Søren Kragh-Jacobsen kan godt lide at lave film, der er funderet i virkeligheden, men alligevel er vilde. Han kan godt lide at fortælle eventyr og historier, der pludselig bevæger sig i en anden retning end forventet. Og så kan han godt lide, at personerne står i et dilemma, som de får løst, og som flytter dem et andet sted hen end der, hvor de stod til at begynde med.
Og det har den 73-årige filmskaber så gjort gennem sin mere end 40 år lange karriere, der begyndte på tv, og nu er resulteret i hans 12. spillefilm, Lille sommerfugl. Undervejs har han udgivet flere populære plader med egen popmusik – han har også været med til at skrive musiknumrene til den nye film – og instrueret en hulens bunke tv, først for børn og unge, siden også for voksne.
Der løber en rød tråd af medmenneskelighed gennem Søren Kragh-Jacobsens film. En oprigtig interesse for de mennesker, hvis ofte rodede liv han portrætterer, og som snart sagt alle befinder sig lidt i udkanten af det etablerede samfund. Det gælder de unge, forelskede skoleelever i debutfilmen, Vil du se min smukke navle? (1978), der er et hovedværk i dansk ungdomsfilm; lille, usikre Ivan i Gummi-Tarzan (1981); de to unge, meget forskellige mænd, der knytter et tæt venskab i Isfugle (1983); den oversete pige i Skyggen af Emma (1988), de foretagsomme børn i krimien Guldregn (1988); de rebelske gymnasieelever i Besættelses-filmen Drengene fra Sankt Petri (1991); og den jødiske dreng, der lades alene tilbage i ghettoen i Warszawa under Anden Verdenskrig i den engelsksprogede Øen i Fuglegaden (1997).
Mester i følelser
Snart sagt alle kæmper de med forældre og autoritetsfigurer, som enten ikke forstår dem, eller som vil gøre dem ondt. Og Søren Kragh-Jacobsen kommer dem alle til undsætning med sit forstående blik på, hvem de er, og hvad de gerne vil med deres liv. Han bygger smukke, poetiske og musikalske verdener op omkring dem, verdener, der er lige dele genkendelig hverdag og eventyr, ja, indimellem endda iblandet en smule magisk realisme.
Tag bare Ivans dagdrøm, hvor drengen forestiller sig, at han er bomstærk og kan tryne alle de bøller og tyranner, der har været efter ham, givet ham buksevand og fået ham til at tvivle på sig selv. Eller den solbeskinnede sommerferieidyl, der i Guldregn – som både var en tv-serie og en film – punkteres af håndgribelig uhygge, da børnene kommer på tværs af to postrøvere, den ene af dem spillet af dansk films onde mand par excellence, Torben Jensen. Sjældent er noget så uskyldigt som en solskærm blevet brugt på så effektiv og foruroligende vis.
I mange år var Søren Kragh-Jacobsen en mester udi at skildre børn og unges komplekse følelsesliv. Han tog dem og det alvorligt, og det fortsatte han med at gøre med de voksne, da han i Mifunes sidste sang (1999), Skagerrak (2002), Det som ingen ved (2009) og I lossens time (2013) fortalte genkendelige og såre menneskelige historier om kampen for at få det satans liv til at makke ret. At det er lettere sagt end gjort, rummer hans film utallige eksempler på, men de ejer også den varme, poesi og humor, som er instruktørens varemærke, og som gerne manifesterer sig i hans film som små lommer af omsorg og eftertanke.
Det er i de øjeblikke, at både personer – og publikum – får mulighed for at ånde lidt og genfinde eller genvinde troen på sig selv og verden. Og det har hovedpersonen, storbonden og grisefarmeren Ernst (Jesper Christensen), i den nye film, Lille sommerfugl, i dén grad brug for, da hele hans møjsommeligt opbyggede kongerige er ved at ramle sammen om ørerne på ham – ovenikøbet på hans og hans kone, Louises (Karen-Lise Mynster), guldbryllupsdag.
Trængt økonomi
Selv om han var ung i 1960’erne og i 1980’erne lavede masser af opfindsomt og rebelsk børne-tv for Danmarks Radio – Nu er det ikke sjovt længere, Ude på noget og Omsen og Momsen – er Søren Kragh-Jacobsen ikke ligefrem en politisk filmskaber. I hvert fald ikke i gængs forstand, hvor han med sine film går på barrikaderne for en sag. Undtagelsen er thrilleren Det som ingen ved, der meget betimeligt handler om overvågning og en hemmelig tjeneste i tjenesten. Men det humanistiske grundsyn og instruktørens empati for samfundets outsidere med ar på krop og sjæl fornægter sig ikke.
