Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Pixars ’Sjæl’ er en smuk, livsbekræftende, poetisk, morsom og musikalsk film

Pixars nye animationsfilm, ’Sjæl’, er spækket med livsvisdom og humor. Den kan desværre ikke opleves i biografen, men den kan heldigvis alligevel ses på streamingtjenesten Disney+
Fuld af forestillinger om en strålende fremtid drøner hovedpersonen jazzmusikeren Joe i Pixars ’Soul’ gennem byens gader.

Fuld af forestillinger om en strålende fremtid drøner hovedpersonen jazzmusikeren Joe i Pixars ’Soul’ gennem byens gader.

Disney+

Kultur
23. december 2020

»Life is what happens to you while you’re busy making other plans,« sang John Lennon i ’Beautiful Boy’, og det er netop, hvad jazzmusikeren Joe (stemme af Jamie Foxx) må sande i Pixar og Pete Docters nye, mageløse animationsfilm, Sjæl. Joe har så travlt med at se fremad og opad, at han rent glemmer at leve det liv, der foregår rundt omkring ham.

Hans nu afdøde far var jazzmusiker, og lige fra dengang, hvor faren tog sin teenagesøn med til en jazzklub, og sønnen her oplevede en pianist forsvinde ind i musikken foran sit klaver, har Joe selv villet være jazzmusiker. Men nu er han snart midaldrende og har ikke fået den karriere, han drømte om. I stedet arbejder han som musiklærer for en gruppe ikke voldsomt musikalske børn på en folkeskole i New York, og da han bliver tilbudt fastansættelse med pension, sygesikring og det hele, ser han resten af sit liv passere revy i al kedsommelighed.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Jeg er ved at blive lidt træt af alle de gode film man ikke får set, fordi de skal hentes på alle mulige streamingtjenester. Men vi er nok bare for gamle, mig og min antikverede forestilling om et fælles kulturelt rum - som måske oven i købet aldrig har været?

Det er også en smuk gestus til den måske største og vigtigste afroamerikanske kulturelle berigelse til en ellers, sin størrelse og øvrige indflydelse i betragtning, temmelig fattig og overfladisk kultur.
USA kan være stolt af det afroamerikanske bidrag til den musikhistoriske arv - men det var aldrig tilfældet - og slet ikke af mainstream USA. Jazzen havde altid svært ved at blive anerkendt som seriøs kunst derovre. Spørg bare alle de musikere, der besøgte Europa og Japan - og her blev modtaget og beundret som koryfæer.

At Disney nu eksponerer dette miljø i en høftprofileret animationsfilm er fatisk en form for blåstempling. Det betyder at denne side af USA's kulturhistorie omsider bliver anerkendt som kulturarv - med adskillige årtiers forsinkelse.

/O