er svært og ofte omkostningsfuldt. At høre strukturer, hvor man selv mener, der er frie valg, er svært.

Strukturer og privilegier virker, fordi de ofte ikke er umiddelbart synlige. De kan som regel kun ’ses’ i deres effekter, og selv der er de elementer i en social kompleksitet, der også indeholder frie valg, selvbevidsthed og meget andet. Idéen om privilegier udfordrer vigtige forestillinger i den moderne verden omkring selvstændighed, lighed og frihed.

På mange måder opstod det moderne i politisk forstand i afvisningen af synlige privilegier mest markant i afviklingen af adelens standsprivilegier, som den franske præst og revolutionære Abbé Sieyès i 1788, året før den franske revolutions udbrud, kaldte »uretfærdige, frastødende og i modstrid med det ophøjede formål med ethvert politisk samfund«. Afskaffelsen af de åbenlyse, juridisk kodificerede privilegier med menneskerettighedernes formelle ligheder løste én side af privilegiets problem, men skjulte dens anden side, nemlig deres fortsættelse ikke som lov, men som norm, forventning, kultur.

I slutningen af attenhundredetallet og starten af nittenhundredetallet underminerede darwinismen, marxismen og senere freudianismen hver på deres måde idéen om det selvberoende, autonome individ i fuld kontrol over sig selv. De viste, at mennesket ikke er determineret, men dog påvirket af strukturer uden for direkte, individuel påvirkning. Der er kræfter, der virker på os bag vores ryg, uden at vi dermed er rene slaver af disse kræfter. Strukturer som privilegier er fordeling af livschancer, ikke determinationer af livets gang.

I slutningen af det tyvende århundrede og indtil videre i det enogtyvende er det feminismen og postkolonialismen, der stiller de store spørgsmål ved vores umiddelbarhed, der udvider vores empatiske opmærksomhed over for lidelser, der ellers var skjulte, der kritiserer de tidligere strømninger for at være blinde over for nogle undertrykkelser, og som udvikler analytiske værktøjer til at forstå, at vi ikke bare er ’herrer i eget hus’. En betegnelse, der selvsagt er filtret ind i kønnede og koloniale forestillinger, som disse to traditioner prøver at udrede og forstå.

Tre nylige bøger viser noget af bredden i, hvordan en kritisk undersøgelse af privilegier kan se ud i dag.

Nærgående analyse

Den første og teoretisk mest spændstige er af den pakistansk-australsk-britiske kulturkritiker Sara Ahmed en af de mest spændende tænkere på feltet lige nu. I Et ulydigt arkiv, den første større tekstsamling af hende på dansk (Informations Forlag udgav i 2018 det lille Killjoy-manifest) får vi en række nærgående analyser af, hvordan vi møder verden. Nærgående, fordi Ahmed med stort sprogligt overskud og knivskarp analytisk opmærksomhed anvender det, hun i andre sammenhænge har kaldt for ’svedige begreber’: kropslige erfaringer, affekter, de faktiske møder og sammenstød mellem os og verden er ikke kun Ahmeds fokus, men også hvorfra hun udvikler sine begreber. Det er en filosofi nær på praksis, nær på kroppen, både som det, den undersøger, og som måden, hun undersøger det på.

Et af hendes analytiske greb er at vise, hvordan den kropslige erfaring i rum er fordelt. I et af bogens mest tankevækkende tekster, »Hvidhedens fænomenologi«, viser hun, hvordan »hvide kroppe er tilvante i kraft af, at de ’bare følger efter’ deres handlinger: De bliver ikke ’presset’ i mødet med genstande eller andre kroppe, idet deres hvidhed ’passerer ubemærket hen’«. Anderledes sagt: ’Hvidhed’ er at kunne bevæge sig fra rum til rum uden at blive ramt, anråbt, placeret, uden at føle sig utilpas, set skævt til, fordi disse rum er skabt til dem, mens andres kropslige og affektive erfaring er at være uden for rummet, at stikke ud: »Hvis hvidhed tillader bestemte kroppe at bevæge sig gennem rum med velbehag og bebo verden, som var den deres hjem, så ender disse kroppe med at optage mere plads.«

