Thorvald Stauning svævede over vandene

To politiske personligheder dominerer i dansk politik i perioden fra 1901 til besættelsen i 1940. De to står i spidsen for landet og dermed i udviklingen af statsministerembedet: venstrelederen J.C. Christensen (1856-1930) og Socialdemokratiets formand Thorvald Stauning (1873-1942).

J.C. er den uantastede fører i bondelandet, i provins, skole og kirke – Stauning i byerhvervene, i bysamfund og i den brede fagbevægelse. Af de to huskes den sidste mere end den første og opfattes den dag i dag som Danmarks hidtidige eneste landsfader, en status den frygtindgydende J.C. Christensen aldrig blot tilnærmelsesvis opnåede.

J.C. (kaldet I.C.) besad overvejende samme anlæg, samme arbejdsevne, enorme politiske talent og vilje til indflydelse som Stauning. Endog mere brutal målrettethed og lodret magtbegær, dertil politisk snedighed som for Staunings vedkommende ikke altid slog til. Depressioner lurede altid. Til sidst tabte Stauning overblik, handlekraft og livsmod delvis foranlediget af personlige kriser. At den store mand dertil åd, røg og drak for meget, hersker der ikke tvivl om, han var slidt op som 69-årig, uden at nogen for alvor ønskede hans afgang.

Da Stauning i 1910 havde sat sig for bordenden som partiformand, bestred ingen hans forrang og ret til riget.

Bitre år

Anderledes for J.C. Christensen. Venstrehøvdingens naturlige rolle i egne øjne som regeringschef blev afbrudt af Alberti-skandalen, hvor landets justitsminister havde begået et astronomisk bedrageri. Da J.C.’s ansvar som leder blev omtalt i Rigsretten, var hans tid i den officielle top forbi.

Den sag kom til at præge J.C.’s senere bitre år, uden at han dog af den grund slap taget i realpolitikken; ikke før han modvilligt gik på aftægt, og mange åndede lettet op. Modstand tålte degnen fra Ringkøbingkredsen ikke. I denne ånd fik han styr på Venstre, reformeret kirken og skolen og sat sig tungt på kultur og forsvarspolitikken. Elsket blev han næppe, skønt VU i vore dage vist er begyndt at dyrke ham.

Stauning døde i embedet, da alt var tabt. Som prisen for samarbejdsregeringen af partier i besættelsens første år forlangte Venstre flere sociale reformer rullet tilbage. Som en yderligere ydmygelse post mortem insisterede besættelsesmagten på at deltage i Staunings bisættelse i 1942.

Staunings arv var foruden triumferne i 1930’erne et statsministerembede, om hvis autoritet der siden ikke kunne herske tvivl.

I disse tider søger statsminister Frederiksen at udvide og styrke det oprindeligt lille ministeriums omfang yderligere ved ansættelse af en lang række (delvis politiske) embedsfolk. J.C. og Stauning var gået i knæ bare ved tanken.

Statsministeriet i både J.C. Christensens og Staunings år var vitterligt ikke noget at prale af, men et afsides kontor med en departementschef, en sekretær og lidt medhjælp.

Professor emeritus Tim Knudsen beskriver i sit bind 2 af de danske statsministres historie fra 1849 til nutiden foruden personernes egen historie institutionens udvikling fra statsministeren som den første blandt ligemænd til autoritetsfigur i senere udgaver som J.O. Krag, der udvidede embedet med det udenrigske i parallelbeføjelse; Nyrup Rasmussen, der kørte magtfuldt parløb med Finansministeriet, og Fogh Rasmussen, der introducerede autokratiet i den politiske mentalitet.

Bind 2 af Statsministeren, som de i alt fem bind (de to sidste udkommer 2021) rettelig hedder, indledes med Systemskiftet, hvor man med usikkerhed i begreberne ofte har fremført, at parlamentarismen efter Estrup-provisorierne her blev knæsat. Men som Tim Knudsen påviser, bliver parlamentarismen, altså at en regering ikke kan sidde med et flertal imod sig, og kongemagten er henvist til kransekagens top, faktisk først realiseret til bunds og gavns ved grundlovsrevisionen i 1953.

I den forstand er kongens rolle langtfra udspillet med 1901, som både Frederik 8. og Christian 10. var sig bevidst. Majestæterne mere end gav deres besyv med – højre fløj bekræftede deres insisteren.

Dette fremgår klart af begivenhederne helt op til 1920, sådan set også under besættelsen: at kongen fortsat følte ret og pligt til at blande sig. Politikerne for resten stod heller ikke altid fast på egen ret.

Set med kongetro øje var det ved at gå galt i påskedagene 1920, da Christian 10., hvis begavelse ikke stod mål med ambitionerne, forkludrede sin rolle. Takket være uheldig indflydelse fra folkestyrets fjender i erhvervslivets top og i hæren var kongen på nippet til at begå statskup.

Begivenhederne, der ikke ganske kan afskrive den temperamentsfulde statsminister Zahle som medansvarlig i afsky for kongen, bibragte kronprins Frederik (den 9.) varig forståelse for kongehusets neutrale rolle. Efter 1920 ændrede statsministerfunktionen sig betydeligt.

Hvor J.C. Christensen både før, under og efter sine år i spidsen blandede sig i alt og med frygtet flid satte sig ind i det meste og mestrede detaljerne til hudløshed, svævede Stauning over vandene, eller hvordan man skal udtrykke det. Statsministeren indtog jævnligt frokost hos Karen Kik, hvor hans stol står endnu. Resten af tiden var han næppe altid helt appelsinfri.

Stauning udstak de store linjer og blandede sig sjældent i sine ministres dispositioner. Tim Knudsen erindrer læseren om, hvor lidt uddannede datidens politikere (og embedsmænd) var i statskundskab og økonomi. Fornemmelserne fik det til at glide. I Tim Knudsens ånd er det værd at erindre, at da kongehuset vaklede, var det påfaldende, i hvor nær kontakt Stauning var med sine vælgere. Der skulle ikke være nogen revolution. Stauning vidste, at på væggen i mange beskedne socialdemokratiske hjem hang et sepiafarvet foto af sønnen i marinen. Men over ham hang kong Christian og dronning Alexandrine. Der var plads til dem alle i Danmark for Folket.

Tim Knudsens bind 2 holder målet fra bind et og lover et storværk i nyere dansk politisk historie og forvaltningshistorie.

Tim Knudsen: ’Statsministeren. Bind 2. Demokratiets første statsministre 1901-1942’. Samfundslitteratur. 608 sider, 399 kroner