Sofie Malmborgs debutroman om slavehandler Bargum er ikke bare god – den er grum

Det hele begynder med diarré. Allerede på side to af Bargums synder sidder en datter af en slavehandler på tønden og knytter hænderne stramt. »I luften hang en sød lugt af forrådnelse.«

Der er masser af krop og kopulation i debutanten Sofie Malmborgs (f. 1992) sprog, men det bliver ikke insisterende latrinært; snarere er der en opmærksomhed mod lugte, lyde og fingerspidsfornemmelser, der maner det sene 1700-tal frem i lys lue.

For Bargums synder er en historisk roman. I efterskriften findes præcise kildeangivelser hentet i hele Europas nationalarkiver. Men det særlige ved romanen er, at det aldrig føles som at se på skuespillere med påklistrede parykker blandt papmachérekvisitter. Her mærkes historien som ægte, levet liv. 

Bargums synder handler om den yngste søn af en lærredskræmmer. Han har store ambitioner, der vokser langt ud over det kammer, han må dele med familien. Nej, han vil være handelsmand og får arbejdet sig opad i en slægtnings tømmervirksomhed. Indtil driftigheden fører ham videre mod tobakshandel, mod bankhandel, mod menneskehandel – for Frederik Bargum bliver slavehandler. Det er den synd, titlen henviser til, men den står ikke alene. Han trækker et menneskeligt spor af svindel, bedrag og hovmod. Og en række navneskift, der er Stein Bagger værdig.

Romanen fortælles af Bargums nu halvvoksne datter, som han efterlod, da hun og hendes bror var små, og det er hende, der har dårlig mave. Udløst af en avisnotits om, at Bargum er blevet anholdt for bedrageri og flugtforsøg. Farens synder får den unge Rebecca til at frygte, at hun gennem blodets bånd er forudbestemt til at følge i farens forbryderiske fodspor – en datidens arv- og miljødiskussion. 

Kunstneriske nuancer

I en tid, hvor debatten går højt om kunstens intervention over for 1700-tallets danske slavehandlere, er der heldigvis værker som Sofie Malmborgs, der viser, at kunsten faktisk kan være et fremragende sted at blive klogere. På historien og de tråde, der forbinder den til nutiden.

For virkelighedens Frederik Bargum sejlede 2.321 slavegjorte over Atlanten. Men det er måden, Malmborg skildrer den ærgerrige mand på, der er
effektfuld.

’Bargums synder’ af Sofie Malmborg.

Det er ikke, fordi læseren får særlig indgang til hans indre, eller fordi han er en særlig sympatisk person. »Skulle han have rakt sit pludderærme ud ad vinduet og vinket efter en kræmmer på en bondevogn?« fnyser han, efter at have passeret sin fattigere bror i en vogn. Hans arbejde, der mest består af smisken og svindel, bliver ophøjet: »Han helligede sig arbejdet i tømmerhandlen, som hans bror Ludolf havde helliget sig Gud Herren, og selvfølgelig måtte der følge visse ofre med at følge sit kald.«

Hans kald bliver senere slavehandlen, og da det så kuldsejler, synes han nu, at det er ham, der er et offer. Han bliver svagelig og brækker sig, »det tynde opkast sejler hen over plankerne«, og selvmedlidenheden fejler intet: »Bølgerne slår mod kysten, havet hugger efter øen, som om det er ham, det er ude efter.«

Sin egen krop kan han sagtens føle. Men de »otte og en halv procent«, nogle gange tolv-tyve procent af de slavegjorte, der dør på overfarten, kan han ikke andet end betragte som tal. Selv da han på et tidspunkt overværer familier blive skilt ad, og forhutlede slaver solgt, er han barnligt skuffet over, at der ikke var mere pomp og pragt:

»Det var ikke sådan, Frederik havde tænkt sig, at den slags foregik. Han havde forventet noget andet, noget mere ceremonielt, nogle trommer og flag måske.«

Slavehandlerens psykologi

Det er i kontrasten mellem beretninger om slavehandlere, der afstraffer de slavegjorte ved at lade dem »defækere i munden på hinanden«, og Frederik Bargum, der er sig selv og sine pengeproblemer nærmest, at ubehaget opstår.