Ahmed skaber empirisk sensibilitet over for det, vi kunne kalde privilegiernes mikroformer, og de måder, hvorpå vores kroppe er placeret, navngivet, forventet, før de ankommer. Der ’klistrer’ noget til vores kroppe, for eksempel klistrer hysteri mere til kvindens krop eller farlighed til den mørke mandlige krop. Det peger frem mod, hvad Mons Bissenbakker og Michael Nebeling påviser i deres fremragende forord, og som Ahmed konstant kredser om, nemlig at disse mikroformer ikke kun er personlige erfaringer og individuelle oplevelser, men også kollektivitet, politik, strukturel diskrimination, om det så er sexchikane, ghettopolitik eller meget andet. Som de skriver, så foretager hun en »følelsernes grammatik og politik«.

Ahmed er fantastisk at tænke med, hun skriver komplekst og klart, så det er bare at komme i gang med at læse og anvende.

Misogyniens logik

Hvis Ahmeds blik går tæt på den individuelle krop og dens indspundethed i strukturer, forventninger, påklistrethed, så går den amerikanske filosof Kate Manne i sin nye bog Entitled. How Male Privilege Hurts Women et trin op ad diskursstigen.

Manne skrev i 2018 en afgørende, teoretisk bog om misogyni, Down Girl, som jeg ikke kan anbefale nok, og hvori hun skriver, at sexisme er den del af den patriarkalske orden, der retfærdiggør kønsuligheden, mens misogyni er dens ordenshåndhævelse. Ahmeds væsentligste bidrag er opmærksomheden på, hvordan sexisme – og andre diskriminationer – bages ind i infrastrukturelle og psykologiske forhold, mens Manne bevæger sig længere ind i, hvordan sexisme retfærdiggøres, og i denne nye bog også hvordan det at føle sig berettiget – privilegeret – manifesterer sig både eksplicit og implicit, ikke kun hos mænd, men også hos kvinder.

Det at føle sig berettiget som mand, er »den udbredte forestilling, at en privilegeret mand skyldes noget« og dens modpart er misogyni, der ikke er had til kvinder, men en ’holden på plads’, en snæver forventningsstruktur om det passende og acceptable og en afretning af dem, der bryder ud.

Manne insisterer, korrekt tænker jeg, på, at misogyni »ikke kræver, at vi ved, hvad nogen føler dybt inde, for at sige, at de opretholder eller muliggør misogyni«. Det handler mindre om, hvad mænd føler, end hvad kvinder konfronteres med. Sexisme kan også være venlig og ’hjælpsom’. Vi skal derfor, siger Manne, tænke på misogyni som »et element ved de sociale miljøer, som piger og kvinder navigerer i«, og netop navigerer i, for piger og kvinder er aktive agenter i et semistruktureret rum.

Manne går herefter ind i materien og forfølger, hvordan misogynien virker og sætter sig igennem i forhold til anseelse, sex, arbejde, sundhed, krop, viden, magt og meget andet på tværs af det sociale. De fleste eksempler er velkendte, og nogle af dem ret amerikanske og dermed ikke fuldt ud til at overføre til en dansk kontekst, men der er en etisk og analytisk læring i at følge Mannes tætte gennemgang, der enkeltvis og samlet viser, hvordan misogynien virker, både for den, der udøver misogynien og den, der udsættes for den.

Kvindehadets hårde front

Den sidste bog her kan siges at tage tråden op fra Manne og ser på den hårde ende af kønshåndhævelsen. Den engelske forfatter Laura Bates, der står bag Everyday Sexism Project, er i Men Who Hate Women dykket dybt ned i det meget eksplicitte kvindehad, der hvor foragten over for enhver antydning af kvindelig selvstændighed ikke er en del af noget andet, men det hele og det vigtigste. Det er her, det mandlige privilegium bliver forsvaret i sine mest brutale udgaver.

