Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Publikum blev ramt af et anfald af livsglæde, da Steffen Brandt og hans TV-2 gæstede Vega

TV-2 er fyldt 40 år, og i coronaens tegn fejrede de det lørdag aften med en siddekoncert, der revsede Johannes V. Jensen og Kierkegaard og viste os, hvordan man ældes med – men også uden – ynde
Steffen Brandt og hans medsanger Anne Hjort betjener sig – udover akustisk guitar, ukulele, mundharmonika – af dét instrument, vi alle har, stemmen inde i vores akustiske kroppe. De synger duet langt det meste af koncerten, ikke altid lige lydefrit, men også med nye harmoniske nuancer i arvegodset.

Steffen Brandt og hans medsanger Anne Hjort betjener sig – udover akustisk guitar, ukulele, mundharmonika – af dét instrument, vi alle har, stemmen inde i vores akustiske kroppe. De synger duet langt det meste af koncerten, ikke altid lige lydefrit, men også med nye harmoniske nuancer i arvegodset.

Nikolaj Bransholm/Gonzales Photo

Kultur
6. december 2020

Vi bliver vel alle mindre elektriske med alderen. Langsomt daler spændingen i vores kroppe, og til sidst trækker vi stikket helt.

Det giver således mening at fejre sin aldrende status som Danmarks kedeligste – og dog så lunt geniale – orkester med en unplugged-turné.

TV-2 har nu eksisteret i 40 år, og det skal fejres. Med måde. Og der giver en akustisk turné naturligvis maksimal mening, gearet som det strømløse format er til corona-situationens krav om sitdown-selvbeherskelse, mundbinds-singalong og stolesæde-boogie.

Holdt sammen af tape

Ok, det er så ikke et heeelt akustisk sæt, vi kommer til at opleve i et udsolgt – men i sagens natur ikke propfyldt – Store Vega i hovedstaden. Der er strøm til de elektroniske trommer, Sven Gaul spiller. George Olesens elbas er også hooket i en forstærker, og det samme gælder Hans Erik Lerchenfelds elguitar. Den indhyrede keyboard-betvinger Peter Dencker ville heller ikke have givet en muselyd fra sig uden et strømudtag i Vegas smukke mahognivægge.

Men Steffen Brandt og hans medsanger Anne Hjort betjener sig – udover akustisk guitar, ukulele, mundharmonika – af dét instrument, vi alle har, stemmen inde i vores akustiske kroppe.

De synger duet langt det meste af koncerten, ikke altid lige lydefrit, men også med nye harmoniske nuancer i arvegodset.

Det er fire godt prøvede og hævdvundne mandekroppe, vi hylder denne aften.

Forfatter Peter Laugesen fra Brabrand, Århus, får lov at lægge et ord ind i begyndelsen: »Ud ad vinduet ser jeg to indvandrerdrenge på en udboret knallert. Rustent jern og spildolie. Lige som mig holdt sammen af tape,« citerer Steffen Brandt og tilføjer så med egne ord: »Vi skal her i aften opleve et orkester, som har været 40 år på landevejene. Et orkester holdt sammen af gaffertape og troen på, at kærlighed overvinder alt.«

Indrammede 80’erne

Guderne skal vide, at der er noget at synge med på og danse til og miste selvkontrollen over. Især som barn af 1980’erne må man bare bøje sig i stjernestøvet for den galakse af sange, bandet, især Steffen Brandt, vred af sig i det årti.

De indrammede 80’erne i flere tempi, endda i en både musikalsk og tekstligt rivende udvikling. Fra tidlig new wave/postrock over synthpop til de store, flamboyante produktioner fra midten af 80’erne og årtiet ud.

På debutalbummet af samme navn besang de i 1981 på den Kraftwerk-betonede »Fantastiske Toyota« automobilens fortræffeligheder og komfortens kvælende kvaliteter: »Bag tonede ruder bedøvede øjne / Som ingenting ser ud over havet.«

Så leverede de et nærmest lyksaligt, tidligt bud på dansk rap på »Popmusikerens vise« på Beat fra 1983. Dernæst drillede de kærligt – og tidligt – yuppie-generationen på mesterværket Nutidens unge i 1984: »Så snakker de om økonomi / Og tegner den fremtid vi lever i.« Her gav de os semi-house-dance-perlen »Vil du danse med mig«. Og Brandt greb om kærlighedens paradoks: »Jeg ved, jeg tror jeg måske elsker dig / og hader dig vildt.«

Der blev spidset ører på væg-til-væg-tæppet og ved konfirmationsanlægget i Holbæk lige dér, skal jeg love for.

