Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Pixars ’Sjæl’ er en smuk, livsbekræftende, poetisk, morsom og musikalsk film

Pixars nye animationsfilm, ’Sjæl’, er spækket med livsvisdom og humor. Den kan desværre ikke opleves i biografen, men den kan heldigvis alligevel ses på streamingtjenesten Disney+
Fuld af forestillinger om en strålende fremtid drøner hovedpersonen jazzmusikeren Joe i Pixars ’Soul’ gennem byens gader.

Fuld af forestillinger om en strålende fremtid drøner hovedpersonen jazzmusikeren Joe i Pixars ’Soul’ gennem byens gader.

Disney+

Kultur
23. december 2020

»Life is what happens to you while you’re busy making other plans,« sang John Lennon i ’Beautiful Boy’, og det er netop, hvad jazzmusikeren Joe (stemme af Jamie Foxx) må sande i Pixar og Pete Docters nye, mageløse animationsfilm, Sjæl. Joe har så travlt med at se fremad og opad, at han rent glemmer at leve det liv, der foregår rundt omkring ham.

Hans nu afdøde far var jazzmusiker, og lige fra dengang, hvor faren tog sin teenagesøn med til en jazzklub, og sønnen her oplevede en pianist forsvinde ind i musikken foran sit klaver, har Joe selv villet være jazzmusiker. Men nu er han snart midaldrende og har ikke fået den karriere, han drømte om. I stedet arbejder han som musiklærer for en gruppe ikke voldsomt musikalske børn på en folkeskole i New York, og da han bliver tilbudt fastansættelse med pension, sygesikring og det hele, ser han resten af sit liv passere revy i al kedsommelighed.

Hans mor (Phylicia Rachid) er dog begejstret. Hun så sin mand, Joes far, blive slidt op af sin jagt på en karriere, og hun ønsker blot, at sønnen opgiver ambitionen om at blive professionel jazzmusiker og i stedet helliger sig lærergerningen. Men så er det, at Joe får en opringning fra en tidligere elev, der nu er trommeslager for en berømt saxofonist, Dorothea (Angela Bassett), og lige pludselig har Joe et spillejob, som måske kan føre mere med sig.

Modvillig mentor

Skæbnen vil dog ikke helt det samme som Joe: Fuld af forestillinger om den strålende fremtid, der nu ligger foran ham, drøner han gennem byens gader, undgår den ene ulykke efter den anden, mens han taler i telefon, og falder så i et mandehul. Joe ender i en hospitalsseng. Ja, det vil sige, at dér ender hans krop. Hans sjæl er derimod på vej mod det evige efterliv – Sjæl er ikke en religiøs, men en spirituel film – hvilket han på ingen måder vil acceptere. Han flygter og havner i stedet i førlivet, hvor alle de små, nye, uskyldige sjæle bliver forberedt på deres jordiske liv. Her bliver de tildelt personlighedstræk og finder den livsgnist, der skal til, før de kan sendes ned på Jorden for at tage bo i den krop, de skal leve videre i.

Joe bliver såkaldt mentor for en af sjælene, 22 (Tina Fey), der helst ikke vil ned på Jorden, og som indtil videre har taget pippet fra mentorer som Kopernikus, Muhammad Ali, Lincoln og Moder Teresa, der erklærede, at selv om hun sædvanligvis kunne se noget godt i alle, kunne hun ikke se noget som helst godt i 22. Joe og 22 laver en aftale om, at hvis han kan vække den gnist i 22, der resulterer i et jordpas, ja, så kan 22 blive i førlivet, mens Joe kan overtage jordpasset og komme tilbage til sin krop.

Intet går naturligvis, som det skal for det umage makkerpar – det ville også have været kedeligt – og de oplever lidt af hvert i hinandens selskab. Virkelig kaotisk og slapstick-agtigt bliver det, da de ender på Jorden sammen – 22 i Joes krop, Joe som en kat. Gode råd er dyre, ikke mindst fordi Joes spillejob nærmer sig, og man kommer ikke for sent, når man skal spille med Dorothea.

To fortabte sjæle

Pete Docter var manden bag mesterværket Inderst inde, der førte os med helt ind i hovedet på en følelsesforvirret teenager og gjorde det til en meget morsom, rørende og kulørt rejse rundt i et sind og en personlighed. Sjæl er på samme måde en overrumplende og gennemført underholdende udforskning af, hvad det er, der gør livet værd at leve.

Disney+

Joe har så store drømme og forestillinger om sin karriere, at han ikke har blik for alle de små ting i hverdagen, der gør den og dermed også hans liv magisk og fylder det med indhold. Omvendt er 22 så bange for at skulle leve, at hun/ han/ dem – kønnet specificeres ikke – vælger at drive sine mentorer til vanvid og i stedet blive i førlivet. Men man får fornemmelsen af, at 22’s manglende mod i virkeligheden stammer fra så ofte at få at vide, at man ikke duer til noget og aldrig vil finde sin livsgnist.

Og mens de to lidt fortabte sjæle, Joe og 22, tumler rundt i førlivet og vores verden, får de takket være hinanden et andet blik på, hvordan man kan leve. Man behøver ikke at blive berømt jazzmusiker for at finde mening med sit liv og gøre en forskel. Og livet er ikke noget, man behøver være bange for, selv om det byder på mange overraskelser og indimellem kræver, at man kaster sig ud på dybt vand.

Vidunderligt smuk

Jeg er forbløffet over, hvor meget livsvisdom, humor og visuelt overskud, Pixar og Pete Docter finder plads til i en film som Sjæl. Den er livsbekræftende, poetisk og musikalsk, og den tør være både alvorlig, skør, syret og sjov på én og samme tid.

Scenerne, hvor 22 fortæller om alle sine berømte og stadigt mere fortvivlede mentorer, er kostelige, og de øjeblikke, hvor 22 i Joes krop første gang smager en pizza eller mærker vinden og hører bladene på træerne rasle, er vidunderligt smukke.

Sjæl er en film for hele familien – dog ikke de mindste – og så er der også lidt at tale om bagefter. Det var meningen, at filmen skulle have været i biografen. Det kunne ikke lade sig gøre lige for tiden. Jeg er dog lykkelig over, at jeg – vi – alligevel får mulighed for at se den.

’Sjæl’ – Instruktion: Pete Docter. Manuskript: Pete Docter. Mike Jones og Kemp Powers. Kan ses på Disney+ fra den 25. december, både med dansk tale og med amerikansk tale og danske undertekster.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Jeg er ved at blive lidt træt af alle de gode film man ikke får set, fordi de skal hentes på alle mulige streamingtjenester. Men vi er nok bare for gamle, mig og min antikverede forestilling om et fælles kulturelt rum - som måske oven i købet aldrig har været?

Det er også en smuk gestus til den måske største og vigtigste afroamerikanske kulturelle berigelse til en ellers, sin størrelse og øvrige indflydelse i betragtning, temmelig fattig og overfladisk kultur.
USA kan være stolt af det afroamerikanske bidrag til den musikhistoriske arv - men det var aldrig tilfældet - og slet ikke af mainstream USA. Jazzen havde altid svært ved at blive anerkendt som seriøs kunst derovre. Spørg bare alle de musikere, der besøgte Europa og Japan - og her blev modtaget og beundret som koryfæer.

At Disney nu eksponerer dette miljø i en høftprofileret animationsfilm er fatisk en form for blåstempling. Det betyder at denne side af USA's kulturhistorie omsider bliver anerkendt som kulturarv - med adskillige årtiers forsinkelse.

/O