Bates går ind i miljøer, vi ofte ikke hører så meget om. Dog har DareGender/Cybernauterne såvel som Center for Digital Pædagogik for nylig udgivet rapporter om de danske dele af disse miljøer, hvor kvindehad, voldstrusler såvel som reel vold, til og med massemord og terrorisme, florerer. Miljøer, hvor det er acceptabelt, ja, endda forventet, at man udspyr voldtægts- og drabsfantasier om kvinder, hævder sin mandlige guddommelighed og angriber enhver overskridelse af et rigidt binært kønsskema.

Bates optrævler de vigtigste personer, miljøer, motivationer og netværk bag det aktive kvindehad offline og online. Det er en yderst grundigt dokumenteret og researchet bog, der går rent og hårdt i kødet på nogle yderst tvivlsomme miljøer, som her får svar på tiltale. Det er ikke en analyse af privilegier som sådan, men en afdækning af nogle grupper, der restløst og højlydt abonnerer på et mandligt privilegium, som ser deres ophøjede position eksistentielt truet, og som på den mest voldsomme måde forsvarer deres ret til at være og bestemme det hele.

Hver for sig bidrager de tre bøger til at belyse forskellige aspekter af det mandlige privilegium, fra det helt uudsagte, kropsliggjorte, ’spontane’ til det mest eksplicit forherligende. Samlet viser de, at privilegier ikke er en falsk eller fortidig ting, at de virker – også selv hvis man ikke tror, de eksisterer – og at der skal fintmasket analyse til at optrævle dem og aktivisme til at afvikle dem.

’Et ulydigt arkiv. Udvalgte tekster’. Sarah Ahmed. Forlaget Nemo 2020, 208 sider, 240 kroner.

’Men Who Hate Women. From Incels to Pickup Artists, the Truth about Extreme Misogyny and How it Affects Us All’. Laura Bates. Simon & Schuster 2020, 368 sider, 8,99£

’Entitled. How Male Privilege Hurts Women’. Kate Manne. Allen Lane 2020, 288 sider, 20£

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg er ikke i tvivl om, at mænd har deres privilegier.
Men hvem vil påstå, at kvinder ikke også har deres, og jeg vil tilmed påstå, at kvinders er meget mere udbredt og tydeligere end privilegierne hos mændene, som jeg anser, at de mandelige privilegier tilhører mere den ”elite” grupper, selvom feministerne klister dette mærkat på alle mænd.

Men der er da ellers ingen tvivl om, at mænd og kvinder kan have nogle kønsspecifikke problemstillinger, som det modsatte køn ikke slås med i samme omfang og/eller udformningen.

”Privilegier er svære at se”
Ved brug af denne påstand kan man nemt påstå noget, at du er privilegieblind, og man kan lave en dejlig ordleg, ligesom den filosofiske problemstilling med "dragen i min garage".
https://rationalwiki.org/wiki/The_Dragon_in_My_Garage

Jeg kan nemt komme med mange eksempler, der er tydeligt og nemme at se, altså den massive favør der er overfor kvinder og tilmed, at vi har en systemisk forskelsbehandling imod mændene, uden at jeg skal opfinde "en drage" og noget usynligt

Er dette ironi??
- ”De kan ikke genkende sig selv og deres liv som privilegeret, det vil sige som en, der har fået muligheder og goder i kraft af en væren frem for en gøren. "
Dette er ellers så tydeligt set ud fra, hvad samfundet og hvad kvinder og mænd vælger og værdisætter efter.

Mænd har værdi for, hvad de kan, OG kvinder har værdi, fordi de er.
Så dette dejlige citat fra artiklen er et godt eksempel på priviligieblindhed.

Hvis vil man se, hvordan det kan se ud i den modsatte side af skyttegraven for at nuancere debatten om "det mandelige priligium".