Johannes V. Jensens misogyni

På det storsælgende (en kvart million) 1985-mesterværk Rigtige mænd – gider ikke høre mere vrøvl blev både racisme, storby- og landfjendskab og årtiets genopstandne mandchauvinisme turneret, vendt og drejet i Steffen Brandts inderlige og ironiske prisme. »Her bliver stærke kvinder altid svage,« gjaldede han i et sarkastisk omkvæd med en i popregi usandsynlig akkordrække på hittet »Rigtige mænd.«

Dén får vi ikke i Store Vega, i stedet vælger Brandt et par af sine mere direkte respektfulde, empatiske tilgange til kvinder.

Som indledning til dem citerer han Johannes V. Jensens skrift om en af de kvinder, der udlevede deres drømme og betalte prisen for det:

»Hun kendte ikke sit sted i hjertets egen lov. Hun vidste ikke, hun havde trodset og altid ville trodse et helt liv igennem udover enhver lykke og rimelighed. Hun tænkte ikke over, at mennesket kun levede én gang. Hun tænkte ikke videre klart og forstod ingenting.«

Der er stille.

Så siger Brandt: »Men forstod han hende? Nej, vel?«

Folk griner usikkert. Men, jo, den er god nok, han skælder ud på den danske Nobelprisvinders misogyni.

Så følger »Monas Solarium« om en kvinde, der formår at værne om sin egen indre verden dér under UV-rørene. Og så en smuk, henført, duvende version af »Alt hvad hun ville var at danse,« meget passende sunget af Anne Hjort.

Brandt svarer, hvor Kirkegaard melder pas

Det er naturligvis uundgåeligt undervejs i koncerten i Store Vega at synge med, men det står også tidligt klart, at det ikke er en hitparade, vi er vidner til. I stedet synes repertoiret at afspejle Brandts litterære temperament, der udmønter sig i en række velforberedte og live-velturnerede indledninger. Omhyggeligt skræddersyet og åndsnedkereret til sangene.

Nogle gange er de stærkt litterære, andre gange af standup-komisk tilsnit – som når han siger et sarkastisk »tak for hjælpen, Søren,« til Kierkegaard, der ikke ligefrem tilbød afklaring i spørgsmålet om giftermål. »Gift dig eller gift dig ikke, du vil fortryde begge dele,« skrev han.

»Det er det, vi har de store filosoffer til, til at afklare tilværelsens eksistentielle spørgsmål,« ironiserer Brandt. »Nej, igen er det vi sangskrivere, der må træde til.«

Og så følger en smuk version af »En dag vil jeg gå i regnen med dig«, hvor klavertonerne bruser så sørgmodigt, og Brandt rammer en blankslidt falset i sin sang om bare endnu en øm stund med sin udkårne. Brandt svarer, hvor Kirkegaard melder pas.

Indrammer det flygtige

Tilbage i 80’erne havde TV-2 yderligere et mesterværk (og en række ellers strålende plader) i sig – Nærmest lykkelig fra 1988, som fylder ud i repertoiret i Store Vega lørdag aften med hele fem af de i alt 22 sange.

Her viste Brandt sig som en forsoningens mester. Alene titlen siger vist det hele, hvis jeg nu betror dig kære læser, at den ikke skal forstås udelukkende ironisk, ikke sandt?

Albumtitlen og sangene vidner om en eksistentiel sejr for Brandt, der her synes at komme overens med, at den maksimale nydelse og den dybere mening er uden for rækkevidde. Og at »ligemeget hva jeg sir: / Der er ingen tid at spilde, det er nu det sker / i fuld fart hen over hovedet på os«.

Den sang – klassikeren »Turbo« – leveres også i Store Vega, hvor Brandt og Anne Hjort finder en vellykket tandem og afvikler ovenstående omkvæd med en lækker acceleration. Ja, hvor det både er rørende og erotisk, at høre dem sammen synge »Og alt hvad jeg vil ha / er røgen fra din cigaret / varmen fra din smukke krop / et sidste sug af evighed / før det er forbi«.

Folket klapper med på denne carpe diem-dimension af Brandts værk, denne hans fortsatte kamp for at indramme det flygtige i omkvædenes enkelhed.

Det høres også i sekstettens version af »Hele verden fra forstanden«: »Uret tikker, hjertet banker / hele verden fra forstanden / gør dog noget, løb for livet / brug dog tiden, elsk hinanden«.

Igen klappes og synges der med. For er der noget som at gribe nuet, mens der synges om, hvor let det undslipper os?

Han er en af vore egne

At TV-2 i deres ældre år har kastet nogle strålende sange og gode albummer af sig, skader heller ikke. Ikke mindst da middelklassens resignation og dens Herman Bangske stille eksistenser har fået tildelt et værdigt skær med sange som »En mand og hans hund«.