Det er ikke et tilfælde, at den fortabte hovedperson i Mifunes sidste sang, Kresten (Anders W. Berthelsen), ender med at forlade det smarte og dyre liv i København for i stedet at vende tilbage til sine rødder på Lolland, sammen med sin udviklingshæmmede bror, da hans far dør. Kresten tvinges til at se sin fortrængte fortid i øjnene, og læren i mange af Søren Kragh-Jacobsens film synes at være, at man kan forsøge at ignorere problemerne, men flygte fra dem kan man ikke. Det ender bare galt.
Det må Ernst lære på den hårde måde i Lille sommerfugl. Nok er han egnens store, stolte landbesidder, der ikke kun ejer sin egen gård, men en lang række andre nabogårde med tilhørende jorder, som han ikke bruger til noget. Men facaden er ved at krakelere. Kommunen vil gerne leje den ene gård til midlertidig indkvartering af flygtninge, men det siger den ikke særligt tolerante landmand nej til, også selv om det ville have hjulpet gevaldigt på hans dårlige økonomi.
Far og søn
Det viser sig nemlig, at Ernst et par dage inden guldbrylluppet har fået at vide, at han er gået konkurs – byggeriet af to store siloer blev dyrere end beregnet – og at noget må gøres, helst med det samme. Han har ikke fortalt det til Louise, fordi han vil have, at hun skal have en god dag – og fordi han ikke tør – men deres guldbryllupsdag bliver alligevel præget af alt det, Ernst fortier – og af alt det andet, der foregår omkring parret, da de bliver fejret i det lokale forsamlingshus.
Gæster strømmer til fra nær og fjern, og mange af dem medbringer deres egne små opgør og hemmeligheder, hvilket indimellem forvandler den ellers så glade dag til en familiestorvask af de meget lidt kønne. Ernst og Louises søn, Lasse (Peder Thomas Pedersen), har været sin kone, Lis (Mia Lyhne), utro med Maja (Sarah Grünewald), der samtidig er mor til Lærke (Sofie Juul Blinkenberg), som er kæreste med Lasse og Lis’ søn, Christian (Sofus Rønnov). Det er lidt noget rod, og det får konsekvenser for festen, da det viser sig, at Maja – på den forsmåede Lis’ foranledning – skal servere til guldbrylluppet, og Lis’ to (slags)brødre samtidig beslutter sig for at sætte Lasse på plads.
Alt imens kæmper Lasse en forgæves kamp for at gøre sin vrantne far, Ernst, glad, og man forstår, at det er en kamp, der har varet i mange år. Åbenbart begyndte den, da Ernst fandt ud af, at sønnen ikke ville overtage den fædrene gård, men hellere ville ernære sig som musiker i det selskabsorkester, Tequila, han er guitarist i, og som selvfølgelig optræder til guldbryllupsfesten.
Sker for meget
Der er med andre ord mange konflikter, som skal håndteres og udredes i Lille sommerfugl, og der er ingen tvivl om, at Søren Kragh-Jacobsen nyder at sætte det hele i scene i det forsamlingshus, som velsagtens er noget af det mest danske, der findes sammen med den suppe-steg-is, der serveres, og dansktopmusikken, Lasse og Tequila spiller. Der er gang i scenerne, og der sker hele tiden noget i baggrunden – et blik, en berøring, en person, der forsvinder ud ad en dør, en anden person, der følger efter – og festen er temmelig underholdende at være med til.
Så selv om der også er plads til enkelte stille øjeblikke mellem barnebarnet, Christian, og hans kæreste og mellem Ernst og Louise – filmen er også et miniportræt af et ægteskab – så bliver festlighederne en broget og heftig omgang, hvor følelserne sidder uden på tøjet, ikke mindst i takt med, at gæsterne får noget alkohol inden for vesten. Man forstår sagtens, hvorfor det bliver for meget for den nedtrykte Ernst. Han forsøger at være glad, men det er svært, når hele hans livsværk er ved at smuldre mellem fingrene på ham, og han samtidig er for stolt til at indrømme det og dermed tabe ansigt. Samtidig forsøger han at gøre egnens racister glade ved at smide det gæsteband bestående af sorte musikere, som Lasse overrasker sine forældre med, ud, og det gør selvfølgelig ikke konflikten mellem ham og sønnen mindre.