"Do men need to check their privilege? | FACTUAL FEMINIST"
https://www.youtube.com/watch?v=cRsYwu8uD4I
"Shut Up About "Male Privilege"
https://www.youtube.com/watch?v=y1C2arhyJqI
"Jordan Peterson destroys the myth of Male Privilege and the Patriarchy"
https://www.youtube.com/watch?v=8w4OXOXDcNM&t=84s

Ps jeg er så meget imod, at vi ser tingene i privilegier, for
"check your privilege" eller "count your blessings"
Den ene har lys i sig, det andet fører et mørkt sted hen.

Lad os lege opremsnings- leg.
- Babypiger bliver trøstet mere og hurtigere end drengebørn
- Pigeleg betragtes civiliserede, mens drengenes leg er toksisk og destruktivt (de skal hæmmes)...
- Uddannelsessystemer er i studier vist, at de er orienteret til piger og ikke drenge.
- Kvinder overgår mænd nu i samtlige uddannelser med et ret stort flertal, mens mænd sakker bagud (og der er ikke megen støtte til disse mænd andet end de skal tage sig sammen og er nogle tabere.... megen lille hjælp at hente kontra de mange statsstøttede kvinde/pigeprogrammer)
- Kvindesygdomme er i højkurs i den videnskabelige verden f.eks brystkræft kontra prostata cancer.
- "kvinder og børn fokus"... i samtlige problemstillinger har vi fokus på kvinder og børnene uafhængigt om flertallets ofre er mænd... f.eks. terrorisme, krig, sygdomme, hjemløshed etc.
- Mændene stilles til ansvar for deres handlinger (uafhængigt af hvor meget de rent faktisk har skyld i dette), hvorimod kvindernes problemstillinger er normalt "altid" samfundets eller andres skyld.
- Kvindens seksualitet hyldes, hvorimod mænd må knap nok se porno før de betragtes som perverse svin.
- "Cougars" med sin unge mand kontra ældre mænd med en ung kvinde?
- Family court
- Antallet af støttekroner til kvinder kontra mændene
- Det faktum at vi må generalisere og svine mænd alt det til, som vi lyster og dette hyldes som udgangspunkt i medierne etc, hvorimod en mand må knap nok komme med et konstruktivt kritik, før han er en kvindehader.
- Fængselsdomme; kvinder slipper billigere for samme overtrædelser.
- Kvindelige pædofile kontra mandelige pædofile
- Vi vægter ultra højt kvinders følelser kontra mænd. Vi kvinder får stadigvæk respekt og hjælp, selvom vi er hysteriske, hvorimod manden bare skal mande sig op.
- Vi skal bare stole blindt på kvinder, ikke mænd.
- kvinde frirum er tilladt, hvorimod mænd må ikke have deres frirum.
- Kvinder kan nu få jobs i kraft af deres køn og ikke efter kvalifikationer, mens mænd skal stadigvæk kæmpe.
- I flere sammenhænge skal man per default bevise kvindens skyld, hvorimod mændene skal bevise deres uskyld.
- kvinders feminitet hyldes, hvorimod mænds maskulintet skammes.
- Partnervold, når kvinden er gerningspersonen, så negliceres denne i forhold til omvendt
- Når mænds problemer bliver taget op og vist reelt data på, så bliver det alligevel ignoreret
TheSaneOfInsanityToday at 7:21 PM
- Den uligehed i sin videnskabelige redelighed, når kvinder (feminister etc) kan claime x, y og z i samfundet uden den reelle dybdegående databearbejdning (f.eks. pay gap, glass ceiling etc, som er blevet debunket en mia gange). Men som stadigvæk kan blive brugt som et sagligt argument
- ........ Ja vi kan blive ved.

