Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Ord skaber virkelighed. Og i Katarina Frostensons virkelighed er hendes voldtægtsdømte mand uskyldig

Katarina Frostenson fortæller sin version af Sveriges største #MeToo-historie, som var hun Donald Trumps poetiske søster. Bogen ’F. En färd’ er et forsvar for hendes mand Jean-Claude Arnault og den gamle verden, han tilhører
Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med Katarina Frostensons ’F’. Med at hun betragter sin mands frihedsberøvelse som et angreb på kunsten og kulturen og et udtryk for en ideologisk kamp, ikke et udtryk for, at han har brudt loven, skriver Kamilla Löfström.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med Katarina Frostensons ’F’. Med at hun betragter sin mands frihedsberøvelse som et angreb på kunsten og kulturen og et udtryk for en ideologisk kamp, ikke et udtryk for, at han har brudt loven, skriver Kamilla Löfström.

Lisa Thanner

Kultur
18. december 2020

Alene med måren i et stort hus på Møn er det ligefrem uhyggeligt at læse Katarina Frostensons nyeste forsvar for sin mand Jean-Claude Arnault og den gamle verden, han tilhører. Uhyggeligt fordi mårens kratten på loftet forstærker den følelse af uvirkelighed, jeg mærker ved Frostensons insisteren på at leve i en verden, hvor voldtægt ikke findes, og kunstnere lever en ophøjet tilværelse. Sidst hun forsvarede sin mand var med bogen K fra 2019, denne gang hedder forsvaret F.

Det er så mærkeligt at blive præsenteret for hendes version af Sveriges største #MeToo-historie, som var hun Donald Trumps poetiske søster. En sag der begyndte den 21. november 2017, da 18 kvinder, som journalist Matilda Gustavsson havde fundet frem til, stod frem i Dagens Nyheter og fortalte om de overgreb, Arnault havde udsat dem for. I Frostensons verden behøver hun slet ikke at forholde sig til det faktum, at hendes mand i december 2018 blev dømt for voldtægt. Han afsoner nu sin straf på to et halvt års fængsel.

I F skildrer Frostenson besøgene i fængslet og adskillelsen mellem de to. Indimellem er hun nødt til at bruge ordet voldtægt, men så sætter hun det i anførselstegn. Når hun skriver ’overgreb’, er det med ’såkaldt’ foran. ’Kriminel’ kan hun ikke kalde sin mand, i hendes øjne er han jo uskyldig, derfor skriver hun igen og igen, at hendes elskede er »frihedsberøvet«. Det er jo ikke løgn, men ordvalget er alligevel sigende for hendes virkelighedsopfattelse. F har undertitlen Färd, Arnaults medfanger kalder hun for medpassagerer. De ord er hendes virkelighed.

Katarina Frostenson: ’F. En färd’.

Polaris
Den tidligere leder af Forum i Stockholm, kulturprofilen, Jean-Claude Arnault, kunne aldrig finde på at udøve vold mod nogen. Hun ved det, for hun har kendt ham i 45 år. Hendes mand er blot en livsnyder.

»Kådhed og nydelse indebærer øjeblikke af fravær,« som én af hendes gådefulde forklaringer lyder.

Senere skrev Matilda Gustavsson bogen Klubben, som er hendes analyse af, hvordan et kunstnerisk miljø som Forums legitimerede seksuel vold. Bogen indeholder en uendelig række vidneudsagn fra kvinder, der har været en del af miljøet omkring Forum, og som er blevet udsat for Arnaults chikane og vold.

Matilda Gustavsson bliver af Frostenson kaldt en forsmået forfatter. Den nu afdøde Sara Danius og tidligere permanente sekretær for Det Svenske Akademi kalder Frostenson den ene gang »bossen«, den anden er hun blot en, der »hoppede på MeToo-bevægelsen«.

Rollen som verdensfjern kunstner

Med måren tænker jeg, at den var her først. Jeg må vænne mig til den, og den kan lære mig ikke at være bange. Men jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med Katarina Frostensons F. Med at hun betragter sin mands frihedsberøvelse som et angreb på kunsten og kulturen og et udtryk for en ideologisk kamp, ikke et udtryk for, at han har brudt loven. Hun skriver ligesom i K om det genkommende og voksende jødehad, som nu har ramt hendes mand. Hun går videre til at sammenligne hans situation med hele Alfred Dreyfus-affæren. »Jøden. Som var uskyldig«, og som Emil Zola var den eneste intellektuelle, der forsvarede.

Frostenson opremser andre forfulgte og frihedsberøvede som Osip Mandelstam, Rosa Luxemburg, Anna Akhmatavo, Claude Cahun, Edmond Jabès, Oscar Wilde og Jeanne d’Arc såmænd, som om deres liv havde noget med hendes mands at gøre. Hun indtager rollen som verdensfjern kunstner, der blot behøver at udbryde ord som »livet«, »poesien«, »friheden« og »kunsten« uden at forklare, hvad hun mener med de ord.

Det nærmeste Frostenson kommer en analyse er, da hun skriver: »Hvor let er det ikke at bagtale et menneske og fremstille det som skyldigt i denne tid? Det er denne sags spørgsmål og svar.« Hun ser ikke indad eller sætter ord på, hvorfor hun er parat til at sætte sit eget liv på standby for en mands skyld. Hun skriver en del om medløbere, klapjagt, hysteri og gruppepres, men jeg kan ikke få øje på hendes egen selvstændighed. Eller bare hendes egen smerte.

Hun ofrer alt for sin mand, tænker kun på ham, hvordan han har det i fængslet, hvordan det er at være frihedsberøvet, hun holder sine egne følelser tilbage for ikke at belemre ham med dem. Begynder selv at spise dårlig chokolade, ligesom han gør i fængslet, fordi sukkeret giver ham ro. Alt det for en mand, der alle årene har såret hende ved at være hende utro, men det forklarer hun med, at han savnede en varm krop, når hun tog væk for at skrive.

Frostensons verdensbillede er sort-hvidt. Truslerne mod livet, poesien, friheden og kunsten er dumheden, forræderiet og kort sagt alt det, som »landet S« er blevet til. De to eneste steder, hun kan være, er i »menneskebyen Paris« og ved havet.

Den kompleksitet, der ofte er forbundet med voldtægtssager, og som de medvirkende kvinder i Klubben var i stand til selvkritisk at formulere sig om, findes ikke i Frostensons verden. At kvinderne på trods af overgrebene blev ved med at have kontakt med Arnault, enten fordi han lovede dem succes eller truede dem med at ødelægge deres begyndende karriere, eller fordi de prøvede at normalisere overgrebene betyder i hendes verden, at der ikke kan være tale om voldtægt. I Frostensons udlægning har kvinden, der vidnede mod Arnault blot »valkyriehår«.

Jo, én ting lægger Frostenson op til at diskutere, og det er hele spørgsmålet om måden, vi straffer kriminelle på. Hun strejfer lige Michel Foucaults Overvågning og straf og hans påpegning af, at man usynliggør de kriminelle kroppe ved at spærre dem inde i fængsler. Men hun stopper med det samme igen, for hun er jo »ikke filosof«. Det er, som om hun ikke vil tænke. Hun vil blot »lytte til sit hjerte« og »tro på det«, for »det er en gave at få lov til at elske. At give uden gengæld«.

Katarina Frostenson: ’F. En färd’. Polaris, 250 sider, 270 SEK

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her