Journalisten Michael Jeppesen har sammen med filosoffen Rasmus Ugilt skrevet en bog om Gud, som er den Gud, der er hovedperson i Bibelen.
Temaet findes i titlen: For han ved ikke hvad han gør, og ’han’ er Gud, for Jeppesen og Ugilt ved, at han ikke ved, hvad han gør. De er dog så meget med på noderne, at de kalder Gud en »karakter«, og de mener tillige, at Gud kalder sig selv Gud i Bibelen, og det gør han måske nok. De skriver Gud med stort, men ikke Ham. De fortæller om deres oplevelser med Jeppesens Bibelskole, der er grundlag for bogen, og som de havde i radioen. De fortæller, at de, der ikke tror på Gud, helst ikke vil tale om ham på den måde, som de gør. Det viser sig efterhånden, at de forsvarer både Gud og Bibel mod religionens foragtere blandt de dannede radiolyttere.
De læser Bibelen som litteratur. Der er ikke noget nyt i at læse Bibelen som fortælling eller litteratur, men Jeppesen og Ugilt formår at læse på en ny eller i al fald en anderledes måde end litteraterne og teologerne. De gør det godt. De har humor. Bogen er morsom og aldrig pinlig. Renset for patos.
Bogen er et kærligt portræt. De er ikke sure som ateisterne. De er følsomme. I forordet er der så megen kærlighed, og de skriver hele tiden »vi føler«. Der er lidt Master Fatman over tonen. De elsker Gud, og det tror de, vi synes er underligt, men man kan da sagtens elske en romanperson.
De fortæller også, at Gud har følelser, ligesom de selv har. Og Gud har humor, ligesom de selv har. Gud var endog menneskelig, før han blev et menneske. Gud ligner faktisk de to forfattere, men sådan er det jo. Ethvert portræt er et selvportræt. Når de når til Jesus, er det lidt vanskeligere. Dels ved Jesus, hvad han gør, og dels ligner de to forfattere på ingen måde Jesus.
De skriver i al fald, at israelitterne »brød ud« af Egypten og vandrede i ørkenen. Det gjorde de altså ikke. De to er mere bibeltro end danske teologer. De fremstår næsten som fromme, når man sammenligner med teologerne.
Det er helt luthersk at gøre, som de gør, for Luther smed også alle kommentarer væk og begyndte forfra. De læser også Bibelen helt og aldeles ahistorisk. Konteksten er nu og ikke dengang. Det samme gør man især i frikirker.
Bogen er indirekte en kritik af skolens kristendomskundskabsundervisning, for ethvert barn burde jo kende alle historierne om Moses og David og Jakobs brødre, men det gør de nok ikke. Bogen vil være en god julegave til alle religionslærere. Bogen er en smule kedelig for den, der kender de bibelske grundfortællinger, for der er mange handlingsreferater i den. Dem kan den bibelstærke skippe.
Jeppesen er nok den bibelstærke, men det er ikke let at vide, hvad filosoffen har bidraget med. Måske at Lacan, Agamben og Max Weber nævnes?
Jeppesen har gået i en god skole, for han er opvokset i Jehovas Vidner. Han har derefter fulgt den frisættende fordring, som det kræves, og har forladt troen og kan derfor sammen med filosoffen bekende: »Ingen af os tror på Gud«.
De var nok nervøse for, at man skulle tro, at de troede. Mon de mener, de ikke er kristne? De har selv ofte en underlig opfattelse af kristendommen, der ifølge dem igennem årtusinder (hvor mange mon?) har prædiket, at »det virkelige liv først begynder efter døden«. De kalder det »kristendommens officielle doktrin«. En sådan har kristendommen ikke, og det andet må være et barndomsminde fra Jehovas Vidners Rigssal i Silkeborg.
Nu tror kristne jo ikke på en bog eller personer i en bog, men på Jesus. Det er ikke Bibelen, men trosbekendelsen der er det vigtige i den evangelisk-lutherske kirke, men det ved de nok godt.