Torben S Rose, Jacob Mathiasen og Jens Jensen anbefalede denne kommentar

Dejlig liste, Liv Pedersen
Den vil jeg stjæle lidt fra :)

For på denne måde privilegier bliver brugt på, er for mig meget svært at forstå, for der er så mange ting, der er baseret på oplevelser, og livsanskuelser, såsom. Mit liv har været mere hårdt på papiret end dit, men jeg har ingen problemer med dette. Mens dit liv, har været nemmere, men du mistrives med dit liv...
men på denne måde, hvor man ser og gør tingene op i privilegier, så er tingene fastlagt i rammer. For ud fra mit eksempel, så skulle du ikke have hjælp, mens jeg skulle, selvom jeg ikke har brug for hjælp.

For det er her, hvor man ser hadet i dette privilegie-spil.
"The Guardian has apologised for saying
David Cameron had only felt "privileged pain" over the death of his son. "
https://www.bbc.com/news/uk-49710874
For i dette privilegie spil giver en det ret til at hade

Jeg har et par tilføjelser til din dejlige liste
- kvinders problemer er verdens
- mænds problemer er der egne
Her er et par paradokser, som feministerne kan slippe afsted med på grund af deres privilegium.
- Feminister er imod sexisme, men de gør brug af dette i meget stor grad.
- Feminister siger, at de er imod sociale kontrol, men så går de op i equality of outcome, og ikke equality of opportunity.

Og så den slemmeste, som jeg ser.
Så har feministerne lov til at vælge en vej, hvor de udskammer, og nedgør manden så groft og alt logik siger, at der kommer skadet mænd ud af dette, som kun vil forværre en stor del af de problemstillinger, som de ellers påstår, at de kæmper imod (men så får de deres Kønskamp).

Og vi giver feministerne lov til dette had, siger lidt om deres privilegier.

@Jens Jensen
"Og så den slemmeste, som jeg ser.
Så har feministerne lov til at vælge en vej, hvor de udskammer, og nedgør manden så groft og alt logik siger, at der kommer skadet mænd ud af dette, som kun vil forværre en stor del af de problemstillinger, som de ellers påstår, at de kæmper imod (men så får de deres Kønskamp).

Og vi giver feministerne lov til dette had, siger lidt om deres privilegier."

Kan kun være enig.
Og det endnu værre ved dette, at der skabes den selvsamme modstand, som de påstår, at de kæmper imod (den selvopfyldende profeti).
Og dem som ellers ville under normale omstændigheder have været deres allierende (for ærligt talt hvem synes ikke, at ligestilling er godt (bare ikke nødvendigvis for enhver pris). Og de ekstreme på modsatte fløj kan bruge disse ting til at konvertere endnu flere modstandere.

Og langsomt efterhånden, som der kastes mudder på hinanden, så kunne samfundet vel meget ende med at ligne den borgerkrigslignende tilstand, som der er i USA.
Det ønsker jeg, at vi allerede forebyggede imod på forhånd.

Og hvordan skulle forebyggelsen se ud?
- Ens spilleregler ang. debatter (og helst gerne ikke sat til den laveste fællesnævner)
- Ytringsfrihed og ingen censur.
- Accepterer sine egne fejl og forstå, at man ikke selv ved/kender til alt.

Det er jo essentielt det, som skulle være det fantastiske ved demokrati.
Hvis alle deltager skulle der essentielt opstå en normalkurve (Bell curve), så vi derfor endte som samfund i det gennemsnitlige, altså det med bedst kompromi på begge sider.
Men skyttegravskrig og blokpolitik giver os en omvendt bell curve, at overtallet altså gennemsnittet vil altid ligge ekstremt til den ene eller anden side, altså det mindste kompromi.

@Liv Pedersen
Jeg kan kun sige, at denne åbenlyse forskelsbehandling, som er på så mange måder i feministernes favør. Det skaber kun had og modstand imod dem, og denne modstand kan tilmed også så "flyde over" i selv de sager, der er velbegrundet, Som de tager op.

For hvis vi snakker om privilegier, så har feministerne et statsapparat og medierne bag dem, mens deres modstandere er nogle med webcams.

