Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Pladeselskabet Escho fylder 15 – og er stadig ungdommeligt i krop og kranie

Det københavnske pladeselskab Escho er blevet samlingssted for desertører fra konsensuskulturen og veteraner i permanent forandring. Det fylder 15 år i disse dage og fejrer det med 30 nye numre fra deres livsalige hob af kunstnere
Kultur
18. december 2020
KH Maries noget nær perfekte popværk ’intet er nok’ er udkommet hos Escho i år.

KH Maries noget nær perfekte popværk ’intet er nok’ er udkommet hos Escho i år.

Alva Le Febvre

Forestil dig, at du står foran en jungle. Du kan ikke engang finde indgangen og ved ikke, hvor du skal gå hen. Fortvivl ej for du har en rejsefører med, en pålidelig og seriøs rejsefører, der tager dig ved hånden. Finder en sti, hvor der ikke var nogen. Viser dig junglens undere, de unge frugter, du kan plukke fra blomstrende træer. Udpeger rovdyr i fri fart efter deres bytte. Leder dig uden om sumpe og kviksand. Fører dig frem til tårnende ærværdige oldtræer, du kan kramme.

Junglen i den her metafor er dansk musik, også her i dette grå smørhul en frodig underskov at fare vild i. Og guiden er det lille københavnske pladeselskab med den store effekt, Escho, der i disse dage fylder 15.

Øjeblikke af umiddelbarhed

Det er værd at fejre. For det er et selskab med et dybt personligt temperament, et tværgenerationelt overblik og et blik for de sære eksistenser, men også for en ny tids lyd. Både bidsk krævende, men med tiden også bedårende sansepoppet.

Fejringen står Escho også selv for med antologien Burgers For My New Life, hvor en række af selskabets kunstnere begår nye kompositioner, kortslutninger og benspænd.

Inden vi tripper over denne gavmildhed, så lad os lige glane ud over historien og bagkataloget.

Escho blev altså grundlagt for 15 år af siden af Nis Bysted, Nis Sigurdsson, Anders Jørgen Mogensen og Andreas Hauer-Jensen.

»Escho er her for at dokumentere øjeblikke af umiddelbarhed, arkivere det forgængelige og tilbyde nye og usædvanlige klange fra Danmark og omkring,« lød det i en pressemeddelelse i 2009.

Det charter kom til at lykkes igen og igen.

Den første Escho-plade, jeg anmeldte, var samme år Lamburg Tonys radbrækkede electronica på Hip Hop Nation. På det tidspunkt var Escho ren undergrund, og med et skarpt øre for tiden indfangede de samme år den unge kvartet Iceage i deres fold. Da de siden også signede Lower, blev de megafon for en ny, mørk punkrocket københavnertendens, som vakte genlyd verden over, endda i medier som The New York Times og Pitchfork.

Desertører fra konsensuskulturen

Der har også været flere plader med ex-Sort Sol-mesterguitaristen Peter Peter i forskellige konstellationer. Måske bedst på samarbejdet med Christian Rønn om Panser i 2012. I hvert fald en personlig favorit fra de tidlige år. Et uterligt, stengroovet læderbæst, et arrigt gadekryds mellem grynet, dunkende og truende elektronik og rockguitarer, der lyder som melodier oversat til lyn.

Der var den langhårede, purunge sekstet, der i 2016 spillede deres egne drengerøve ud af bukserne på det pragtfuldt anakronistiske debutalbum Jealousy Hits. En skør blanding af progrock, folkemusik og heavy metal – inklusive tværfløjte, blæsere og strygere.

I 2018 kunne de også præsentere den fra Klassisk Musikkonservatorium undvegne Astrid Sonne, der med debutalbummet Human Lines og frem bliver ved med at sætte nye danske standarder for stramt og alligevel flyvsk tænkt electronica.

I de senere år har de også udgivet Ydegirl, der ynder at holde sig inden for et tonalt stramt spektrum uden at give køb på sin emotionalitet. Samt bandet Collider, der lyder som om Captain Beefheart har været i bunkebryllup med den britiske shoegaze rock-generation cirka 1990.

Og så har jeg helt glemt at nævne strålende plader med gamle og (snart) aldrende ikoner som Dane TS Hawk, Torben Ulrich & Søren Kjærgaard samt Goodiepal.

Altså er Escho blevet et samlingssted for desertører fra konsensuskulturen og veteraner i permanent forandring.

Uden at skyde med lort

Lyksaligvis har Escho så også med tiden fundet vej til popmusikken, med det svirpende soulfunky Århus-band Liss, der har mestret den svære disciplin at sigte efter popperfektionen uden at skyde med lort, laveste fællesnævner og spredehagl.

I år har Escho bevæget sig yderligere ind i mainstream med en regulær – men stadig smukt egensindig – rockudgivelse, Baby in Vains fremragende See Through. Samt med et noget nær perfekt popværk (men også meget andet og mere kompliceret), KH Maries intet er nok.

Det er kærkomment. For der er ikke noget galt med at få rock på tøjet og pop på hænderne, blot man gør det med idé og overbevisning. Det sker på begge udgivelser, og det er også værd at notere sig, at den ene Escho-grundlægger Nis Bysted har produceret Baby in Vain-albummet sammen med trioen, og dermed har været medvirkende til, at trioen har født sin helt egen smukt flossede stemme med dette deres andet album.

Ungdommelige kraniekister

Den seneste udgivelse – Escho 15 år: Burgers For My New Life – giver en fin analyse af selskabets generelle helbredstilstand. Som er forrygende, omend ikke alle dele af korpus er lige fuldbyrdede. Men der er masser af perler på fødselsdagsalbummet.

Et udvalg: Dane TS Hawk alias outertaineren T.S. Høeg har lavet en hyldest til sit eget projekt Cockpit Music, en livlig ramasjang bestående af vinylplader, der kører i hak, i munden på hinanden. Alting sker rasende samtidig.

Iceage laver den langsomt dvælende twang-ballade »Lord Knows Best« tilsat rørende enkelt saloon-klaver. Thulebasen – med Nis Bysted – lyner med den utidige og skurrende snurretop »Detroit«, og IB101 lyder som Justin Bieber i eksil med båndoptager, guitar og rytmeboks som eneste selskab. Bona Fide forsvinder ind i dirrende harmoniers mørke på den bedårende »Slouching Towards Bethlehem«, og Smerz skaber et besværgende rum af traditionelle og syntetiske instrumenter og elefantbrøl. Og Collider giver os en ekstatisk kæntring på »When Will It End.«

Man efterlades udmattet og alligevel sulten efter mere i selskab med Burgers For My New Life. Det er i sig selv en jungle af en udgivelse.

Kære Escho. I er nu trådt direkte ind i de voksnes rækker. I udviser ansvar for det unikke og utilpassede. I rynker ikke på næsen af nogen genrer eller overbevisninger, og I er stadig lyksaligt ungdommelige i kroppe og kraniekister.

Tillykke!

Diverse kunstnere: ’Escho 15 år: Burgers For My New Life’ (Escho)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her