Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

’De smukkeste år’ suser gennem 40 år i fire italienske venners liv

Gabriele Muccinos ’De smukkeste år’ er et nostalgisk nik til tidligere italienske film og et energisk portræt af fire mennesker, som hænger på, mens livet bare går og går
Styrken ved Gabriele Muccinos ’De smukkeste år’ er dens energi og de populære skuespillere, som absolut giver et tiltrængt skud italiensk charme til de skandinaviske vintermåneder.

Styrken ved Gabriele Muccinos ’De smukkeste år’ er dens energi og de populære skuespillere, som absolut giver et tiltrængt skud italiensk charme til de skandinaviske vintermåneder.

Another World Entertainment

Kultur
10. december 2020

Det er, som om Gabriele Muccinos film ikke kan blive italienske nok, siden han efter en årrække i Hollywood er vendt tilbage til sin hjemlige filmscene. Tidligere i år inviterede han med Min italienske familie danske biografgængere til en højspændt slægtsnedsmeltning, hvor de sydlandske temperamenter fik frit slag under en storm på den idylliske ferieø Ischia.

Hans nye film, De smukkeste år, følger fire unge fra 1980 og 40 år frem med både italiensk politik og verdensbegivenheder som kulisse sammen med referencer til klassiske, italienske filmscener (som et Fellini-hyldende bad i Trevi-fontænen) og en god portion italiensk pop og opera.

De smukkeste år ligger stadig i et noget højere gear og toneleje end de fleste danske film, men i forhold til Min italienske familie er historien stærkere forankret i sine fire hovedkarakterer og deres kamp for at finde den rigtige hylde og partner i livet. I centrum er de tre venner Giulio (Pierfrancesco Favino), Paolo (Kim Rossi Stuart) og Riccardo (Claudio Santamaria). Omkring dem er den forældreløse Gemma (Micaela Ramazzotti), som to af de tre på skift er forelsket i, mens de gennem årene glider fra hinanden og mødes igen.

Hæsblæsende punktnedslag

De smukkeste år sender tankerne hen på Ettora Scolas Så gode venner var vi vist fra 1974, som dækkede 30 års italiensk historie med tre venner som omdrejningspunkt. I Gabriele Muccinos film suser fortællingen af sted, fra vi møder de livsglade, fremtidssikre 16-årige (Francesco Centorame, Andrea Pittorino, Matteo De Buono og Alma Noce) i solrige landskaber med stærke farver, til vi havner i deres mere udfordrede voksenliv, hvor de for eksempel skal finde ud af, om det går at score sin bedste vens kæreste, eller om man kan leve med at sælge ud af sine principper for at score rigmandens datter og kassen.

Undervejs er der mange store følelser i spil, men vi bliver kastet for tilfældigt ind og ud af de forskellige punktnedslag til for alvor at engagere os i dem. Til gengæld sker der hele tiden noget (måske ikke så overrumplende) nyt i både Rom og Napoli og på mange seværdige locations, mens livene sprinter afsted, så savner man en rejse mod sydlige himmelstrøg, kan man lune sig lidt her.

Muccino er ikke bange for overtydelig symbolik som at lade en gul kanariefugl genopstå, når det er passende, og ligesom i hans forrige film er det let at blive irriteret over de klichéfyldte kvindeportrætter. En formildende omstændighed er dog, at der generelt er mange stereotyper i spil.

Energisk, italiensk charme

Trods referencerne til tidligere filmkunst fremstår De smukkeste år mest som en tv-serie, der både starter og slutter lidt tilfældigt. Filmens styrke er dens energi og de populære skuespillere, som absolut giver et tiltrængt skud italiensk charme til de skandinaviske vintermåneder. Selv har jeg haft et svagt punkt for Kim Rossi Stuart siden hans fine instruktørdebut og rolle i Libero, men det er sigende for De smukkeste år, at tankerne løbende vandrer til andre film og scener, fordi man ikke for alvor bliver suget ind i de fire menneskers skæbner.

Det er altid svært med film, som vil spænde over mange årtier. Muccino bruger flere forskellige fortællegreb som at lade karaktererne kigge i kameraet og fortælle handling og tanker direkte til os, og et dysfunktionelt ægteskab bliver effektivt onduleret på et halvt minuts montage.

Karakterernes egne konklusioner lader til at være, at de alle sammen har klokket i livet, og ligesom i Min italienske familie fremstår det der med relationer som noget rod. Men man ved fra starten, at det hele nok skal lande til sidst, på den bittersøde, champagneskålende facon.

’De smukkeste år’ – Instruktion: Gabriele Muccino. Manuskript: Gabriele Muccino og Paolo Costello. Fotografi: Eloi Molí. Længde: 135 minutter. Premiere i biografer i den ikkecoronaramte del af landet. Mere på kino.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her