Og som du skriver,
”- Den uligehed i sin videnskabelige redelighed, når kvinder (feminister etc) kan claime x, y og z i samfundet uden den reelle dybdegående databearbejdning"

Bare dette alene viser et så stort privilegie og MAGT, som feministerne har... For eksempel. tag wage gap. Dette er et klip fra 1981, som påviser den regnemetode, som de gør brug af, har en stor fejl. Og så den slemme, at ca. 40år efter, så bruger de den stadigvæk og kan slippe af sted med at gøre det.

Thomas Sowell Destroys Feminism and Racialism in under 5 minutes
https://www.youtube.com/watch?v=DUpgoayBPJc&t

Jens Jensen og Liv Pedersen
De eneste der hader her - er jer...

@Rikke Nielsen

Hvis man godtager din igen stråmænd/karaktermord uden argumentation (for ja du har ikke ligefrem kommet med nogen eksempler, hvilket jeg tænker, at det burde være let, hvis "vi" er så hadsfulde).

Men du har faktisk ret, i form af en selvopfyldende profeti.
Ja jeg hader dårlig debatform og retorik i form af censur, storsnudethed og "at gå efter spilleren og ikke bolden".
Altså for fanden da jeg savner at blive mødt af reelle modargumentationer! Faktisk ville jeg super gerne blive sat på plads af noget reelt, at lære noget nyt, at få nuanceret mine meninger!
Men oftest det jeg møder er enten ignorering, eller der bliver gået efter mig som person.
Og ja især det sidste, det kan jeg da også bruge til noget som helst.... ikk?

Jeg erkender gerne, at jeg ikke selv lige altid er super pæn i tonen. Men at jeg er drevet af had ville jeg absolut sige af min egen selvindsigt (omend begrænset), at det er en misforståelse.
Og kan du virkeligt ærligt sige for dig selv, at du ikke kunne sige selv det samme overfor dig selv?

Og i såfald igen beder jeg dig om, at du må gerne uddybe dit argument omkring, hvor jeg er hadfuld?
For jeg ønsker misforståelsen udredt (så evt disse karaktermord kan stoppes og vi kan have en reel snak=, eller hey måske lærer jeg noget selv og kan korrigere mig!? (Hvilket er da noget, som du da ville ønske, eller?)

@Rikke Nielsen
The truth is not an insult and reality is not an attack

Privilegier komme i mange former og bliver udtrykt på mange måder, såsom "forfatteren" ikke vil se bjælken i deres eget øje... Men vil bruge en lup for at se sin modstanders lille, lille splint for derefter at blæse tingene op, for vi er desværre gode som mennesker, at det, som vi hellere vil kigge efter, er andres fejl og ikke vores egne, og det ses tydeligt i denne kønskamp.

For når det er så nemt at påpege fejl i feministernes tilgang,
og derefter, så finde de ikke behov for at forholde sig til det, der er blevet påpeget, viser lidt om, hvordan de ser dem selv i deres egen privilegie hierarki.

Jeg har lige en lille tilføjelse til din liste Liv:
medierne skriver kritikløst om kvinders problemer. Når kommentarsporerne tilbyder modargumenter fjernes de pågældende indslag fra netaviserne.
JA - jeg tænker specifikt på dette indslag, der sjovt nok kun fik en halv dags levetid på information.dk

@Torben S
Oh yes, helt enig!
og jeg er 100% klar over mit priviligium, at selvom jeg er modstander af feminisme, SJW etc.
Så fordi jeg er kvinde, så bliver jeg mindre censureret i forhold til mænd, selv dem der skriver væsentlige "pænere" end mig.

Der er en grund til
"men rights movement honeybadgers"
I Men rights movement vurderes kvinder at stå for 10% af støttebasen, men alligevel er de overrepræsenteret blandt fortalerne.
Citat fra wiki
"Female supporters are among the most prominent men's rights activists and provide breadth and legitimacy to the movement. "