Det er således også kun den jødisk-kristne Gud, som for de to er Gud, og mon han er den samme som Allah, hovedpersonen i Koranen? Det ved vi ikke. Pernille Aamund har netop afsløret, at hun fandt Gud på et toilet på Amager, og han har ikke noget med Bibelen at gøre.
De har en læsemetode. De læser »bogstaveligt«. De kalder det at læse »ligefremt«, men bagefter forsøger de at finde ud af, hvad det bogstaveligt kan »betyde«. På den måde fordobles teksten: Den ligefremme og den, der betyder noget, hvad den første åbenbart ikke gør? De to læsere bryder sig dog ikke om dobbelttydigheder. De mener, at de to skabelsesberetninger »modsiger« hinanden. Det samme gør de fire evangelister, men de når frem til, at det er tegn på »elasticitet«.
De begynder med begyndelsen: skabelseshistorien og konfirmandspørgsmålet: Hvem skabte Gud? De følger en gammel tradition med at opfatte Gud, som om han var en kunstner, der skaber et værk, og de afviger ved at opfatte Gud som modernist, dvs. de bruger ikke ordet, men Gud er »kunstnerisk prøvende, eksperimenterende«.
Deres hovedtese er, at Gud har fejl og mangler. Og det kan selv ateister ikke lide at høre, siger de. Det har de nok ret i. På den måde er bogen ateismekritisk. Efterhånden begynder Jeppesen og Ugilt at forsvare Gud mod angreb og misforståelser. De gør op med teisme og deisme. De kritiserer også naturvidenskaben, og det er modigt i disse faktatider.
De bryder sig ikke om modsigelser og heller ikke om tvetydigheder. De mener, at det, at Jesus er sand Gud og sand menneske, er tvetydigt og forvirrende, men det er han jo heller ikke i Det Ny Testamente. Det kom først til senere. Overskriften er derfor »Gud og Jesus«, som om de var to personer – undskyld karakterer. Og de undrer sig pludselig over, at en tredjedel af jordens befolkning »er overbeviste om, at begivenhederne i evangelierne virkelig fandt sted«. De mener vel, at det er fiktion det hele. Lidt skabspositivister er de. Der har nok været nogen, der fandt på det hele for at narre verden, hvad de så ellers skulle få ud af det?
De har snuset lidt eller for lidt til forskningen og nævner, at Markusevangeliet er ældst, men Johannesevangeliet kan dateres til at være endnu ældre, til år 69, året før Jerusalems erobring. Sagen er også, at der var så mange mundtlige fortællinger om Jesus, at Markus sagde stop og skar det meste væk. Men det var for meget, syntes Matthæus og Lukas, så de medtog en del af de fortællinger, som Markus skar væk.
På den måde er de to også ældre end Markus. Det er dog en detalje. Gud er i sidste del af bogen ikke længere hovedperson (hedder det hovedkarakter?); det er Jesus af Nazareth naturligvis. De bliver lidt for oversmarte, når de vil sammenligne Greta Thunberg med Jesus. De mener, at undergangen er nært forstående, det viser »solide videnskabelige grunde«. Det kan dog først verificeres, når den er gået til grunde. Det sker i 2100. Og vi ved fra Dagens Nyheter, at Greta kommer med fakta og ikke fiktion som Bibelen.
Journalisten og filosoffen ender alligevel med at sige: Bibelen har alligevel ret. Klimaforandringerne giver os en »reel« erfaring af »civilisatorisk forfald«. De to er et par Untergangstere des Abendlandes. De slutter med en flot gennemgang af Johannes Åbenbaringen, om de sidste tider og det ny Jerusalem. Og så slutter denne i virkeligheden fromme bog med: Herren Jesu nåde være med jer alle.
Michael Jeppesen og Rasmus Ugilt: For han ved ikke hvad han gør. Et kærligt portræt af Gud. People’s Press. 368 sider. 250 kroner
Fint skriv, næpp e nemt. Ok