»Jeg møder ham der foran kiosken med hunden i snoren / Is i hånden, og hvad vil du ha’, jeg ska’ mene? / Hvem ved for eksempel hvad der rør’ sig dybt inde af uro / Og glæde og tid som bare løb ud i sandet.«

Middelklasserevseren og den senere resignationsmester Steffen Brandt i hans TV-2 er den fjernvarme, vi har lært at tage for givet. Gennem skjulte rør over stukken og bag savsmuldstapet løber mandens tankestrømme – dén udlevering og hudfletning og senere tilgivelse, han har tildelt dansken.

Og hans stemme er lige som en anden nationalskjald, Kim Larsen, den smukkeste utilstrækkelighed. Og dermed genkendelighed. Den utilstrækkelighed, vi kender fra kirkerne, hvor vi ikke kan synge med på salmerne, eller når vi hører onklen brumme rundt inden for en oktav under lejlighedssangene.

Han var fra starten en mester i begrænsning. Talesyngende i en århusiansk vandrende, knækket rytmik, af og til snublende nær rap. Og øm så gribende øm, når han senere i diskografien søgte op i falsetten eller bare greb efter de høje toner, så stemmen lød som om den blev forstuvet.

Verdens mest anstrengte tenor, når han kæmper sig op i det høje register. »Det eeeneste hun ville var at danse blot en enkelt gang, drømme uden at vågne op igen.«

Han er en af vore egne, han skal også anstrenge sig – selv når han synger sine egne middelklassesalmer.

Et anfald af livsglæde

Koncerten er min – en hel sals – ungdom set fra et klogere, mere desillusioneret, klart ekstra velnæret udsigtspunkt i aldrende kroppe hengemte i corona-bunker for længe.

Desværre også musikalsk, lydmæssigt, vokalt lidt mat i koderne. Brandt fylder ikke nok i lydbilledet og stemmen har en lidt rungende klang. Musikerne hygger sig ofte lidt for meget, flere sange forløses alt for udynamisk. Lidt for meget musikalsk komfort til denne anmelders smag.

Men publikum var lykkelige: »Ramt af dét,« som Brandt formulerer undervejs, »der angstprovokerer os danskere allermest, nemlig et anfald af livsglæde«. Det skal være dem vel undt.

Hvad der står tilbage langt stærkest for denne anmelder, er Steffen Brandts ord og vid mellem sangene. Hvordan nostalgien i hans selvbiografi tilføjes nye røverhistorier. Hvordan han gør grin med sin hjemby Aarhus – »Det er sådan, at når AGF har vundet en kamp, så er de inde i en stime« – og samtidig begræder affolkningen af vores landdistrikter, ja, endda bruger det som scene for tabsoplevelser på et åndeligt plan.

Hør bare denne indledning af høj litterær karat til »Hele verden fra forstanden«:

»I noget der engang var en provinsby, men som i dag er en grillbar, to genbrugsbutikker og en thaimassage. Der mødes to mænd, som engang var venner i noget, der før i tiden var en togstation – som i dag er en billetautomat, en hjemløs og en krage, som står og hakker i en tom pizzabakke. Inden den flaksende flyver op og sætter sig på ryggen af noget, der før i tiden var en metodistkirke, men som nu er bygget om til ubemandet solarium. ’Hvor solen aldrig går ned’, som der står på skiltet. De to mænd mødes, hilser kort på hinanden, stiger på toget, kører ind i fremtiden med en ejendommelig fornemmelse af at have mistet noget. Men uden nogen som helst idé om, hvad de har fået i stedet. Det kommer der en sang om nu.«

Og så synger Steffen Brandt endnu engang inde fra en krop, der har sanset danskheden og siden formuleret den i sange gennem årtier; sange som vi har sunget med på i generationer. Og sikkert kommer til i fremtiden.

TV-2 har mistet deres ungdommelige fjed, men de har vundet nationalklenodiets ærværdige – dog pt. lovlig sindige – gangart.

TV-2 – Akustisk jubilæumstour – Store Vega, Kbh., lørdag.

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvor er Johannes V Jensen citatet fra?

»Hun kendte ikke sit sted i hjertets egen lov. Hun vidste ikke, hun havde trodset og altid ville trodse et helt liv igennem udover enhver lykke og rimelighed. Hun tænkte ikke over, at mennesket kun levede én gang. Hun tænkte ikke videre klart og forstod ingenting.«

Finn Årup Nielsen

Ud over at være en besynderlig fejlcitering af ’Cecil’ fra Himmerlandsfolk fra 1898 er det også en fejllæsning. Historien fortæller om en kvinde der altså ikke er "en af de kvinder, der udlevede deres drømme". Snarere udlever hun sit mareridt ved at gifte sig med en drukkenbolt. Det gør hun i trods over et fejltrin fra sin elskedes side.

Fed anmeldelse :-)

Tak for afklaringen vedr Johannes V Jensen. Jo virkelig to forskellige måder at læse den samme historie på.

En rigtig Århus-historie, at et så kedeligt og forudsigeligt band, kan holde så længe. Verden er sq underlig, hvis det er det her, folk vil ha'