Bargum er i litterær familie med Henik Pontoppidans Lykke-Per, der også tager turen fra sjappet til silkeskoene og tilbage til sjappet igen. Og der er en afart af Mikkel Thøgersen fra Kongens fald i ham, hans afstumpethed fascinerer og vækker uro.

Men Frederik Bargum er mest af alt et karakterstudie i handelssamfundets psykologiske følger. Her handler alle relationer om penge, tømmer, last, investering – og mennesker luskes lige så stille ind i rækken af kropsløse varer som tobak, sukker og krydderi. Jeg kan mærke, hvor fristende let grusomhed og racisme er, når jeg bliver hyllet ind i Bargums logik.

Afvigerportrætter

Leonora er Bargums kone, han er også hendes fætter, og han voldtager hende med hendes efterhånden slappe accept. »Han ligger og banker mod hende som en låge, der står og slår i vinden,« som der grumt står.

Hun mister sine to førstefødte til børnesygdomme. Men det vinder hende ikke automatisk skriftens sympati, og hun bliver både skildret som stakkels og sindssyg, men også som naiv og krukket, aldrig kun et produkt af et kvindefjendsk system.

Malmborg er dog bedst til at skildre de usympatiske. Fortælleren Rebecca er retskaffen og vil være jordemoder for at kompensere for forældrenes svigt. Men hendes hverdagsliv er ikke så overbevisende interessant, som afvigernes ugerninger.

Der optræder en enkelt slavegjort med stemme i bogen, en Tobias, som kun kort får lov at sige, at han aldrig har haft en familie, og at han er født på plantagerne. Men ellers virker slaverne så belejligt langt væk i Afrika og Vestindien, som de var. Romanen tør ikke give de mennesker, der gemmer sig bag tallene, samme digtning, skæbner og ansigt, som forbryderne får her. Det tror jeg ellers, at deres historie både tåler og kræver.

Fodvorter og yverlun mælk

Malmborg er ellers en nuanceret forfatter. Ud over skildringen af sammenhængen mellem pengestrømme og opfindelsen af raceforskelle er Bargums synder formidabel i kraft af sit sanselige sprog. Her er mælken »yverlun«, og frosten »kryber som sneglespor« over brune vintermarker. Det storladne er elegant doseret.

1700-tallet er ikke blot en scene for sjæleligt drama, men et helt univers. Når lærredskræmmeren og hans børn betragter bønderne høste hør, er den historiske detaljegrad og poesien lige stor: »Og konerne skættede knipperne, og skæl og blår blev vævet til sækkelærred, mens resten blev kæmmet som hår«. 

Et særligt træk ved Malmborgs prosa er hendes sammenlignende billedsprog. Der er næsten altid tilføjet et lille forbehold, et lille ’som’, der markerer afstand mellem de to ting, der forbindes. En irriterende karakters godhed føles af en jaloux veninde »som en tandkødsbetændelse, der gik i hjerteklapperne på alle omkring hende«.

Når Frederik Bargum nærer ømhed for sin kone i sengen, er det, »som om hun er en kun lidt fremmed del af hans egen krop, en vedholden fodvorte eller et hår«.

Det lille ’som’ gør, at man aldrig får helt adgang til karakterernes indre, dertil bor de for meget i fortiden. Men forbindelsesleddet er altid kroppens vorter, tandkød og hår. Vi er ikke helt som dem, men heller ikke langt væk – forbundet af sekreter og bylder og krop.

Jeg aner, at Sofie Malmborg allerede er så stilsikker en forfatter, at hun snildt kunne skrive dramatik, noveller, filmmanuskripter og kammerspil – endda designe scenografi, for sjældent har små kamre og hestestalde føltes så virkelige som her. 

Sofie Malmborg er en velfortjent vinder af Bogforums Debutantpris 2020. Og hvis hun er syv år om sin næste roman, som hun efter sigende var om denne, så venter jeg gerne.

Sofie Malmborg. ’Bargums synder’. Politikens Forlag. 304 sider. 250 kroner