Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Samtalebog er en befriende modvægt til tidens betonrationalisme

Vi bliver først mennesker, når vi rettes mod noget uden for os selv. Sådan lyder skuespillers og præsts eksistentielle pointe i ’Gå med fred’
Bodil Jørgensens er i samtale med sognepræst ved Marmorkirken Mikkel Wold. Sammen sætter de ord på noget fælles eksistentielt, noget der angår os alle.

Bodil Jørgensens er i samtale med sognepræst ved Marmorkirken Mikkel Wold. Sammen sætter de ord på noget fælles eksistentielt, noget der angår os alle.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kultur
4. december 2020

Vi har kunst, for at vi ikke skal dø af for megen virkelighed, skrev Nietzsche. Virkeligheden kommer ingen af os uden om, og dermed heller ikke ondskab, død, grådighed, bekymringer, kriser, sorg – og fra den mere åndelige sfære – selvforglemmelse, ånd, tro, livsmod, opstandelse, værdighed, lykke, håb, det hellige, kirken, tilgivelse, kærlighed. Denne kæde fra virkelighedens højde og dyb danner kapiteloverskrifterne for skuespilleren Bodil Jørgensens og sognepræsten ved Marmorkirken Mikkel Wolds samtalebog, redigeret med nænsomt overblik af journalisten Joan Øhrstrøm.

Mod virkeligheden findes ingen kur, men da verden ikke er affortryllet helt, er et af tryllebegreberne, vi kan ty til, ’fred’. Gå med fred er bogens titel for freden, der er mere end fravær af ufred. Det er den aflastende fred, at alt ikke ligger på mine skuldre, men at vi har noget større at vende os mod, som Guds nåde og velsignelse – og de andre. En selv kan hurtigt blive et ensomt fængsel, siger Bodil Jørgensen et sted. Vi glemmer i vores travlhed, at livet ikke kun består af et ’jeg’, men også af et ’vi’.

Troen som livsgrundlag

Rige på informationer, men fattige på visdom, bliver vi dummere, hvis vi bare lader os bombardere af alle informationerne uden at reflektere. Fremfor at være guder i vores digitale spejlbillede peger bogen på troen som et livsgrundlag, med gudstjenesten som et åndeligt pitstop, hvor man kan søge Vorherre, langsomheden og fordybelsen. (Folke)kirken med det mytiske og mystiske rum, hvor vi kan høre det, vi ikke kan sige os selv, og blive sat i sammenhæng med Gud og vores næste.

At eksistere betyder egentlig »at træde ud over sig selv«. I kirken kan vi træde ind med en ydmyghed, der snarere end underkastelse, er den svimlende fornemmelse, at være en del af skaberværket. Hvis det her lyder frelst, bør man huske, at frelse i kristen forstand ikke er at skulle frelse sig selv, hvilket kan være en lettelse. Og så er vi tilbage ved, hvorfor vi kan gå med fred.

Højt til loftet

Samtalebøger kan let gå i tomgang, hvis der tales og tales, uden at der siges noget. I denne er der højt til loftet, fordi de to livskloge mennesker både formår at være personlige og øse af egne erfaringer og kriser – som da Bodil Jørgensen var ved at miste livet under en filmoptagelse – men også fordi de sætter ord på noget fælles eksistentielt, som angår os alle. Skal der indvendes noget, må det være, at de stort set giver hinanden ret i alt. På den anden side sker det ud fra den sokratiske præmis, at det eneste, jeg ved, er, at jeg intet ved, hvori der ligger en frigørelse til at tænke stort.

Så stort, at livet er mere end det, der kan måles og vejes. Mikkel Wold henviser til Platons og Aristoteles’ begreb thaumazein, der kan oversættes som den metafysiske forandring og oprigtige forundring, hvor man retter opmærksomheden på noget uden for én selv – vel at mærke noget, der ikke kan gøres op i praktisk anvendelighed. Dåben kan for eksempel ikke »bruges til noget«, men er en tilsigelse og et tillidsforhold; ligesom en stjernehimmel eller et musikstykke heller ikke kan gøres op i en nytteværdi – det skulle lige være for ens nerver.

Der er en sjov og tankevækkende historie om et privat institut i Princeton, som har fostret flere nobelpristagere. De har mottoet »The Importance of Useless Knowledge« – vigtigheden af den unyttige viden. Det ligger langt fra forskningspolitikkens sølle mantra »fra forskning til faktura«, et diktum universiteterne herhjemme desværre stadig ligger under for, og som vi måske alle ligger under for, ud fra at alt skal kunne betale sig. Et af forfatternes opråb lyder, at grådighed er åndelighedens modsætning – og at den ligesom angst kan æde sjæle op. Et samfund uden sans for det hellige, vil gå under.

Denne bog er en befriende modvægt til tidens betonrationalisme og larmen fra dem, der sværger den ateistiske trosbekendelse. Samtalerne virker som livsbekræftende forsvar for alt det, der ikke kan gøres op, eller sættes på formel, men som vækker undren, strider imod fornuften og er et kors for tanken. Der er tale om en anden form for sansning, som ikke fungerer på logikkens betingelser, simpelthen fordi vi er i en helt anden afdeling – en afdeling, vi en gang imellem har brug for at bevæge os over i.

»Skønt er det, vi ser, skønnere er det, vi erkender, allerskønnest er det, vi ikke fatter,« sagde den katolske videnskabsmand Niels Steensen ved sin tiltrædelses på Anatomisk Institut i 1673. Om ikke som en kur mod for megen virkelighed kan skuespilleren og præsten få én til at se ud over sig selv og ind i en større sammenhæng, når virkeligheden rammer og ramler.

Bodil Jørgensen og Mikkel Wold i samarbejde med Joan Øhrstrøm: ’Gå med fred – samtaler om tro og livsmod’, Grønningen 1, 320 sider, 300 kroner

Henrik Bach er forfatter og præst i Fårevejle Kirke

Vinterbøger 2020

Bøger til julegavejagten, de bedste bøger i 2020 og flere nye litteraturserier er blot nogen af de ting, du kan finde under overskriften Vinterbøger 2020.

Andre artikler i dette tillæg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her