Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Hos supersopranen Ane Brun holder skønhed og sorg hinanden i hænderne

Den norske sangerinde og sangskriver har med en måneds mellemrum udgivet to smukke album, der rækker ud mod hinanden. Det ene mere elektronisk og triphoppet. Det andet orkestralt og pianoballadelækkert
Ane Brun lægger ikke skjul på, at hun er inspireret af navne som Portishead og Massive Attack.

Ane Brun lægger ikke skjul på, at hun er inspireret af navne som Portishead og Massive Attack.

Sean Cohen/Polaris Images/Ritzau Scanpix

Kultur
17. december 2020

Det kræver mod at synge så sensitivt og storladent, som Ane Brun gør på sine to nye udgivelser, After the Great Storm og How Beauty Holds the Hand of Sorrow. Det kræver også en teknisk snilde, sikkerhed og selvtillid, som den 44-årige sangerinde besidder til overflod. Hendes vokal er med tiden blevet slebet helt til af de mange strygere, hun svøber den i, så den nu risler rent som smeltevand fra en sneprydet fjeldtop i hendes norske hjemland. Klar, frisk, kølig og lige til at slubre i sig.

Pladerne er udkommet med en måneds mellemrum. Og som albumtitlerne afslører, er det voldsomme kræfter og store følelser, der er på spil. Det er stilheden efter den store storm og lyden af skønhed og sorg, der holder i hånd. Tematikkerne er universelle og kontrastfulde, mens det musikalske udtryk er stilrent og konsekvent.

Begge omhandler de sorg og savn efter hendes fars død, men på hver deres måde.

I et interview i den norske avis Klassekampen fortalte Ane Brun i november, hvordan hun mener, at de to plader taler til hinanden. Der er en samhørighed mellem dem. Men de er alligevel så meget deres egne, at hun under indspilningerne hele tiden vidste, at der ikke var tale om et dobbeltalbum, men to selvstændige helheder. Den ene mere elektronisk og triphoppet. Den anden orkestral og pianoballadelækker.

Frygt er et valg

Ane Brunvoll, som hun hed, da hun blev født i 1976 i den norske by Molde, debuterede i 2003 med Spending Time With Morgan. Debutens akustisk guitardrevne folkesange introducerede hende som en stærk sangskriver med Joni Mitchellske aner og lige dele skandinavisk og symfonisk blod i årerne.

Siden 2000 har hun boet i den svenske hovedstad Stockholm. Og i takt med at hendes sangskrivning er blevet mere dramatisk, poppet og pompøs for hver af de mange udgivelser, der også tæller duetter, livealbum, coverindspilninger og en opsamlingsplade, har hun fået en stadigt større lytterskare – også uden for Norden.

After the Great Storm, som udkom i slutningen af oktober, er med dets brug af synthesizere, trommebeats og EDM-eskalerende klange hendes mest elektroniske til dato. De fleste af sangene har hun skrevet omgivet af sit hjemlands bjerge. Og da hun gik i studiet med sine to co-producere, Anton Sundell og Martin Hederos, var tanken, at de skulle indspille et album, der skulle lyde stort.

Det åbner sødladent med »Honey«, der inkluderer samples fra en kassettebåndoptagelse af en helt ung Brun, der som 18-årig tæller til fire på norsk og læser op af et brev til en penneven. I sangen synger den voksne Ane til sit yngre jeg og lover hende, at selv om hun kommer til at fejle igen og igen gennem livet, skal det hele nok gå.

På »Don’t Run and Hide« er det en elsket, et du, hun solidarisk bakker op om. Hun er der til at hjælpe, bebuder hun, og det nytter ikke at gemme sig og flygte fra frygten, for som hun synger: »fear is a choice/ a lonely exile«. Og hvis ikke hendes betryggende ord i omkvædet, »don’t run and hide/ take a peek outside/ I’m here for you«, kan dulme angsten, er der nok intet, der kan.

Men selv er hun også sårbar, for som hun synger på »Take Hold On Me« hen over den svenske keyboardist Samuel Starcks ulmende synthlyde:

»sometimes it is hard
to know what is fading
you measure all that you are
the density of being
«.

Skøn kraftfuld skrøbelighed

De ni numre på How Beauty Holds the Hand of Sorrow er alle holdt i et afdæmpet tempo, der giver følelsen af, at Ane Brun kan sætte tiden i stå, når hun hen over strygerarrangementer og let klaverspil synger om livets helt store kampe med kærlighed, angst og sorg.

Nogle af sangene er måske mere end rigeligt downtempo og står i lidt for stor gæld til Kate Bush uden at have hendes sprælske finurlighed. Men samtidig er det respektindgydende, hvor naturligt Brun hviler i sin stemme. Stoisk og trygt, uanset hvor følelsesladet det bliver.

Den smukke ballade »Song for Thrill and Tom«, der skildrer et møde i morgensolens stråler, er blændende. Det føles vitterlig som at blive strejfet af universel skønhed, når Brun intonerer ordene »universal beauty«, og koret sætter ind:

»He met her in the morning sun and she remembers
Every fibre in the air
It felt like forever, touched with universal beauty
And all she wanted, was to disappear
«.

På »Closer« og »Trust« dirrer hendes sartlyse stemme med en sjælden kraftfuld skrøbelighed, som jeg ellers mest forbinder med forsanger Beth Gibbons fra den britiske triphoptrio Portishead. Og Brun lægger da heller ikke skjul på, at meget af hendes inspiration er hentet fra navne som netop Portishead og Massive Attack.

How Beauty Holds the Hand of Sorrow slutter med en enkel og mere sart version af nummeret »Don’t Run and Hide« fra After The Great Storm, hvor det eneste instrument, der støtter op om Bruns vokal, er et klaver. Og således forbinder hun diskret sit smukke ottende med sit endnu smukkere niende album.

Ane Brun: ’After the Great Storm’ (Balloon Ranger Recordings).

Ane Brun: ’How Beauty Holds the Hand of Sorrow’ (Balloon Ranger Recordings).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her