Spørgsmålet er dog, om ikke der er for meget på spil i Lille sommerfugl – om Søren Kragh-Jacobsen har ladet sig rive med af sin egen begejstring for forsamlingshuset som scene for ikke bare nogle af, men alle livets små og store problemer. Det synes jeg, også selv om familiefester, hvor selv de dele af familien, som ikke kan sammen, skal udholde hinandens selskab, og der således er grobund for eskalerende, alkoholpåvirkede skærmydsler.
Slipper for let
Instruktøren, der selv har skrevet manuskriptet til filmen – han har tidligere arbejdet sammen med så forskellige forfattere som Hans Hansen, Anders Bodelsen, Anders Thomas Jensen og Rasmus Heisterberg – synes at være inspireret af sin tidligere dogmebroder Thomas Vinterbergs Festen (1998). Men Lille sommerfugl savner dén films dramaturgiske stringens og stramme fokus. I Festen væltede ét stort, grimt skelet ud af skabet – patriarkens misbrug af egne børn. I Lille sommerfugl har alle stort og småt at slås med, og det kulminerer sjovt nok til den samme guldbryllupsfest. Det ville have været nok med Ernsts konkurs, ægteskabet med Louise og konflikten med Lasse. Sønnens utroskab og farens racisme havde vi ikke behøvet – i hvert fald ikke i så fremtrædende grad som nu.
Jeg synes også, at Ernst som figur slipper for let. Han er god nok på bunden, som man siger, ellers ville Louise vel heller ikke have kunnet holde ham ud i alle de år. Men han optræder ikke særlig sympatisk – jeg tilbringer dog gerne time efter time med at nærstudere Jesper Christensens furede, udtryksfulde ansigt – og selv om megen af hans opførsel skyldes, at han er presset, så hverken forklarer eller undskylder det den tilsyneladende indgroede intolerance.
Alt det ændrer dog ikke ved, at Lille sommerfugl i høj grad er signeret af Søren Kragh-Jacobsen og er fuld af hans humanisme, humor og musikalitet og hans sans for alle dem, der lever i udkanten af vores synsfelt og ikke nødvendigvis gør stort væsen af sig. Instruktøren følger sit store hjerte og lader tvivlen komme selv mennesker som Ernst til gode. Han er jo netop trods alt kun et menneske.
Genkendelig verden
Søren Kragh-Jacobsen har i filmen øje for de små detaljer, der er med til at tegne et miljø og dets beboere. Menneskene, maden, musikken og sangene er lige i øjet, og jeg bliver mindet om utallige både gode og kiksede fester på kroer og i forsamlingshuse især i Jylland, hvor jeg selv kommer fra. Det var ofte sjovt, men der skete næsten altid et sammenstød eller to, inden det endte i gråd og tænders gnidsel.
Barnebarnet Christians lille konflikt med kæresten Maja er nænsomt og fint skildret – scenerne mellem de to kunne være taget ud af Vil du se min smukke navle? Og de voksnes manglende tålmodighed med det åbenbart eneste barn, der er med til festen, vækker mindelser om Guldregn og Gummi-Tarzan. For det kan godt være, at de voksne ignorerer hende, men det gør instruktøren ikke, og hun bliver en lille, men vigtig brik i det store, menneskelige puslespil.
Lille Sommerfugl kunne være blevet en mere kølig, sociologisk-antropologisk undersøgelse af et pæredansk fænomen, eller en grovkornet komisk udlevering af et miljø og nogle mennesker. Men den tager i stedet sit publikum ved hånden og fører det med ind i en såre genkendelig verden og viser den indefra – nænsomt, sympatisk og humoristisk, som kun Søren Kragh-Jacobsen kan gøre det. I virkeligheden er forsamlingshuset og guldbryllupsfesten et sindbillede på os alle sammen og alt det, vi ikke kan finde ud af med livet og kærligheden, og hvad der sker, når vi samles for at fejre os selv og andre.
’Lille sommerfugl’ – Instruktion og manuskript: Søren Kragh-Jacobsen. Fotografi: Aske Alexander Foss. Længde: 102 minutter. Biografer landet over
